DR2 er DR's anden licensfinansierede tv-kanal og søsterkanal til den bredere og mere folkelige DR1.
Profil
I modsætning til den brede og folkelige moderkanal DR1 satser DR2 på smallere programmer med f.eks. samfundsdebat og satire. Specielt de første år havde kanalen det tvetydige folkelige tilnavn "Kanal Klog", men i de senere år har indholdet til en vis grad skiftet karakter, så der også på denne kanal kan findes populære udsendelser. Et eksempel er fredagsprofilen, der er målrettet mod et ungt publikum med hurtig og til tider grovkornet satire suppleret med seriøs behandling af rytmisk musik. Denne profil kan ses som et modspil til DR1s fredagprofil, der satser på brede, familievenlige programmer. DR har beskrevet forskellen i de to kanalers programstrategi således, at DR1 med sit bred appellerende programudbud skal være vores kanal, mens DR2 med den smalle profil skal være min kanal. Fold ud
Dækning
Kanalen gik i luften 30. august 1996. Fra starten kunne den kun modtages via kabel og satellit og nåede dermed ud til knap 60% af befolkningen, hvilket gav anledning til utilfreds hos de licensbetalere, der ikke kunne se med.
I de øvrige medier blev kanalen hånligt omtalt som den “den hemmelige kanal” pga. dens meget lave seertal set i forhold til DR's oprindelige målsætning og til de relativt få andre kanaler, der sendte i Danmark på den tid. De lave seertal skyldtes bl.a., at kanalen kunne ses af væsentligt færre end DR1 og TV 2. Desuden var programfladen tilrettelagt uden et naturligt flow mellem programmerne henover en aften, hvilket gjorde det svært at fastholde seerne på kanalen. I efteråret 1997 blev programfladen lagt om, så hver aften fik sit eget tema.
En politisk aftale i marts 1999 gav DR2 adgang til at søge om sendetilladelse på en række ledige frekvenser på det jordbaserede sendenet, der bl.a. var reserveret til lokal-tv. Målsætningen var at bringe dækningen op på 80% af befolkningen. Den første lokale sender blev etableret 29. maj 2000 i Hadsund, og en række andre blev etableret henover landet i løbet af sommeren.
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre
åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.
Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os:
web@information.dk
Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere.
Vær med til at gøre Wikipedia bedre.