Stormen i 99
Det er altid svært at vide, hvor meget handling man skal afsløre som kritiker. Dog ville jeg mene, at Mikkel Bruun Zangenberg går noget over stregen i sin i øvrigt ret begejstrede anmeldelse af Kristian Bang Foss’ roman Stormen i 99 - hvis man har planer om at læse bogen, bør man ikke læse Politiken i dag. (Intet link, desværre, Politiken er umanerligt langsomme til at opdatere deres bogsektion på nettet).
Ellers har han et par gode pointer, Zangenberg. Han sammenligner Bang Foss’ stil med Johannes V. Jensen, og det er ikke forkert; de pludselige skift i tonefald og i fortællerstemmens synlighed, en ret brutal kropslighed blandes med melankoli og, f. eks., følte beskrivelser af støvet lys. Og så ser han bogen som en “mikropolitisk” kritik af velfærdssamfundet - en læsning, jeg nok køber, men som Bang Foss deler med store dele af den øvrige danske litteratur lige nu.
Nå. Min egen anmeldelse skulle komme i bogsektionen på torsdag. Jeg er også ret begejstret - og lige nu ærgerlig over, at den ikke er i avisen i dag. Pludselig føles bogsektionen som en hæmsko i forhold til anmelderiets svar på rettidig omhu: Et par store omtaler kunne måske gøre Stormen i 99 til “en historie”, Bang Foss kunne komme i Deadline (og ikke kun i Kulturguiden), romanen kunne blive en bestseller. Det ville være et eventyr.
PS: Jo, romanen har også været i Smagsdommerne. Her erklærede Ole Birk Olesen, liberal kändis og nu også litteraturkender, at Kristian Bang Foss må have psykiske problemer. Så siger han: “Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge et kunstværk til, som ikke anviser mig en vej i livet, som gør mig gladere for livet, som giver mig en mission i livet, får mig til at deltage i noget, der er dejligt eller godt.”
Jotak, dér kom moralpolitiet. Hvilken ufrivillig vittighed - som Smagsdommerne i øvrigt.
Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her
Tue Andersen Nexø
Sandkassen: Denne blog befinder sig midt i den smalle litteraturs hængedynd, det lille litterære miljø, de evindelige og oversete hovedværker.
Kommentarer
Hej Tue
Endnu værre i Smagsdommerne var imidlertid Erling Jepsens nedladende kommentar om, at Bang Foss mindede ham om en, “der gerne ville være forfatter”. Smagsdommerne er en dårlig joke, der som oftest mest handler om de implicerede ‘dommere’.
Det irriterer mig grænseløst, at man introducerede sådan et program, hvis titel henviser til Foghs ekspertopgør, hvorefter man inviterer tilfældige lægpersoner til en omgang uforpligtende kaffebordssnak.
Nå, nok blodstyrtninger Jeg er også glad for “Stormen i 99”.
Jeg tænker ved siden af Johs. V. Jensen også Seinfeld.
Troels
Hej Troels og Tue
Tak for den fine anmeldelse, jeg synes i har nogle gode observationer. Kristian Bang Foss er min svoger og jeg blev selv derfor meget harm da jeg i fredags så Smagsdommerne på DR2. Jeg synes det var tydeligt, at Erling Jepsens kritik primært var myntet på selvpromovering; han var ekstremt nærig igennem hele programmet og jeg synes ikke hans kritik var rammende på nogen punkter. Enhver med lidt privat kendskab til Kristian ved, at han bestemt ikke er forfatter kun fordi “han har lyst til at være det”, i øvrigt en enormt arrogant holdning at bringe, hvorfra Erling Jepsen føler at han får den store indsigt fra ved jeg ikke.
Jeg håber i alle nyder bogen, jeg har ikke læst den endnu, men jeg glæder mig.
Håbløse kommentarer i Smagsdommerne, som nu ellers kan være et meget underholdende program. Nå, har ikke læst Stormen i 99 endnu, men glæder mig gavaldigt. Genlæste Fiskens Vindue igår og havde glemt hvor enormt god den er. Og sjov. Og ja, meget Seinfeld’sk i sine iagtagelser. Fortælleren taler også om sit arbejde hos Inwear i denne roman. Det er jo meget sjovt.
Men helt utilfreds var Ole Birk Olesen heller ikke: det var f.eks. en fin egenskab ved bogen, at dens personer var i stand til at forsørge sig selv og ikke lå samfundet til last. Der manglede bare opbyggelighed, mere fokus på det smukke ved livet som lønmodtager: hyggestunder med familien, haven og måske en spændende hobby til de her mennesker. Det eneste ok var, at man kunne se hvordan Adrian Hughes også kedede sig.
Ja, det er noget skidt, når kulturelt konservative eller ligefrem reaktionære typer som mig blander sig i debatten om kunsten. Min slags bør holde sig til at tjene penge i erhvervslivet, som kan fordeles af jeres slags til den kunst, som I synes er god, ikke sandt?
Ingen af de her tilstedeværende litterære venner og familiemedlemmer af Kristian Bang Foss har indtil videre forholdt sig til kritikken af hans bog. Han har en god skrivestil, nærmest at sammenligne med Johannes V. Jensen, får vi at vide af Nexø, men for folk som mig, som synes, at formen er tæt på at være helt ligegyldig, når indholdet er ikke-tilstedeværende eller dårligt, betyder det jo ikke noget. Må litteratur kun bedømmes af dem, der går op i sproglig lækkerhed?
Til indholdet: Jeg kritiserede i Smagsdommerne bogen for ikke at indeholde andet end fokus på grimhed. Jeg får lyst til at citere en side fra bogen, som er meget sigende, men jeg ved ikke, om det ville være i strid med forfatterens ophavsret, så jeg nøjes med et referat med udvalgte citater. Bogens Anton går op i buslinje 5A, og her møder han på denne ene side følgende personer: (1) Den somaliske kvinde “[…] der har viklet sit tørklæde så stramt om hovedet, at hendes kinder bliver presset frem og får læberne til at strutte”, og som han fanger i at grave sig “i opstoppernæsen med sin pegefinger. Hun tager fingeren ud og kigger dovent på den og begynder så at grave igen. Hun graver, til der kommer blod […]”. (2) “[…] et beskidt kærestepar, der er på piller og sprut eller måske har haft råd til noget heroin. […] Fyren har købt en pakke jordbær, som han spiser uvaskede på den grimmeste måde, man kan forestille sig […]. Saften løber ned af hans tynde fingre og tegner lyserøde striber i skidtet.” (3) “En mørklødet dreng har trykket en kvart liter pomade ud i sin Hitler Jugend-frisure […]”. (4)” […] en kvinde luller et barn med udslæt, der er på nippet til at briste i gråd.”
Sådan er hele bogen, dog med svingende intensitet - det er ikke bare denne side. Der er intet sympatisk ved de mennesker, som er med i bogen, intet smukt, intet efterstræbelsesværdigt, intet godt. Beskriver Foss grimheden formidabelt? Muligvis, men jeg er ligeglad, for jeg mener ikke, at han beskriver den menneskelige tilværelse med blot et minimum af facetter, og jeg tager ikke hans fortælling til mig, for jeg tror ikke på ham. Og ja, jeg sidder under læsningen og tænker, at forfatteren burde gøre noget ved sin sindstilstand, i stedet for at tænke at han har noget vigtigt at fortælle mig. Jeg betragter ham ikke som en mand med en indsigt, som jeg bør suge til mig, men som en mand med et problem, eller alternativt en forfatter der har givet sig selv en skriveøvelse, som er mig helt uvedkommende.
Giver Foss os en kritik af velfærdssamfundet, som Nexø skriver? Det ser ikke sådan ud. Velfærdsstaten spiller ingen som helst rolle i bogen. Den handler om folk på en arbejdsplads, som eksisterer uafhængigt af det socialdemokratiske system. Skulle den kritisere velfærdssamfundet, så skulle den foregå blandt hærskarerne af offentligt forsørgede i de sociale boligbyggeriers ghettoer. Kritiserer den måske noget, som velfærdstaten IKKE gør, nemlig at befri lagerarbejderne for deres kedelige arbejde? Det kan vel ikke udelukkes, og det kunne være årsagen til, at venstreorienterede Nexø kan li’ den. Men hvem skal arbejde på lager, hvis de ikke skal? Arbejdet skal jo gøres, så ville det være en relevant kritik af velfærdssamfundet? Efter min mening ikke. Jeg kan også kritisere systemet for, at det ikke tager min opvask, fordi det er kedeligt, men hvis jeg ikke skal tage opvasken, hvem skal så?
Bogen skildrer deres arbejde som meningsløst, og det tror da pokker, for den fortæller jo intet om, hvorfor de går på arbejde. Nemlig for at opretholde en tryg tilværelse for sig selv og deres familier. Bogen har ingen forståelse for lønmodtagerlivsstilen, hvor arbejdet er noget, der skal overstås, så man kan komme hjem og beskæftige sig med børn og fritidsinteresser. Bogen er i den forstand blot udtryk for den kreative klasses ringeagtelse af arbejderklassens livsstil.
Så nej, jeg synes ikke, det er en god bog. Udover folk med en nørdet interesse for sprogets anvendelse, kan jeg ikke komme i tanke om ét eneste menneske, som ville få noget givende ud af den.
Kære Ole,
Det var hurtigt, du fandt offerretorikken frem - hvem har kritiseret dig for at være borgerlig? Og hvor ved du egentlig fra, hvor jeg står politisk? Men det er selvfølgelig lettest at trække på sine fordomme: Vi er uenige, altså må jeg være venstreorienteret (og derfor ude af stand til at have et fornuftigt synspunkt om kunst, eller?)
Når jeg nævner, at bogen kan læses som en kritik af velfærdsstaten, så refererer jeg til Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse i Politiken. Måske kunne du læse dén, inden du kaster dig ud i at afvise idéen som idiotisk.
Og så må jeg indrømme, at jeg ikke forstår dit kunstsyn. Det virker som om, du opfatter kunsten som en art åndelig prozac: Noget, som skal være opløftende og rart og i øvrigt bekfræfte dig i dine forestillinger om, hvordan livet og verden er og skal være. Hvis den derimod udfordrer dit borgerligt-liberale grundsyn, ja, så er kunstneren syg. Eller hvad?
Her har Bang Foss valgt noget andet, f. eks., nåja, at pege på, at livet ikke altid er smil gennem tårer eller at lykken ikke altid er, at de elskende får hinanden til sidst, eller at familien og børnene ikke altid er værd at vende hjem til efter en hård arbejdsdag (det sidste er noget, han nærmest viser overtydeligt undervejs). Men det må han åbenbart ikke. Det er ikke opløftende for den borgerlige sjæl.
Når Rifbjerg og lignende kommer med den slags kommentarer om folk, de ikke deler verdenssyn med, så bliver de hånet i Information og her i Sandkassen. Hvorfor er det lige, du synes du skal behandles bedre?
Jeg sys det er udemærket, når repræsentanter fra det borgerligtliberale Danmark afslører sig selv, som indehavere af præcis det samme doktrinærer kunst(verdens)syn, som det de følte sig trådt under fode af dengang de var unge.
1)Hvilken litteratur er det lige, der ikke er mikropolitisk kritik af tingenes orden?
Jeg var lidt glad for at jeg læste den skønne bog, inden jeg læste Zangenberg´s anmeldelse - det ville da være skrækkeligt, hvis beskrivelsen af køkkenregionerne, lagerlivet og afklapsningerne var et specifikt portræt af “Danmark og danskerne,” som anmelderen skriver.
Det er da også synd at anmelderne indtil videre ikke roser slapstick og tegneserie-kvaliteterne. Jeg mener, beskrivelsen af Mahmoud og den falske fiskefilet er på realismens overdrev - hvor kulinarisk dum kan man være? Næppe i en kultur, hvor fødevarer´s karakter er så penibelt et emne, men netop ved at fremstille en tegneserie-muslim, der tænker på Allah i en tegneserie-boble, undgår forfatteren at rode sig ind i et interkulturelt realismespørgsmål, og det er da okay.
Glæder mig til en anmelder, der ler med.
2) Til Ole Birk vil jeg sige, at jeg slet ikke kan se, at menneskene i bogen er onde eller usympatiske. Når de løfter en balle for at prutte i stilhed, er de kroppe, der viser hensyn, og når deres appetit på livet kammer over, kan de blive hensynsløse. Det er jo sådan vores slægtninge og kærester er. Kokken, der gramser på sine underordnede (en 10 000 år gammel ret, hans slags er ved at miste) kommer man da også til at holde af i al hans komiske nederdrægtighed. Har du aldrig været svin? Jamen, det har jeg da, og jeg er en flink fyr.
Som borgerligt orienteret personage - eller blot noget, der minder om det - synes jeg, det er ærgeligt (måske endda en smule skamfuldt), at Ole Birk Olesen skriver på den måde, han gør.
Egentlig kunne Ole nøjes med at skrive, at Kristian Bang Foss’ nye bog er uvedkommende - og måske egentlig ikke særligt godt skrevet. Men i stedet hiver Ole alle mulige og endnu flere umulige argumenter og ubehjælpelige påstande op af hatten, hvilket blot forplumrer budskabet.
Og når jeg prøver at sortere alt den overflødige fra, skære ind til benet, læse mellem linierne og være lidt venlig ved Ole, synes han vel netop blot, at bogen er uvedkommende og dårligt skrevet, og at forfatteren måske endda mangler en rigtig historie. Og så er historien faktisk ikke længere.
Kære Ole. Hvis man har ét vindende argument, er der ikke behov for flere.
/peter dyreborg