Etnografi har historiske forbindelser til rejsebeskrivelser og skildringer af kolonier. Selvom etnografien udvikledes indenfor antropologien bruges den nu i de fleste samfundsvidenskaber, fra sociologi til politologi til at opnå kvalitativ viden om forskellige gruppers kulturer, verdensopfattelser og handlemønstre. Den etnografiske er særligt central for de konstruktivistiske og relativistiske videnskabelige paradigmer, da metoden er særligt egnet til at belyse minutiøse forskelle i hvordan forskellige samfundsgrupper forstår og opfatter verden.
Begreberne antropologi og etnografi benyttes ofte synonymt. I Danmark skyldes det bl.a., at Københavns Universitet har doceret antropologi, mens Aarhus Universitet har undervist i etnografi og socialantropologi (nu hedder faget Antropologi og Etnografi). Etnografi refererer i høj grad til det beskrivende element og kan derfor ses som et mere specifikt begreb end antropologi, der bredt betyder "læren om mennesket". Kirsten Hastrup og Jan Ovesen nævner i Etnografisk grundbog fra 1990, at stadig flere danske etnografer har benyttet titlen antropolog for at "markere en mere teoretisk orienteret holdning". Det nævnes i samme bog, at kontinentaleuropæere traditionelt har kaldt sig etnografer, mens amerikanere har valgt kulturantropolog og briter socialantropolog som et udtryk for fokus på henholdsvis kultur og sociale systemer.
Udgangspunkt
Det er en stiltiende forudsætning for etnografien, at de befolkninger, der beskrives, enten er ens i henseende til levevilkår og levemåde eller kan siges at indgå i et opgavedelt samfund, hvor den enkelte bidrager til helheden inden for en vel afgrænset og let erkendelig helhedsramme (stamme, folk eller nation).
Metode
Genstand for etnografien er dels de i samfundet anvendte redskaber og deres brug, dels næringerne og deres tilpasning til de stedlige, naturgivne omgivelser, samfundsforhold, religiøse forhold og endog sproglige forhold. Det er dog kun hos naturfolk, at det er muligt at overskue og direkte iagttage de herhenhørende fænomener. Hos kulturfolkene er kulturbesiddelsen så rig, og de enkelte sider så sammensatte og indviklede, at det er umuligt at udrede disse forhold klart og udtømmende gennem umiddelbar iagttagelse af dem. Det forstås da, at etnografien af praktiske grunde nærmest kommer til at dreje sig om naturfolkene. I Vesteuropa fx vil etnografiske iagttagelser kun kunne gøres rent sporadisk, for så vidt der kan være befolkninger i visse egne, der har bevaret en enkel kultur og en simpel leveforms nøje forhold til naturen. Almindeligt er det desuden, at der i kulturfolket - mest i dets lavere klasser - er bevaret rudimenter eller levn (survivals) af gammel sæd og skik eller tro, der var levende i naturtilstanden, men som nu kun er bevaret i kraft af inertiens lov. Til studiet af disse rester udvikledes i begyndelsen af 1900-tallet en særlig videnskabsgren: læren om folkeminderne (engelsk: folklore, tysk: Volkskunde).
Oversøiske områder
Den egentlige (europæiske) etnografi må altså komme til at interessere sig mest for kulturen uden for Europa, og den vil ifølge sin metode og sine direkte synspunkter bedst kunne studere de lavere eller, om man hellere vil, de enklere kulturer. De første spirer til etnografisk iagttagelse og beskrivelse går tilbage til tiden efter de store opdagelser. Selve navnet etnografi skal første gang forekomme i Carsten Niebuhrs beskrivelse af sin, for den danske regering foretagne, rejse i Arabien 1762-67. Fremhæves bør det, at på tysk bruges hyppig ordet Völkerkunde i betydning af etnografi, mens man i England og Amerika som betegnelse for det samme begreb hyppigere bruger cultural anthropology eller ethnology.
Tidlige tilgangsvinkler
Efter den her fremsatte anskuelse er da etnografien en videnskab, der mere er knyttet til en metode og til visse synspunkter end til et bestemt afgrænset emne. Genstand for etnografiske studier kan de kulturer og kulturforhold blive, der er tilstrækkelig enkle og usammensatte. Egnet til at gøre etnografiske iagttagelser er den forsker, der er i stand til at anvende de af etnografien nærmest naturvidenskabelige metoder på kulturelle objekter. At der hertil kræves særlig uddannelse, er en opfattelse, som først gradvist vandt frem i løbet af det 20. århundrede. Tidligere havde etnografien fået sine dyrkere fra højst forskellige lejre, fra filologi, historie, arkæologi, naturvidenskab, psykologi med flere, og det er følgelig intet under, at de forskellige forskere så sagen fra højst forskellig side, og at de også har været højst afvigende indbyrdes i deres meninger om, hvorledes etnografi skulde opfattes. Det videnskabelige stof, som etnografen får at arbejde med, kan indordnes under en af 3 grupper. Det kan være selve de genstande, der er forfærdiget og har været brugt af de pågældende folk; det kan være litterært stof, eller det kan være etnografens egne iagttagelser "i Marken", drejende sig om såvel redskaber som sociale forhold, familieliv, religiøse forhold og andre træk i det studerede folks dagligliv eller højtider og særlige begivenheder.
Etnografiske samlinger
De materielle genstande eller de etnografiske sager samles nu om stunder især i de etnografiske museer. I tilknytning til disse kan man tale om en særlig gren inden for etnografien, nemlig den såkaldte museums-etnografi, der i flere henseender står arkæologien nær, lige som også dens mænd for en stor del har fået deres uddannelse på de arkæologiske museer, hvad der i første instans har været til gavn for etnografien som arkæologiens lidt yngre søstervidenskab. Som den anden gruppe nævnes det litterære stof, der forefindes ikke alene hos andre nyere forskningsrejsende, men også spredt i forskelligartede værker lige fra oldtiden til vore dage. Med anvendelse af den fornødne kildekritik kan der ad denne vej tilvejebringes værdifulde etnografiske oplysninger. Endelig er der de direkte iagttagelser i marken eller den side af faget, som man kan kalde felt-etnografi. Det er afgjort den mest betydningsfulde side af etnografien, og i ingen henseende stilles der større fordring til dyrkeren i retning af uddannelse og personlige evner med hensyn til iagttagelse, indlevelse og forståelse.
I henseende til indsamling af materiale gjorde etnografien store fremskridt i løbet af det 20. århundrede. Bearbejdelsen af det allerede tilvejebragte materiale vidner yderligere om, at etnografien er en ung videnskab, hvis muligheder langt fra er udnyttet fyldestgørende. Blandt vanskelighederne ved bearbejdelsen af indsamlede oplysninger skal nævnes, at det er så sammensatte forhold, det drejer sig om, at deres behandling kræver særlige evner til kritik og mangesidig betragtning. Eksempelvis kan nævnes problemerne om etnografisk inddeling, om udvikling og om forfald i kulturen samt om årsagerne til kulturel udvikling. Med hensyn til det sidste punkt kan der være tale om påvirkning og lån fra andre kulturer, eller der kan være tale om opståen på stedet (autochthonitet). Som et par særlig vigtige grupper af stedlige årsager til kulturelle ændringer på lavere kulturtrin kan nævnes den geografiske tilpasning og arbejdsdelingen. I førstnævnte tilfælde kommer etnografi til at støtte sig til antropogeografien, mens den i det andet må drage nytte af sociologiens synspunkter. På den anden side benytter antropogeografien etnografien som hjælpevidenskab, og på lignende måde kan sociologien umuligt opbygge sine lærebygninger uden at støtte sig til etnografi. Det samme gælder religionsvidenskab og mange andre videnskaber, som man tidligere søgte at opbygge spekulativt, men som man nu har indset må have en etnografisk basis.
Historie
Som de første spirer til etnografisk opfattelse plejer man at nævne ægypternes sondring i deres malerier mellem 4 ulige folkeslag samt den kendte folkeliste i Genesis (kap 10). En videnskabelig etnografi var dog hele oldtiden og middelalderen igennem lige til de store opdagelsesrejser en umulighed på grund af manglende kendskab til de folk, der stod uden for den europæiske og mediterrane kulturkreds, og mange fantasier og misforståelser fik plads i datidens fremstillinger. Først de store opdagelsesrejser i det 18. århundrede, den udstrakte europæiske kolonisation og missionsvirksomhed samt de videnskabelige ekspeditioner gav mulighed for det europæiske etnografis opståen, men det var endda først efter midten af 19. århundrede, at der kan tales om en videnskabelig etnografi. Til gengæld tog denne en voldsom vækst i flere lande, og der fremkom etnografiske arbejder fra spredte naturfolk jorden over. Der var dog i virkeligheden kun et enkelt større område, hvor forholdene tillod dybere og grundigere undersøgelser, og det var i Nordamerika, hvor den amerikanske ethnology kunne arbejde under gunstigere forhold, end noget andet land har kunnet byde.
Den vågnende interesse for etnografi gav sig udslag i dannelsen af en række videnskabelige selskaber i de forskellige lande. På opfordring af M. W. F. Edwards stiftedes 1839 i Paris Société ethnologique, der dog ophørte allerede 1848, men hvis interesser genoptoges af det 1859 grundlagte Société d’Anthropologie, der dog under Broca’s ledelse for en væsentlig del dyrkede antropologiske opgaver. I New York stiftede Gallatin og Schoolcraft 1842 American ethnological Society, der eksisterede en snes år, men allerede da havde fået en afløser i den grundede Smithsonian Institution. I London stiftedes 1843 Ethnological Society, der 1871 gik op i Anthropological Institute of Great Britain and Ireland. Yderligere kan nævnes Gesellschaft für Anthropologie, Ethnologie und Urgeschichte i Berlin og Anthropologische Gesellschaft i Wien.
Blandt etnografiens grundlæggere og mest fremragende ældre dyrkere kan nævnes: J. G. Prichard (1786-1848), Th. Waitz (1821-1864), Oscar Peschel (1826-1875), Friedrich Müller (1834-1898), A. Bastian (1826-1905), der var grundlæggeren af det store Museum für Völkerkunde i Berlin, H. Schurtz (1863-1903), F. Ratzel (1844-1904), E. B. Tylor (1832-), D. G. Brinton (1837-1899), der var grundlægger af den amerikanske skole i etnografi, samt J. W. Powell (1834-1902), der gennem mange år var leder af det amerikanske Bureau of Ethnology i Washington. Af amerikanske etnografer bør yderligere fremhæves O. T. Mason, W. H. Holmes, F. Boas med flere. Af danske etnografer kan nævnes museumsetnografen Kristian Bahnson (1855-97), østgrønlændernes opdager og beskriver G. F. Holm samt forskere af polarfolk som Kaj Birket-Smith, Hans Peder Steensby og William Thalbitzer. Også kulturgeografen Gudmund Hatt har ydet fremragende bidrag til etnografien.
Eksterne henvisninger
- Steinhauer: "Indledende Bemærkninger om Etnografien og dens Methode" (Geografisk Tidsskrift, Bind 2; 1878)
- Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind VII (1918), s. 522-524; opslag: Etnografi
Noter
Se også
- Dansk Etnografisk Forening
- Jordens Folk - Etnografisk tidsskrift
