I Qana
“Sejren er guddommelig”, råber en kvinde højt, med en Marlboro smøg i venstre hånd som hun gemmer fra kameraet og gør tegn til sejr. Hun vil ikke fotograferes og vender stille tilbage til køen for uddeling af tæpper og varme apparater.
Jeg er i Qana. Byen som oplevede en massakre under den seneste krig hvor 106 mennesker døde under 20 minutters Israelsk angreb.
“Hizbollah kæmpede til sidste dråbe blod og endte som martyrer sammen med de rene børn og uskyldige kvinder” siger hun med ilter stemme til mig.
“Så du dem?” spørger jeg dumt.
“Vi kunne se dem. Jeg var heldig og nåede sammen med min kusine og hendes 2 børn at flygte ud før den bygning, som du sikkert har hørt om. Du ved det jo godt”, siger hun.
“Er det fair?” spørger jeg hende.
“Hvad mener du? Dén dag døde alle som martyrer”
“Jeg mener, er det fair de rene børn og kvinderne og deres mænd skulle dø?”
Kvinden kigger mig dybt i øjnene. Hun ser sig hurtigt omkring og hvisker. “Nej, det er ikke fair. Det er ikke rigtig, men hvilket valg havde vi? Hvis ikke Israelerne slår os ihjel gør nogle andre det”.
Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her
Kommentarer
På flere måder genialt indlæg. Enig med Henrik Nissen i ros til den velskrevne og forfriskende personlige stil.
Kan alligevel ikke lade være med at blive trist over kvindens sidste sætning. “Hvis ikke Israelerne slår os ihjel gør nogle andre det”. Her bliver den indiskutabelt horible livssituation fortolket med en menneskeligt dybt forståelig men, for et håb om bedring og fred ukonstruktiv, offermentalitet. Måske kan det ikke være anderledes. Men det lover ikke godt.
Godt ord. Jeg er enig, det lover ikke godt. Men jeg er dog uenig med om man blankt kan betegne det som en ukonstruktiv offermentalitet. Det afhænger vel af forudsætningerne for den offermentalitet’s tilstedeværelse?
Når man ser på regionens og ikke mindst områdets nyere historie, kan det fremføres, at det, I betegner som offermentalitet, nærmere er et udtryk for en ganske realistisk tilgang til tingenes tilstand. De sidste 30 år har ikke nødvendigvis skabt grundlag for et overvældende optimistisk perspektiv på livet i Sydlibanon 10 km. fra den israelske grænse, og den nuværende situation adderer på ingen måde til lokalitetens lyksaligheder. På den baggrund bliver det vel en smule jubeloptimistisk at nære forhåbninger om en lyserød fremtid. At påklistre mærkatet, offermentalitet, der signalerer en passiv det-er-synd-for-mig forståelse, virker begrænset indsigtsfuldt i lyset af den virkelighed, der fristes i området.
Rent semantisk: Hvis man kategoriserer offermentalitet som ukonstruktiv, må det antages, at der kan forekomme konstruktiv offermentalitet, hvilket klinger lidt hult i mine ører.
Hej
Jeg var selv i Libanon under krigen, det var virkelig forfærdeligt, jeg nåede kun at flygte efter krigen var stoppet, men jeg var virkelig døden nær. Isrealerne bombede over alt, hvr ende de så et menneske bevæge sig så bombede de, vi turde ikke engang at går uden for en dør, ikke engang kigge ude at vinduet, fordi spion flyene var der hele tien og hvis de så et menneske så bombede de om det så er et lille barn, vil turde kun at tage ude for at kigge efter familien når spionflyene var væk, men en time efter vr der igen og så turde vi ikke at går ud. Hele natten var der ingen der kunne sove, vi kunne høre flyene hele tiden og høre bombninger forskellige steder i nærheden. En dame som boede i samme by som os lukkede engang to af hendes drenge ude for at lege ude i deres have, de var jo børn og børn kan ikke holdes spærret inde i så langtid, men spionflyene kunne se dem og selvom man tydeligt kan se at de er børn der leger blev de bombet. Børnene og moren døde med det samme.