Kirkehistorie (lat. Historia ecclesiastica) er en af de fire klassiske teologiske discipliner, og er sammen med studiet af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente en af de historiske discipliner inden for kristen teologi. Kirkehistorie er som akademisk fag optaget af kirken som objekt for videnskabeligt arbejde. Kirke forstås bredt, omfattende både institutionshistorie, socialhistorie og idéhistorie. De to første dækker i stor grad kristendommens praksis og den sidste historisk teologi som kristendommens teori gennem historien. En smallere forståelse af historisk teologi lægger vægt på kirkens dogmehistoriske udvikling.
Kirkehistorie benytter sig af samme metodiske grundlag som både historiefaget, idéhistorie og religionshistorie.
Eusebius af Cæsarea (ca. 300) regnes normalt som kirkehistoriens far, men som den kritiske kirkehistories grundlægger regnes normalt Johann Lorenz von Mosheim (ca. 1750). Fold ud
Kirkehistorien kan inddeles i perioderne:
- Oldkirken (ca. 100-450)
- Kirken i Middelalderen (ca. 450-1500)
- Reformation (ca. 1500-1600)
- Kirken efter reformationen (ca. 1600- )
Se også
Ekstern henvisning
- I en "FAGBESKRIVELSE: KIRKE- og DOGMEHISTORIE" kan man se følgende beskrivelse og inddeling:
II. Kirkehistorien i det teologiske studium.
Det kirkehistoriske studium udgør sammen med det eksegetiske og det systematiske hovedområderne i det teologiske studium. Af praktiske og pædagogiske grunde har man inddelt kirkehistorien i 6 perioder:
- Kirkens historie indtil år 400.
- Kirkens historie 400-900.
- Kirkens historie 900-1300.
- Kirkens historie 1300-1600.
- Kirkens historie 1600-1800.
- Kirkens historie 1800-
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre
åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.
Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os:
web@information.dk
Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere.
Vær med til at gøre Wikipedia bedre.