Hvor kommer minderne fra og hvilke elektroniske hjerneforbindelser er det, der bestemmer det tidspunkt, hvor ellers glemte episoder dukker op, som var de hændt i sidste uge?

For nylig slog det mig pludseligt, hvordan den måde jeg lærte at skrive på i virkeligheden symboliserer store dele af alt, hvad jeg har lært. I børnehaveklassen ville vi åbne skrivebogen og kikke på eksempelvis et A efterfulgt af en lang stiplet linie. På linien kunne man efterfølgende tilføje sine egne spæde forsøg på at gengive dette trykte A og alt efter motorisk evne få størrelsen lille nok til at give plads til pænt mange forsøg på at udtrykke det perfekte A.

I forbindelse med en artikel af Günter Grass i magasinet The New Yorker læste jeg i 2007, at tyskerne var et mytologisk tænkende folk. Det var ikke muligt at leve og erfare, uden at det levede liv nødvendigvis måtte indgå i en fortælling - den personlige myte. Den anskuelse er siden blevet hos mig, som en måde at definere en klar forskel mellem europæere og amerikanere. Os europæere tænker vores livsoplevelser ind i en fortælling, mens amerikanerne tænker pragmatisk. Tingene er, som de faktuelt tager sig ud og ikke som de fortælles - uden det dog betyder, at to amerikanere behøver at være enige om, hvad fakta er.

Det vakte en del debat i Politiken og på Jazzblog.dk, da Rytmisk Musikkonservatorium for et par uger siden offentliggjorde deres nye optagelseskrav. Væk var klassiske musikstudiedyder som hørelære og nodelæsning. I stedet var improvisation over digt og en personlig samtale inde i varmen. Tiltag, der skal give Danmark stærkere kunstneriske profiler i miljøet over de kommende år.

Lad os et kort øjeblik forestille os, at vi med succes har affyret en tidsmaskine fra havnen i Nexø og nu befinder os i fremtidens musikalske univers. Herude kan vi se tilbage på LP albummets opløsning og i stedet iagttage, hvordan musikken blev solgt som enkeltsange for 99 cent, mens Apple fjernede CD-logoet fra programmet itunes og dermed cementerede CD’ens totale ligegyldighed på musikmarkedet. I stedet for at blive sentimentale over ikke længere at skulle læse linernotes med lup fra cd’ens kvadratiske tekstplads, eller håbløst tro på en tilbagekomst for varmen i vinylens riller, er det mere interessant at tænke over, hvad der mon venter os derude – i fremtiden.

Tilbage i den legendariske salsaklub Nuyorican Cafe’s lokaler, hvor jeg optrådte i 2009, finder jeg nu mig selv nærmest hengemt bag en stolpe, mens San Juan’s lokale befolkning danser natten væk i bankende salsarytmer. En teenagedreng på timbales udfordrer konstant aftenens øvrige musikere med sine utrolige variationer og får de øvrige medlemmer til at yde deres ypperste, mens barillito rommen holder festen i gang til ud på de små timer denne torsdag nat. Det er dagen efter, at jeg er blevet introduceret, som et medlem af familien under Puerto Rico konservatoriets årlige Festival Internacional De Percusion. Og dagen før to dages optrædender på det sprudlende kunstnertilholdsted, galleri og spillested La Respuesta.

I dag er det netop en uge siden, at årets Tour de France blev afgjort.

Et simpelt set up – man kører ca. 3.500 km på cykel og den, der kører hurtigst vinder alle pengene, æren og interessen, mens toeren kun er interessant, hvis det har noget med Danmark at gøre og treeren kan være helt lige meget.

I min studietid på Manhattan School of Music i New York argumenterede administrationen med, at man skulle forsætte sine studier med en phd uddannelse, hvis man ønskede at undervise på et amerikansk universitet. Ikke mange af konservatoriets egne lærere havde en længerevarende uddannelse. I stedet havde de fleste, som Kenny Barron, John Riley og Dick Oatts m.fl. et helt utroligt erfaringsniveau fra mange år som aktive musikere. Men denne nye linje ledte til et paradoks: De studerende kunne i fremtiden blive undervist af musikere, der aldrig havde optrådt for et publikum. Nu begynder elever af denne linje at indfinde sig i det amerikanske jazzmiljø og med Jason Marsalis debat oplæg ”Er du en jazznørd?” svarer en af de etablerede musikere i miljøet for første gang igen.

Musikere lever i dag ikke af deres pladesalg, men af deres koncertvirksomhed. Derfor regner mange af dem deres udgivelser for et sofistikeret visitkort, hvor koncerthuse og publikummer kan orientere sig om, hvad der sker netop nu, for en given kunstner.

I Broadways teaterdistrikt hænger skiltet Enron: The Musical! Selv med mit sparsomme kendskab til musicalgenren vil jeg mene, at der er tale om et usædvanligt emne at synge og danse om. Skiltet har fået mig til at tænke på mainstreamkulturens nye rolle som meningsdanner i samfund, som det amerikanske, hvor den smalle kultur ikke er synlig i det politiske landskab.

Er det også den retning, vi bevæger os i, i Danmark?