Min kontroversielle leder om Obama og Iran

Der har i dagens løb været forskellige kommentarer til min leder i dagens avis "Obamas kyniske Iran-politik", som vist nok ikke er tilgængelig for alle på vores webside endnu. Så jeg begynder med at genoptrykke den her på bloggen. Dem, der har adgang til alle artikler, kan finde lederen her plus kommentarer fra flere læsere.

En avislæser har sendt en velovervejet kritik af min leder direkte til min email; jeg svarede ham og han tog derefter til genmæle. Vi er blevet enige om at lægge teksten ud på min blog. Andre er velkomne til at byde ind. Jeg lægger også som en start vores korrespondence ind som kommentarer under lederen på websiden.

Kort til Per Thomsen. Jeg har faktisk ikke set CNN i disse dage - overhovedet. Obama har uret i, at der ingen forskel er mellem Ahmadinejad og Musavi. Den vigtigste forskel er, hvem i befolkningen og i det statslige og klerikale apparat, der støtter dem. Det giver simpelthen sig selv, at Musavi som en erfaren politiker må tage højde for sine tilhængeres aspirationer.

Jeg gør opmærksom på en kronik i dag i The New York Times skrevet af en anonym iraner fra Teheran. Han er formentlig ikke en studerende - som angivet - men en akademiker med gode forbindelseer i Musavi og Rafsanjani-kredsen. Jeg er ikke Iran-ekspert, men jeg fornemmer, at han rammer præcist i sin analyse - bortset fra en ting: At Ahmadinejad skulle kunne forvandle sig til en "Nixon in China"-skikkelse er muligt. Men han vil aldrig blive accepteret som dialogpartner af Obama eller nogen anden amerikansk leder. En præsident Musavi vil have langt større chancer for at føre en succesrig dialog med USA, hvilket han jo også har bedyret, at han ønsker.

Først lederen

19. juni 2009
Obamas kyniske Iran-politik

Skrevet af: Martin Burcharth
Med valget af Barack Obama til USA-s præsident sidste år tog amerikansk udenrigspolitik det formelle skridt fra en nykonservativ til en nyrealistisk æra. Hvor George W. Bush havde prioriteret spredning af frihed og demokrati til autoritære stater i Mellemøsten, forventedes Obamas politik at give mere vægt til en kølig vurdering af USA-s nationale sikkerhedsinteresser i regionen - også på bekostning af en direkte støtte til demokratiske kræfter.

Indtil regimekrisen i Iran havde dette strategiske skifte i USA-s udenrigspolitik ikke rigtigt været synligt. Det er det nu blevet - og med fuld kraft. I den sidste måned har Obama og hans Iran-rådgiver Dennis Ross understreget, at drøftelser om Irans atomprogram skal føres med landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Det er ham - og ikke præsidenten - som besidder den egentlige politiske magt, lyder analysen. Betragtningen fører til den logiske konklusion, at det for så vidt er ligegyldigt, hvorvidt præsidenten hedder Mahmoud Ahmadinejad eller Mir-Hossein Musavi.

Der er givetvis flere grunde til, at USA ikke har ønsket at tage parti i den pågående indre magtkamp i det teokratiske styre mellem de to præsidentkandidater og deres støtter blandt mullaher, gardister og paramilitære styrker. I tirsdags skar Obama sin holdning ud i pap: »Skønt det er utroligt, som det syder og bobler i Iran, er forskellen mellem Ahmadinejads og Musavis politik ikke så stor, som den er blevet fremstillet. Det er i USA-s interesse på lang sigt at hindre Iran i at bygge atomvåben og i at finansiere organisationer som Hizbollah og Hamas. Det er et kendsgerning, uagtet hvem der vinder dette valg.«

Obama indsnævrede yderligere forskellen mellem Ahmadinejad og Musavi i en isnende kold replik senere i samme tv-interview. »Uagtet hvad der sker, vil vi stå over for et regime, der historisk set har været fjendtligt over for USA og som har forvoldt problemer i sit nabolag og som søger at udvikle atomvåben.«

Udtalelserne har ikke overraskende vakt furore i det republikanske oppositionsparti og blandt nykonservative kommentatorer. De opfordrer nu præsidenten til at tage parti for de -demokratiske- kræfter i Iran. I det Hvide Hus forsvarer man Obamas nyrealistiske kurs over for Iran med den umiddelbart plausible forklaring, at en favorisering af Musavi og hans tilhængere vil give Ahmadinejad en kærkommen lejlighed til at knytte oppositionen og en hemmelig amerikansk plan om regimeskifte sammen. Det kunne tage luften ud af den folkelige bevægelse. Selv den iranske nobelprismodtager og menneskeretsaktivist Shirin Ebadi udtrykte i går i Washington Post tilfredshed med Obamas vanskelige balanceakt. Men er Obamas ekstremt realpolitiske kurs den rigtige for USA og andre demokratiske lande Historisk set minder den mere om George H.W. Bushs varsomme håndtering af revolutionerne i Østeuropa og Berlin-murens Fald i 1989 end Ronald Reagans og Vesteuropas åbenlyse støtte til den polske revolution i 1980-81. Romantikeren Reagan nærede ingen illusioner om kommunismen og det totalitære styre i Sovjetunionen og turde at gå op imod -det onde imperium-. Realisten Bush frygtede konsekvenserne af regimesammenbrud i Østeuropa - han søgte f.eks. garantier fra Mikhail Gorbatjov om en fredelig udgang på krisen uden brug af atomvåben - og afstod derfor fra at hælde benzin på bålet med opgejlet retorik.

Problemet for Obama er noget anderledes. Hans opstigen til præsident har inspireret mennesker overalt i verden som et eksempel til efterfølgelse. Indtil den iranske krise var der stadig overensstemmelse mellem budbringeren og hans budskab, hvilket kom stærkest til udtryk under hans tale på Kairos Universitet. Faktisk må man antage, at denne enestående tale styrkede provestlige demokratiske kræfter under valgene i Libanon og Iran. Obamas indflydelse på verdensscenen - især i islamiske samfund - er så mægtig i dette øjeblik, at han formentlig kan komme afsted med at tippe vippen til fordel for demonstranterne i Teheran uden at forpurre mulighederne for afspænding med landet. Ved at tie risikerer han derimod at formøble sin troværdighed som reformpræsident.

Det er svært at forstå, hvordan Obama kan få sig selv til at sige, at millioner af menneskers tapre kamp for at skabe meningsfulde forandringer i Iran ikke gør nogen forskel for USA. Herved undergraver han sit eget budskab til amerikanerne om, at forandring kun er mulig, hvis man står sammen. Måske endnu værre forudsætter præsidenten, at en dialog og forståelse med et andet land (om f.eks. atomvåben) kan løsrives fra regimets natur. Det er en forkert og overfladisk vurdering. Jo mere demokratisk opbakning et regime som det iranske nyder, desto større er muligheden for at indgå troværdige internationale aftaler, som holder i fremtiden. Og hvis Iran trods alt udvikler et atomvåben, ville det være langt mere betryggende for USA, Israel og arabiske lande, at Teheran ledes af en legitimt valgt præsident fremfor en valgfusker, antisemit og holocaust-benægter.

Obama! Der er stadig tid til at udtrykke sympati for frihedskæmperne.

 

Email fra Niels Henrik Hjøllund

Kære Martin Burcharth

Jeg er gennem årene blevet stadig mere glad for dine bidrag vedr USA.

Men det er mig en gåde at du taber hovedet fuldstændig i dagens leder og forfalder til serier af fuldtonede floskler. En af de mest komplicerede og spændende sitautioner i Mellemøsten i årevis får du gjort til noget helt sort/hvidt. Og det er ekstra stygt når man nu ved hvor stor en kapacitet du er.

Din demokrati-opfattelse ser ud til at være at dem du er enige med har ret - uanset om de er et mindretal. De er ‘frihedskæmpere’ - som vi skal støtte uanset hvad.
Omvendt er den dybt religiøse provensielle iraners stemme ikke noget værd. "Valgfusker" skriver du: dokumentation tak! Kan du slet ikke rumme muligheden at det iranske præsteskab faktisk HAR opbakning fra et flertal? Det er ufatteligt spændende hvad der sker i løbet af de næste dage. Og du vil bare have hældt benzin på bålet hurtgst muligt?

Jeg kan godt forstå at den islamiske verden er tøvende overfor det såkaldte demokratiske valg - som kun kan anerkendes af vesten når vestens yndlige vinder. Iran har ikke et demokratisk system, men din opfattelse er lige så udemokratisk. Øv for dig når man nu ved du kan gøre det bedre.

Med venlig hilsen

Niels Henrik Hjøllund

Mit svar

Kære Niels Henrik,

Det er naturligt, at mange i en så vanskelig situation kan blive uenige - også hæderlige mennesker, som respekterer hinanden indbyrdes.

Det bør ikke undre os.

Jeg står fast ved min opfattelse, at det er en kæmpe brøler, at Obama ikke udnytter denne situation til at udtrykke sympati for de millioner af mennesker, som risikerer livet for at fyre en forhadt præsident og hans voldelige flæng. Havde det været Bush og de nykonservative, der var ved magten, ville jeg aldrig have skrevet den leder. Men i kraft af Obama og hans baggrund - de kæmpe muligheder vi har med ham som præsident for at ændre så mange fundamentale ting i verden - er situationen ændret radikalt. USA risikerer ikke i samme grad at blive beskyldt for indblanding som tidligere. Og hvis Ahmadinejad og de statslige medier gør det, vil det ikke blive taget alvorligt af den forskelligartede skare af iranere, som kræver, at deres stemmer bliver talt.

Selvfølgelig er der blevet fusket med valgresultatet. Jeg har levet lang nok tid og set nok ting til at føle mig sikker på det.

Problemet her er et helt andet. Det er, at vi står over for en indre magtkamp i den islamiske republik. På Khameneis og Ahmadinejads side står vi med et regime, der vil bruge alle midler til at knuse oppositionen - og de er begyndt med censur og fængslinger og mord på tilfældige mennesker for at intimidere dem, som kræver retfærdighed og mere frihed.

Jeg skrev det ikke i lederen, men for mig er det faktisk ikke så meget et spørgsmål, om hvorvidt Musavi eller Ahmadinejad fik 51 og 49 pct. af stemmerne eller ej. Vi ved jo alle, at autoritære/totalitære skikkelser har mange pile i deres kogger, når det gælder om at vinde stemmer - jvf. Hitler, Mussolini, etc.

Så jeg hører ikke til dem, der støtter ideen, at i samfund som det iranske med et teokratisk styre, hvor frihedsbegrebet og de demokratiske institutioner pr. definition ikke kan garantere frie valg, at vi bare skal acceptere argumentet, at Ahmadinejad - hvis han vinder - er den legitime repræsentant for styret.

Det vil Musavi derimod være, netop fordi hans vælgere har foretaget et bevidst valg ved at gå ud og stemme - mange af dem gjorde det ikke før - og fordi de repræsenterer et så bredt udsnit af folket, der føler sig forrådt af den islamiske revolution. Og fordi de går op imod alle manipulationerne og fordrejelserne i de statslige medier, alle intimidationerne.

Derfor bør vi alle indrømme over for os selv, at dette her ikke handler om en stemme på den ene side eller på den anden side. Det handler om en revolutions fremtid. Jeg er sikker på, at de dogmatikere og konservative, som har shanghajet den islamiske revolution og dens idealer, vil tabe denne kamp på lang sigt. Derfor mener jeg også, at det er en fatal fejl for Obama at tie. igesom det er en fejl for alle os andre at tie.

venlig hilsen

Martin Burcharth
  

Genmæle Niels Henrik Hjøllund

Kære Martin.

Tak for dit grundige svar - og ja: du må gerne lægge det på din blog.

Jeg bliver altid bekymret når tingene bliver forsimplet og sort/hvide sådan som jeg vil fastholde det forholder sig med din leder.

Hvis Obama vil oppositionen det bedste kan det meget vel være at han tjener deres interesser bedst ved at være tilbageholdende. Nævn bare eet eksempel på at udenlandsk pres har haft en positiv effekt på iransk politik. Tværtimod vil de reaktionære kræfter da udnytte det straks. Obama kunne sagtens score billige Reagan-agtige indenrigspolitikken points, men måske vurderer han at Iran IKKE er en kollos på lerfødder.

At du mener der ‘selvfølgelig er blevet fusket’ dokumenterer vel ikke noget. Er det ikke sådan at vi er meget obs på den relativt lille, men særdeles synlige vestligt orienterede elite fordi de ligner os selv? Og er det grundstenen i vores demokratimodel når det kommer til stykket?

Mvh
Niels Henrik