Vi praler af at være blandt verdens bedste demokratier, men er det kun for etniske danskere, eller tør vi udvikle os til et samfund, hvor det ikke handler om hudfarve, religion og etnisk oprindelse, men hvor det handler om de demokratiske rettigheder til den enkelte?
Staten skal ikke blande sig i, hvordan der undervises i skolerne, mener undervisningsminister Bertel Haarder, der afviser ideen om en statslig myndighed for historieundervisning, som de har i Sverige
Ungdommen skal med den nye demokratikanon åbenbart kun høre idylhistorie, hvori der egentlig aldrig har været modstandere af demokrati. Ikke et ord om, at Danmark var på kanten af en borgerkrig i 1885. For vi danskere er jo så - demokratiske
Der er gået politik, måske endda partipolitik, i diskussionen og kritikken af den nye demokratikanon. Er den domineret af Cepos-tankegange, eller fremhæver den tværtimod det socialdemokratiske velfærdssamfund i et forskønnende lys?
Hvor langt kan og skal vi gå i denne synkronisering af vore kroppe og sjæle? Lige nu virker det som om, at der er tale om en endeløs disciplinering af den danske befolkning. Først skulle smagsdommerne ud. Siden har vi set en kulturkanon, en litteraturkanon og nu også en demokratikanon. Mon der kommer en sundhedskanon?
At demokratiudvalget fremhæver Grundtvig og Hal Koch som chefideologer i vort demokrati er ikke mere end ret og rimeligt. Men det at betegne Spinoza som den første demokrat i nyere tid er simpelthen noget sludder
