Databloggen Store historier gemt i store datasæt Følg blog

12 års afstemningsresultater i Folketinget: Blokpolitik afløst af enighedspolitik

I dag kan Helle Thorning-Schmidts regering fejre to års fødselsdag. To år er gået, hvor der har været sagt og skrevet mangt og meget om, hvordan partierne kæmper om midtervælgerne, og at forskellene mellem dem er forsvundet. På Information har vi selv skrevet historier om en rød regering i en blå tid. At regeringen har glemt sine socialdemokratiske rødder. Og at midterpartierne dybest set er enige. Men hvor enige er partierne egentlig med hinanden? På hvilke områder gemmer der sig de største forskelle? Og hvordan har partierne rykket sig i forhold til hinanden de sidste 10 år? Det forsøger vi Databloggen at give et bud på i samarbejde med Niels Erik Kaaber Rasmussen fra dataanlyse-siden hvemstemmerhvad.dk.  

Niels Erik Kaaber Rasmussen har gennemtrævlet Folketingets hjemmeside for data, og indsamlet alle afstemningsresultater fra folketingssalen; fra Anders Fogh Rasmussens VKO-regering i 2001 til Helle Thorning-Schmidts SSFR-regering i 2013. Afstemninger i Folketinget er af flere grunde meget interessante – det er her, at den danske lovgivning formelt vedtages eller forkastes. Og partiernes stemmeafgivelser kan også ses som en indikator for, hvor langt fra eller tæt på hinanden to partier står. Jo mere enige to partier er med hinanden, jo oftere stemmer de det samme.

Stemmeafgivelsen kan ikke sige noget om processen frem til en vedtagelse. Hvem er gået på kompromis med hvem og hvorfor? Om afstemningen betydningsfuld eller ej, eller i hvor høj grad afstemningen er et resultat af taktik og strategi frem for egentlige politiske holdninger. Vi har derfor vist dataen til Flemming Juul Christiansen, lektor i politologi ved Roskilde Universitet, for på den måde at kunne sætte udviklingen ind i en kontekst.  

Socialdemokraterne

Vi præsenterer 8 grafer, der tager udgangspunkt i hvert sit parti, og de viser hvor enige, de resterende er i deres afstemninger. Radikale Venstre har eksempelvis været 100 procent enige med Socialdemokraterne i perioden 2012 til 2013 og ligger derfor helt i toppen af den første graf herunder, hvorimod Dansk Folkeparti med 54 procents enighed ligger i bunden. Nederst i grafens venstre hjørne, kan man desuden vælge mellem samtlige afstemninger samt afstemninger fordelt på de enkelte ministerier (En del ministerier har skiftet navn de sidste 12 år, nye er kommet til, mens andre er nedlagt. Vi har tegnet udviklingen, i det omfang det har været muligt, men der kan forekomme 'huller'.)

I anledningen af fødselsdagen lægger vi ud med en graf over Socialdemokraternes stemmeafgivelser.

Opgørelserne dækker alle afstemninger i folketinget, der er registreret af deres afstemningssystem og gjort tilgængelige via ft.dk - det omfatter afstemninger om lovforslag (1. 2. og (primært) 3. behandling), ændringsforslag, beslutningsforslag, vedtagelser, hertil kommer blandt andet indstillinger, afstemninger relateret til folketingets forretningsorden mv.

Generelt er enigheden mellem regeringen og Venstre højere i dag, end den har været de sidste 12 år. Venstre og regeringen stemte det samme i 75 procent af samtlige afstemninger i 2012-2013. Ifølge Flemming Juul Christiansen er en af forklaringerne, at regeringen fører en politik, der ligger forholdsvis tæt på de borgerlige partiers holdninger. Derfor er det naturligt, at de opnår markant støtte herfra. Derudover er regeringen bundet af en række forlig med VK, der stammer fra tiden i opposition. Afstemninger om større forlig indbefatter op mod hver tredje afstemning i Folketinget, og det medvirker til, at der i dag ses den store enighed mellem Regeringen og VK - eller manglende politiske forskel, som man også kunne tolke tallene.

Og netop forskellen mellem de to største partier, har over en tolvårig periode været noget tydeligere, end tilfældet er i dag. I valgkampsåret 2005 er partierne eksempelvis uenige i halvdelen af de politiske afstemninger. Flemming Juul Christansen forklarer, at den store uenighed skyldes VKOs sikre flertal i den periode kombineret med, at Socialdemokraternes strategi var at føre en hård linje overfor V og K. En uforsonelig stil, der manifesterer sig under Mogens Lykketofts valgkamp. Da Socialdemokraterne taber valget, bliver Helle Thorning-Schmidt ny formand. Med hende i spidsen føres en mere imødekommende stil i forhold til Venstre og Konservative, og enighedskurven stiger.

Hvis man ser specifikt på afstemninger fra Finansministeriet, træder der større politiske skel frem mellem den nuværende regering og opposition. Enhedlisten stemmer pænt i overensstemmelsen med SSFR, og er enig i 66 ud af 72 afstemninger. På den modsatte side befinder Liberal Alliance sig, som det mest uenige parti på det område. På spørgsmål fra Beskæftigelsesministeriet er Enhedlisten derimod det parti, der er mest uenig med regeringen - de er uenige 75 procent af afstemningerne i 2012-2013.

Socialistisk Folkeparti

SF har gennem lang tid bevæget sig ind mod midten af dansk politik, og er i dag langt oftere enige med Folketingets øvrige partier, end hvad de har været i mere end ti år. Det er kun Enhedslisten de har bevæget sig væk fra (samt i nogen grad LA). Partiet har over 50 år på bagen som oppositionsparti, og det er derfor forventeligt, at der er sket er holdningsskred, der aftegner sig i afstemningsspørgsmålene. Partiet har flyttet sig meget under Villy Søvndal - men bevægelsen mod midten startede endnu tidligere.

SF er i starten af nullerne meget uenige med VKO-regeringen, der har sin mest markante periode her. Dansk Folkeparti ligger særlig fjernt fra SF, og de to partier stemmer kun det samme hver fjerde gang. I 2004-05 igangsætter Holger K. Nielsen interne forandringer i partiet, hvor SF blandt andet skifter holdning til EU. Som et ja-parti, stemmes der mere overens med de andre midterpartier, og enigheden stiger en smule i den periode.

Efter valgnederlaget i 2005 bliver Villy Søvndal formand, og med ham i spidsen nærmer SF sig de borgelige partier endnu mere. Socialdemokraterne og SF indleder et egentligt samarbejde, hvor SF i bund og grund følger Socialdemokraternes politik, for at bevise at partiet er regeringsdueligt. Det tætte parløb ses i grafen ved den støt stigende enighed mellem de to partier. Samarbejde fører til en plads i den nuværende regering, hvor der føres politik, der for en stor del af tilfældene udgøres af tidligere forlig med VK. Som et ansvarligt regeringsparti er SF tvunget til at stemme overens med V og K, blandt andet på Forsvar-, energi-, folkeskoleområdet. SF i 2001 og SF i 2013 er to forskellige partier hvad angår afstemningsadfærd.

Radikale Venstre

Radikale Venstre og SF har tidligere ligget langt fra hinanden, men danner i dag regering sammen. I folketingssamlingen 2001-02 var RV således oftere enig med VK end med SF, som de i dag stemmer ens med ved alle afstemninger på grund af regeringssamarbejdet. Interssant er det også, at Radikale Venstre var mere uenige med Enhedslisten i 2001 end 'ærkefjenderne' fra Dansk Folkeparti.

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at regeringspartierne Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre i den seneste folketingssamling oftere har dannet flertal ind over midten Venstre, end med sit eget parlamentariske grundlag, Enhedslisten. Det forhold er interessant i forhold til opfattelsen af blokpolitik.

Enhedslisten

Enhedslisten har over tid nærmet sig samtlige partier i Folketinget med undtagelse af LA og SF, som de nu ligger ca. 10 procentpoint længere fra end i 2001. 'Protestpartiet' har rykket sig ind imod den politiske midte, og er mindre isoleret rent politisk end ved periodens start. I første samling med SSFR-regeringen stemte EL sammen med regeringen ved 78 procent af afstemningerne. I samlingen efter var enigheden faldet til 66 procent.

SFs ryk til højre har åbnet op for at Enhedslisten kan indtage en mere midtsøgende plads på venstrefløjen. Hvis SF oprindeligt kalkulerede med, at deres ryk til højre var risikofrit, fordi SFs vælgere ikke ville sive over til Enhedslisten, så tog de fejl. Interessante bevægelser er også enigheden mellem Dansk Folkeparti. I 2001 var partierne uenige på 80 procent af afstemningsspørgsmålene, i den seneste folketingssamlingen er det nede på halvtreds procent.

Venstre

Anders Fogh Rasmussens valgsejr i 2001 var et radikalt regeringsskifte, da det var første gang siden 1929, at partier til højre for Det Radikale Venstre opnåede et flertal. I VK-Regeringens første periode, markerede den sig kraftigt, og de politiske fronter blev trukket skarpt op.

Det er normalt at regeringspartier stemmer det samme, og over en tiårig periode stemmer Venstre og Konservative det samme hver gang. Efter 2011-valget er graden af enighed faldet til ca. 91 procent. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har bevæget sig væk fra Venstre efter 2011-valget, mens Venstre tilgengæld har nærmet sig regeringspartierne og Enhedslisten - eller måske den anden vej rundt. I den seneste folketingssamling har Venstre endda oftere været enig med regeringspartierne end med LA og deres tidligere støtteparti DF.

Konservative

De Konservative var Venstres tro følgesvend i nullerne, og deres afstemningsmønster er derfor identisk. Siden Regeringsskiftet har Konservative adskilt sig fra Venstre på lidt under 10 procent af afstemningern. Set på de enkelte ministerier er der få steder, hvor Venstre og Konservative er meget uenige.

 

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti var et trofast støtteparti under VK-regeringen med enighed på 90 procent. Et af de få områder hvor DF dog ikke automatisk var et støtteparti, var på EU politiske spørgsmål. Nogle gange stemte partiet alligevel for på området - for indrømmelsernes skyld. 

Interessant er det, at Dansk Folkeparti har bevæget sig væk fra VK efter 2011-valget og tættere på venstrefløjspartierne og RV. En del af årsagen kan nok findes i, at en høj grad af enighed mellem VK og DF var nødvendig, i perioden hvor DF fungerede som regeringsbærende støtteparti. Det er særligt ved afstemninger fra finansminsteriet, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er rykket fra hinanden. Fra at have stemt næsten identisk på det område i 10 år, faldt enigheden til omkring 50 procent ved sidste folketingssamling - ca. samme niveau som regeringspartierne.

Ved at vælge afstemninger fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrer og Intergration ses den store politiske forskel på Dansk Folkeparti og de restererende partier. I perioden 2004-2005 var Dansk Folkeparti næsten isoleret på de spørgsmål. Men siden Poul Nyrup Rasmussens famøse udtalelse om stuerenhed, har Dansk Folkeparti modereret sin kurs, og i den nuværende SSFR-Regeringen er det derfor ikke længere en selvfølge, at man ikke kan lave forlig med DF. Det ændrede forhold kan ses i grafikken, ved at regeringen og DF har nærmet sig hinanden.

 

Liberal Alliance

Som et meget nyt parti skal man nok passe på med at fortolke for meget ind i LA’s bevægelser. Tendensen siden 2007-valget er dog rimelig klar, nemlig at LA bevæger sig væk fra den politiske midte. Især øges uenigheden med højrefløjspartierne i Folketinget. Det kan forklares ved at Liberal Alliance er et nyt parti, og de derfor stemmer anderledes end de gamle partier for at markere deres profil. Fordi det er et nyere parti, har de heller ikke været bundet til at stemme for tidligere forlig i samme grad som de andre.

Det er særligt på spørgsmål fra Finansministeriet, at Liberal Alliacne distancerer sig fra de resterende partier. Eksempelvis var Liberal kun enige med de Konservative lidt over halvdelen af gangene i sidste folketingssamling - og for Venstre var enigheden helt nede på 40 procent.

Den samlede data bag graferne kan downloades her

Foto: Scanpix

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Jeg synes at det er svært at drage nogen konklusioner for en ikke politolog, men jeg forstår da at Venstre og Socialdemokraterne er blevet mere enige i deres førte politik.

"Det er normalt at regeringspartier stemmer det samme, og over en tiårig periode stemmer Venstre og Konservative det samme hver gang. Efter 2011-valget er graden af enighed faldet til ca. 91 procent. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har bevæget sig væk fra Venstre efter 2011-valget, mens Venstre til gengæld har nærmet sig regeringspartierne og Enhedslisten - eller måske den anden vej rundt. I den seneste folketingssamling har Venstre endda oftere været enig med regeringspartierne end med LA og deres tidligere støtteparti DF."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alan Strandbygaard

Jeg lader mig ikke besnære af de smarte videnskabelige vendinger.

Der hvor jeg kommer fra siger vi at socialdemokraterne og SF'erne er drejet til højre. Så meget at vi nu ikke længere har en reel venstrefløj - bortset fra Enhedslisten.

Det er helt fint med 'enighedspolitik'. Men hvad skal alle de mennesker gøre der ikke finder blå EU-politik attraktiv? De har jo ikke ret mange partier at stemme på længere.
Og det er i mine øjne et alvorligt demokratisk problem. Vi har egentlig fået amerikanske tilstande: Vælg mellem de blå eller de mere blå.

Jeg forstår udmærket der er så mange der melder ud at de ikke gider stemme mere. Hvorfor vælge mellem to onder, ikke at blive hørt alligevel, og endnu værre at blive snydt og forrådt?

Men, ja, vi har skam bemærket at alle de blå kan blive så rørende enige...

Brugerbillede for Kalle Nielsen

Alan - præcist sagt.
Det brede samarbejde er så vidt jeg lige kan bedømme en klar markering af,
at regeringspartiernes valgoplæg, partiprogrammer og regeringsgrundlag er blevet en del af et evigt spin fra en gruppe blå toppolitikere i regeringspartierne for at holde dem på taburetterne.

Og da regeringspartiernes bagland tilsyneladende ikke har modet til at lave den nødvendige udrensning - så har vi de amerikanske tilstande som du nævner. SF rensede faktisk godt ud - det kunne de to andre partiers baglande lære en del af .

Der er kun at sige fra og så stemme på og støtte alternativet - pt er der kun SF og Enhedslisten - de må jo så gå sammen om et fælles valgoplæg og markere forskelle og muligheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

I princippet er det godt med samarbejde. Men er vi utilfredse med resultatet, må vi stemme i protest på "yderpartierne" LA eller EL.(eller det "ny" Retsforbundet) - eller aflevere en blank stemmeseddel.
Er vi (de der føler sig snydt) ligeglade, fordi "det nytter jo alligevel ikke noget", eller vi (de politiske analfabeter) stemmer , fordi det er en borgerpligt, har vi et demokratisk problem.
Alan , det må være det modsatte af USA-tilstanden, hvor systemet er gået i baglås.

En forklaring på enighedspolitikken kan være, at politikerne ikke tænker og handler selv, men følger den herskende DJØF - NPM klasse - som ikke udskiftes demokratisk.

Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Det må da efterhånden være gået op for de fleste pragmatiske sjæle med en rimelig politisk bevidsthed, at den såkaldte ”enighedspolitik” i stedet for "blokpolitik", udelukkende skyldes den tragiske historiske kendsgerning, at seks ud af otte partier inde på Christiansborg har solgt Danmarks selvstændighed ud som nationalstat til EU i Bruxelles siden indgåelsen af Maastricht-aftalen i 1993 og EU-forfatningen (Lissabon-traktaten) i 2009, så de folkevalgte danske politikere og embedsmænd ikke er andet end dikkende lammehaler for ikke-folkevalgte embedsmænd og politiske lobbyister i Bruxelles, hvor de sammen med dansk presse er blevet fuldstændig korrumperet af EU-kommissionen.

Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance sidder rask væk året rundt og implementerer kritikløst alverdens vanvittige direktiver fra EU-kommissionen i Bruxelles, udarbejdet af ikke-folkevalgte embedsmænd, hvis afgørelser træffes på baggrund af oplæg fra mere end 15.000 professionelle lobbyister, der hver dag året rundt knokler for at påvirke det europæiske politiske system til glæde for deres arbejdsgivere i det private erhvervsliv, der består af store konglomerater og karteller fra hele verden.

Enhver borger kan ved at følge med i EU-partiernes arbejde på Christiansborg se, at de seks partier blot systematisk implementerer de af EU-kommissionen udstukne ”landespecifikke henstillinger” i dansk lovgivning uden bred folkelig debat af nogen art, selvom langt over halvdelen af befolkningen i dag ønsker en udmelding af den utopiske vision om Europas Forenede Stater, så vi kan få vores nationalstat tilbage og genopbygge et stærkt moderne industrisamfund med kvalitetsprodukter til hele verden som for bare 25 år siden.

Hele processen med ”enighedspolitikken” tog som nævnt for alvor fat efter indgåelsen af Maastricht-aftalen i 1993, selvom vælgerne året forinden havde stemt nej til unionen, og lige siden har SR-regeringen (1993-2001) og VK-regeringen (2001-2011) samt den nuværende SRSF-regering underkastet sig det antidemokratiske projekt, at skabe et Europas Forenede Stater hen over hovedet på 28 landes befolkninger, uden skelen til deres hidtidige nationale selvstændighed, sprog, kultur, traditioner og historie gennem mere end 1000 år.

Den eneste forskel på dansk indenrigspolitik og udenrigspolitik efter regeringsskiftet den 15. september 2011 er reelt, at samtlige stramninger på udlændingeområdet er ophævet efter Dansk Folkepartis frafald som støtteparti for VK-regeringen, hvorefter Enhedslistens pris for at overtage rollen som parlamentarisk grundlag for SRSF-regeringen, har været nærmest fri asyl til alle mennesker fra hele kloden, der kan nå frem til vores grænser med hjælp fra internationale kriminelle organisationer af menneskesmuglere.

SRSF-regeringen tog naturligvis VK-regeringens reformer til sig efter regeringsovertagelsen i 2011, fordi disse partier er fuldstændig kontrolleret bag kulisserne af ”mørkets fyrster” hos EU-kommissionen i Bruxelles, dette antidemokratiske makværk af dimensioner, som i de kommende år vil skabe et socialt og økonomisk helvede for vores etniske danske efterkommere, der systematisk er ved at blive forvandlet til et sølle folkeslag ud af mange i deres eget fædreland.

Men hvad skal alle vi frihedselskende demokrater efterhånden gøre med det ensformige daglige politiske ”brød og skuespil” med sin ”enighedspolitik” på Christiansborg for øjnene af alle os etniske danskere, når det store flertal af vores 179 folkevalgte politikere konstant ignorerer vælgernes grundlæggende ønske om en god selvstændig nationalstat, når især venstrefløjspartierne har den opfattelse, at nationalstaten Danmark ligeså meget tilhører en somalier, araber, iraker, pakistaner, tyrker, afghaner eller hvem som helst fra den store verden, der kommer hertil for at leve en arbejdsfri og multikulturel tilværelse på overførselsindkomster fra danskernes indtjening til bruttonationalproduktet, og hvor man har mere travlt med at udvise humanisme over for alle mulige andre folkeslag end sin egen befolkning med førstefødselsret til deres forfædres jord gennem 1000 år?

Lad os få nationalstaten Danmark tilbage fra det multikulturelle EU-monster.

Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen

Allan, du kom med en lidt dumsmart bemærkning: "smarte videnskabelige vendinger".

Mener du virkelig, at det at registrere, hvem der har stemt hvad i en periode på 12 år er "smart" underforstået uvidenskabelig?

Tallene taler deres eget tydelige sprog, uanset hvem, der fortolker dem. Det er det spændende ved videnskab i forhold til gøgl på Dyrehavsbakken af professor Tribini.

S og R følger hinanden slavisk - det er korrekt. Og det er forudsætningen for at kapre regeringsmagten. Det nye er SF, der har accepteret dette fait accompli.

Kigger du på Enhedslisten, så var de sådan set med de 3 andre i den røde blok - indtil de sidste 2 år - sjovt nok.

HVIS ikke SF var gået i regering, tror du så ikke, at SF havde fulgt med EL?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand

Spændende grafer at grave sig ned i, fx den første hvor alle partier nærmer sig Thorning-regeringens linje - mens "støttepartiet" EL efter første år dykker væk fra den. I afstemningerne fra Udenrigsministeriet hvor Danmarks krige indgår, ses et mere varieret billede. Min egen grafiske opstilling viser større enighed blandt de store partier, når man kun optæller krigene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

"Det er helt fint med 'enighedspolitik'. Men hvad skal alle de mennesker gøre der ikke finder blå EU-politik attraktiv? De har jo ikke ret mange partier at stemme på længere."

Hvad er blå EU-politik nu om dage? EU-tilhængere har efterhånden kun ét parti at stemme på nemlig Radikale Venstre. Alle andre partier i Folketinget er efterhånden EU-skeptiske i varierende og i nogle tilfælde ukendte grader. Både Venstres og Det Konservative Folkepartis EU-politik blafrer i vinden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

"Lad os få nationalstaten Danmark tilbage fra det multikulturelle EU-monster."

Ja, lad os få nazismen tilbage, som skabte så stor velstand i 30ernes Tyskland og Italien. Der er jo noget trygt ved diktatorer, marcher, støvletramp og deportationer af de, der skiller sig ud fra mængden. Det er ikke nemt at finde ud af livet i et samfund, hvor mennesker er forskellige, og ikke altid opfører sig forudsigeligt. Det skaber bedre sammehængskraft, når alle opfører sig som forventet, og er nogenlunde ens.

På den anden side var det måske bedre, om befolkningen nu i 2013 holdt op med at leve i 70erne, og accepterede resultatet af en folkeafstemning d. 2. oktober 1972. Desværre er det åbenbart for meget forlangt, sandsynligvis fordi hverken pressen el. uddannelsessystemet er indrettet til forandringer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristoffer Larsen

Danmark skal overholde konvergenskravene overfor EU.

Danmark er en åben økonomi for varer, kapital og arbejdskraft.

I Danmark står 100 virksomheder for 50 % af al eksport.

Skulle det så være nogen overraskelse, at der stort set ingen forskel er på partierne og deres politik hvis man ser bort fra de yderligtgående i EL, DF og LA.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Lad os få nationalstaten Danmark tilbage fra det multikulturelle EU-monster."

Snarere end at respræsentere noget kulturelt tolerant, repræsenterer EU-konstruktionerne noget repressivt og konformiserende ... one size fits all-paradigme og topstyring, som i det europæiske, politiske parnas anses for at være den bedst egnede styringsmekanismer. Af samme årsag vil EU fremme og provokere demokratisk resignation, hvormed vi har en konstruktion som øger de tilskuerdemokratiske tilstande, forcerer den politisk apati i befolkningerne ... fordi magtesløsheden tit og ofte lammer de sociale muskler og afstedkommer resignation. Resignation overfor vore grundfæstede, intrinsiske værdier - til fordel for forbrugerisme og utilitarisme.

Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Børge Rahbech Jensen, hvad i alverden har 1930`ernes totalitære nazisme i Tyskland og totalitære fascisme i Italien, at gøre med Danmarks opbyggede økonomiske velstand fra afslutningen på 2. verdenskrig og frem til nu, skabt inden for rammerne af demokratiet som verdens bedste politiske styreform, hvor vælgerbefolkningen hvert fjerde år går til frie valg, og har personlige frihedsrettigheder som privat ejendomsret, fri markedsøkonomi, fri næring, demonstrationsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, ligestilling og ytringsfrihed?

Giv mig venligst et hæderligt og anstændigt svar på dèt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Fine grafer der pænt og fint fortæller historien om hvor mange gange "de nærmest er faldet hinanden om halsen i afstemninger i folketinget", - men ikke fortæller noget om den førte politik der er årsagen hertil.

S, SF og R har ført en meget liberal linie med afgifter til hverdagsdanskeren, og skattelettelser for virksomhederne, betalt af de samme afgifter fra virksomhedernes medarbejdere, og hentet via nedsættelser af overførselsindkomsterne.
- Altså regulær borgerlig liberal politik.

- Det er bare ikke den baggrundshistorie vi får fra politikloen, og som hører til graferne for sammenstimlen omkring enigheden.

I realiteten en ret ligegyldig fortælling, der lige så godt kunne være en godnathistorie, - hvis altså ikke lige det var et socialdemokratisk mareridt for partiet vælgere i forhold til de kerneværdier som er socialdemokratiets igennem tiderne, men nu er helt forsvundet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Huulbæk Andersen

Det er måske relevant at gøre opmærksom på, at mange forslag aldrig når til afstemning - ofte forslag, som partierne bliver uenige om og trækker tilbage, eller forslag der falder for diskontinuitetsprincippet.

Hvis alle beslutningsforslag fx nåede til afslutning, ville resultatet måske være en del anderledes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Katrine Visby

Så kan jeg ikke lade være med at lægge dette link på.

En mand, der med stor sikkerhed forudsagde tilbage i 2009 at Helle Thorning ville blive den næste statsminister. Ifølge ham var det hele tilrettelagt, og skulle give indtryk af at der var forskel på rød/blå blok. Lidt langt ude vil nogle sikkert mene, men alligevel tankevækkende...

http://www.youtube.com/watch?v=WUz1DUsCDZo

Brugerbillede for Alan Strandbygaard

Hans Jørn Storgaard Andersen
03. oktober, 2013 - 11:34:

"Kigger du på Enhedslisten, så var de sådan set med de 3 andre i den røde blok - indtil de sidste 2 år - sjovt nok."

Nej, Hans Jørn. Det skal formuleres således:

"Kigger du på Enhedslisten, så var de sådan set med de 3 andre i den røde blok - indtil de sidste 2 år, da S og SF gik over i blå blok - sjovt nok."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Reinholdt

Hans Jørn Storgaard Andersen skrev: "Tallene taler deres eget tydelige sprog, uanset hvem, der fortolker dem. Det er det spændende ved videnskab i forhold til gøgl på Dyrehavsbakken af professor Tribini."

Tal taler aldrig deres tydelige sprog. De er intet uden analysen, fortolkningen og forståelsen, Og selv hvor disse forekommer givne og strengt logiske er de dog alligevel subjektive og afhængig af en given videnskabelig diskurs.
Alan Strandbygaard's eksempel ovenfor illustrerer netop dette.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen

Anders Reinholdt:Selvfølgelig taler tallene deres eget sprog.

Ligesom matematik er forudsætningen for kemi og fysik, så er statistik forudsætningen for sandsynligheder. Og så nærmer vi os .. politik.

Økonomer bruger gerne tal og kurver, arkitekter helst kurver og ingeniører udelukkende tal. Politikere blander det hele sammen ;-)

Så stemmeafgivningen i Folketinget er værdig til at blive kaldt upolitisk, det er betydningen, udlægningen af tallene, kurverne, der kan gøres til genstand for en debat.

Jeg er ikke enig i Allans re-vurdering. Alene fordi han kun leger med farverne rød/blå - og det er hans egen verden, ikke noget fra tallene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Reinholdt

Hans Jørn
Så vender vi den om og lader positivisten svare - hvad siger tallene, hvis du afholder dig fra enhver analyse, fortolkning, forklaring og forståelse? Og vil det overhovedet være meningsfuldt eller interessant?

Stemmeafgivningen i Folketinget er iøvrigt alt andet end upolitisk. Spørgsmålet er snarere: hvad ligger bag et tryk på en knap?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alan Strandbygaard

@ Hans Jørn

De Røde og de Blå?

Måske ville det være en god idé hvis du netop tænkte som den jævne befolkning gør. De deler nemlig tingene op i rød og blå, og sidder ikke og studerer statistikker og laver udregninger. Lige meget hvem du spørger i dette land, så vil de slet ikke være i tvivl om hvad du mener. Kald det højre eller venstre. Det er ikke kun et praktisk spørgsmål. for at kommentatorerne i TV har muligheden for at lave et konkurrence-show. Det er fordi Folketingssalen er delt op i to lejre: De der vil fordele pengene, og de der ikke vil. Det er så vanvittigt simpelt at dine øjne må trille ud af deres huler i måben, ikke sandt?

Der er to parter i denne verden: De besiddende og de der ikke-besiddende. Ejere og lejere. Virksomhedsejere og lønmodtagere (arbejdere). Sælger og køber. Lige netop den samfundsform du er helt vild med.

Der er dem der vil have det hele for sig selv, og så er der dem der bare gerne vil have del i det. Der er forskel på at ville have mere lighed og at ville have mindre ulighed. Det sidste er nok det der appellerer mest til dig, da du jo slet ikke kan forestille dig en verden uden de frie markedsmekanismer, hvor man har en fortjeneste på en vare eller en tjenesteydelse. En verden hvor du sælger en ting over dens værdi, for selv at modtage et overskud du kan leve af. Det i sig selv er jo lidt skævt, hvis man ser det fra et logisk basalt synspunkt. Men nok om det, da det jo i sidste ende er en endeløs filosofisk debat.

Du vil vel sagtens argumentere for at grænsen er blevet udvisket, og at det er tid til at smelte disse to parter sammen til et. Det har du forklaret en del gange. Men jeg kan sige dig at det aldrig vil ske. Mennesket er frygtsomt og usikkert. Det samler forråd til vinterens komme, for man aner ikke om den bliver mild eller hård. Tryghed er det helt essentielle for ethvert menneske. Præcis den tryghed dit parti netop har været med til at fjerne en kolossal del af.
Der vil altid være nogen der aldrig kan få 'tryghed' nok. Der er også de der har brug for at hæve sig gevaldigt over andre, enten fordi de inderst inde er bange for ikke at være noget værd, eller fordi der ikke var sukker på deres sukkermaddder som børn.

Vi har adskillige tusinde år på bagen nu. På intet tidspunkt har kampen om ressourcerne været anderledes. Det er fordi vores adfærd ligger i vore gener, som det har taget millioner af år at kode ind i dem. En adfærd der sikrer vor overlevelseschancer (Nøjagtig de samme mekanismer din regering benytter sig velvidende af, for at presse mennesker til noget de ikke bryder sig om). Det kan du ikke fjerne i løbet af et par år eller 100. Derfor er din drøm om en verden, hvor vi alle er medejere af vore virksomheder en utopi. En sammensmeltning af kapitalisme og kommunisme? Det vil aldrig fungere.
Kapitalismen vil æde kommunismen op. Og det er så sandelig ikke det der er meningen.
Kapitalismen kæmper hårdt for sin eksistens lige nu, og vil gøre det fremadrettet. Vi bliver flere og flere mennesker. Vi har fordoblet vort befolkningstal siden tredserne. Der bliver færre og færre ressourcer, og mindre plads at finde dem på.

Lad være med at ville bilde os ind at der ikke er to vægtskåle. Du kan jo ikke selv undvære dem. Dine frie markedsmekanismer ville jo ikke eksistere uden.

Men jeg er glad for at jeg kan provokere dig, Hans Jørn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Enighedspolitik er meget oppe i tiden. De har det fx også på Christiania, hvor de bruger et lidt "finere" ord om det: konsensusdemokrati. Som de siger derude: - Vi gør ikke noget før alle er enige og nogle gange kan det godt tage lidt langt tid. Der må man sige det går lidt hurtigere i Folketinget, hvor man stort set er enige om det meste allerede fra begyndelsen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frida Henningsen

Det er jo guddommeligt, at der er så bred politisk enighed om det store linier ! Det skaber den stabilitet, som Danmark har brug for, og så er det fint, at der på hver sin fløj er ekstremisterne fra henholdsvis DF og EL, som bjæffer, raser, skriger indimellem, så den store midte kan holde pulsen oppe.
Hvem der så skal sidde i Statsministeriet er en mindre væsentlige ting, så længe den store majoritet har en fælles erkendelse, hvad der skal til for at bringe Danmark sikkert ind i fremtiden - intet mindre end storslået !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen

Allan: Du deler godt nok tingene op i dele - men er der noget i vejen for at en lønmodtager, der bor i ejerbolig også ejer aktier? Og omvendt, at en direktør, der bor i lejebolig (ved vandet !) er ærkerevolutionær?

Det er jo det smukke ved vort samfund, at vi netop ikke er delt ind i båse, men frit kan vælge komponenter fra hylderne i Tivoli - eller Dyrehavsbakken, hvis du mener, at det er her, de mindre velstillede går hen?

Grænserne er udviskede - som du forudsagde, at jeg ville sige - og det skyldes faktisk SR-regeringerne siden 1924. Langsomt og roligt har vi fået et idealsamfund lige efter bogen.

Allan: Jeg kender ikke nogen i Danmark, der "vil have det hele for dem selv". Kan du komme med bare ét eksempel herpå? Måske en sportsstjerne, der tjener millioner ved at slå til en bold - eller en multikunstner?? Så har vi den herlige progressive skat, der gør, at vi tillader de astronomiske belønninger til de få talenter.

Jeg frygter, at dit samfund vil blive som et DDR, hvor alle er så lige, at de dygtige forsvinder eller bliver dummere end loven tillader. Fordi de bliver holdt fangne i kommunismens hellige pigtråd.

Derfor min tanke om at vi alle skal være medejere - hver på sin måde, men alligevel. Man kan enkeltvis investere - man kan gøre det kollektivt via pensionskasser. Det vigtige er, at vi ikke laver er samfund med .. DEM og OS.

anbefalede denne kommentar

Om Databloggen RSS

På Databloggen samler og præsenterer vi historier som tager afsæt i store datasæt.  Tips og ideer til databloggen@information.dk

Redaktør: Nikolai Thyssen

I redaktionen: Kristian Jensen, Johannes Wehner, Morten Wulff, Sebastian Gjerding