Tjald med fru Ditlevsen

Fra Skive Folkeblad over Ekstra Bladet til Information, DR’s ungdomsredaktion, chefredaktør, tilbage til Ekstra Bladet og indimellem på visit i reklamebranchen. Fra Christiania til Bornholm. Jacob Ludvigsen har levet omskifteligt, men hviler trygt i sit privatliv

Jacob Ludvigsens erindringer indledes med en anekdote. Hans far kommer hjem med et bundt røde løbesedler, hvorpå der står: »Jo flere læger, jo flere syge og desto flere sygdomme.« Fundet i et antikvariat i Fiolstræde. Men pointen er farens begejstrede kommentar: »De er trykt hos Damaskus!« Damaskus er den idealistiske trykker i Scherfigs Idealister, i virkelighedens verden Wilhelm Date.

Så er hjemmet karakteriseret: Et hjem med kultur, med et scherfigsk-satirisk, distanceret blik på verden, dog uden nogen skarp ideologi, ateistisk, men slet ikke kommunistisk.

Anekdoten karakteriserer også Jacob Ludvigsens egen mangel på ideologi. På et tidspunkt, hvor han både har været i Thylejren, været med i Projekt Hus, der rummede en skare, som kunne måle sig med Scherfigs persongalleri, samt været den, der skabte det hedengangne Hovedbladet og satte besættelsen af Christiania i gang, reflekterer han over, om han i virkeligheden nogen sinde har været venstreorienteret. Han når til det resultat, at han vist nærmest er hobbit. Ikke Frodo, men Bilbo, som meget mod sin vilje må forlade sit hyggelige hjem og drage på eventyr.

Gammeldags

Man kan godt læse erindringerne som en parallelberetning til fortællingen om Bilbo Sækker. I visse henseender forbliver Jacob Ludvigsen trygt gammeldags, selv om han hurtigt kastes ud i den frådende mediebranche. Da kæresten Elizabeth skal have et barn, hedder det højtideligt, at hun er ’frugtsommelig’. Samarbejdet med Jesper Klein om DR’s i sin tid kontroversielle Peberkværnen beskrives som ’fjællebodsløjer’, og bogens titel henviser til forfatterens forkærlighed for skræddersyede habitter, vest og slips.

Allerede som teenager opponerer Jacob Ludvigsen mod det moderne, nemlig den omsiggribende pop, hvilket bringer ham i avisen for første gang. Han dyrker den klassiske musik, og først med Beatles og Stones må han erkende, at der er sket noget med hans jævnaldrende, som ikke er til at overse.

Han er på en gang selvironisk og diskret elitær. Vi hører således, at hans første plade var Beethovens 8. symfoni. Punktum. Ingen forklaring på, hvorfor det netop var denne og ikke den populære 5., Skæbnesymfonien, eller den 6., Pastoralen. Man har vel kultur!

Bogen vrimler med portrætter af de mennesker, Jacob Ludvigsen har kendt. Et mangeårigt venskab med Dan Turèll beskrives med varme, Ekstra Bladets Victor Andreasen med venskabelig respekt, mens en Henning Prins optræder som Stasi-agent, da han sammen med et par andre en nat trænger ind hos Ludvigsen og foretager en husundersøgelse. Det er i forbindelse med intrigerne omkring Hovedbladet, den avis, Jacob Ludvigsen skabte, men på et tidspunkt blev mobbet ud af.

De muntre anekdoter er dog i overtal. Under et retsmøde foranlediget af, at en af vennerne har hejst DDR’s flag hjemme i haven, snuser Dan Turèll omkring og finder i en skuffe en lilla dommerkappe, som han tilegner sig. Efter hans død blev den solgt på Bruun Rasmussens auktioner.

Efter Christiania bosætter Jacob Ludvigsen og Elizabeth sig på Bornholm, og kampen for et frit Bornholm fylder en del. Sammen med andre opretter de Bornholms Nationalbank, hvis meget flotte sedler blev forbudt. Valutaen havde det med at dukke op i forkerte sammenhænge.

Og sammen med en kammerat fyrer Ludvigsen en fed i selskab med Tove Ditlevsen, der straks ønsker at smage på varerne. Ludvigsen og kammeraten bliver vinde og skæve, hvorimod fru Ditlevsen er helt upåvirket. Hun var som gammel narkoman vant til stærkere sager!

Lakonisk og lapidarisk

Der fyres, drikkes og spises i det hele taget meget. Karakteristisk for de miljøer, Jacob Ludvigsen færdes i, men en smule kedsommeligt at læse om. Dog er det i det store og hele sjovt at genopleve de fem årtier, hvorfra man som jævnaldrende med forfatteren jo genkender mangt og meget – fra indlæring af skråskrift med fjederpen og blækhus til Projekt Hus-flippere og det fugtige liv på en bladredaktion. Illustrationsmaterialet er i sig selv en historie, meget underholdende at gå på opdagelse i.

Man imponeres af det gåpåmod, der har præget Ludvigsens liv. Han går direkte ud af folkeskolen og ind i bladverdenens mesterlære, han tager sejre og nederlag i stiv arm, rejser sig hurtigt og er straks i gang med noget andet. Men det er også, som om livsrytmen har sat sig i skriften. Der er noget lakonisk, meddelelsesagtigt over hans tonefald – opsætning af lokalannoncer og morens tragiske død fortælles der om i samme lapidariske stil. Der dvæles ikke, og følelserne holdes tæt ind til kroppen. Habitten forbliver på.

 

Jacob Ludvigsen: Hobbit i habit. Erindringer. Rigt illustreret. 404 sider, kr. 350. (vejl.), Gyldendal

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Henning Prins

Til en Karen Syberg! Det er jo noget sjovt noget, når en gammel ven og kollega om taler ens person i spalterne som: "en Henning Prins". Jeg skal ikke kommentere Jakob Ludvigsens påstand om mine "stasi-metoder", blot gøre opmærksom på, at fru Elizabeth Jacobsen plyndrede succésen "Hovedbladet" totalt, og da regnskabets time nærmede sig, var vi et par stykker, der høfligt hentede de ti sorte affaldssække med bilag, den lille familie havde taget med sig fra redaktionen til destruktion. Og lad mig så lige sige, at jeg gang på gang har beskyttet dig mod de muligvis sandfærdige historier, folk har fortalt, bl.a. til Peter Øvig. Så hold bare op med det dér "en Henning Prins".
Med svag foragt forbliver jeg trods alt din gamle ven Henning Prins.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jacob Ludvigsen

Hukommelseskunstneren Henning Prins fremsætter ærerørige beskyldninger mod min hustru for at have plyndret Hovedbladet. Han er ikke rigtig klog, og andre ville straks udtage en stævning. Sandheden er, at da vi blev kuppet ud af Hovedbladet, havde vi end ikke til bussen hjem.

Prins hævder, at vi havde tilvendt os nogle sorte sække med materiale, der skulle destrueres. Rent vrøvl. Vi havde ganske rigtigt nogle postsække med papirer, og da han rystede dem ud på gulvet, kunne han se, at det var et privat arkiv - blandt andet med klip fra Ekstra Bladet, hvor han selv var omtalt. Det var så pinligt for ham og hans gauleiter, at de skyndsomst forlod vores hjem i Christiania, hvor de havde foranstaltet en natlig husundersøgelse.

Episoden indgår i min erindringsbog Hobbit i Habit.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Det lyder muntert, det her. Må vi få høre hr. Prins´ historier om anmelder Syberg.
Episoden med sækkene, der hældes ud på gulvet, minder om Kafkas "Slottet", hvor sognefogeden beordrer hustruen til at vælte alle de gamle arkivalier ud af skabet for at finde slottets oprindelige tilladelse til, at landmåler K var tilkaldt, eller i virkeligheden afvist.

anbefalede denne kommentar