‘Den grønne linie’ i Beirut er noget af et syn. Den vidner om et land, der har været i konflikt. Seriøs konflikt. Adskillige bygninger, store og små, bærer præg af de krige landet har kæmpet sig igennem de sidste 30 år. Libanon var engang et ‘paradis’. En legeplads for rige europæere og dyre oliesheiker. I dag leger de ikke mere, nu køber de op. Og den ‘magtposition’ de har opnået er sket med hjælp fra den nuværende ledelse. Spørger du befolkningen; kristne, sunnier, shiaer eller hvem som helst, hersker der ingen tvivl: Den nuværende regering har solgt ud.

Et land uden råstoffer, storpolitisk indflydelse eller særskilt mellemøstlig sammenhæng – er pludselig i centrum for den største krise i området, næst efter situationen i Irak krigen. Størstedelen af det libanesiske folk, ikke kun Shia’er eller Hizbollah tilhængere – ønsker forandring.

Smøger. Der er vist et eller andet med Libanesiske kvinder og smøger. For en egypter føles Libanon ikke specielt mellemøstligt og dog. Traditionerne og de komplicerede religiøse spørgsmål er til stede, men der er en banebrydende frihed, som både muslimer og kristne deler – mænd og kvinder. Og hvor det I resten af den arabiske verden anses for ‘upassende’ at en kvinde nyder en smøg er det ganske normalt her.

Mens ‘nana’ ryger en rød Marlboro åbner Sarah gaver. Jeg ved godt der bliver rystet på hovedet i Danmark over sådan en opførsel, men det her er mellemøsten. Nogle kalder det respektløst, andre pylret, jeg kalder det frit – men det er en hel anden diskussion.

Libanon er meget mere end Hizbollah, kristne militser og politisk kaos. Det er mennesker, der prøver at leve et simpelt liv med alle de glade stunder, som gør det hele værd. Stunder som disse, der samler familien, store og små for at hygge og sprede god energi – og hvor fremtiden er usikker har julen fået en hel speciel betydning for rigtig mange mennesker I cedertræets land. God Jul Libanon!

Jeg smutter ind I stuen hvor plastic-juletræet er pyntet op til den helt store guldmedalje. Lyskæder og stjerner pryder træet mens jomfru Maria og ‘hele den historie’ vidner om den specifikke retning indenfor kristendommen.

Maroun’s kone forklarer med stor iver at jul både fejres af kristne og sunni’er I Libanon. Tænk, det vidste jeg ikke.

Maroun er ung fyr I slutningen af 20’erne og med en god ‘hustler’ mentalitet, som kun en araber som mig selv kan forholde sig positivt til.

Maroun bor normalt nord for Beirut I Jouniyeh, et kristent område. Han har sammen med familien valgt at tilbringe julen I Hanine – på trods af den spændte situation. Jeg tilbringer 3. søndag I advent 5 km fra den israelske grænse med juletræ, fedtede lammepølser og radioen tunet ind for advarsler.

“Der er ingen som mangler noget I julen, heldigvis – kun varme”, udbryder Maroun med et grin og vi får stærk arabisk kaffe, som følgende kræver flere besøg på potten. Maroun varmer sig ved det elektriske varmeapparat og den daglige rutine med at lytte til radioen og rådgive sig med familien om det nu er sikkert fortsat at blive, tages med jokes, rødvin og smøger.

“Jeg tror det libanesiske folk har fundet ud af hvor tæt de er på borgerkrig og har besluttet sig for at slå bremserne i, ellers går det helt galt” siger Maroun med henblik på den politiske situation i landet. En situation som I disse dage diskuteres I hvert eneste hjem I det mangfoldige Libanon. “Jeg tror de fleste libanesere begynder at forstå, at de spiller politikernes spil; ikke deres eget”.

Midt imellem Bent Jbail og den israelske grænse ligger en lille by ved navn Hanine. En kristen ‘enklave’ i det ellers shiitisk dominerede Sydlibanon. En by, som generelt ikke huser mere end et par hundrede indbyggere undtagen om sommeren og ved højtiderne, som julen.

De sædvanlige ‘welcome to’ skilte bliver I de fleste byer sydpå efterfulgt af et symbol, der viser det religiøse tilhørsforhold I byen. Hvad enten det er jomfru Maria, der er låst inde I et kitsch skab eller martyren Hussein, som er slået stort op af byens maler – hersker der ingen tvivl om butikkernes lukketider på ugens dage.

For ikke så længe siden blev den meget omdiskuterede Baker Hamilton rapport offentliggjort. Der blev diskuteret meget frem og tilbage om usikkerheden omkring tallene. Var det 650.000 eller 450.000 mennesker, der var blevet dræbt? Var det måske 800.000? Hvem ved?

Omkring samme tid kom jeg tilfældigt forbi en ung dansk kvindes blog på nettet, http://countingthedead.blogspot.com. Jeanette Jensen er 26 år, uddannet bibliotekar og arbejder ved Københavns kommune. Jeg spurgte Jeanette om hun ville give mig et par ord med på min vej om hendes blog:

“Jeg er pacifist og derfor modstander af al krig, jeg kan ikke se hvordan krig kan være noget værd. Det var vel egentlig også årsagen til at jeg startede min blog. Aviserne sprøjtede ud med dødstal i forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan, jeg kunne ikke følge med, tallene forblev tal. Det ønskede jeg ikke. Så i et forsøg på at virkeliggøre menneskene bag tallene lavede jeg listen (bloggen). Jeg har gjort et forsøg på at registrere alle de mennesker, der er blevet dræbt ved menneskehånd.”

Sam og jeg kører videre op ad endnu en stejl skråning og billederne af martyrer bliver flere og flere jo tættere vi kommer på grænsen. Martyrer? Mennesker, med liv og måske familier og koner og børn, som sikkert havde andre tanker end at deres mand skulle ende som “valgplakat” på en solbeskinnet bakketop.

Min chauffør ‘Sam’ og jeg kører videre i det sydlige bjerglandskab. Billeder af Ayatollah som funklende valgplakat med Hizbollahs emblem fylder landskabet og selvom himlen er blå og solen varmer blidt idag hviler hans iskolde åsyn over de stejle grønne skrænter og sender dømmende blik til det simple folk.

“Sejren er guddommelig”, råber en kvinde højt, med en Marlboro smøg i venstre hånd som hun gemmer fra kameraet og gør tegn til sejr. Hun vil ikke fotograferes og vender stille tilbage til køen for uddeling af tæpper og varme apparater.

Jeg er i Qana. Byen som oplevede en massakre under den seneste krig hvor 106 mennesker døde under 20 minutters Israelsk angreb.

“Hizbollah kæmpede til sidste dråbe blod og endte som martyrer sammen med de rene børn og uskyldige kvinder” siger hun med ilter stemme til mig.

“Så du dem?” spørger jeg dumt.

“Vi kunne se dem. Jeg var heldig og nåede sammen med min kusine og hendes 2 børn at flygte ud før den bygning, som du sikkert har hørt om. Du ved det jo godt”, siger hun.

Set fra en kilometers penge ligner grænsen mellem Israel og dets arabiske naboer mest af alt et kæmpe stort hønsenet. Men overbelyste bosættelser, vagttårne, helikoptere der står stille i luften for så at forsvinde bag en bakketop og jeeps, der i langsom fart patruljerer ændrer hurtigt denne opfattelse til at der måske er noget større, der ligger bag.

Et fængsel måske?

Jeg ankommer til Aita El Shaab. En by, som er blevet hårdt ramt af de israelske angreb. En by, hvor hverken FN, embedsmænd eller journalister er velkomne. Kun nødhjælpsorganisationer er fredet. En by, hvor Hizbollah sidder godt og der går ikke længe før jeg hurtigt passer på, hvad jeg tager billeder af og spørger om.

Jeg ser et kendt ansigt idag blandt en mængde af mennesker. Et ansigt jeg så lige efter krigens slut og journalister strømmede til landet for at vise efterkrigens rædsler. Jeg husker klart denne mand, der holdt en stor gennemsigtig dunk op med noget meget grumset vand, som var det eneste drikkevand folk i hans landsby; Eich Elthaeb, havde adgang til.