Er der nogen, der ”frit” sælger sex til andre mennesker? Og hvis det er frit, er det så ok?

Problemet diskuteres endnu engang i weekendens Information, og det er godt nok, for det er en sag, som er uhyre perspektivrig. Frihed er en svær én og sex er også en svær én, så der er nok meget, der skal endevendes omkring begge dele, før man sådan i al demokratisk debatik finder frem til de meninger man (frit?) vil indtage.

Men endnu engang skal ”feminister” sættes i den kedelige seksualbornerte boks, som ikke vil have ”dirty” sex, som for eksempel sado-masochistisk sex. Her formår Don Kulick fra New York, med antropologisk erfaring fra Sverige, at blande alt, alt for mange emner sammen: Prostitution, sado-masochisme, selvrealisering, følelse af magt og kontrol, frihed – og antifeminisme – eller som det formuleres: måske rigtig feminisme. Han konkluderer for eksempel, at det kan være ok at sælge sex, fordi det giver voldtægtsofre ”følelse af magt og kontrol” når de pisker mænd, der betaler dem for det. Og at det er bornert og patroniserende, når ”bedrevidende hvide (svenske?) middelklassekvinder” derfor vil forbyde prostitution.

Der er nok en del feminister, der nødigt vil puttes i en svensk kasse med sund sex – hvad det nu ellers er for noget. Man kan godt være feminist og både være enten sadist eller masochist hjemme i soveværelset. Blot for at begynde at sortere en smule i alt det Don Kulick åbenbart har fået blandet sammen i de lange mørke nætter i Sverige – måske med god hjælp fra svenske feminister. Det kan der komme en meget god diskussion ud af, som kan afklare lyster omkring at være objekt eller subjekt i sin seksualitet – og hvor meget det nu hænger sammen med ens feminitet eller maskulinitet.

Men at være (rent) objekt for hin andens begær er så igen noget andet end at være et salgsobjekt. Det kan ikke afvises, at visse mænds lyst til at købe en luder hænger intimt sammen med, at det synes at være den definitive objektgørelse, og at det, for dem, er meget, meget frækt. Man kan blot understrege, at der er forskel på at være et sexobjekt og et salgsobjekt. Og da i øvrigt også, at der åbenbart oftest for prostitutionskunden er en forskel. Man er for eksempel ikke et ”rent” objekt, hvis man selv har valgt at sælge sig – et valg som de fleste kunder sætter pris på. Der er jo ikke altid blandet sadistisk ”nedværdigelse” af kvinden ind købesexforholdet. En stor del af sexkunderne foretager sig forholdsvis missionæragtige ting med de letlevende damer, evt krydret med noget så eksotisk som et blowjob.

De fleste mænd bryder sig i ædru tilstand ikke meget om tanken om ren objekt- eller salgsobjektgørelse, når det drejer sig om kvinder, de selv har et følelsesmæssigt forhold til – som deres kone, søster, mor eller datter. (Måske bryder de sig ikke engang om objektgørelsen... som sagt er seksualiteten jo en svær en.) Men der er nogen ”andre” kvinder, der godt kan have det sådan, at de gerne selv, helt frit, kan ville at være sexsalgsobjekter. Og det er lige her, at der ligger en god og grundig dobbeltmoral gemt. Måske ikke i Don Kulicks tilfælde, han synes måske det er helt i orden, hvis hans datter sælger ”sin krop”, og inviterer ham på juleforkost i massageklinikken?

Det passer ikke at kærlighed og sex , eller følelser og sex ikke hænger sammen. Det hænger bare sammen på en langt mere indviklet måde end de fleste både modstandere og fortalere for prostitution orker at tænke sig frem til.
Man er jo ikke en krop og en sjæl som er adskilt – og hvor man så bare kan sælge kroppen. Og slet ikke når det drejer sig om seksualitet. For så vidt som vi bliver til som mennesker i vor seksuering, er det også i dette område at vort selv, at vor selvværd bliver til. Det er ganske ofte, at det netop er denne værdi, et selvværd, der ikke er kommet på plads, hos kvinder, der sælger sig selv seksuelt. Paradoksalt nok, kan de give sig selv værdi ved dette salg... Hvilket Kulick da også påpeger.

Kan man forestille sig at det ikke er tilfældet?

Det skal jeg ikke udelukke, men det forekommer mig at være en ret uhyggelig præmis. For i sammenligningen af sexsalg med salg af anden arbejdskraft, bevæger vi os ind i en total varegørelse af mennesker – både i prostitutionen og i resten af det kapitalistiske samfund. Er der til sidst noget tilbage, vi så ikke vil sælge? Vor gamle mor? Vore følelser, knivskarpt adskilt fra den krop, som vi åbenbart sælger... tankeløst, på markedet under alle omstændigheder? Er det ikke tankevækkende, at prostitutionen nærmest eksploderer – med trafficking, eller kort sagt handel og profit netop på det globaliserede marked af alt muligt andet også? Og hvis man gerne må sælge sig selv (frit?) på dette område, hvordan kan det så være at andre ikke må sælge og profitere på én, sådan som det foregår på en almindelig arbejdsplads? Hvorfor er der her en grænse?

Og hvad er frihed så her? Hvad vil det sige frit at vælge at sælge sin seksualitet – som er noget ganske andet end en krop? Og er det virkelig rigtigt, at man sælger sin sjæl, eller arbejdskraft til lige meget hvad i det øvrige samfund?

Hvis feminisme udelukkende går ud på at beskytte kvinder, sådan direkte, på en utilitaristisk måde, kan en lov mod prostitution, eller straf af kunden, betragtes som antifeministisk. Hvis femimisme har grobund i lige værd, blive det straks mere speget. For så kan man om feministen sige, at hun altså ikke synes at den prostituerede er lige så meget værd, som middelklassekvinden. Men dybt i Don Kulicks argumentation ligger den samme mangel på ligeværd gemt – det er fordi den prostituerede ikke er lige så meget værd på arbejdsmarkedet at hun skal sælge det hun har til højeste pris – nemlig sin seksualitet. På linje med alle de andre godter.... Et menneskes værd er her totalt reduceret til salgsværdien. Og hvis man kan få flere penge for at sælge sex, så er man mere værd...

Kan man lade være med at moralisere over sex? Det er svært for så vidt som en moral er en handlingsvejledning for en selv. Problemet er måske snarere, at folk slet ikke moraliserer nok. De når ikke ud i den krog af sig selv, hvor de lader moralen gælde lige meget for alle. Der hvor sexkunden selv må tænke på ligeværdet mellem luderen og hans datter...

Og her har loven (samfundet) selvfølgelig noget at sige. Vi konstrueres jo også i forhold til loven,. Den kan skabe en kortslutning og give lige værd. Så det sidste spørgsmål er så, hvor vi vil give dette lige værd. Vil vi mene at seksualiteten er en vare som alt andet, så lad os gå vejen med beskyttelse af luderen, fagforeninger, tariffer, beskatning fradrag, pensionsopsparing og hele dytten. Og så inviterer vi stolt vore døtre og søstre og mødre med til familiefester og præsenterer dem som sexarbejdere.

Eller også siger vi at seksualiteten er noget andet, noget særligt, ikke dyrebart, men så særligt, at det ligger uden for den almindelige kapitalistiske vareomsætning. Så signalerer vi noget ganske andet og laver en ganske anden lovgivning. Så forbyder man både ludere og kunder, og sætter tilstrækkelig midler ind på alle de områder der så bliver sorte....

Man kan være feminist på begge måder m/k – en del franske feminsiter ville sige det første, svenske feminsiter siger åbenbart det sidste. Men langt de fleste mennesker foretrækker ikke at tænke over det. Fordi de så er nødt til at tænke deres søster med...