Vi lever i den mest billeddækkede tid. Allerede inden teenagealderen har vores børn taget flere fotos end, vores forældre nåede at tage på et helt liv. Og de har lavet flere timers levende billeder end mange etablerede filmskabere. Vi skaber enorme mængder af digital information. Og det meste af det er fotos og video.
De stammer fra mere end en milliard digitalkameraer og kameratelefoner. Antallet af billeder taget med almindelige digitale kameraer oversteg sidste år 150 milliarder billeder, mens antallet af billeder taget med mobiltelefoner var næsten 100 milliarder. I 2010 vil vi tage 500 milliarder billeder med vores telefoner og digitalkameraer. Det hævder en ny rapport fra analysevirksomheden IDC. Rapporten hedder The Expanding Digital Universe. Her kan man også læse, at antallet af minutter vi anvender videokameraer vil være fordoblet i 2010.
I løbet af 2006 blev der skabt 161 milliarder gigabyte digital information. Et svimlende tal, som er svært at forholde sig til. Men det svarer til al den information, der findes i alle de bøger, som er skrevet til dato - ganget med tre millioner. Om kun tre år - i 2010 - kan vi yderligere gange det astronomiske tal med seks.
Rapporten fra IDC er finansieret af den internationale virksomhed EMC, som laver løsninger til lagring og sikring af digital information. EMC sælger lagerplads. Harddiske. Og løsninger til at administrere dem. Samt it-sikkerhed. Så virksomheden har en naturlig interesse i at fortælle om de hastigt voksende mængder af information. Men tallene i rapporten er bestemt interessante. Vi nærmer os tilsyneladende den totale forstoppelse.
Det handler ikke kun om fotos. I 1998 fandtes der 253 millioner e-mail indbakker. I 2006 var det tal 1,6 milliarder. I samme periode voksede antallet af sendte e-mails tre gange hurtigere end væksten i e-mail brugere. I 2006 udgjorde e-mail-trafikken, eksklusive spam, seks milliarder gigabyte information. Læg dertil instant messaging som Microsoft Messenger. I 2010 vil der være mere end 250 millioner IM konti i verden. Og antallet af internetbrugere vil være steget fra 1,1 milliard til 1,6 milliarder.
Det siger sig selv, at det her er fuldstændig umuligt at holde styr på. Vores trang til at kommunikere, dokumentere og gemme er løbet løbsk. Mere end 95 procent af verdens digitale arv består af såkaldt ustruktureret data. Det er data, som ikke umiddelbart kan klassificeres af en computer. Det er med andre ord unavngivne filer, som er meget svære - hvis ikke umulige - at finde igen.
Hvis der ikke hersker kaos i dag. Så venter det lige om hjørnet. Problemet er, at det meste ikke er værd at gemme på. Hvis vi gider, så kan vi jo godt finde ud af, hvilke fotos fra diverse familiefester, der er værd at gemme. Og vi kunne også godt holde vores e-mail ind- og udbakker i rimelig ryddelig stand. Fx kunne vi lade være med at forurene vores egen udbakke og andres indbakker med diverse rundsendte fotos eller videoer og i stedet linke til en enkelt kopi på nettet, som alle kunne klikke ind på og se.
Men vi gider ikke. Det digitale univers opfattes som uendeligt. Og når der er uendelig plads, så kan man rode og svine uendeligt meget. Tilsyneladende er dette digitale rod og svineri helt rent i den virkelige verden. Og dog.
Den amerikanske analysevirksomhed Digital Power Group i Washington DC har ifølge New Scientist regnet ud, at skabelsen, lagringen og flytningen af 10 megabyte data svarer til afbrændingen af godt ét kilo kul. Det svarer cirka til tre sange købt på iTunes.
Fornyligt regnede den amerikanske blogger Nicholas Carr sig frem til at en avatar i Second Life i gennemsnit bruger lige så meget strøm på ét år, som en borger i Brasilien. Og i gennemsnit er der 12.500 avatarer i konstant sving i Second Life, hvis ejer Linden Lab har 4.000 servere kørende døgnet rundt.
Google, der med sin mailtjeneste Google Mail er lagerforvalter for en pæn del af verdens samlede e-mail, har fremskredne planer om at plastre sin enorme serverpark i Californien til med solfangere , der kan producere el i en mængde, som svarer til forbruget hos 1.000 californiske hjem. Og det kan være nødvendigt for ifølge Digital Power Group, så sluger computere nu 10 procent af al elektricitet i USA. Og man forventer en fordobling i løbet af det næste årti, selvom computerindustrien arbejder hårdt på at skabe mere energieffektive chips og harddiske.
Det kan lyde frygtelig moralsk, men det er dog værd at give en tanke, at mange europæere har post, fotos og video liggende hos Google, Flickr, YouTube og MySpace i USA, så vi har også et medansvar for det enorme elektricitetsforbrug i USA. Og dermed for landets udledning af CO2.

