Danmarks største og ældste forlag skulle holde sig til tryk. Den digitale udgave af Den Store Danske Encyklopædi er et gedigent makværk

Lad os håbe det er løgn. Eller i det mindste en gigantisk overdrivelse. En direktør i Gyldendal mente fornyelig i Berlingske Tidende at internet-udgaven af Den Store Dansk Encyklopædi ikke blot var den dyreste satsning siden forlaget blevet grundlagt i 1770, men også en af de mest ’fremadskuende’. Det ville være trist. Gyldendals Online Leksikon, som Den Store Danske Encyklopædi poetisk blev navngivet på internettet da den gik live i sidste uge, er et gedigent makværk.

Direktøren, Lars Boeskov, holder nu ikke igen med klichéerne af den grund:

»Dette er ikke en ny bog på internettet,« siger han til Berlingske Tidende. »Det er et helt univers. Det er en total omdefinering af måde at formidle på.«

Så må man håbe at denne nye formidlingsform ikke er smitsom. Det er ganske enkelt uforståeligt at det er lykkedes Gyldendal at producere så brugeruvenligt et site, at det er lykkedes dem at gøre viden så svært tilgængelig og dertil pakket det ind forældet teknologi og design. I en Google-tid, hvor hele verden har vænnet sig til at al information er tilgængelig fra et enkelt søgefelt på en blank side, hvem er så interesseret i at skulle vælge mellem ’korte opslag’, ’lange opslag’ og ’encyklopædiske opslag’? Som man kan læse i Gyldendals Internet Leksikon om nødvendigheden af grundig undersøgelser for at sikre brugervenligheden:

»Venter man med målingerne, til systemet er færdigt, kan man komme ud for, at der er alvorlige mangler, og at det er for sent at ændre.«

Jeg ved ikke om det er for sent. Men ringe er det i hvert fald.

Lars Boeskov er skråsikker i sin levering af klichéerne:

»Gyldendals Online Leksikon skal være vidensamfundets sikreste base.«

Nej, det, som diverse inkarnationer af Den Store Danske Encyklopædi tilsyneladende skal, er at skæppe i Gyldendals kasse. Det har den allerede gjort: Den første digitale udgave i 2004 gav ifølge Politiken en omsætning på små 40 millioner kroner. En redaktionschef på Gyldendal vurderer at en ny udgave på DVD vil give en omsætning i omegnen af 25 millioner kroner. Og dertil kommer internetudgaven, som skal sikre en ny, fast abonnementsindtjening. Det er jo fremragende at viden betaler sig, mindre fremragende at vidensformidlingen er så uambitiøs.

Redaktionschefen vurderer ved samme lejlighed, at det hovedsageligt vil blive institutionelle kunder som skoler og biblioteker, der vil investerer i et abonnement, fordi de »private kunder stadig er bagefter.«

Forklaringen kunne jo også være at de private ikke så let lader sig narre. Og børnene på skolerne lader sig heller ikke narre: Uansat hvad deres skole eller har betalt for et abonnement, vil de straks vende tilbage til Wikipediaen, når de én gang har prøvet Gyldendals.

Den Store Danske Encyklopædi har helt andre kvaliteter end Wikipediaen. Men det drejer sig jo ikke blot om at ligge inde med nyttige og sikre informationer. Det drejer sig også om at gøre informationer tilgængelige på en meningsfuld måde.

Jeg har været stor tilhænger af idéen om en digital encyklopædi lige fra starten. Jeg købte Encyklopedia Britannica, da den første gang udkom på en CD-rom i 1990’erne. Jeg købte Den Store Danske Encyklopædi, da den udkom i 2004. Nu tror jeg i stedet at jeg vil få mig et brugt eksemplar af de tyve læderindbundne bind. Det kan godt være fremtiden er digital. Men ikke for Danmarks ældste og største forlag

PS: Ta' ikke mit ord for det. Man kan prøve Gyldendals Online Leksikon gratis i en uge . Si' endeligt til hvis du tegner et abonnement. Det ville være interessant at høre hvorfor.