For det første vil jeg gerne byde Anders Haahr Rasmussen stort velkommen som blogger. Egentlig havde vi tænkt os at blogge sammen, på det som før hed ”Taskeholdet”. I stedet vil vi forsøge at lade vore to nye blogge ”snakke” sammen, og vel også en gang imellem tale for sig selv.

For både Anders og jeg er interesserede i hvad ”kønnet ” er, det kan man tjekke på vore forskellige skriverier i Information. Min tænkning bliver ofte det nogle kalder ”feministisk” alene af den grund, at den forskelsbehandling, der er mellem kønnene, oftest betyder ”lavere” status for kvinden, i al fald hvis målestokken er penge. (Løn, pension, ansættelser, faglig synlighed). For egentlig kunne man vel godt tænke sig at der kunne være forskel, uden at dette førte til statusmæssig forskel. Eller kan man?

 Det kan ske at man udmærket ved, at det er paradoksalt at skrive om et bestemt emne. Lidt lige som løgnerparadokset; hvad stiller man op med én der, siger: ”Jeg lyver altid”? Er udsagnet så sandt eller falsk?

Sådan havde jeg det med at skrive fredagens klumme om den franske justitsminister Rachida Dati. For det, jeg ville skrive om, var at der var blevet skrevet alt for meget om hende i forbindelse med, at hun blot tog fem dages barselsorlov, da hun fik en lille datter her i starten af januar. Men så skrev jeg jo selv om det ikke?

Det har jeg så gjort alligevel, på trods af det paradoksale i det.

Måske fordi jeg i den grad synes, at spørgsmålet blev stillet et helt forkert sted, selvom der blev skrevet side op og side ned om  hvad Rachida Dati personligt gjorde  og hvad hun skulle/burde.

Den slags diskussioner må flyttes over på at kvinder skal kunne gå på barsel uden at nogen snupper deres plads i mellemtiden.

Rachida stod i et dilemma vil jeg tro. Enten tager jeg barsel og det er bedste for mit barn, men så mister jeg min plads som minister. Eller også vælger jeg det næstbedste for mit barn, men beholder min plads. At gøre dette til et ”privat” valg, voila hvorledes kvinder sættes i klemme.

Debatten i Frankrig om hvorvidt det var berettiget at bringe et billede af Simone de Beavoir nøgen på forsiden af Le Nouvel Observateur, fortsætter. I fredags invaderede en gruppe feminister bladets redaktion, med et krav om at se redaktøren Jean Daniels bare røv, kan man læse i Libération i weekenden Tænk, den vill han ikke vise dem? Hvad er det mon det er, der gør, at kvinders røve stadig i al selvfølgelighed kan vises frem, mens det er lidt sværere for herrerne - især af typen filosoffer eller redaktører, at få bukserne af ?
Man kunne jo også bare foreslå Jean Daniel at få lavet et kunstnerisk foto af sin bagdel - så kan det altid sættes på, når hans nekrolog en dag skal skrives.
Nå, bortset fra det, så var fotografiet af Simone de Beauovir virkelig rørende i al fald for undertegnede (http://information.dk/153076)
Så i stedet for at vi aldrig skal gøres til objekter på denne måde, nogen af os, er det måske vitterlig på tide, at alle, også mændene, smider kludene for fotofrafen, så vi kan få rørende fotografier til senere mindehøjtideligheder….

Weekenden over var der ikke “24 timers le Mans”, men hele tre dages diskussioner, om “Kvinder-mænd, hvilken forskel”. Visse af de deltagende filosoffer har chattet på le Mondes hjemmeside, hvor den interessante diskussion kan følges.På fransk…

 - det forklarede den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad her i efteråret til 800 personer på Colombia Universitetet i New York, og så fnisede de allesammen.
Det gør Le Mondes Jean Birnbaum ikke. Han laver i weekend- udgaven af den franske avis den smukkeste analyse af dette homofobe og og i det hele taget feminitetsfornægtende udsagn, fra et land hvor homoseksuelle forfølges, fængsles og udslettes.”Det seksuelle helvede ,det er de andre” lyder overskriften, sartriansk.

Et lille uddrag på dansk:

Inden valgkampens sidste runde er det svært ikke at tænke over, om kønseffekten ikke også spiller ind i den danske valgkamp - og i hvilken retning… Et eksempel kunne være~ i de tilsyneladende så “neutrale” termer, der bruges af de forskellige observatører. Helle Thorning Schmidt “vandt” over Fogh i tv-debatten. Hun havde argumenterne “knivskarpt klare”, og det overraskede Fogh. Han havde ellers tænkt sig at føre kampagnen over læsten ” at Thorning, hende kan man ikke stole på”. Nu ser tallene ud til at fælde Fogh. Det er ham man ikke kan stole på… hvis det er de hårde tal, det handler om… Det vi så lige her på ligestillingsblokken vil hæfte os ved, er problematikken omkring, hvorvidt det egentlig er godt at være vag eller ej? Når det nu synes, at være så oplagt en vej at sige om kvinder, at man ikke kan stole på dem, fordi de er vage for eksempel (en klassiker, men ikke desto mindre så ekstremt effektiv, at den kun kan tilbagevises ved at være “skarp”) Som vor egen Martin Burchardt forklarer det fra USA, kan en Giuliani slippe af sted med en parodi på Hilary Clinton, netop fordi hun er vag… tvetydig…

eller: Dna’aens metafysiske glidebane og dummere end politiet tillader det.

Spørgsmålet er nu atter rejst – nobelpristageren for opdagelsen af Dna’ens gåde, James Watson (han fik den sammen med Crick, jeg husker stadig min biologilærers nærmest liderlige begejstring for d’herrers forskningsresultater), er nu ude med udtalelser om at grunden til, at vi ikke kan få Afrika på fode, er, at vi helt fejlagtigt tror, at afrikanere har samme intelligens som os (hvide).
“Der er ingen reel grund til at tro, at de intellektuelle evner hos mennesker, der geografisk har været adskilt under deres udvikling, vil vise sig at være identiske. Vores ønske om se ligeligt fordelte fornuftsevner som en eller anden form for menneskelig arv, er ikke nok til at gøre dette sandt.”
Der er, ganske som med kravet om ligeret for kvinder og mænd, et spørgsmål der trænger sig på:

- Hvorfor ikke gøre forskel, hvis der ER forskel?
- Hvorfor ikke behandle kvinder og sorte anderledes, hvis de ER anderledes?

Nu her i dag klokken 13 er det så officielt:

Nicolas og Cecilia skal skilles. Sammen har de kæmpet sig op mod magtens tinde i Frankrig. Filosoffen Bernard Henri-Levy, der netop har generklæret sig mere venstreorienteret end de venstreorienterede, havde elles lige benyttet lejligheden til i øvrigt at erklære sin beundring for at der omsider var en kærlighedshistorie i Elysséepalæet.

Men den holdt altså ikke ”Les historie d’amour fini mal, en general” som en fransk sang lyder.

Og ligestillingsmæssigt er en præsidentfrues position da også ret speciel. Hvorfor forventes præsidentfruer egentlig ulønnet at gøre et kæmpemæssigt repræsentationsarbejde? Måske har Cecilia opdaget, at når man når toppen, ja så er der kun én, der er præsident ? Ikke mindst formelt, og præsidentposten er formaliteten inkarneret især i Frankrig. Faktisk er det et stort juridisk problem: en præsidentfrue kan ikke blive skilt uden mandens samtykke – da præsidenten er juridisk immun. Selv de grunde, der ellers kunne ramme en ægtemand, kan således ikke ramme en præsident. Han skal selv være enig i at ville skilles.

Hoppede De på denne overskrift? Jamen det er der ingen grund til, altså der er ingen grund til, at kvinder taler mere end mænd, af den simple grund, at det gør de ikke. Det er blot en af myterne om kønsforskelle der lever i bedste velgående. Og kanske én der snart rammer mænd i disse kommunikationstider, hvor en fordom om at snakke mere kan komme kvinderne til fordel.. En sammenligning af en hel række videnskabelige undersøgelser viser at forskelle i sprogbrug kønnene imellem er minimal: http://books.guardian.co.uk/extracts/story/0,,2181069,00.html

Vi (det er mig og mig) kan ikke dy os for at vise disse skønne nøgne franske mænd her dagen før det franske rugbyhold skal spille semifinale  i verdensmesterskabet, mod englænderne .De var helt ærligt lidt til grin da denne kalender udkom ved årsskfitet, men nu har de jo slået All Blacks, hvilket så er beviset på, at mænd godt både kan se godt ud og kunne noget. Tænke kan de stadig ikke ,selvom TF 1’s Claire Chazal her til aften gjorde et hæderligt forsøg på at få Sebastian Chabal til at sige noget. Og titlen på Det franske Rugbysholds kalender “Les Dieux du stade” er jo nærmest kvalmende tankeløs - det var tiltlen på Leni Riefenstahls nazisportpropagandafilm fra 1936.  Men hvad tilgiver man ikke, når det så godt illustreres - som på dette billede -  at det nok ikke er et æg, de er ved at lægge og skubber bagud, når de ligger i bunker….