Ugens klumme bliver den sidste Sandkasse i avisen. Samtidig lukker og slukker denne blog. Og så har jeg sagt min faste kontrakt op på Information. Baggrunden er meget banal, jeg har svært ved at få enderne til at mødes med to små børn, fuldtidsjob på universitetet og anmelderi og kommentarer oveni. Der skulle skæres et sted, det blev så her.

Man kan jo aldrig vide: Måske kommer der stadig et enkelt, sjældent pip af en anmeldelse i avisen. Men ellers er det tak for denne gang. Og tak for alle diskussionerne, både her på bloggen og hvor jeg ellers har mødt jer. Vi ses derude, f. eks. her.

Forlaget Hurricane har udgivet en rigtig fin og meget, meget lille kunstbog, Post it. Titlen passer, bogen ligner en lille gul Post it-blok. Inden i er der små tekster (nogle gange bare et par ord eller to) af Lars Skinnebach og tushtegninger af Cecilia Westerberg.

Jeg bør nævne, at Lars er en af mine bedste venner. Men det skal ikke holde mig tilbage: Der er tydelige ekkoer fra nogle af digtene fra hans sidste bog Din misbruger - et sted står der bare "Slik mig ren! Slik mig løs!" - og selve ordknapheden og de meget korte verslinjer minder om den sidste bogs sidste suite. Men teksterne i Post it er ikke så voldsomme, selvom blandingen af intimitet og afvisning og begær og ydmygelse stadig er et grundelement. Mange af dem er så korte, at de har karaktér af små sentenser snarere end hele digte: "Når du lyner gylpen ned/ synger et kor af udstødte", "Vasker du hår/ i benzin/ i hurtige/ længsler", "Dine værdier er frisureværdier/ redt til, tilbage til/ gejl og samfund".

Som man kan se, er henvendelsen til et du også et grundelement, og som det sidste eksempel viser,så har nogle af teksterne den samme og mærkelige form for stammen, som Lars også havde i Din misbruger. Og tegningerne? De er enkle, kluntede og uhyggelige. Deformt barnlige kroppe i sære stillinger og den slags. De og teksterne står meget fint sammen. Se mere her. Og så en sidste tekst:

To arrangementer i næste uge, som begge er gratis og helt sikkert er værd at tage ud til: Diskussion af Inger Christensens værk på KUA den 25. marts, Kritikersalon den 26. marts på Forfatterskolen. Sjovt nok er jeg involveret begge steder. Kom endelig!

Nedenfor følger flere oplysninger:

*

Den 25. marts udgiver tidsskriftet TRAPPE TUSIND et særnummer om Inger Christensen. I forbindelse med udgivelsen afholder vi [dvs. redaktionen, en gruppe studerende fra Litteraturvidenskab, TAN] et seminar-arrangement, hvor tre af bidragsyderne, Lilian Munk Rösing, Anne Gry Haugland og Henning Fjørtoft (N), suppleret af Tue Andersen Nexø som ordstyrer, vil diskutere centrale aspekter af forfatterskabet med hinanden og det fremmødte publikum. Herudover vil der være tostemmig oplæsning af Det ved digterne Lars-Emil Woetmann og Peter-Clement Woetmann og, hvis vi får klaveret stemt i tide, eventuelt sang.

Arrangementet foregår d. 25. marts kl. 17.00 i Roland Bar på Københavns Universitet, Karen Blixens vej 1, bygning 21, lokale 21.0.15 (stuen). Det er gratis, alle er hjerteligt velkomne.   *   Kritikersalon: Torsdag d. 26. marts kl. 20-22 tager et nyt kritikerpanel to etablerede 90’er forfattere under kærlig behandling. Christina Hesselholdt læser op fra Camilla and the horse, Thøger Jensen fra Høfde Q. Panelet består til denne anden salon af Søren Schou, Elisabeth Friis og Mads Eslund.

Sted: Forfatterskolens lokaler i Peder Skrams Gade 2A, København K.

Dagens klumme er her, den fortsætter hvor sidste uges klumme stoppede. Men læs hellere Mads Eslunds klumme, den er sjovere!

Idéen om en privat tendens i litteraturen har været oppe at vende andre steder den sidste uge. Janne Teller skriver om det her, Berlingskes Jens Andersen her. Hvad kan man sige? Andet end at vi går til spørgsmålet på meget forskellige måder.

Den dansk-norske kritiker Susanne Christensen nævner noget i kommentarfeltet her, som hun også nævnte da det nyligt overståede Frie Seminar i Litterær Kritik gæstede København:  "at en feministisk kritik er mere eller mindre ikke-eksisterende i DK, at kritikken ikke tager på sig at læse den politiske litteratur frem, som jo er så hypet, som om ’politisk litteratur’ skulle være en immanent kvalitet i litteraturen, men snarere tager kvælertag på den ud fra et underholdnings- og behagsperspektiv."

Erik Højer spørger i kommentarfeltet, hvor "de evindelige og oversete hovedværker" er blevet af. Det er svært at nå det hele, men her er et bud: Kristina Stolz’ lille digtpamflet Hjemstavn nr. 13, udgivet som nummer nul på hendes eget lilleforlag [Fingerprint] og uddelt gratis indtil lager ikke længere haves. Der er meget ekko af Lars Skinnebach i digtene, som Lars Bukdahl også har skrevet, hvilket jo ikke er en dårlig ting. Den radikale splintren, som gør det umuligt at forestille sig et rum bag ordene. Indlejringen af udfald og småreplikker og den udstrakte brug af en både intim og agressiv henvendelse, som om digtenes stemme hele tiden reagerer på noget eller nogen - som om digtets tvetydighed ikke ligger i det, der står (metaforer, der blander ild og vand og den slags) men i jegets tonefald. I det hele taget den stærke fornemmelse af én stemme, der er konstant gennem alle splinterne af sprog og halve billeder. Blandingen af idylliske fragmenter med ord fra en institutionel virkelighed.

Et digt lyder sådan her:

Af en eller anden grund skriver jeg ikke selv underrubrikkerne til mine klummer, ligesom jeg selvfølgelig ikke skriver billedtekster og de eventuelle småtekster, som henviser til klummen fra bogsektionens forside og indholdsfortegnelse. Det gør redaktionssekretærerne. Normalt er det helt problemfrit, men i denne uge har de strammet og drejet et par gange for meget.

For en god ordens skyld: Nej, digtere ses ikke "ofte også privat sammen med de journalister, der anmelder dem." Til gengæld er det litterære miljø så lille, at vi støder ind i hinanden til oplæsninger, laver tidsskrifter sammen, har læst samtidig på universitetet og så videre. Mange af os er også endt på Andys sammen efter det ene eller det andet arrangement. Man kommer hurtigt til at kende hinanden på samme måde som man kender sine kolleger i et stort firma - tror jeg, jeg har aldrig været ansat i et stort firma. Enkelte ses også privat, og dér er det den absolutte hovedregel, at man så ikke anmelder hinanden.

Derudover handler klummen ikke om, at "mange forfattere ses med anmelderne", den handler om Lone Hørslevs bog, som er et ret vildt og ekstremt eksempel, for så vidt som den handler om hendes skilsmisse fra forfatteren og kritikeren Martin Glaz Serup. Martin er en dynamo i det litterære miljø, derfor kender han enormt mange mennesker. Igen: Det betyder jo ikke, at han ser dem allesammen "privat", men det er derfor, problemet bliver særlig akut med Jeg ved ikke om den slags tanker er normale. Her kender man ikke bare forfatteren, men også de mennesker, der mere eller mindre direkte optræder i digtene.

Meget bizart: Her er anmelderen Mikkel Bruun Zangbenberg helt oppe i det røde felt, fordi anmelderen Lars Bukdahl mener det samme som ham om norske Øyvind Rimbereids bog Herbarium. Men bare gjorde det en måned før.

Den slags gør vel kun ondt, hvis man helst af alt i hele verden vil være anti-Lars Bukdahl. Men at definere sig negativt ud fra nogen er også at være uselvstændig.

Hvis man nu gerne vil læse - og se - mere til Julia Butschkows lille roman Apropos Opa, så bør man ikke nøjes med gårsdagens klumme. Man kan også diskutere med ovre hos Politiken, hvor Apropos Opa er månedens bog i læseklubben. Og man kan se et interview med forfatterinden fra Deadline.

I en klumme i dagens Weekendavis - selvfølgelig ligger den ikke på avisens hjemmeside, dér kan man til gengæld spille dumme netspil - afslører Lars Bukdahl, at både Marie Vinter og Jacob Stærmose er blandt de fyrede fra forlaget Borgen. Så vidt jeg kan se, så udgør de to tredjedele af forlagets samlede skønlitterære redaktion.

Det er ikke til at forestille sig, at Borgen fortsætter den samme udgivelsesprofil, nu de i det store hele har nedlagt deres skønlitterære afdeling. Hvilke forfattere vil de beholde? Hvilke opgiver de? Vil de stadig udgive lyrik? Vil de stadig udgive Hvedekorn, det vel nok ældste danske litteraturtidsskrift? På et tidspunkt ville det være rart med en afklaring, ikke bare for os læsere, men også for de involverede forfattere (og for redaktøren af Hvedekorn, dvs. Lars Bukdahl).