Sådan en torsdag i juni kan man blive om ikke i godt humør, så dog glad for avisen. De beskæmmende vilkår for asylansøgere med en tredobling af antal selvmordsforsøg står med rette på forsiden. Der er et godt fokus om Femern-broen og den manglende overvejelse af alternative løsninger, eksempelvis en bro mellem Gedser og Rostock. Og det sidste ord er fra avisens side heller ikke sagt i den sag. Og så kan vi være ret glade for Lars Borkings fremragende reportager fra G8-topmødet.

Lørdagens Refleks er sådan et tillæg, som holder lidt længere end de fleste. Der er Rune Lykkebergs veltimede og godt argumenterende kommentar på en uge i Naser Khaders nye partis tegn, “Ny alliance med det bedre borgerskab” med den stærke pointe om, at Ny Alliance ikke bygger bro henover midten og modvirker blokpolitik, men derimod sætter en helt ny blokpolitisk akse:

Ved næste valg kan borgerne vælge mellem den samfundsbærende elites tolerante og humanistiske kapitalisme med Den Ny Alliance og Dansk Folkepartis anti-elitære forurettede nationalkonservative forsvar for alt dansk og almisser som ældrecheck hjem til pressede danskere.

Først og fremmest er der dog et af de bedste og mest skræmmende interviews, jeg har læst i lang tid, nemlig Tobias Havmands interview med ‘Tottenham-ayatollahen’ Omar Bakri. Det interview siger mere end et dusin kloge artikler om radikal islam. Krydret med Ulrik Dahlins historie om historiker Bent Jensen, der forgæves blev forsøgt bremset af PET i forbindelse med hans opsigtsvækkende artikler i Jyllands-Posten , hvor Jørgen Dragsdahl blev udskreget som KGB-agent, Karen Sybergs kritiske interview med forfatteren Niels Frank og Tue Andersen Nexøs kritiske kommentarer til den nye danske litteraturhistorie. Og så var jeg lige ved at glemme Bent Vinn Nielsens endnu en gang meget veloplagte klumme om den borgerlige anstændighed og de sidste dages hellige. Alt det kan sagtens holde langt ind i denne uge.

Uh, hvor er det synd for Leonora Christina Skov i dagens avis, jf. interviewet “Opgør med Lykkeligfamilieficeringen”. Hun er så hæmmet og undertrykt af det omgivende samfund, at hun ikke kan sidde og tale frit om orgasmer sammen med sine veninder. Hun har mærket på egen krop gennem opvæksten, hvad det vil sige at blive marginaliseret og er nu sprunget ud som forkæmper for ytringsfriheden og som en af nyfeminismens mest kontroversielle forkvinder. Jeg mener, at det interview i dagens Paradoks er en tynd kop the. Hvad i himlens navn skal vi i Information med sådanne såkaldte kulturpersonligheder, hvis selv- og verdensopfattelse i bedste fald er på niveau med en forkælet teenagers? Hvorfor bliver hun ikke udfordret i interviewet på sin galopperende egomani? Kloden drejer rundt, men ikke om Leonora Christina Skov. Hendes jeg er så tilstrækkelig selvrådende, at det roterer rundt om sig selv i en uendelig bevægelse. Det værste er, at hun desværre nok mere end man har lyst til at erkende er repræsentant for noget tidstypisk. Skræmmende!

Det er irriterende, at Louise Freverts afsked med DF og nye bog er så god en historie. Man har lyst til at lade den lettere uforudsigelige dame sejle sin egen sø, men man må jo indrømme, at man med stor appetit læser uddragene fra hendes bog rundt omkring i aviserne. Man flyver eksempelvis lige igennem afsnittet om “Den kammeratlige samtale”, hvor Frevert beskriver de benhårde og ydmygende metoder, som DF’s ledelse gør brug af, når de internt sætter den uregerlige politiker på plads og fratager hende posten som uddannelsesordfører. Men først og fremmest er det også en god historie, at det er lykkedes hendes forlag, som er People’s Press, så dygtigt at kombinere og iscenesætte Freverts exit fra DF med bogudgivelsen og derved få maksimal presseopmærksomhed.

Den italienske mezzosopran og storstjerne Cecilia Bartoli gav koncert i Tivoli mandag aften. De mandlige klassiskanmeldere på de store morgenaviser lægger sig fuldstændig ned i ærbødighed over for den italienske furie. Thomas Michelsen i Politiken taler om “forrygende, furiøse Bartoli” og giver 6 hjerter; Søren Kassebeer i Berlingske Tidende siger bare “Oh, Cecilia!” og uddeler 6 stjerner; Jakob Levinsen i Jyllands-Posten taler om “Den absolutte diva” og tildeler hende også 6 stjerner. Det er derfor ganske interessant at læse vores egen kvindelige anmeldelse af Bartolis koncert: Camilla Marie Dahlgreen har lidt mere distance til begivenheden end de forførte herrer.

Kong Khader, vor tids Kennedy, ikonet Khader og hvad der ikke er blevet sagt om Naser Khaders mediemæssige ståhej igår i forbindelse med hans, Anders Samuelsen og Gitte Seebergs dannelse af det nye parti Ny Alliance. Bortset fra at det lyder som navnet på et tysk forsikringsselskab, så er det noget af et opbrud fra den politiske midte, der skete igår og vurderingen af betydningen heraf vil optage de politiske kommentarorer og aviserne de næste mange dage. Tøger Seidenfaden rejste de elektroniske medier rundt her til morgen med budskabet om, at Khaders farvel er ensbetydende med Marianne Jelveds ditto som partiformand for Det Radikale Venstre. Men er det så åbenlyst? Og hvad med Khaders person - har han formatet til at stå i spidsen for det ny opbrud fra midten? Svarene på en række af disse spørgsmål vil vi søge svarene på til i morgen.

Af gode grunde var redaktionsmødet optaget af rygterne om Naser Khaders mulige afsked med Det Radikale Venstre. BT har historien i dag. Siden mødet er rygterne blevet bekræftet: Khader forlader sammen med Anders Samuelsen Det Radikale Venstre og sørger dermed for det første interne brud siden partiet blev dannet i 1905 for at skabe et nyt parti. Khader og Samuelsen har samtidig allerede fået følgeskab af den konservative Gitte Seeberg. Det er i sagens natur en vigtig historie at følge de nærmeste dage. Og findes der overhovedet en platform for et nyt parti anført af disse tre politikere i form af en politik, som ikke allerede er repræsenteret i Folketinget?

Når man læser dagens forsidehistorie om "Tidligere FE-chef afslører kupplan mod Danmark" lander man i et dilemma. Man kan synes, at det dog er en fantastisk afsløring og blot et kuriøst indslag, der ikke rigtig fortjener at stå på forsiden, fordi der muligvis er tale om en gal mands omend seriøse og detaljerede plan for et kup i Danmark. Ellers er det dagen, hvor Morten Hartz Kaplers politiske satirefilm AFR har premiere. Vores anmelder Claus Christensen er meget begejstret - ligesom en række af hans filmkritiker-kolleger rundt omkring på de andre redaktioner. Her i huset lyder dommen over filmen alt lige fra genistreg til kedeligt makværk. Vi er næppe færdige med at diskutere den film…

Det er kontroversielt, når vi i dag vælger at trykke historikeren Bernard Lewis’ essay om en tredje islamisk angrebsbølge mod Europa. Bernard Lewis er en kontroversiel person, men ikke Mr. hvem-som-helst. Han er en af de bedste kendere af den islamiske verden, og han har i flere år studeret de historiske forbindelser mellem Europa og Islam helt tilbage fra begyndelsen til i dag. Han er dermed også i positiv forstand en af de vægtige personer til at analysere og forstå, hvad det er for en udfordring vi befinder os midt i.Man behøver jo ikke være enig med Lewis for at sætte hans tekst i avisen.

Det er da lidt af et særsyn, at mangemilliardæren George Soros i dag skriver dagens synspunkt om at "Bush er på vej imod en ny mellemøstfadæse". Der er en tendens til, at synspunkter på side 3 næsten altid handler om danske forhold og er skrevet af danske skribenter, så det er befriende med et markant synspunkt om den sag.

Ellers er det sjovt at læse Kristen Bjørnkjærs reportage fra det nye teater X, som nu hedder Camp X. Flere læsere mener, at reportagen er en ironisk kommentar til at de nye ord, som de bruger på det nye teater. At ordene bare er en overflade for at skjule mangel på indhold. I virkeligheden er det længe siden, at jeg har set Bjørnkjær så oprigtig begejstret og positiv. Han siger, at man får lyst til at gå i teatret igen. Det bliver virkelig spændende at følge, om det nye københavnske teater kan leve op til de forventninger, der er på dagens kultursider.