Trappe Tusind er et nyt litterært tidsskrift, første nummer udkom - og blev fejret med
fest og ballade - for en uge siden. Redaktionen og de fleste bidragydere studerer Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet; mange bidrag virker som gennemskrevne universitetsopgaver, men så også som utroligt gode, gennemskrevne universitetsopgaver. Særligt imponerende er Lise Olivarius’ læsning af konstruerede køn i den tyske romantik, fra den tidlige romantiks drømme om syntesen mellem det mandlige og det kvindelige til Hoffmannstals parodisk-vrængende dualisme.
Nu kan man læse hele nummeret på nettet, som
pdf-fil. Glem ikke de litterære bidrag i nummerets slutning, her er ungdomsdigte af en 15-årig Nikolaj Stochholm, der giver den som Søren Ulrik Thomsen! Og to upublicerede ungdomsdigte af Inger Christensen, noget af et scoop. Her er det bedste af de sidste, selvom jeg ikke ved om den sidste strofe faktisk bidrager med noget til digtet:
Jeg har øjne af kul
jeg har ører af kul
sorte kul døde kul
jeg har mund af kul
jeg har knapper af kul
sorte kul døde kul
jeg har gulerodsnæse
begravelseshat
kul nat kold nat
hvad venter vi på
hvorfor skal jeg stå
en nat uden ild
Lovende start, vi glæder os til næste nummer
Kommentarer
Selvom jeg ikke ved HVAD den sidste strofe faktisk bidrager med til digtet, for NOGET bidrager den da, foruroligende, med!?
Er det ikke det karbonbaserede jeg der siger, lad os få fyret op under kullene, sådan får man varme. Forbrændingen, den uheldige omstændighed at man bruger af livet for at kunne leve det, må man tage med i købet. En slags tissen i bukserne for at få varme. Med ildtis. Eller er jeg menings-tyran?
Nej, jeg mente nu om og ikke hvad. Jeg er ikke begejstret for den måde, sidste strofe ligesom hæver sig op til (over)tydelig, eksistentiel generalia. Man står der og kommer ingen vegne, sjælen brænder ikke, man længes mod noget andet. Derved introduceres et før/efter i digtet, om ikke andet så som et fravær (hvorfor sker der IKKE noget?).
Efter den helt konkrete uhygge, det uforklarede billede - som læseren må stille noget op med - så er det som om den unge Inger Christensen introducerer noget advents-stemning til slut. Samtidig fungerer strofen som en art tolkende konklusion, sådan skal vi forstå det her kullede, fugleskræmsel-agtige jeg; det er unødvendigt, gør digtet mindre effektivt, synes jeg. Og i øvrigt mindre remse-agtigt, hvilket er en af de store kvaliteter ved de første tre strofer.
Uforklaret billede? Advent? Karbonbaseret jeg? Ildtis? Hmm. Altså eftersom digtet beskriver en snemand tror jeg egentlig det er ret hensigtsmæssigt med en nat uden ild.
Jep, en snemand. Men en gyser-agtig en. Død, død og begravelse i de første tre strofer, og så alligevel den her undren eller længsel i den sidste: Hvorfor er jeg stedt i natten?
Derfra er der ikke langt til: Hvornår kommer livet og lyset til mig. Og så er der ikke langt til, nåja, kristne forventninger, adventsstemning.
Jo men hvis ilden kommer så smelter jeg og er for alvor væk. Læser det bare som en kuldslået udgang på et kuldslået digt - snarere end et adventshåb.
Ja ja - har heller aldrig kunnet blive enig med mig selv om, hvad det sidste snefald i The Dead betyder.