I fredagsavisen har jeg en længere historie om min oplevelse af datingkulturen i det kønsforskrækkede Saudi-Arabien. I 2005 udkom en barsk skildring af fire unge pigeliv i Riyadh og deres oplevelser med det andet køn. Bogen hedder Banat al Riyadh (Pigerne fra Riyadh) og er skrevet af Raja Al Sanie. Til at begynde med var den forbudt, men nu har censuren givet slip og den er tilgængelig i saudiarabiske boghandlere, hvordan angiveligt er et stykke kult.

Det har været ni både opslidende og fascinerende dage i Saudi-Arabien, i nat er det slut, når jeg rejser tilbage til Istanbul. Det har været opslidende fordi landet er svært at arbejde i, fordi kilderne kan være meget svært tilgængelige. Fascinerende fordi jeg har ændret mit syn på det lukkede land.

Frustreret og forundret forlod jeg Riyadh natten til i dag for at tage til Jeddah på Rødehavskysten. Jeg har fået flere gode interviews i kassen, men jeg har sandt for dyden også spildt meget tid på at jagte folk og møder, der aldrig blev til noget. Mest overraskende var oplevelsen med en ung feminist og kunstner i Riyadh. Jeg har fået hende anbefalet af Adam Holm fra Deadline, og sat himmel og jord og den danske ambassade og dagbladet Arab News i bevægelse for at finde hende.

Jeg stod overfor et svært valg i morges. Skulle jeg ringe til det saudiarabiske  informationsministerium og melde min ankomst for at undgå eventuel ballade senere, hvis de finder ud af, at jeg har været i landet uden officiel guide (se mere her )? Eller skulle jeg bare lade som ingenting og fortsætte på egen hånd? Jeg valgte det første i håb om, at de som lovet har lagt et program, der blandt andet inkluderer et besøg i en sharia-domstol, et møde med en kongelig og et besøg hos en oliepumpe eller et raffinaderi.

Natten til i dag ankom jeg til Riyadh og mit første besøg i Saudi-Arabien. Turen har været under opsejling siden januar, hvor jeg første gang søgte pressevisum. Den slags sidder ikke løst, og i det hele taget må udenlandske journalister forvente at være underlagt udpræget ’voksenstyring’ under besøg i kongeriget.

»Kom og stem og få et halvt kilo kød,« lød tilbuddet til egyptiske vælgere fra højttalervogne i Cairo-bydelene el-Gazar Kafer, Banha og Qalubeya. Det skriver det egyptiske center for kvinderettigeheder i en pressemeddelelse efter folkeafstemningen om ændring af forfatningen i mandags.

Det var medlemmer af præsident Hosni Mubaraks regerende NDP-parti, der kørte rundt i gaderne og forsøgte at lokke vælgerne ind. Det lykkedes ikke ret godt, for valgstederne var alligevel tomme, skriver organisationen. Andre steder blev valgstederne fyldt med offentligt ansatte og arbejdsløse, der i vidt omfang blev lokket til med tilbud om mad og kontakt betaling.

Tyrkiet har netop haft besøg af EU-Kommissionens sympatiske vice-præsident, svenskeren Margot Wallström. Hun valgte bevidst at være her den 8. marts for at observere kvindekampdagen og for at støtte den tyrkiske kvindesag.

Kvindesagen i Tyrkiet er en vindersag i den forstand, at civilsamfundet er ved at vokse sig meget stærk på det område. Samtidig er kvinders deltagelse i forretningslivet hastigt voksende, og frem for alt er den synlig, fordi kvinder beklæder flere topposter som for eksempel i spidsen for industrialisternes organisation Tüsiad og en række store virksomheder. Også i medierne er der masse af synlige kvinder både blandt journalister, redaktører og administratorer.

På et område er Tyrkiet dog langt bag om dansen. Det handler om kvinders repræsentation i politik, hvor Tyrkiet i dag har lidt over fire procent. Det er et par decimaler lavere end i 1934, da kvinder i Tyrkiet fik stemmeret.

Ikke mindst i lyset af kvindernes positioner andre steder i det tyrkiske samfund er det helt skævt, og det begynder at blive pinligt for Tyrkiet. På et pressemøde her i Istanbul fortalte Margot Wallström hvordan de parlamentarikere, hun havde mødt i Ankara, hvad betroet hende, at de bliver mødt med forundring, når delegationer af tyrkiske parlamentarikere møder op i udlandet, og de udelukkende består af mænd.

»Jeg tror på kvoter,« sagde EU-kommissæren som forslag til en løsning. »Det er den eneste måde at gøre plads til kvinder. Der er nok kompetente kvinder til at have en kvote. Man kan i det mindste fordoble den nuværende andel, så vil der stadig være mindre end 10 procent kvinder i det tyrkiske parlament.«

Margot Wallström gav udtryk for, at hun er forbløffet og meget bekymret over, at det er nødvendigt at påtale den slags. På sine møder blev hun lovet, at partierne nu vil lave kvoter og målsætninger for kvinder. Det vil i givet fald betyde, at nogle mænd må afgive deres positioner, så klogt nok tilføjede EU-kommissæren, at hun vil se det før hun tror det.

En både modig og usædvanlig bevægelse er sat i gang i Tyrkiet. Små grupper af kunstnere, unge og andre har nu et par gange stillet sig op foran anklagemyndighedernes kontorer og gentaget de budskaber, der har sendt mange af Tyrkiets intellektuelle for retten. Bagefter har de anmeldt sig selv med forventning om at blive retsforfulgt på linje med Orhan Pamuk og Elif Safak for fornærmelser mod tyrkiskheden. 

Aktionerne er særdeles interessante, fordi den offentlige mening i Tyrkiet aldrig rigtig har ment noget om landets problemer med ytringsfriheden. Retssagerne mod journalister og forfattere har fået masser af spalteplads, men nogen bred offentlig debat har der aldrig rigtig været. For slet ikke at tale om demonstrationer. Tyrkiet er ellers godt vant med hyppige og til tider meget store demonstrationer mod alle og alt muligt, men med undtagelse af de folkelige protester under begravelsen af den armensk-tyrkiske redaktør Hrant Dink den 23. januar har ytringsfrihed aldrig været et folkekrav.

Den iranske regering er kommet i krise efter, at der er begyndt at cirkulere en video med kompromitterence billeder af viceministerpræsident Esfandyar Rahim Mashai. Ministeren, der blandt andet har ansvar for turisme, overværede under et officielt besøg i Tyrkiet et show, hvor der indgik en orientalsk danserinde med svingende hofter og løst hår. Den slags er dybt uislamisk, ifølge den iranske regering.

Derfor er det et stort problem for ministeren og hans regering, at videooptagelser viser, at ministeren ikke bare fulgte showet, men også klappede bagefter. Han burde naturligvis have forladt sin stol eller, hvis det ville have været en fornærmelse mod de tyrkiske værter, så i det mindste have ladet være med at klappe.

Ministeren føler ganske givet jorden brænde under sine fødder og langer rasende ud efter to navngivende iranske parlamentsmedlemmer, der beskyldes for at have klippet videoen, så det kommer til at se ud som om ministeren har opført sig syndigt, hvad han naturligvis ikke har. Ifølge ministeren selv.

Da paven for en måned siden besøgte Tyrkiet gik han langt for at vise sin respekt for Tyrkiet og islam. Både den ellers altid mavesure tyrkiske presse, jeg og mange andre blev imponerede over, at han gik så langt som til at bede en stille bøn sammen med muftien af Istanbul under besøget i Den Blå Moske, der et af islamisk arkitekturs hovedværker og et af Istanbuls vartegn.

Jeg mente i en leder i forbindelse med pavebesøget, at den gestus mere end al den sædvanlige snak om forsoning mellem religiionerne, rent faktisk kunne rykke noget. Jeg vil ikke påstå, at jeg har fået ret endnu, men det tyrkiske nyhedsbureau Anka skriver i dag, at Det Islamiske Råd i Cordoba i Sydspanien har skrevet til pavens repræsentant i Spanien og bedt om lov til at muslimer må bede i Mezquitaen i Cordoba.