Joel Coen (født 29. november 1954) og Ethan Coen (født 21. september 1957) er amerikanske filminstruktører, manuskriptforfattere og filmproducere.
Siden debutfilmen Blood Simple i 1984, har Coen-brødrene markeret sig som nogle af Hollywoods mest originale filmskabere. De skriver, instruerer og producerer sammen deres film, der ofte er stiløvelser over gamle Hollywoodproduktioner. Endvidere klipper de dem under det fælles pseudonym Roderick Jaynes.
Coen-brødrene har vundet flere prestigefyldte filmpriser heriblandt De Gyldne Palmer, Oscar for bedste originale manuskript, Oscar for bedste filmatisering, Oscar for bedste instruktør og en Oscar for bedste film (som de delte med Scott Rudin).