Det globale visitkort
Forestil dig alle visitkort i hele verden. Flået ud af tegnebøger og tasker og spredt med et håndkast som flyveblade over en storby. Visitkort med foto, farverig grafik og bogstaver, vores egen musik og hjemmevideo.
Så begynder konturerne af verdens største samling af personlige hjemmesider eller profiler at tegne sig for dine øjne. Mødesteder for over 250 millioner mennesker, hvor samtaler og udveksling af fotos, musik og video finder sted døgnet rundt. Fænomenet som er større end blogs.
Personlige profiler på nettet.
Amerikanske Myspace.com ejet af mediemogulen Rupert Murdoch er størst med over 155 millioner brugere. Folk der har oprettet en profil på det største mødested for teenagere, musikere og andet digitalt godtfolk. Læg hertil de 100 millioner kinesere, der befolker qq.com med profiler og avatarer. Plus hvad vi kan finde på facebook.com , linkedin.com , friendster.com , bebo.com og cyworld.com med flere.
I disse år er vi vidner til den største offentlige fremvisning af uautoriserede cv'er nogensinde. Men bloggerne løber med al opmærksomheden, selvom de er kun sølle 55 millioner på verdensplan og skaldede 30.000 i Danmark.
Der er nemlig ganske mange mennesker derude, som enten ikke kan eller ikke vil udtrykke sig i skrift på en blog. I stedet udtrykker de sig gennem skøre fotos, linksamlinger, spil, sms-lignende samtaler, videoer fra deres mobiltelefon eller hjemmelavet musik og avatarer. De er Andy Warhols 15 minutters berømmelse i en frodig kakofoni, der får det til at gøre ondt i ører og øjne på de fleste. Det er et brøl om opmærksomhed: Kan alle se mig. Kan alle høre mig!
Eller måske er det bare en ny måde at møde venner og ligesindede på i den globale landsby?
Når man flytter ind i MySpace begynder man at bygge på sin sociale profil. Og jo flere andre, der gør det samme, desto større værdi får det at være en del af det virtuelle bofællesskab. Billedet på netværkssamfundet er den allerførste fax, der ingen værdi havde, før nummer to, tre, fire, fem og så videre blev taget i brug, og mange kunne begynde at kommunikere med endnu flere. Den samme analogi kan bruges på antallet af brugere på de store profilsites. Jo flere der flytter ind, desto sjovere bliver det at bo der.
Den daglige indflytterskare på MySpace er større end antallet af indbyggere i Århus. Hvis MySpace var et land, så ville det være verdens syvende største, større end Rusland og Bangladesh, selvom ikke alle brugere er aktive. Hovedparten af brugerne er unge, der vokser op med konstant interaktion – enten på MySpace eller på mobilen. På en måde er de aldrig alene.
I Kina, hvor over 100 millioner kinesere mødes på qq.com, er det primære formål at sende beskeder til hinanden eller optræde under anden identitet, som en farverig tegneseriefigur eller på anden måde at interagere med de andre brugere. Modsat Vesten er informationssøgning ikke det primære på nettet. Det er det virtuelle samvær. 100 millioner brugere svarer til næsten 80 procent af det kinesiske internetmarked. Ifølge det amerikanske dagblad International Herald Tribune er skaberen af qq.com Ma Huateng og hans selskab Tencent god for 850 millioner dollar (5.1 mia. dkr.). Og så har den 35-årige software-programmør en avatar, der forestiller en dreng med strithår og solbriller. Han er selv en del af kulturen. Og en væsentlig årsag til at amerikanske internetgiganter som Google, MySpace, Yahoo og eBay ikke kan få fodfæste i Kina.
De virtuelle fælleskaber er ikke alene et dyk ned i nutidens populærkultur. De er også på mange måder motoren bag ungdomskulturen. Det er ikke længere MTV, der styrer de unge. De styrer sig selv. Og hinanden. Som en gigantisk myretue uden dronning.
De har en gigantisk non-stop fest med musik, video og dating. Og den frodighed er naturligvis den perfekte maskine til at skabe helt nye mediekonstellationer, reklamer og markedsføring. Hvilket den 75-årige mediemogul Rupert Murdoch har set. Og brugt næste 600 mio dollar (3.6 mia dkr.) på at købe sig ind i. Nu er hans store udfordring at kapitalisere på vildskaben i MySpace uden at ødelægge den.
Brugerne på MySpace er nemlig ikke bare brugere; de er deltagere. Sitets største værdi er ikke at knytte mennesker og produkter eller mennesker og information sammen eller at forsyne annoncører med nysgerrige øjne. Værdien ligger i at skabe kontakt mellem mennesker.
Og netop derfor er det MySpace-modellen og ikke blogging, de traditionelle medier skal holde øje med. Traditionelle medier handler om indhold og distribution. Det gør MySpace ikke. Det er en medieplatform, hvor brugerne selv skaber indholdet og sørger for distributionen. De har brug for værktøjer og rammer at udfolde sig i. Hvis man kan bygge huset, være en diskret vicevært for beboerne og drive lidt bagdørssalg med relevant indhold – så har man fanget fremtidens ånd.
Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her
Kommentarer
Jamen al’så … ;-)
selvfølgelig er der millioner der punker rundt i diverse e-samfund (eller er e’et ikke ved at være forældet ? burde det ikke være et “i” istedet - f.eks. iWorld (C), med reference til iPod og egoisme? ;-), men jeg tvivler nu på om tallene fra Murdoch et al. kan bruges til noget seriøst - udover at give nogle brugeres ego et løft over at være del af noget “så fantastisk stort”.
Enhver der har kørt en site med offentlige brugerkonti ved, at antallet af aktive brugere i andel af tilmeldte brugere ofte er meget lille - simpelthen fordi en masse brugere kun går på en enkelt gang for at se hvad det er de er faldet over/har hørt om, men aldrig kommer tilbage.
Og hvorfor kan man stadig læse klummer af professionelle journalister, der f.eks. råt citerer at en eller anden blog eller site eller hjemmevideo er blevet besøgt/downloadet x antal tusinde eller millioner gange, som om det er bevis for kvalitet? Jeg er nok ikke den eneste der ofte kun læser 2 linier i overskriften af en blog, eller kun ser de første par sekunder af et klip, så igen kunne det være rart med lidt proportionssans … for ikke at snakke om lidt mere læserloyal journalistik - det er trods alt ikke alle der er opmærksomme på sandheden bag tallene.
Å’hva’så?! Kan det ikke være ligemeget om myspace.com har 155 millioner, 15,5 millioner eller 1,55 millioner brugere? Hvis de, der deltager jævnligt, får hvad de kommer efter, så er alt andet vel ligegyldigt?
Ikke efter min mening. Jeg er en gammel krakiler der bliver både skuffet og ophidset når folk æder salgs- og andre løgne råt, blot fordi det passer ind i deres personlige drømmeverden, og det er ligegyldigt om det gælder troen på at Marx & Engel var grundlæggere af en satanisk massemorderkult, eller troen på at der er forskel på internet-medier og andre medier.
Både når det gælder hjemmesider, blogs, YouTube-spots, Myspace-aviarer, etc., så er den gennemsnitlige, private brugers forum nemlig mindst ligeså begrænset som vedkommendes private omgangskreds - hvor flertallet også må hente deres sparsomme antal hits.
Jovist kan du blive del af en imponerende international social gruppe i et af de virtuelle samfund, men din sociale kontaktflades volume er konstant (tænk på den sociale kontaktflade som en klump ler du former til en skive: du kan vælge at gøre den stor og tynd, eller mindre og tykkere). Men faktisk tror jeg at man har større chance for opmærksomhed for fremmede mennesker, hvis man sætter en notits op på opslagstavlen i Superbrugsen, eller skriver et læserbrev, end hvis man, som gennemsnitlig privatperson, opretter en weblog.
Hvis folk har lyst til at søge deres underholdning i et “interaktivt” hjørne af internet, så er det helt ok med mig - det går nok mere udover forbruget af soap-operaer end udover gode film, kunst og teater.
Og har de lyst til at leve en løgn, så er det også ok med mig.
Men nårn daglige avis udviser så lidt kritik overfor alt hvad der lugter af internet, så kan jeg kun sige “Far er ikke vred, Far er skuffet!”
Jeg blev ligefrem lettet over at læse Sven Karlsens indlæg, så tak for de ord.
Jeg håber at det også fremover vil være sådan at livets vigtigste ting ikke foregår i et diffust, uoverskueligt, ufælles påstået fællesskab.
Jeg kan godt lide Karlsens tese om den konstante sum af sociale kontakter, den er tankevækkende. Men med kvaliteten af kontakter er det måske en anden sag.
At falde i snak ved et busstoppested, at samle en fuld kvinde op fra fortovet og sludre lidt, at klare verdenssituationen med blomsterhandleren - hvordan adskiller den kontakt sig fra blogs o.l.? Det synes jeg godt lige man ku tænke lidt over :-)
Og fokus - hvordan skaber og opretholder man fokus i cybersupermarkedscirkusset? Hmmm…
Nu hævder jeg jo ikke, at det er et udtryk for kvalitet, at 250 millioner mennesker bruger disse services. Jeg ser det som et kulturelt fænomen, som man bliver nødt til at forholde sig til. Jeg kan til gengæld ikke forstå, at Sven Karlsen opfatter det som ukritisk salgssnak. Jeg lægger jo netop vægt på uoverskueligheden og støjen - men vælger dog at sætte den op overfor den frodige alsidighed disse universer også er et udtryk for.
Beatles fik også på puklen for deres lange hår, da de kom frem. I stedet for fokus på deres musik. Pas på ikke at begå samme fejl. Hver ny ungdomskultur har sit udtryk og sin særlige form, som det vil være dumt at afskrive blot på ens fordomme.
Man kunne også vælge dette citat, som min kollega faldt over i Illustreret Videnskab:
“Telefonen er en forbavsende opfindelse, men hvem vil nogensinde bruge den?”, sagt af USAs præsident Rutherford B. Hayes i 1877.
Året efter fik han selv installeret en telefon i Det Hvide Hus…
Ude i byen er sandsynligheden større for at vores sociale kontakt vil bestå i at true ad hinanden i trafikken, end at vi rent faktisk veksler et par meningsfulde, personlige og engagerede ord.
Det er da en grundlæggende socialiserende forskel ved ‘mediet’, som er værd at bide mærke i.
OK, - så du/I taler altså om et “kulturfænomen” som skal sammenholdes med en musikform eller et band? Fair nok … jeg har så bare taget fejl i min antagelse af at emnet var web/internet per se - ikke kun internet som underholdningsmedium.
Bemærk at jeg ikke punker hverken mediet eller dets brugere, men den ukritiske journalistiske citeren af de mennesker der søger at udnytte nettet kommercielt, - hvis logik og erfaring siger at Murdochs påstand om mere end 150 millioner brugere er PR-hype, hvorfor så være hans villige værktøj på aktiemarkedet … eller det er måske ligegyldigt for Murdochs interesse i projektet, om “folk” tror at han har 1,5 eller 150 millioner brugere?
Hvis man iøvrigt føler at den daglige oplevelse af artsfæller er begrænset til vulgære fakter bag bilruden,og man sjældent går ind på en beverding (gammelt ord for café, hvor de overvejende serverer øl ;-) og falder i snak med en tilfældig fremmed, så skyldes det måske at man har travlt med at komme hjem og chatte med det unikum man endeligt har fundet blandt 250 millioner mennesker, som kan dele alle ens holdninger, interesser, osv. (nej, - jeg skrev ikke at internet er et medium for narcissister ;-). Min personlige overbevisning er, at jo flere samtalepartnere man har at vælge imellem, jo mindre bliver ens åbenhed og tolerance. Dertil er gruppen af mennesker der ikke kun ser en kvalitet i, men også stræber efter, at møde og tale mennesker de er uenige med, så lille, at de to ting tilsammen kun (jf. nærværende hunds ydmyge opfattelse) kan føre til mindre tolerance i hverdagen.
Men jeg beklager altså min fejlopfattelse af emnet, - det skyldes nok at jeg ikke kunne få øje på det popkulturelle i de annoncerede links til emner om f.eks. wikipedia, vidensdeling, e-handel, osv. … faktisk kan jeg ikke se at et eneste af de nævnte links under “Læst på nettet” relaterer til noget der ;-)
Klart min fejl, for jeg burde selvfølgelig have haft i mente, at de journalister der har været specialiseret indenfor computer eller internet i dagspressen, før eller siden bliver “kulturjournalister” el. lign. (ihvertfald Grünbaum og Palle fra Pol, - men mon ikke der er flere?).
hvorfor er tekno et godt hype, når der alligevel ikke er nogen der gider at bruge et par minutter på at forholde sig seriøst til det?
PS: beklager at mine indlæg kan være lidt lange, men jeg har kun mulighed for at følge en tråd med store tidsspring ;-)
Den værste korrektur …
i fjerde afsnit af mit seneste indlæg, skulle teksten have været (slutningen var faldet ud):
Men jeg beklager altså min fejlopfattelse af emnet, - det skyldes nok at jeg ikke kunne få øje på det popkulturelle i de annoncerede links til emner om f.eks. wikipedia, vidensdeling, e-handel, osv. … faktisk kan jeg ikke se at et eneste af de nævnte links under “Læst på nettet” indlysende relaterer til noget der har med popmusik at gøre;-)
hmmm, ja min vej har så været modsat - jeg startede som kulturjournalist - og er måske endt som it-journalist - selvom jeg nu opfatter en del af det som kultur. Men essensen i det her er jo ikke om Murdoch har succes eller ej. Essensen er, at disse mange mennesker vælger at kommunikere og udtrykke sig på denne måde. Og så tror jeg, at de fleste af dem har et fint socialt liv med fremmede på værtshuse etc. Men det kan jeg jo ikke bevise, som fx 250 millioner internetbrugere går også på værtshus og taler med andre mennesker - selvom de lugter af øl ud af munden ;-)
Javist Søde hr. Føhns ;-)
der er da stor sandsynlighed for at en repræsentativ del af x antal internetbrugere går på værtshus, - faktisk kan jeg ikke komme i tanker om nogen person blandt mine værthusbekendtskaber, der kunne tænkes ikke at benytte sig af nettet på en eller anden måde, - men den del af min kommentar var nu heller ikke rettet imod din linie, men mere en replik til hr. Jesper Spangs tanker om privatfasc … øhh:privatbilisters brug af trusler i deres hæmmede social interaktion.
Hvad kulturen på nettet angår, så ville det da være interessant at høre hvorvidt du anser f.eks. MyWorld for (i overført betydning, naturligvis ;-) at være nærmest beslægtet med Beatles eller Baywatch, og gerne hvorfor.
Jeg tror at du i en vis udstrækning misforstår mit ærinde; - jeg er på ingen måde hverken negativ eller blind overfor “ungdomskulturelle fænomener” - (hvis kulturfænomener seriøst kan isoleres til et alderssegment), men at tage udgangspunkt i en fokus på mediet fremfor i kulturens udøvere og dens/deres eksplicitte udtryk, forekommer mig at være som hvis man havde prøvet at vægte forskellen på The Kinks’ og The Beatles’ betydning for ungdomsoprøret, ved at analysere TVs udvikling i 1960’erne.
Min personlige, foretrukne pendant mellem ungdomsoprøret i 1960’erne og nutidens ungdomskultur, er slægtskabet imellem de nye elektriske hjælpemidler som datidens musikere havde og nutidens internet. Men selvom det tilførte/-er musikken en ny dimension, som adskiller den fra tidligere generationer, så er kerneelementet ikke teknologiens indflydelse på selve musikken, men dens (teknologiens) evne til at skabe en generationsprivat sfære (“forældrefrit område”), som er af afgørende betydning for usikre unge mennesker med identitetskonflikter (næh-hov! det er virkeligt og inderligt skrevet i en positiv mening!).
Jeg respekterer iøvrigt din vedholdende repetition af de høje brugertal, men der er alligevel et lille hjørne af mit læderbrune, hedenske hjerte, der ikke kan lade være med at spørge efter din klare stillingtagen til min påstand om misforholdet imellem offentliggjorte og faktuelle brugertal ;-)
Jeg har kommenteret denne tråd i Journalisthøjskolens blog http://domino.djh.dk/blog under overskriften Netfora øger behovet for journalistik.
Det tager ca. 5 minutter at oprette en profil på MySpace (hvis man ikke skal holde møde om det i 3 timer først). Der er ikke særlig mange grunde til IKKE at gøre det som medie, når nu alle andre gør.
Der hvor jeg arbejder (openDemocracy.net) har vi for nylig oprettet en lidt kikset MyScace profil (vi er en “26 year old female”) men har hurtigt fået 50 venner som Greenpeace, WWF, og Rock for Darfur.
http://myspace.com/opendemocracy
Vores andet projekt, China Dialogue, har investeret lidt mere tid i det, og har nu 335 venner:
http://myspace.com/chinadialogue
Jeg synes MySpace er lidt åndssvagt (I know, millioner af mennesker er uenige), men kan godt se det smarte i at folk kan få lov til at klæde sig i vores medie som en del af deres online identitet/profil.
Uanset om det en dag fuser eller ej, er investeringen så minimal at man lige så godt kan hoppe på bølgen og forholde sig til det online miljø som ens læsere gør. Det skader nok ikke at prøve at komme dem nærmere på livet.
Og hey, vores Flickr side går aldrig af mode:
http://www.flickr.com/photos/opendemocracy/
Jeg er enig med Solana i 2 ting:
1) Ja, jo - jeg synes også at MySpace er lidt…hrmh…ikke lige passer til mine behov, meeen det kan være en måde/kanal/metode at komme i kontakt med interessante mennesker, så why not?
Og det kan da godt være, at mediehuse (som jeg selv tilhører dvs Politiken ) burde tænke i den retning.
Det handler nok om at have forskellige tilbud til forskellige personer.
- Nogle vil gerne skabe / udgive deres eget indhold i et tættere community -> de kan bruge MySpace eller lign.
- Andre vil gerne skabe indhold - men mere ud fra en egen platform, bundet sammen med andre via rss -> blogs med publicering af både tekst, video og billeder
- Andre vil gerne i dialog med hinanden - uden at de er tæt knyttet sammen i et community - men blot kommentere og diskutere emner, uden at være venner af 1., 2. eller 4. grad
- Endelig er der dem, der kommer forbi og godt vil kommentere en artikel, en diskussionstråd eller andet, men ikke nødvendigvis vender tilbage senere eller kun gør det sjældent. De ønsker at sige deres mening uden at skulle registrere sig plus udfylde profilsider, finde fotos af dem selv + dele 1000 links.
Og jeg har selv lidt af det hele - afhængigt af det site jeg besøger eller det moode jeg er i. Lidt lige som det Føhns selv beskrev i “Jeg - en bruger ” http://luftskibet.information.dk/radar/jeg_en_bruger i oktober 2006.