Etymologi
På oldgræsk betyder tillægsordet atheos (, fra det benægtende ἀ- + "gud") "gudløs". Særligt kom ordet i tiden omkring det 5. århundrede f.v.t. til at betegne en mere bevidst, aktiv gudløshed, hvor det fik bibetydninger af at "afskære relationer med guderne" eller "fornægte guderne" i stedet for de tidligere konnotationer af (asebēs), dvs. "ugudelig". Moderne oversættelser af klassiske tekster gengiver nogle gange atheos som "ateistisk". Som et abstrakt navneord fandtes også (atheotēs), "gudløshed" eller "ateisme". Cicero translittererede det græske ord til det latinske '. Betegnelsen blev hyppigt brugt i debatten mellem urkristne og hellenister, hvor begge parter nedsættende tillagde modparten det.
Definitioner og forskelle
Der er uenigheder om, hvordan ateisme bedst defineres og klassificeres, idet der strides om, hvilken overnaturlig entitet det kan gøre sig gældende for, hvad enten det er et udsagn i dets eget ret eller blot manglen på en, og hvorvidt det behøver en bevidst, eksplicit afvisning. En mangfoldighed af kategorier er blevet foreslået for at prøve at skelne de forskellige former for ateisme fra hinanden.
Rækkevidde
Noget af uklarheden og kontroversien, der er involveret i at definere ateisme, opstår fra vanskeligheden ved at opnå konsensus for definitionerne af ord som guddom og gud. Flerheden af vildt forskellige gudsopfattelser og guddommeligheder fører til varierende ideer angående ateismens anvendelighed. I kontekster, hvor teisme defineres som troen på en enkelt personlig gud, for eksempel er folk, der tror på en mangfoldighed af guddomme blevet klassificeret som ateister, heriblandt deister (såsom Thomas Paine) og endogså polyteister; omvendt anklagede de antikke romere kristne for at være ateister, fordi de ikke tilbad de hedenske guddomme. I det 20. århundrede er denne opfattelse blevet mindre velvilligt modtaget, eftersom teisme har udviklet sig til at indbefatte troen på enhver guddommelighed.
Ateisme står mest i kontrast til agnosticisme, når den definition af ateisme, der benyttes, er den påstand, at guddomme ikke eksisterer. De to standpunkter er dog overensstemmende for de ateister, der ikke hævder, at der findes nogen form for kendskab til guddommes manglende eksistens, og nogle ikketeister identificerer dem selv som agnostiske ateister. Der strides om, hvorvidt agnosticisme kan anses for at være ateisme; ellers kan også betragtes som et selvstændigt filosofisk synspunkt. Andre igen er fortalere for, at det ligger inden for ateismens rækkevidde.
Med hensyn til den række af fænomener, der afvises, kan ateisme dække over alt fra eksistensen af guddomme, til eksistensen af et hvilken som helst spirituel, overnaturlig eller transcendent koncept, såsom de hinduistiske og buddhistiske.
Implicit vs. eksplicit
Definitioner af ateisme varierer også i graden af den overvejelse angående forestillingen om guder en person må foretage for at kunne betragtes som ateist. Som nævnt i introduktionen ovenfor er ateisme også blevet defineret som synonymt med enhver form for ikketeisme, hvormed enhver uden en tro på eksistensen af mindst én guddom inkluderes som ateist. Det er blevet påstået, at denne brede definition inkluderer nyfødte og andre personer, der ikke er blevet udsat for teistiske ideer. Så langt tilbage som 1772 sagde Baron d'Holbach, at "Alle børn er født ateister; de har ingen forestilling om Gud." Ligeledes foreslog George H. Smith i 1979, at: "Den mand, der ikke har kendskab til teisme er en ateist, fordi han ikke tror på en gud. Denne kategori ville også indbefatte et barn med den forestillingsmæssige kapacitet til at begribe de involverede problemstillinger, men som stadig er uvidende om disse. Det faktum, at dette barn ikke tror på Gud kvalificerer ham som en ateist." Smith introducerede termen implicit ateisme som dækkende "fraværet af teistisk tro uden en bevidst afvisning af den" og eksplicit ateisme som dækkende den mere almindelige definition af bevidst vantro.
I den vestlige civilisation er den betragtning, at børn fødes som ateister, relativt ny. Før det 18. århundrede var eksistensen af Gud så universelt accepteret i den vestlige verden, at blot muligheden om sand ateisme var betvivlet. Dette kaldes teistisk innatisme – opfattelsen af at alle mennesker tror på Gud fra fødslen; inden for dette synspunkt var bibetydningen, at ateister simpelthen er i fornægtelse. Der er en betragtning, der hævder, at ateister hurtigt kommer til at tro på Gud i krisetider, at ateister foretager samtaler ved dødslejet eller at "der ikke er nogen ateister i skyttegrave." Nogle fortalere for denne opfattelse hævder, at de antropologiske fordele ved religion er, at religiøs tro gør mennesker i stand til at udholde modgang bedre (jf. opium for folket Karl Marx, Contribution to the Critique
of Hegel's Philosophy of Right, Deutsch-Französische Jahrbücher
February, 1844).
Logisk begrundelse
Emblem, som illustrerer den praktiske ateisme og dens historiske forbindelse til umoralsk opførsel, med titlen "Supreme Impiety: Atheist and Charlatan" fra Picta poesis af Barthélemy Aneau, 1552.]]
Den bredeste afgrænsning i ateismens logiske begrundelse er mellem praktisk og teoretisk ateisme. De forskellige former for teoretisk ateisme er alle afledt af et bestemt logisk eller filosofisk argument. Modsat kræver praktisk ateisme intet særligt argument og kan omfatte ligegyldighed over for idéen om eksistens af guder.
Praktisk ateisme
I praktisk eller pragmatisk ateisme, også kendt så apateisme, vil individer leve som var der ingen guder og forklare naturlige fænomener uden at ty til guddommeligheder. Eksistensen af guder benægtes ikke, men kan betegnes som unødvendige eller ubrugelige; guder bidrager i dette synspunkt hverken med mening til livet eller indflydelse på dagligdagen. En form for praktisk ateisme med konsekvenser for det videnskabelige samfund er metodologisk naturalisme – den "stiltidende indførelse eller antagelse af filosofisk naturalisme inden for videnskabelig metode med eller uden fuld accept eller tro på det."
Praktisk ateisme kommer i forskellige former:
- Udeblivelse af religiøs motivation – troen på at guder ikke motiverer moralsk handling, religiøs handling eller nogen anden form for handling,
- Aktiv udelukkkelse af problemet om guder og religion i intellektuel stræben eller praktisk handling,
- Ligegyldighed – udeblivelsen af nogen interesse for problemet om guder og religion, og
- Uvidenhed om idéen om en guddom.
Teoretisk ateisme
Teoretisk ateisme fremsætter eksplicit argumenter mod eksistensen af guder og modsvarer typiske teistiske argumenter som det teleologiske gudsbevis eller Pascals væddemål. De teoretiske grunde til at forkaste eksistensen af guder antager forskellige psykologiske, sociologiske, metafysiske og epistemologiske former.
Epistemologiske argumenter
I epistemologisk ateisme argumenteres for, at mennesket ikke kan kende til eller udtale sig om eksistensen af en gud. Grundlaget for epistemologisk ateisme er agnosticisme, der kommer i flere former: I immanensfilosofien er guddommelighed adskilt fra verden, herunder menneskets sind, og hver persons bevidsthed er låst i subjektet. Ifølge denne form for agnosticisme vil den resulterende perspektivbegrænsning umuliggøre enhver objektiv udledning om påstand af en guds eksistens troen på den. Kants rationalistiske agnosticisme og oplysningstidens filosofi accepterer kun viden udledt fra menneskets rationalitet; denne form for ateisme udsiger som grundregel, at guder ikke kan opdages og derfor ikke kan vides at eksistere. Skepticismen hævder, at sikker erkendelse er umulig, så man vil aldrig kunne kende til eksistensen af guder. Tildelingen af agnosticisme til ateisme er bestridt; den kan ligeledes betragtes som et uafhængigt, grundlæggende verdenssyn.
Andre former for ateistisk argumentation, som også kan kaldes epistemologiske og som omfatter logisk positivisme og ignosticisme mener at grundlæggende udtryk som "Gud" og udsagn som "Gud er almægtig" er uden mening og uforståelige. Teologisk nonkognitivisme udsiger at udsagnet "Gud eksisterer" ikke udtrykker en logisk proposition men er kognitivt meningsløst. Det er blevet diskuteret, om sådanne holdninger kan klassificeres under ateisme eller agnosticisme. Filosofferne Alfred Ayer og Theodore M. Drange forkaster begge kategorier og hævder, at begge lejre accepterer "Gud eksisterer" som en proposition; i stedet placerer de nonkognitivisme i sin egen kategori.
Metafysiske argumenter
Metafysisk ateisme er baseret på metafysisk monisme – det synspunkt at virkeligheden er homogen og udelelig. Ateister, som er tilhængere af absolut metafysik, tilslutter sig en form for fysikalisme og benægter dermed eksplicit eksistensen af ikkefysiske væsener. I relativ metafysik fastholdes en implicit benægtelse af et bestemt gudsbegreb baseret på fornuftstriden mellem tilhængernes individuelle filsofier og egenskaber der ofte tilskrives guder, såsom transcendent eller enighed. Eksempler på relativ metafysisk ateisme omfatter panteisme, panenteisme og deisme
Psykologiske, sociologiske og økonomiske argumenter
Filosoffer som Ludwig Feuerbach og Sigmund Freud argumenterede for, at Gud og andre religiøse trosspørgsmål er menneskelige opfindelser, som er skabt for at opfylde forskellige psykologiske og følelsesmæssige ønsker og behov. Dette synspunkt deles også af mange buddhister. Karl Marx og Friedrich Engels, som var inspireret af Feuerbachs arbejde, argumenterede for at religion og troen på guder er sociale funktioner, der bruges af magthaverne til at undertrykke arbejderklassen. Ifølge Mikhail Bakunin medfører "idéen om Gud frasigelsen af menneskelig fornuft og retfærdighed; det er den mest afgørende negation af menneskelig frihed og ender nødvendigvis i slavebindingen af menneskeheden, i teori og i praksis." Han omvendte Voltaires berømte aforisme om, at hvis Gud ikke eksisterede, da ville det være nødvendigt at opfinde ham, og skrev i stedet, at "Hvis Gud virkelig eksisterede, ville det være nødvendigt at afskaffe ham."
Logiske og evidente argumenter
I logisk ateisme argumenteres for, at de forskellige forestillinger om guder, såsom den personlige gud i kristendommen tilskrives logisk inkonsistente kvaliteter. Sådanne ateiser præsenterer deduktive argumenter imod eksistensen af guder; argumenter der hævder inkompabiliteten mellem visse karaktertræk som perfektion, skaberstatus, uforanderlighed, alvidenhed, uendelig godgørenhed, transcendens, ikkefysikalitet, retfærdighed og barmhjertighed.
Nogle ateister argumenterer ved Theodicéproblemet og mener, at verden, som de oplever den, ikke kan forsones med de kvaliteter, der ofte tilskrives guder af teologer: En alvidende, almægtig og kærlig Gud er ikke kompatibel med en verden, hvor der er ondskab og lidelse og hvor guddommelig kærlighed er skjult for mange folk. Et lignende argument tillægges Siddhartha Gautama, som grundlagde buddhismen.
Antropocentriske argumenter
I axiologisk, eller konstruktiv, ateisme benægtes eksistensen af guder til fordel for et "højeste" såsom menneskelighed. Denne form for ateisme foretrækker menneskelighed som den absolutte kilde til etik og værdier og tillader individer at løse moralske problemer uden at ty til Gud. Marx, Nietzsche, Freud og Sartre brugter alle dette argument i tilkendegivelsen af beskeder om befrielse og ubegrænset glæde.
En af de almindelige argumenter mod ateisme har været modsætningen – at benægtelsen af eksistensen af en retfærdig gud fører til moralsk relativisme og efterlader mennesket uden moralsk eller etisk grundlag, eller efterlader livet uden mening. Blaise Pascal diskuterede dette synspunkt i 1669.
Historie
Selvom termen ateisme opstod i det 16. århundrede i Frankrig er ideer, som i dag ville blive opfattet som ateistiske, dokumenteret tilbage til Antikken og den vediske periode.
Tidlig sydasiasisk religion
Ateistiske skoler kan findes inden for hinduisme, der ellers er en meget teistisk religion. Den fuldstændigt materialistiske og antiteistiske filosofiske Cārvāka-skole, som havde sin oprindelse i Indien omkring det 6. århundrede fvt. er formentlig den mest udtalte ateistiske retning i Indien. Dennegren af indisk filosofi er klassifieret som et heterodoks system og bliver ikke opfattet som en del af de seks ortodokse skoler inden for hinduisme, men den er værd at nævne som bevis på en materealistisk bevægelse inden for hinduisme. Chatterjee og Datta forklarer, at vores forståelse af Cārvāka-filosofi er ufuldstændig, baseret hovedsageligt på kritik af ideerne fra andre skoler, og at det ikke er en levende tradition:
"Selvom materealisme i en eller anden form altid har været til stede i Indien og der fra tid til anden er fundet omtaler i Vedaerne, Buddhistisk litteratur, Itihasaerne såvel som i senere filosofiske værker, finder vi ikke noget systematisk arbejde om materealisme og heller ikke nogen organiseret skole af dedikerede inden for denne retning, som man finder i de andre filosofiske skoler. Men næsten alle værker om de andre skoler konstaterer derimod materealistiske synspunkter. Vores viden om iskisk materealisme er hovedsageligt baseret på denne tese."
Andre indiske filosofier, der normalt regnes som ateistiske, inkluderer klassisk Samkhya og Purva Mimamsa. En afvisning af en personlig skaber ses også i Jainisme og Buddhisme i Indien.
Antikken
Vestlig ateisme har sine rødder i førsokratisk græsk filosofi, men udviklede sig ikke til et specifik verdenssyn før sidst i Oplysningen. Den græske filsof Diagoras fra det 5. århundrede fvt er kendt som den "første ateist", og han kritiserede både religion og mystik i stor grad. Kritias så på religion som en menneskelig opfindelse brugt til at skræmme folk til at følge en moralsk linje. Atomister såsom Demokrit forsøgte at forklare verden udelukkende ved hjælp af materealistiske argumenter uden at referere til det spirituelle eller mystiske. Andre førsokratikere, som formentlig havde ateistiske synspunkter inkluderede Prodikos og Protagoras. I det 3. århundrede fvt troede de græske filosoffer Theodorus og Straton af Lampsakos heller ikke, at guder eksisterede.
Sokrates (471–399 fvt) blev anklaget for impietet (se Eutyfrons dilemma), fordi han inspirerede til at stille spørgsmål ved statens guder. Selvom han bestred rigtigheden af anklagen om, at han var en "komplet ateist", ved at sige, at han ikke kunne være ateist eftersom han troede på ånder, blev han til sidst dømt til døden. Sokrates beder også til forskellige guder i Platons dialog Fedros og siger "ved Zeus" i dialogen Staten.
Euhemeros (330–260 fvt) udgav sine synspunkter om, at guderne kan var guddommeliggjorte herskere, erobrere og grundlæggere af fortiden, og at deres kulter og religioner i essensen var fortsættelsen af forsvundne kongedømmer og tidligere politiske strukturer. Selvom han ikke var fuldstændig af ateistisk overbevisning, blev Euhemeros senere kritiseret for at have "spredt ateisme over hele den beboede klode ved at tilintetgøre guderne".
Den atomistiske materealist Epikur (341–270 fvt) bestred mange religiøse doktriner, inklusiv eksistensen af livet efter døden eller en personlig gud; han regnede sjælen som rent materiel og dødelig. Mens Epikurisme ikke underkendte eksistensen af guder, mente han, at hvis de eksisterede, var de ubekymrede over menneskeheden.
Den romerske digter Lukrets (99–55 fvt) var enig i at, hvis der var guder, var disse ligeglade med menneskeheden og ude af stand til at påvirke den naturlige verden. Af denne grund troede han, at menneskeheden ikke skulle frygte det overnaturlige. Han fremstiller sine epikuræiske synspunkter på kosmos, atomer, sjælen, dødelighed og religion i De rerum natura ("Om tingenes natur"), som gjorde Epikurs filosofi populær i Antikkens Rom.
Den romerske filosof Sextus Empiricus havde det synspunkt, at man skulle holde sig fra at dømme om nogen form for tro - en form for skepticisme kendt som Pyrrhonisme—om at ingen tind i sin oprindelse var ondt, og at ataraxia ("fred i sindet") er opnåeligt ved at tilbageholde sin dom. Hans relativt mange overlevende værker havde en vedvarende påvirkning på senere filosoffer.
Betydningen af "ateist" ændrede sig i løbet af antikken. De tidlige kristne blev benævnt som ateister af ikke-kristne, grundet deres tro på hedenske guder. Under Romerriget blev de kriste henrettet for deres afvisning af de romerske guder generelt og kejserdyrkelse i særdeleshed. Da Kristendom blev den officielle religion i Rom under Theodosius I i 381, blev kristen kætteri en strafbar forseelse.
Tidlig middelalder til Renæssancen
Tilslutningen til ateistiske hodninger var sjælden i Europa igennem Middelalderen; metafysik, religion og teologi var de dominerende interesseområder. Der var dog bevægelser i denne periode, som fremførte heterodokse opfattelser af den kristne gud, inklusiv andre syn på naturen, transcendens og viden om gud. Individuelle og grupper så som Johannes Scotus Eriugena, David fra Dinant, Amalric af Bena og Brødrene af den frie ånd opretholdte kristne synspunkter med panteistiske tendenser. Nikolaus von Kues hældede til en form for fideisme han kaldte docta ignorantia ("tillært ignorance"), hvor han påstod at gud er håvet over menneskelig kategorisering og vores viden om gud er begrænset til gætterier. William af Ockham inspirerede til antimetafysiske tendenser med sin nominalistiske begrænsning af menneskelig viden til enestående objekter, og tilføjede at det guddommelige væsen ikke intuitivt eller rationelt kunne forstås af det menneskelige intellekt. Tilhængere af Ockham, så som John af Mirecourt og Nicolaus af Autrecourt fremmede hans synspunkter. Den resulterede deling mellem tro og fornuft påvirkede senere teologer så som John Wycliffe, Jan Hus og Martin Luther.
Renæssancen gjorde meget i retning af at udvide rummet for fritænkning og skeptiske undersøgelser. Individder så som Leonardo da Vinci søgte at eksperimentere for at kunne forklare og modsagde sig argumenter fra religiøse autoriteter. Andre kritikere af religion og kirken i denne tid inkluderede Niccolò Machiavelli, Bonaventure des Périers og François Rabelais.
Demografi
Det er svært at opgøre antallet af ateister i verden. Respondenter i undersøgelser om religiøs tilhørsforhold definerer ofte ateisme forskelligt eller trækker forskellige linjer mellem ateisme, ikke-religiøs tro og ikke-teistisk religiøs og spirituel tro. Dertil findes der mennesker i nogle dele af verden, der afholder sig selv fra at registrere sig som ateister for at undgå social stigma, diskrimination og forfølgelse. En undersøgelse fra 2005 udgivet i Encyclopædia Britannica konstaterer, at de ikke-religiøse udgør omkring 11,9% af verdens befolkning, og ateister omkring 2,3%. Denne opgørelse inkluderer ikke de, der er tilhængere af ateistiske religioner såsom nogle buddhister. En opinionsundersøgelse fra november–december 2006 udgivet i Financial Times viser resultater for USA og fem europæiske lande. Den konstaterer at amerikanere oftere udtrykker en tro på en form for gud eller enestående skabning (73%). Af de adspurgte europæiske voksne var italienerne de, der oftest udtrykker en tro (62%) og franskmændene sjældnest (27%). I Frankrig erklærede 32% sig selv som ateister og dertil 32% agnostikere. En officiel undersøgelse fra EU fremstiller tilsvarende resultater: 18% af EU's befolkning tror ikke på en gud; 27% hævder at der eksisterer en eller anden form for "ånd eller livskraft", mens 52% erklærer en tro på en specifik gud. Andelen af troende stiger til 65% blandt de, der har forladt skolen som 15-årige; respondenter, der anså sig selv for værende fra en rettroende familie, troede i flere tilfælde på gud end respondenter, der følte deres opdragelse manglede faste regler.
Et brev publiceret i Nature i 1998 refererede en undersøgelse, der påpegede, at tro på en personlig gud eller liv efter døden var på det laveste niveau nogen sinde blandt medlemmer af National Academy of Science, hvoraf kun 7,0% troede på en personlig gud sammenlignet med mere end 85% af hele USA's befolkning. Samme år lavede Frank Sulloway fra Massachusetts Institute of Technology og Michael Shermer fra California State University en undersøgelse, som viste at 64% af stikprøven, som bestod af "credentialed" voksne fra USA (12% havde Ph.D'er og 62% havde en collegeuddannelse) troede på gud, og korrelationen indikerede at religiøs overbevisning mindskedes med uddannelsesniveau.
En invers korrelation mellem religiøsitet og intelligens er blevet fundet i 39 studier udført mellem 1927 og 2002, ifølge en artikel i Mensa Magazine. Disse resultater korresponderer fint med en statistisk metaanalyse fra 1958 af Professor Michael Argyle fra University of Oxford. Han analyserede syv videnskabelige undersøgelser, der havde undersøgt sammenhæng mellem tilgang til religion og målt intelligens blandt studerende fra USA. Selvom der blev fundet en klar negativ korrelation, kunne analysen ikke fastslå kausalitet, men bemærkede at faktorer så som en autoritær opvækst og social klasse også kunne have del i forklaringen.
I den officielle australske folketælling fra 2006 i spørgsmålet HVed er personens religion? markerede 18,7% af den samlede befolkning boksen ingen religion eller skrev et svar, som klassificeredes som ikke-religiøs (fx humanisme, agnostisk, ateistisk). Dette spørgsmål var valgfrit og 11,2% svarede ikke på det. I 2006 stillede den new zealandske undersøgelse spørgsmålet Hvad er din religion?. Af de der svarede havde 34,7% ingen religion. 12,2% svarede ikke på spørgsmålet.
Ateisme, religion og moral
Selvom folk, der identificerer sig selv som ateister, ofte antages at være irreligiøse, benægter visse grupperinger inden for større religioner eksistensen af en personlig skabende guddom. I de seneste år har visse religiøse trosretninger, såsom ateistisk eller humanistisk jødedom. og kristen ateisme, samlet et antal åbne ateistiske tilhængere.
Da der i den positive ateismes strengeste forstand ikke forudsættes andet om specifik tro end udeblivende tro på guddommeligheder, kan ateister have et antal spirituelle overbevisninger. Af samme grund kan ateister have vidt forskellige etiske overbevisninger omfattende alt fra den moralske universalisme i humanisme, som fordrer at et moralsæt anvendes konsistent på alle mennesker, til moralsk nihilisme, som hævder at moral er uden mening.
Selvom det er en filosofisk truisme, som er omfattet af Platons "Euthyfrons dilemma", at gudernes rolle i afgørelsen af, hvad der er rigtigt og forkert, er enten udnødvendig eller tilfældig, har argumentet om, at moral må afledes fra Gud og ikke kan eksistere uden en vis skaber, været et vedvarende indslag i politisk, om ikke i så høj grad filosofisk, debat.
Moralske forskrifter såsom "mord er forkert" ses som guddommelige love, der kræver en guddommelig lovgiver og dommer. Mange ateiser argumenterer imidlertid for, at legalistisk behandling af moral involverer en falsk analogi, og at moral ikke afhænger af en lovgiver på samme måde som love gør det.
Filosofferne Susan Neiman og Julian Baggini (og andre) hævder, at det at opføre sig etisk udelukkende på guddommeligt mandat ikke er sand etisk opførsel men blot blind lydighed. Baggini argumenterer for, at ateisme er et overlegent grundlag for etik og hævder, at et moralt grundlag uden for religiøse bud er nødvendigt for at evaluere det morale i buddene selv – for, for eksempel, at være i stand til at opdage at "du må stjæle" er umoralsk selv hvis ens religion foreskriver det – og at ateister derfor har fordelen af at være mere tilbøjelige at foretage sådanne evalueringer. Den samtidige britiske politiske filosof Martin Cohen fremlægger det historisk mere afslørende eksempel om bibelske påbud der støtter tortur og slaveri som evidens for, hvordan religiøse påbud følger politiske og sociale skikke snarere end omvendt, men han bemærker også, at den samme tendens lader til at være sand for tilsyneladende for lidenskabsløse og objektive filosoffer. Cohen udvider argumentet i større detalje i Political Philosophy from Plato to Mao med baggrund i Koranen, som han mener generelt har haft en uheldig rolle i bevarelsen af middelalderlige kodekser gennem ændringer i det verdslige samfund.
Ikke desto mindre har ateister som Sam Harris argumenteret for, at vestlige religioners afhængighed af guddommelig autoritet kan give anledning til autoritarisme og dogmatisme. Der gælder, at religiøs fundamentalisme og ekstrinsisk religion (når religion accepteres fordi det tjener andre mere ultimative interesser) er korreleret med autoritarisme, dogmatisme og forudfattethed. Dette argument bruges, kombineret med andre historiske begivenheder, der postuleres at demonstrere farerne ved religion, såsom korstogene, inkvisitionerne og heksejagte, ofte af antireligiøse ateister i retfærdiggørelsen af deres synspunkter.
Se også
- Agnosticisme
- Ateistisk Selskab
- Deisme
- Determinisme
- Fri vilje
- Panteisme
- Religion
- Sekularisme
- Skepticisme
- Spirituelt relaterede emner
- Teisme
Noter
Referencer
Yderligere læsning
-
-
-
-
- Flynn, Tom, ed. (2007). The New Encyclopedia of Unbelief. Prometheus Books. ISBN 1-59102-391-2.
-
-
-
-
-
-
-
-
- Mackie, J. L. (1982). The Miracle of Theism: Arguments For and Against the Existence of God. Oxford: Oxford UP. ISBN 0-19-824682-X
-
-
- Martin, Michael, ed. (2007). The Cambridge Companion to Atheism. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 0-521-60367-6
- Martin, Michael & Monnier, R., eds. (2003). The Impossibility of God. Amherst, NY: Prometheus. ISBN 1-59102-120-0
- Martin, Michael & Monnier, R., eds. (2006). The Improbability of God. Amherst, NY: Prometheus. ISBN 1-59102-381-5
- McTaggart, John & McTaggart, Ellis (1930). Some Dogmas of Religion. London: Edward Arnold & Co., new edition. published 1906 ISBN 0-548-14955-0
-
-
-
-
- Russell, Paul, (2005). Hume on Religion (Stanford Encyclopedia of Philosophy).
-
- Smith, George Atheism: The Case Against God, (1974). ISBN 0-87975-124-X
- Stenger, Victor J. (2007). God: The Failed Hypothesis. How Science Shows that God Does Not Exist. Amherst, NY: Prometheus. ISBN 1-59102-481-1
-
Eksterne henvisninger
-
- – Omfatter links til organisationer og hjemmesider-
- Positive atheism: Great Historical Writings – Historiske skrifter sorteret efter forfatter.
- Religion & Ethics—Atheism på bbc.co.uk.
- Secular Web library – Bibliotek med både historiske og moderne skrifter; en resurse med frit tilgængeligt materiale om ateisme.
- The Demand for Religion – Et studium i ateismes demografi af Wolfgang Jagodzinski (University of Cologne) og Andrew Greeley (University of Chicago and University of Arizona).
- AtheistWiki – AtheistWiki, en wiki for ateister, som ikke er relateret til Wikimedia Foundation.
