Det har været ni både opslidende og fascinerende dage i Saudi-Arabien, i nat er det slut, når jeg rejser tilbage til Istanbul. Det har været opslidende fordi landet er svært at arbejde i, fordi kilderne kan være meget svært tilgængelige. Fascinerende fordi jeg har ændret mit syn på det lukkede land.

Saudiaraberne ynder at isolere sig for at værne deres kultur og religion fra fremmed påvirkning. Det er hvad det er, men det betyder, at omverdenens forståelse af kongeriget er meget ringe. Når man ikke kender meget til landet er det let at slå den enevældige konge i hartkorn med alle Mellemøstens øvrige enerådige ledere og se ham som en skrækkelig diktator, der hugger hovedet af folk og holder demokratiet væk fra sin befolkning. Det første er rigtig nok, men det sidste er ikke den fulde sandhed.

Sagen er, at saudiaraberne slet ikke er klar til demokrati a la Vesten endnu. Hvis de fik tilbudt demokrati i dag ville de sige nej og løbe skrigende væk. Selv de bedst uddannede, der kender alt til vores samfund betakker sig. De vil have en gradvis udvikling af deres land og ingen hurtige løsninger. Jeg er blevet overbevist om, at den nuværende konge er den rette mand på posten, når det handler om langsomt at begrænse de ultraortodokses indlfydelse på samfundet og langsomt at forberede landet på kulturel og social liberalisering. Saudi-Arabien kan simpelthen ikke hænge sammen, hvis det går stærkere.

Det er ingen sag at skrive langt og længe om alle problemerne hernede. Kvinderne undertrykkes, menneskerettighederne krænkes og reformerne går uhyre langsomt, men alt det ved vi godt. I stedet har jeg valgt at skrive historierne om, at de unge flirter og dater og omgår den officielle segregeringspolitik. Jeg har mod alle love og officielle intentioner nærmest været på date med en ung saudiarabisk kvinde, så jeg ved, hvad man kan nu. Jeg har også skrevet om kongen som en af de store reformister i Saudi-Arabien, og om at der sker store fremskridt i kampen mod terror og lidt mindre fremskridt i kampen for menneskerettigheder. Om kvindernes situation vil jeg skrive, at der allerede er sket meget, og at mere er på vej. Det kan man godt gøre uden at lukke øjnene for problemerne.

Men hvad skal jeg for eksempel stille op, når jeg fra to unge saudiarabiske søstre får at vide, at det med, at de ikke må køre bil er et ubetydeligt problem. De taler helt frit fra leveren og fortæller mig, at de er glade for at blive kørt rundt og for at blive opvartet og behandlet som prinsesser. De burde jo synes, at det begrænser deres bevægelighed og frihed, men når de nu ikke synes det, og der ikke er nogen, der tvinger dem til at sige det de siger, hvad så?

Nu taler de to pågældende kun på vegne af eliten. Der er masser af saudiarabiske kvinder, der ikke har råd til privatchauffører, men eliten er ikke nogen ubetydelig størrelse hernede, og jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skal acceptere deres synspunkt selv om det i bund og grund er udemokratisk.

De to vil heller ikke høre tale om, at det skal være et problem med det obligatoriske hovedtørklæde. De er glade for og stolte af at bære det, for de får respekt fra deres samfund og de føler, at de kommer tættere på Gud, og hvad mere kan et troende menneske ønske sig? I Saudi-Arabien er de begge nødt til at tage det på, men når de rejser på ferie i London vælger den ene at beholde det, og den anden at tage det af. Hvorfor skal jeg ikke tro på, at de gør som de selv vil, når nu de også fortæller mig, at deres forhold til Gud dybest set er en personlig ting mellem dem og Ham. På den sidste dag kan man sagtens vise sig at have været en god muslim selv om man shopper i London uden hovedtørklæde.

De to søstre er imod al den institutionelle tvang, der lægges ned over saudiaraberne. De vil hellere selv bestemme, hvornår de vil bede og hvordan de vil håndtere det andet køn. Men når det kommer til religionen ville de ikke vælge noget andet, selv om de kunne. Det er vi nok nødt til at respektere, selv om det gør vold på vores standarder for frihed og frisind.