Vi skriver netop speciale om, der blandt andet handler om, hvordan brugere opfatter og læser blogs, udfra en tese, der minder om det, du forklarer - nemlig, at at "læser" i dag er blevet til "bruger".

Det er et rigtig interessant indlæg, og opdelingen i de fire typer lyder meget plausibel - vi vil i hvert fald forsøge at arbejde med den for at se, om den holder i både teori og praksis.

:)

Jeg tror det er værd at pointere at de fire "personer" eller tilstande ikke er NYE - de har eksisteret til alle tider, også i den gode gamle analoge tidsalder (som de fleste af os vel husker...) :)

I den analoge verden var man dog som regel nødt til at flytte sig i tid og sted, før man kunne skifte tilstand mellem f.eks. Anna og D.J.

I den digitale verden er det ikke længere nødvendigt. YouTube er et nærliggende eksempel:

Jeg ser video (Anna)
Jeg rater/kommenterer video (Andy)
Jeg uploader video (D.J.)
Jeg rejser en debat i YouTube fællesskabet (Syndi)

Og jeg behøver ikke at flytte mig i hverken tid eller sted.

Udfordringen for mediehusene bliver, såvidt jeg kan se, at forholde sig til at deres brugere er fir-dimensionelle. Og at skift mellem en tilstand til den næste nogle gange sker i løbet af et split-sekund.

Jeg synes at det er godt set af Føhns med de fire roller, som vi påtager os i løbet af dagen.

Mht til udfordringen for mediehusene (jeg arbejder selv på Politiken.dk) er det også at finde ud af ikke bare hvordan vi åbner op for at gøre brugerne til deltagere uden at de føler sig "lukket inde" i mediets univers.

Jeg ser læserblogs som en måde til at lade læsere, der føler sig knyttet til mediet, blive deltagere ved at deres blogs kan blive bidragsydere til mediet på linie med journalisternes produkter.

Men jeg har på en nylig sammenkomst for bloggere hørt den indvending, at det er "de gamle medier" som blot vil kolonisere nettet eller mere præcist blogosfæren.

Nu tror jeg ikke, at noget mediehus tror på at det kan lukke læserne inde i deres eget univers.

Jeg synes blot, at det er en god måde (med læserblogs) at åbne op - noget som vi har været for dårlige til eller lukket ned for for tidligt (jeg tænker bl.a. på Politiken debatforum fra midt-90'erne, der var aktivt og sprudlende men siden svandt ind).

Hvordan kan vi ellers koble os på samtalen i blogosfæren (for at tage et eksempel) uden at blive beskyldt for at ville snylte på folks indlæg på private blogs, som de fx. ikke har lyst til bliver sat i forbindelse med et bestemt medie.

Jeg spørger, fordi jeg ved det ikke - og tror ikke, at nogen ved det.

Men jeg vil gerne have diskussionen, fordi den er vigtig - for medierne men også for de læsere, der gerne vil have medier som fx. Weekendavisen og Information med analytisk indhold (der altså bare koster penge at producere)

Indtil videre glæder jeg mig derfor også over den mængde af eksperimenter, der enten er i gang ( Fyens.dk, ditcentrum.dk, avisen.dk, urbanblog.dk og laeserbladet.dk) - og noterer at mere er på vej i de større mediehuse.

Jeg håber, at viljen og lysten til at eksperimentere vil fortsætte - og at det også vil ske ud fra en ambition om at gøre læserne til deltagere.

og så skal vi alle (læsere, journalister, bloggere, debattører etc.) fortsætte diskussionen og videnudvekslingen om, hvordan denne fantastiske udvikling kan håndteres bedst muligt.

Jeg er ikke sikker på, at "de gamle medier" forstår de nye - derfor er folk, der ved noget om begge dele eftertragtede i mediehusene idag.

De nye medier introducerer genrer, der i den grad rokker ved gængse procedurer i medieverdnen, og genrernes fordele kan man ikke drage fordel af, medmindre man i en vis udstrækning følger genrekonventionerne.

Kim taler om, at ingen mediehuse formentlig tror på, at de kan holde læserne lukket inde på deres site, men indtil for nylig lod det faktisk til at være intentionen på flere avisblogs. Jeg tror, det skyldtes, at aviserne ikke anede, hvad blogging var, og hvordan "spillets ergler" er i blogosfæren.

Blogroll, til eksempel, var en by i Rusland, linkingen var begrænset og helst kun til egne sider, og de links, der førte væk fra avisernes sites åbnede i nyt vindue, så det var nemt og mere oplagt at komme tilbage til avisens site. Modsat åbnede links, der pegede på andre af avisens sider i sammen vindue.

På den måde var det vist intentionen - nok ubevidst grundet manglende genrekundskaber - netop at holde læserne lidt i snor. De skulle jo nødig havne på konkurrerende sider.

Der er helt sikkert mange nødder at knække nu når mediehusene tager sociale medier til sig. Spørgsmålet om åbenhed og lukkethed bliver ofte ført tilbage til at aviserne vil holde på folk (hvilket der er en masse helt legitime grunde til, ikke mindst hensynet til deres indtjening). Og jeg har selv en sund portion skeptis, når jeg ser hvad det er som de etablerede mediehuse ruller ud.

Men der kan også være andre forklaringer, nemlig den at man med blogs og andre tiltag forsøger at etablere et community, hvor brugerne ikke kun snakker og deler med 'omverdenen', men også med hinanden. Skal sådanne projekter sparkes igang, vil de fleste løsningsforslag omfatte én eller anden form for lukkethed (jeg ved at der er masser af fremsynede folk som forsøger at komme udover denne lidt silo-prægede tankegang, men vi er der altså ikke helt endnu...)

Der er selvfølgelig forskel i måden man laver tingene på. Hvad er det eksempelvis for værktøjer man giver brugerne, og hvilke rettigheder giver man brugerne? Nyhedsavisens blogs forsøger eksempelvis at stimulere brugernes aktivitet med funktioner som 'skriv blogindlæg om dette indlæg', men sådan en funktion er jo også et socialt design, som peger indad fremfor ud.

Til gengæld får jeg også lyst til at stritte lidt den anden vej, bare for at provokere dig lidt, Sanni :-) Der er mange steder i blogosfæren en tendens til at være blogpoliti. Som enkeltperson med en blog må jeg eksperimentere løs (det er jo sådan at vi fik skabt disse ting, og det er derigennem at blogs og andre sociale medier fortsætter med at udvikle sig), men mediehusene derimod har bare at rette ind og følge reglerne?

Det viser også at den lave udgivelsestærskel i virkeligheden er en myte. Skulle "Jeg, en bruger"-artiklen, distribueres mere effektivt end den bliver det nu, skulle den jo gøre alle fire glade.
Anna: Savner måske en printervenlig udgave af artiklen.
Andi: Er vel tilfreds, fordi han kan deltage i dialogen her (men hvorfor ikke også på artiklerne over i den rigtige avis?).
D.J.: Hvis han tilfældigvis var kommet forbi her, syntes det havde været fedt med en oplæsning af artiklen i mp3-format (til download), og et billede af H.F. i høj opløsning, som han kunne bruge i sit new media mashup video-eksperiment.
Syndi: Leder forgæves efter et splejset rss-feed af søgeresultater på "Herman Gyr", "The Dynamic Enterprise" og "Digital Revolution", der kan gøre hende klogere på området (på en dynamisk og nutidsnær måde).

Hvor meget ville det forøge artiklens distributionsomkostninger?

Sanni: Det er fint med entusiaster og visionære deltagere, der skubber på de etablerede mediehuse (det er Information i øvrigt også, siger en abonnent gennem 20 år)fordi det er kun ved pres og gode forslag , at det rykker.

Men jeg er enig med Jens i, at vi nogen gange ser tilløb til blogpoliti-adfærd i "blogosfæren" (dette fluffy begreb, der ikke konstituere andet end at vi er mange der blogger). Blogs er eksperimenter med alle mulige formater og tilføjelser. Jeg vil nødig stille mig til doms over hvad der er en blog og ikke - udover at bloggen bør indeholde muligheden for samtale og dialog, fordi det for mig at se er bloggens særkende.

Nej, de gamle mediehuse forstår måske ikke (det fulde omfang) de nye medier, men der er trods alt flere og flere, der arbejder på. Se bare Hr. Føhns, Hr. Christoffersen og i al ubeskedenhed undertegnede.

Og ellers er det faktisk rart, at der er personer som du og andre, der forsker i emnet - og som vi i medierne kan blive klogere af.

Og det er jo også de færreste af os andre, der kan overskue perspektiverne i hvad der sker.

Og jamen - Jesper: Enig - der mangler stadigvæk en række værktøjer for de fire roller at arbejde med. Det kommer forhåbentlig her - og andre steder. Ellers må I der arbejder med det søge at sparke døren ind.

At medieverdenen ikke er kommet så langt, skyldes nok chokket oven på børs-og branchenedturen fra 2001 - 2004, hvor de fleste medier skruede udvikling af netkommunikation ned til et minimum af bar forskrækkelse over annoncekrise og dot.com-konkurser. Det var skidt, det var efter min mening for defensivt - men det skete.

Nu er der i det mindste bevægelse. Og her er sådanne debatter som denne meget nyttige til at holde et mål om deltagelse for øje.

Mit ærinde var nu bestemt ikke at agere politimand i blogosfæren, og jeg vil ikke pt sige mig at vide, hvordan mediehusene bør bruge blogs - der er formentlig ikke én eviggyldig måde at gøre det på alligevel.

Medierne skal således ikke rette sig ind efter noget - det er kun glædeligt, hvis de bryder eksisterende rammer og forsøger sig med noget nyt - nej, dér hvor jeg mener, deres tiltag er uheldige er, når disse tiltag ikke er gennemtænkte, men snarere iværksat alene for nyhedsværdien af det.

Min tanke er, at sætter man sig som afsender ikke 100% ind i nye genrers features og muligheder, så skal man ikke regne med, at man får gevinsten af det potentiale, der ligger i genren.

Når det kommer til mediernes bloginitiativer, så ser jeg det saådan, at mange er entreret i troen på, at deres entré i sig selv var tilstrækkeligt til, at mediet nu var nyskabende og stod for mere demokratisk kommunikation - uden at man som medie har engageret sig og bevidst valgt features fra og til.

Blogs hos medierne, har jeg indtryk af, var til at begynde med tilfældige i deres udformning. Det var med at komme på banen, mens kampen var i gang, uanset om man forstod at bruge blogs. Det tager tid og kræver engagement at bevæge sig i blogosfæren - måske især hvis man er etableret medie, hvis tiltag en masse mennesker følger nøje.

Finder det besynderligt at vi som bloggere skal acceptere den absurde framing "blogpoliti".

Helt enig i fællesskabsvinklen som på trods af gentagne forsøg ikke er udforsket i en integreret udgave i aviserne - men kald ikke fællesskaber blogs hvis de er lukkede og ekskluderende.

Læserblogs er for mig alene voldsom manipulation. At iscenesætte det som om at det skulle have en særlig betydning at blogge på et massemedie og som om at man "hjælper" læserne ved at give dem mulighed for at blogge (dog fritaget størstedelen af folks rettigheder på hvad de skriver, mulighed for at tjene penge på bloggen, mv.) upåagtet at der findes tonsvis af nemme gratis tjenester.

I sidste ende handler det om respekt for ideer. Jeg mangler stadigvæk at se nogle der indgår som en del af blogosfæren, tilfører noget istedet for blot at kapitalisere (et enkelt lille link til ikke-herremands kontrollerede weblogs, please?), i virkeligheden eksperimenterer i stedet for i bigmedia arrogancens navn at kalde tekniske begræsninger for videreudviklinger af blogformaterne. (men jeg nærer store håb til luftskibet der ser ud til at gå den anden vej på alle punkter).

Et enkelt eksperiment, det var virkelig nemt at teste, var at publicere i et samtalemedium først, se om det kan skærpe artiklen og så udgive den medredigerede bagefter til dem der helst bare vil læse avis?
Det bliver enten spændende og mindre slap journalistik eller også bliver det den samme journalistik med et overpolitiseret kommentarspor og en masse bloggerer der bagefter kan ryste på hovedet og sige "hvad sagde jeg", men hvad skulle skaden være?

Ovre på Nyhedsavisen er de platformsmæssigt tættere på at kunne lave den avis end I er her fordi de har indset af man skal kunne kommentere på det hele. Tiøren omkring redaktionscyklus mangler lige at falde.

Nu er jeg jo blot en gæst i dette univers, så jeg kan godt tillade mig at give Claus ret. Jeg tror, at tiøren ER faldet, men det kræver mod at samle den op...
Et argument, man tit bliver mødt med, er, at Nyhedsavisens stof jo i forvejen er gratis, så der er ikke noget at kannibalisere - jo, annoncerne vil nogen mene. Men jeg tror som Claus, at et website med fri adgang kun tjener som god reklame for papiravisen. Og når den så dør, ja så har man sparet en omkostning og har et effektivt website.

Ingen tvivl om at det kræver mod at samle 10-øren op, men man skal være klar over at det kræver mere end det. Forandringer i denne skala griber radikalt ind i hele den måde som work- og produktionsflow er indrettet på, det spiller ind i forhold til medarbejderne og i organisationen som helhed.

Ok, måske lidt et Svend-kedelig svar, men det er forkert at tro at sådanne ting er "virkelig nemt" -- det er en ret stor ting at få til at spille. Især hvis man skal undgå at gå i 'koncept' fælden.

Jeg tror at det er alfa omega at få noget agilitet ind i disse processer. Selvom dette sted eksempelvis jo 'bare' er en samling blogs, er det jo tanken at vi skal kunne eksperimentere lidt med fødekæderne og måden vi laver et samtalebaseret medie på. Radikalt? Næppe. Den rette platform? Who knows.

Nogen gange lykkes tingene, nogen gange gør det ikke. Vi høster erfaringer, ændrer, tilpasser, kommer videre forhåbentlig. Og gerne lidt hurtigt...

I det hele taget er det en lidt underlig diskussion. Bare fordi vi nu har et medie, der hedder blogs, hvorfor skal hele medieverden så indrettes efter dem? Og hvorfor er det forkert at blogge på platforme hostet hos etablerede medier? Det er vel blot et spørgsmål om kanaler. Først havde vi bøger. Så telegraf. Så fik vi telefon. Grammofonplade. Radio. Fjernsyn. Lydbånd. Cd. Dat. FM-radio. Internet. DAB. osv osv Vi kan jo bruge alle kanalerne, som vi lyster. Det er jo i bund og grund et spørgsmål om indhold og budskab, og hvordan vi når folk med det, vi vil nå dem med.

»Jeg tror som Claus, at et website med fri adgang kun tjener som god reklame for papiravisen. Og når den så dør, ja så har man sparet en omkostning og har et effektivt website,« skriver Henrik med tanke på Nyhedsavisens fordel på internettet: At den er gratis.

Hvad mener Henrik med fri adgang? Jeg er bestemt ikke skråsikker her, men jeg synes der er en tendens til gratisfetichisme når talen falder på aviser og internettet.

I definitionen af ’free software’ skelner Richard Stallman mellem fri i betydningen ’free speech’ og i betydningen ’free beer’ – eller mellem fri som gratis og fri som libre.

Det er svært helt at overføre analogien fra software til nyheder – hvad er så at sige kildekoden? Ikke desto mindre synes jeg det er for nemt blot at konstatere, at gratis er den eneste vej frem.

Som Kim skriver: det er dyrt at lave analyserende journalistik. Og gratis betyder næsten aldrig ’gratis’, men annoncefinansieret. Og når jeg nu alligevel har gang i anglicismerne: ’There Ain't No Such Thing As A Free Lunch.’

Der er tiltag som Newassignment.net – det er glimrende, selvom det endnu intet har kastet af sig, og selvom problemet er ligetil: at det i højere grad end i dag (og det er ellers slemt nok – se eksempelvis Berlingske forside i går) bliver interesseorganisationer, der sætter dagsordnen.

Så hvad er alternativerne til det gode, gamle avisabonnement?

Juryen er helt sikkert stadig ude på om borgerjournalistik kan blive bedre end professionel journalistik.
Det eneste jeg synes allerede er helt klart er at efterbehandlingen af nyhederne er langt, langt bedre i en verden hvor samtalen er fri og åben og linket og søgbar end i en verden af ejet, indhegnet indhold.
Man kan afvise YouTube o.l. som mestendels pjank, men det kolossale kreative energi der kommer til udtryk når folk tager sig brugsretten til at citere flittigt fra massemedierne er helt tydeligt enorm.
Det betyder jo ikke at YouTube pludselig skaber en ny Star Wars, og det ville også være en fjollet ambition at have.

Det samme gør sig gældende i mindre synlig form mht professionel journalistik vs. borgerjournalistik. Der er ingen grund til at tro at borgerjournalistik nogen sinde bliver det samme som den professionelle journalistik. Der er al mulig grund til at tro at den ikke gør.

Forskellen er mindre synlig i avistilfældet end i Star Wars eksemplet fordi man jo GODT kunne forestille sig at det kunne lykkes for nogen at lave en ren borgerdrevt avis, så er det hellere ikke dyrere.
Det sværeste er faktisk stadigvæk adgang til citater og råmateriale fra telegrambureauerne.

Når jeg har set frem til sådan noget som nyhedsavisen og deres permalinks til current events har det faktisk mest været det det handlede om: Det har ikke været muligt for borgerjournalistikken at komme til at handle om nyhederne, fordi nyhederne ikke vil peges på fra borgerjournalistikken. På den måde har borgerjournalistikken ikke kunnet få et 'sted'.

Man kan kalde den slags for gratisfetichisme, men de kollektive effekter er fantastisk følsomme over den slags. Det begynder først for alvor når man kan få lov at tale om det samme, og det er svært når nyhederne ikke gøres tilgængelige til fri samtale uden betaling.

Principielt set er de nye digitale samtalemedier alle hidtidige envejsmedier overlegne: Samtalemedier er åbne, hurtigere og rummer potentielt en indbygget 'checks-and-balance'-mekanisme mod sludder, vrøvl og manipulation. Vive la Open Source Society!

Problemet er blot, at virkeligheden ikke altid respekterer sådanne abstrakte principper. Foreløbigt er det småt med gode eksempler på dansksproget borgerjournalistik, der kan siges at være blot tilnærmelsesvist så kvalificeret som en tilfældig papirudgave af f.eks. Information.

Heller ikke den danske blogosfære kan (endnu) meningsfuldt siges at være en kvalificeret konkurrent til debatstoffet i dagspressen. Desværre. Man skal ud i nørdede kringelkroge for overhovedet at se kommentarer og reel levende debat. De fleste indlæg på de brede sites er så tågede og tåbelige, at de ville blive stoppet i spamfiltrene, hvis de blev afsendt som e-mails.

Forklaringen er formentlig, at det 'analoge' medieunivers i Danmark i realiteten er mere åbent og pluralistisk, end de fleste blog-ideologer antager. Der findes ganske enkelt ingen dygtige skribenter, der ikke allerede skriver mere eller mindre fast i de trykte medier. Og hvis der pludselig skulle dukke en ny, spektakulær blogger op (som ikke allerede lever professionelt af at diskutere offentligt), vil der næppe gå mange dage, før vedkommende ikke også har sine udgydelser på print.

Efter min mening er det netop manglen på virkelig interessante bloggere, der har betydet, at det i dag er de etablerede mediehuse, der trækker udviklingen. Rent indholdsmæssigt er udfordringen fra nye intiativer såsom avisen.dk endnu så klovneagtige, at blogosfæren kun kan cykles i gang ved at lade indholdet fra de etablerede medier støde sammen med den digitale verdens muligheder for interaktivitet.

Alternativet til de mange nye 'old media'-blogsites er, at samtalemedierne reduceres til et virtuelt halbal for radioamatører og ufo-spottere. Men indrømmet: Konsekvensen er, at de fleste større dansksprogede blogsites bliver mere kedelige og passive, end de principielt set kunne være. Desværre.

Du har helt sikkert ret, Lars.
Min tilbagevendende teori om bloggins manglende betydning i Danmark er den enkle at det simpelthen ikke er svært at komme i avisen på gammeldags manér.
Der er ikke et problem.