En nation som gidsel

‘Den grønne linie’ i Beirut er noget af et syn. Den vidner om et land, der har været i konflikt. Seriøs konflikt. Adskillige bygninger, store og små, bærer præg af de krige landet har kæmpet sig igennem de sidste 30 år. Libanon var engang et ‘paradis’. En legeplads for rige europæere og dyre oliesheiker. I dag leger de ikke mere, nu køber de op. Og den ‘magtposition’ de har opnået er sket med hjælp fra den nuværende ledelse. Spørger du befolkningen; kristne, sunnier, shiaer eller hvem som helst, hersker der ingen tvivl: Den nuværende regering har solgt ud. Et land uden råstoffer, storpolitisk indflydelse eller særskilt mellemøstlig sammenhæng – er pludselig i centrum for den største krise i området, næst efter situationen i Irak krigen. Størstedelen af det libanesiske folk, ikke kun Shia’er eller Hizbollah tilhængere – ønsker forandring. “Dette ønske deles ikke af vesten”, siger Shereen. 26 årig kristen studerende på det amerikanske universitet i Beirut, som jeg møder til demonstration og ‘sit down’ på Martyrernes plads i downtown Beirut, der nu fortsætter på det 21. døgn. Norges Stoltenberg måtte også cementere vestens ønske om status quo til Seniora og stikker ham 30 millioner dollars til genopbygning og andre tilfældigheder, tillige en aftale om hjælp til at finde olie, bliver generøst rystet ud af ærmet. Jeg mister lige sammenhængen for dette besøg: Hjælp til en regering, som lever på en stakket frist og ikke ønskes af størstedelen af landet befolkning. “Western led hippocracy is so obvious now and the west is loosing any credibility – if it has any left at all”, siger 30 årige Olena Bohdana, ukrainsk studerende på det amerikanske universitet i Beirut. Jeg undlader at oversætte den præcise formulering. Den libanesiske regering har fejlet. Med blødende hjerte og sympati for den ‘almindelige libaneser’ er jeg tilhænger af denne simple version. Men ret skal være ret. De har også gjort godt. De har formået at hente enorme summer af kapital og goodwill ind fra vesten. De har formået at blive det eneste land i regionen, som er til genstand for stor vestlig sympati, dog tangeret af ‘storebror’ Israel. Der har aldrig foreligget tvivl, men manifestationen var klar i den sidste krig, hvor Seniora’s tårer ikke havde den store effekt på vestlige magthaveres evne til at stoppe Israelerne destruktive aggression i den sydlige del af landet. Selv Danmark undlod at stemme i FN’s sikkerhedsråd, da man skulle løfte pegefingeren mod den voldelige fremfærd. Selvom det er ‘standardiseret’ gabende kedelig dansk politik vil jeg påstå at vores nation opfører sig ret mærkværdigt for tiden. Det libanesiske folk er gidslerne. Hvad enten det er Seniora, Nasrallah, Jumblat eller en af de mange forskellige politiske partier er lighedstegnet udnyttelse og overbevisning. Demonstrations området på martyrernes plads er en carbon copy af denne forklaring. Den eneste grund til at være på denne plads er for ‘enigheden’, for fællesskabets ånd og for at bakke op om ens egen personlige poltiske preference. Hvad aktionen måtte ende med - i tilfælde af, at den ikke opnår dens formål – at vælte regeringen – er der ingen der kan give et svar på. Men borgerkrig, som antydet i mange vestlige medier, er vi langt fra hvis du spørger mig eller de fleste mennesker på denne plads. Jeg kommer sammen med dansk-palestinensiske Thaera Badran ind på martyrernes plads og vi oplever at folk af alle aldre og forskellige religioner gerne vil tale og ytre deres mening, for vi er ikke – ‘vestlig presse’. Vi diskuterer indbyrdes, at billedet i Europa er så forskelligt fra hvad de mellemøstlige medier skriver. For os virker det som, at censuren er størst hos ‘frihedens og demokratiets vogtere’ og det rejser en hel del spørgsmål, som vi ikke har svar på. Libanon er som et spil domino. De forskellige parter har linet alle deres forskellige farver op. På ét tidspunktet vil én ustabil brik – eller den som bliver skubbet, vælte hele spillet. Men ligegyldig hvilken vej de vælter eller hvilken farve, som ender med hovedet nedad, er det kun brikkerne der står for fald. Med blandede følelser, forlader jeg Libanon for denne gang. Et land, der langtfra ligner hvilket som helst andet sted i regionen. Et land hvis styrke ligger i dens mangfoldige og intelligente befolkning. Men forbandet af invasioner og korsfarere siden ‘hashasinernes’ dage og nu stormagts poltiik, ligger det uvis hvordan fremtiden vil forme sig for det episke land i Nord. Én ting er sikker – hvad enten det er den ‘grønne linie’ i Beirut eller den ‘blå linie’ ved den israelske grænse er de eneste, der kommer til at lide – igen - det libanesiske folk. Red: Med dette indlæg slutter Libanon-bloggen for denne gang. Tak til Morsi for bidragene, det har været spændende at følge med på rejsen. Luftskibet fortsætter med nye tema-blogs i 2007. God jul og et godt nyt år til jer alle! jc