Information har fået aktindsigt hos Udenrigsministeriet og Udlændinge i en række dokumenter, der kaster nyt lys over den såkaldte tortursag fra Syrien, som justitsminister Brian Mikkelsen i dag skal i samråd om.

Som Information tidligere har beskrevet, blev MH fængslet af den syriske militære efterretningstjeneste, da han i maj 2007 rejste fra København til Damaskus. Ifølge MH blev han torteret, sultet og isolationsfængslet i en underjordisk celle. På det tidspunkt havde MH dansk opholdstilladelse og havde efter eget udsagn aldrig haft noget at gøre med hverken PET eller det almindelige politi. Men efter fængslingen i Damaskus og især efter den danske konsul i Damaskus, Ann-Mari Petersen, aflagde besøg hos efterretningstjenesten den 13, juni 2007, hvor hun fik at vide, at syrerne snart ville løslade og deportere MH til Danmark, begyndte Integrationsministeriet i København at inddrage MHs opholdstilladelse, fordi han nu af PET blev anset for at være til fare for Danmarks sikkerhed.

I fængslet i Damaskus fik MH oplyst af syrerne, at han kun blev holdt fængslet, fordi Danmark ville have det. Denne anklage fra MH underbygges nu af oplysninger i dokumenterne, f.eks. fremgår det af et notat om et møde den 5. august 2007 – forfattet af en dansk embedsmand, der er sendt til Damaskus i samme anledning – at syrerne tilbyder omgående at løslade MH, hvis Danmark anmoder om det. Hvad siger Danmark så til det? Ja, det kan du selv læse, hvis du klikker her for at komme til at læse de centrale dookumenter fra Informations aktindsigt.

Her kan du læse tre tidligere artikler i Information om tortursagen fra Syrien:

»Christianialoven (…) forudsætter og giver i hvert fald indirekte beboerne en vis retsstilling.«

Sådan er en del af ordlyden i en notits, som advokat Knud Foldschack er kommet i besiddelse af.

Han omtaler notitsen som ‘næsten en rygende pistol’, fordi notitsen, som er udarbejdet af Fæstnings- og Natursekretariatet (FNS) under Forsvarsministeriet den 20. februar 2003, drejer sig om »overvejelser om de retlige problemstillinger ved ophævelse af Christianialoven«.

Notitsen kommer til at spille en rolle, når Østre Landsret fra onsdag den 25. marts 2009 genoptager retssagen om Christiania med fokus på beboernes individuelle retigheder til bl.a. deres boliger.

Det hedder videre i notitsen: »Omfanget af beboernes brugsrettigheder og i et vist omfang ejendomsret kan kun fastslås efter en omfattende juridisk gennemgang. F.eks. er der beboere, der har en personlig tilladelse til at bo i en bestemt bolig på Christiania. det vil sige, at beboeren har modtaget en posotiv forvaltningsakt, som ikke umiddelbart kan tilsidesættes eller tilbagekaldes.«

Derfor har Forsvarsministeriets Christiania-sekretariat (FNS) »aftalt en nærmere drøftelse med Justitsministeriet for at få afklaret disse spørgsmål. Kan brugsrettighederne m.v. opsiges og i i givet fald med hvilket varsel? Hvad er situationen, hvis Christinialoven ophæves?«

Her kan du læse FNS-notitsen.

I årene efter Første Verdenskrig var Jyllands-Postens redaktør Hans Hansen (der altid signerede sine ledere med en firkant) stærkt antisemitisk. For Hans Hansen var jøder, tyskere og bolsjevikker ét og det samme, som der hurtigst muligt burde gøres op med.
En tilsvarende instilling havde den såkaldte Flue-Professor, Hans Jakob Hansen, der i en længere årrække var fast tilknyttet avisen, og hvis (mange) artikler ofte erstattede dagens leder - ifølge Jyllands-Postens egen hushistorie (Hvis De vi vide mere, hedder den).
Her kan du læse en artikel om JyllandsPostens antisemitisme med uddrag af ledere, skrevet af Hans Hansen og Hans Jakob Hansen.

Og her kan du læse, hvad ph.d og historiker Lene Sofie Bak fra Det Kongelige Bibliotek mener om Jyllands-Postens antisemitisme. Den er overraskende aggressiv og hadefuld, mener hun.

Denne artikel er IKKE en del af serien Fortidens Synder - men snarere en lille bonus til læserne.

Adgang forbudt for offentligheden! Sådan kunne der passende stå på det brevpapir, som “Sekretariatet for Arbejdsgruppen om administrativ udvisning” benytter. I hvert fald er det umuligt for offentligheden at få bare det ringeste kendskab til, hvad arbejdsgruppen foretager sig, ved hjælp af aktindsigt. Integrationsministeriets behov for hemmeligholdelse er så stor, at man rask væk skifter forklaring, når man skal forklare sig over for Ombudsmanden – men fastholder afslag på offentlighed.
Historien om arbejdsgruppen er følgende:
I sommer nedsatte integrationsministeren arbejdsgruppen, der skulle drøfte administrative udvisninger. Det skete det i kølvandet på sagen om de to tunesere, som
stod til administrativ udvisning uden domstolsprøvelse, fordi de angiveligt havde planer om at myrde JP-tegneren Kurt Westergaard.

Har den italienske fascistiske diktator været på besøg hos Jyllands-Postens redaktion i København?
Det var selvfølgelig alt for fristende: At lave en parodi på Jyllands-Postens reklameplakater, hvor avisen ved hjælp af tre internationale koryfæer (Mandela, Gandhi og Dalai Lama)  skaber et blikfang med teksten: Livet er lettere, hvis du ikke siger din mening…
Hvorfor ikke lave en reklameplakat med en internationalt kendt person, som Jyllands-Posten tidligere har været meget begejstret for? Mon ikke livet for den italienske Mussolini havde været lettere, hvis han ikke havde sagt sin mening?

Læs om - og se - hvordan en sådan plakat kunne se ud her

Så er vi kommet til niende og næstsidste artikel i serien FORTIDENS SYNDER - denne gang om de bevægede aprildage i 1975, da USA flygtede fra Sydvietnam.
Selv om en hel verden glædede sig over, at Vietnamkrigen nu så ud til at være forbi, var der ikke meget glæde at spore i Berlingskes og Jyllands-Postens spalter - snarere var de to store toneangivende borgerlige aviser på lederplads sure, sammenbidte og forknytte.
Og da statsminister Anker Jørgensen i Radioavisen den 30. april sagde sin mening, så for lederskribenterne helt op i det røde felt, fordi Anker havde kritiseret grundlaget for den amerikanske krigsførsel. Dét kunne han ikke tillade sig at sige, mente lederskribenterne på de to aviser, hvoraf Jyllands-Posten senere hen har udnævnt sig til en slags selvbestaltet ridder for den grænseløse ytringsfrihed.
Læs her artikel om det sidste kapitel af Vietnamkrigen

Og her kan du læse en oversigt over dækningen af Vietnams befrielse i Berlingske, Jyllands-Posten og Information

Så er det blevet tid at rette blikket mod det sydlige Afrika og Nelson Mandela i serien om udenrigsdækningen i Danmaerks to store toneangivende borgerlige aviser, Berlingske og Jyllands-Posten.
Denne gang med fokus på Jyllands-Posten og de primitive negre…
Som du måske har set, har Jyllands-Posten her i sensommeren  hængt reklameplakater på på husmurene, der hylder Mandela: Livet er  lettere, hvis du ikke siger din mening, lyder teksten på plakaten, der kobler avisen fra Viby sammen med Afrikas frihedshelt.
Så meget mere interessant er det at konstarere, at Mandela ikke just modtog megen støtte endsige opmærksomhed i kampen mod raceadskillelse fra Jyllands-Posten i årene, inden madela blev idømt livsvarigt fængsel.
Tværtimod - så viser en leder i Jyllands-Posten fra den 24. marts 1960 - det er tre dage efter den berygtede Sharpeville-massakre - at der var masser af forståelse for de sydafrikanske apartheid-tilhængere i redaktionsledelsen i Viby.

Så er det blevet tid til syvende afsnit af artikelserien FORTIDENS SYNDER, denne gang om avisledernes behandling af amerikanernes forfærdende bombardement af Nordvietnam i december 1972. Forhistorien er, at amerikanerne og vietnameserne efter langtrukne forhandlinger var blevet 99 procent enige om en våbenhvileaftale - men så brast forhandlingerne. Den amerikanske præsident Richard Nixon valgte så at gennemføre historiens hidtil værste luftbombardementer af den nordvietnamesiske hovedstad Hanoi og havnebyen Haiphong.
De brutale bombardementer fik en hel verden til at vende sig i afsky mod USA, ikke mindst den svenske statsminister Olof Palme, der sammenlignede amerikanernes krigsførelse med nazisternes krigsforbrydelser.
Interessant er det at se, at lederskribenten på Berlingske i en leder den 20. december faktisk støtter amerikanernes bombardement, inden avisen skifter linje - og er med i det globale fordømmende kor fra den 21. december 1972.
Her kan du læse artiklen: Da Berlingske skiftede mening fire dage før jul

Så er det blevet tid til sjette artikel i serien AFORTIDENS SYNDER, denne gang om Jyllands-Postens sprogbrug, når henholdvis det venstreorienterede sandinist-styre i Nicaragua skulle beskrives, og når den amerikanske præsident Ronald reagans såkaldte Iran-Contra-skandale blev omtalt.
I forhold til sandinisterne i Nicaragua, som i 1979 fordrev den USA-venlige diktator Somoza, brugte avisen en hård og direkte tone, der f.eks. til valget i efteråret 1984 ikke efterlod megen tvivl om, at Nicaragua var på vej mod en marxistisk et-partistat (at sandinisterne så senere tabte magten til de borgerlige ved et valg og forlod regeringsapparatet. viser hvor lidt ret avisen havde i den antagelse).
Omvendt, når avisen på lederplads skulle forholde sig til Reagan, så var tonen udglattende og i allerhøjeste grad behersket, når avisen behandlede præsidentens skandaler med hemmeligt våbensalg til trroristerne i Teheran og hemmelig pengeopverførsel til contraerne, som den amrikanske kongres havde forbudt militær hjælp til.

Så er vi kommet til den femte artikel i serien FORTIDENS SYNDER om Berlingskes og Jyllands-Postens dækning af visse udenrigspolitiske begivenheder under ungdomsoprøret.
Seriens femte artikel belyser, hvordan afsløringen af den såkaldte Pentagon-rapport i juni 1971 blev dækket i de to store borgerlige aviser.
Man har senere sagt, at den stolte amerikanske tradition for kritisk journalistik blev, om ikke født, så dog kraftigt næret af New York Times, Washington Post og andre store amerikanske avisers håndfaste optræden i den situation, hvor Nixon-regeringen af al magt forsøgte at stoppe aviserne i at offfentligøre den hemmeligt-stemplede rapport.
 
Selv om der er markante forskelle – Berlingske dækker klart rapportens afslørende indhold bedst – så gør ingen af de to aviser dét, som de amerikanske medier gør: benytter anledningen til selvkritisk at se på, hvordan den tidligere dækning af USAs engagement i Vietnamkrigen nødvendigvis må ”skrives om” – fordi Pentagon-rapporten utvetydigt viser, at USA gik ind i krigen på en løgn.