Genopbygning II

Set fra en kilometers penge ligner grænsen mellem Israel og dets arabiske naboer mest af alt et kæmpe stort hønsenet. Men overbelyste bosættelser, vagttårne, helikoptere der står stille i luften for så at forsvinde bag en bakketop og jeeps, der i langsom fart patruljerer ændrer hurtigt denne opfattelse til at der måske er noget større, der ligger bag. Et fængsel måske? Jeg ankommer til Aita El Shaab. En by, som er blevet hårdt ramt af de israelske angreb. En by, hvor hverken FN, embedsmænd eller journalister er velkomne. Kun nødhjælpsorganisationer er fredet. En by, hvor Hizbollah sidder godt og der går ikke længe før jeg hurtigt passer på, hvad jeg tager billeder af og spørger om. Jeg ser et kendt ansigt idag blandt en mængde af mennesker. Et ansigt jeg så lige efter krigens slut og journalister strømmede til landet for at vise efterkrigens rædsler. Jeg husker klart denne mand, der holdt en stor gennemsigtig dunk op med noget meget grumset vand, som var det eneste drikkevand folk i hans landsby; Eich Elthaeb, havde adgang til. Som en dårlig parodi på en revolver western trækker vi begge hænderne på samme tid, udveksler et meget fast håndgreb og de 3 obligatoriske kindkys følger naturligt efter. Safi Youssef Gaual og ja – dét var ham med vanddunken. ”Jeg troede du var journalist. Siden den dag hvor jeg fik taget det billede har jeg ikke set en eneste. Det er som om det går på skift. Først journalisterne, så FN tropperne og nu nødhjælps organisationerne. Og det er kun et spørgsmål om dage før de også er væk” Safi’s navn bliver råbt op for at hente tæpper. ”Sig til dem jeg ikke vil have dem”, siger han højlydt ud over mængden. Safi vil gerne ud med sine meninger – ingen tvivl. Jeg er inviteret på middag og jeg er interesseret i hvad han drømmer og håber på. ”De fleste af os, der står her idag har råd til både tæpper og mad. Hver gang nogle uddeler noget, håber vi også, de er kommet for at høre, hvad vi i reelt kunne tænke os. Men vi er for stolte til at sige dét – det er kun ’De’ som bliver hørt”. Libanon er under genopbygning. Fysisk set. Mentalt er der store ar, som ikke engang er begyndt at hele. Gad vide om en egentlig genopbygning ikke starter med at klippe det store hønsenet op? Gad vide om livet egentlig ville være så ’enkelt’ for begge parter, hvis ikke det net eksisterede? Siger jeg det er enkelt? Absolut ikke, men jeg kan ikke fortrænge, at de børn jeg så lege idag kommer til at vokse op i en virkelighed, der er ret enkel. Gad vide om ’De’ ville finde det ret besværligt hvis virkeligheden blev en anden? Imorgen fortsætter jeg rundt omkring grænsen. Med arabisk blod, et japansk kamera og et dansk tastatur fumler jeg mig vej gennem en stor bunke nysgerrighed. Jeg slutter dagen langt over midnat og nostalgiske toner fra 50’ernes arabien med ’Shadia’, som leder efter manden, som kan magte hendes hjerte og hun vil så jagte ham til verdens ende. Det ér slet ikke så lang tid siden den arabiske verden befandt sig i en helt helt anden virkelighed…