Nationalsocialismen havde mange forskellige udspring, og ideologiens parti NSDAP flirtede en overgang med kommunisterne.
Meget firkantet sagt er den en hybrid mellem en meget nationalistisk konservativ indstilling og en "socialdemokratisk" og fascistisk økonomi.
Hvad der kendetegnede Nationalsocialismen og gjorde den væsensforskellig fra andre totalitære strømninger som fascismen, var racetænkningen. Al historie er racekamp, var opfattelsen. Denne racetænkning udmøntede sig på to måder:
Antisemitisme
Den udprægede antisemitisme, der havde sine rødder i tysk racisme overfor jøder, omtalte Adolf Hitler i Mein Kampf, hans politiske testamente skrevet i fængslet i 1924. Her gjorde han det klart, at jøderne var skyld i Tysklands ulykker, og at han måtte finde en løsning på "jødeproblemet".
Jøderne blev brugt som syndebukke for dårlig økonomi i forhold til fjendtlige nabostater.
Herrefolket
Herrefolket er den nationalsocialistiske grundideologi. Opfattelsen var heller ikke ny; den beroede på den historiske antagonisme mellem germanske og slaviske og romanske befolkninger. Især slaviske folkeslag blev opfattet som underlegne i forhold til den germanske race.
Ideen om det tyske folks ret til Lebensraum udsprang af denne tænkning. Konceptet Gross-Deutschland dækkede over ønsket om et enormt Tyskland, der mod vest stort set bevarede de hidtidige grænser, men mod øst strakte sig langt ud på de asiatiske stepper. Hitler forestillede sig, at de slaviske folkeslag - som han regnede for underlegne - skulle skubbes længere mod øst og udelukkende fungere som slavearbejdere for herreracen. Det tyske folk skulle bosætte sig som gårdejere og opfylde en mytisk, romantisk opfattelse af det selvstændige landbrugsliv som den egentlige urtilstand, hvori det tyske folk rettelig hørte hjemme.
Historie
Tyskland før den nazistiske magtovertagelse
Uddybbende artikel Weimarrepublikken
Baggrunden for den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 findes i dens forløber, den demokratiske Weimarrepublik. Den var præget af store problemer. Kommunister og ekstreme nationalister, der begge afskyede det borgerlige liberale demokrati, opnåede flertal ved flere valg, men kunne ikke samarbejde. Selv om de demokrati-støttende partier sad på magten, var regeringsledelsen meget vanskelig.
De økonomiske problemer, der fulgte Wallstreetkrakket i 1929 og fik arbejdsløsheden til at runde fem millioner, gav Weimarrepublikken dødsstødet.
Under Weimarrepublikken fik højrenationale kræfter succes og med tiden især NSDAP med dets populistiske paroler. Det formåede at forene en udbredt nationalisme med befolkningens ønske om enhed og folkeligt sammenhold.
Tyskland under nazismen 1933-1945
1933 Hitlers magtovertagelse
Den 30. januar blev Adolf Hitler af Rigspræsident Paul von Hindenburg udnævnt til rigskansler i Weimarrepublikken. Hindenburg udskrev samtidigt et valg, der skulle afholdes i marts 1933. I den korte tid op til valget udnyttede ledende nazister i regeringen samtlige muligheder i regeringsstyrelsen for at konsolidere sig. Især rigsdagsbranden fik afgørende betydning. Da det viste sig, at den var påsat af en noget forvirret hollandsk anarkist, var nazisterne ikke sene til at benytte sig af den generelle frygt for kommunister til at få præsident Hindenburg til at forbyde kommunistpartiet og anholde mange af deres ledere. Dermed var deres direkte konkurrent til magten ryddet af vejen. Kommunistspøgelset var i øvrigt noget NSDAP var dygtige til at fremmane.
Ved rigsdagsvalget i marts 1933 opnåede Hitler og hans støtteparti over 50 procent af stemmerne og kunne dermed regere alene. Ved løfter og tvang lykkedes det den 23. marts Hitler og NSDAP at få også andre partier til at stemme for "Ermächtigungsgesetz", og dermed opnå de to tredjedeles flertal, der krævedes for en forfatningsændring. Kun socialdemokraterne, det eneste tilbageværende venstreparti, stemte imod. Parlamentet havde med historikeren Sebastian Haffners ord nedlagt sig selv uden sværdslag.
"Ermächtigungsgesetz" gav Hitler ret til i fire år at indføre love uden om parlamentet. Med vedtagelsen af "Ermächtigungsgesetz" var den uindskrænkede magt til NSDAP og Hitler en realitet og den sidste rest af en retsstatlig Weimarrepublik væk.
Konsolidering af magten 1933-1936
NSDAP begyndte straks under Hitlers ledelse at udnytte den uindskrænkede magt til at fjerne al opposition og til at samle landet under partiet. Allerede i maj 1933, blot to måneder efter magtovertagelsen, blev alle fagforeninger tvunget ind i Den tyske arbejderfront, der var en fagforening styret af den nazistiske topledelse.
Kort efter kom det til forbuddet mod socialdemokraterne og lukningen af samtlige andre tidligere partier. I juli 1933 blev det vedtaget, at oprettelsen af nye partier var forbudt, og at NSDAP var det eneste lovlige parti i Tyskland. Hitler havde udnyttet sine beføjelser til fulde.
Endvidere begyndte det, der på tysk kaldes Gleichschaltung, 'ensretning'. Ordet betegner den proces, der sikrede NSDAP magten over de formelt selvstyrende delstater i Tyskland. Delstaterne mistede efterhånden flere og flere opgaver og rettigheder, og styringen af de mindre regionale enheder overgik i løbet af 1933 fuldstændig til NSDAP´s kontrol. Udover dét blev den frie presse erstattet af en fuldstændig partistyret presse.
I løbet af 1933 og 1934 kom en del uafhængige statslige institutioner direkte ind under nazistpartiets kontrol. Det gjaldt kulturministeriet og kirken, og listen kan fortsættes, for det var efterhånden uklart, hvad der var stat, og hvad der var parti. Den amerikanske iagttager Ernst Fraenkel beskrev denne udvikling i sin bog med den meget sigende titel "Dual State".
Økonomien i vækst
Den tyske økonomi var allerede før Hitler blevet mere og mere statslig styret, og med NSDAP tog denne udvikling fart. Delvis inspireret af Franklin Delano Roosevelts succes med New Deal påbegyndte Tyskland store anlægsprojekter. Især motorvejsnettet blev udbygget. Udover at formindske arbejdsløsheden og skabe bedre rammer for handlen havde motorvejene også en meget vigtig militærstrategisk fordel, der skulle lette transporten af tropper, materiel og kampvogne mellem den østlige og vestlige del af Tyskland.
Det økonomiske boom og den faldende arbejdsløshed og stigende produktion var kun halvt finansieret ved skatter og andre statsindtægter. Det var nødvendigt at optage store lån, og den tyske statsgæld blev firedoblet fra 1933 til 1939. Denne ekspansion førte til alvorlige problemer for den tyske valutabeholdning, da der ikke blev produceret varer nok til en eksport, der kunne finansiere den stigende import.{
Ekspansion og aggression - optakt til krig 1937-1939
Med udmeldelsen af det svækkede folkeforbund i 1933 signalerede den nazistiske ledelse tidligt, at den ikke var interesseret i samarbejde.
I november 1937 gjorde Hitler det klart for sin udenrigsminister, at han ville løse de påståede Lebensraum-problemer ved at udvide det tyske rige med Østrig og Tjekkoslovakiet.
Østrig havde efter 1. verdenskrig levet en noget omskiftelig tilværelse. Østrig havde aldrig været et egentligt land, men var til 1918 en del af det østrig-ungarske kejserrige. Efter 1. verdenskrig så mange gerne en forening med det tyske rige: den gamle stor-tyske løsning, som var forpasset i 1871, da Ententen forbød det og ved Versaillesfreden. Mange frygtede et stærkt Tyskland. I 1933 blev Østrig styret autoritært af Engelbert Dollfuss og derefter af Kurt Schussnigg.
Efter et tysk ultimatum til den østrigske regering måtte den opgive at bevare østrigsk selvstændighed og træde tilbage. Umiddelbart efter i marts 1938 marcherede tyske tropper ind i Østrig. Mange østrigere bifaldt denne udvikling og tog godt mod de tyske tropper. Mange talte om Østrigs indtræden i det tyske rige som "Heim ins Reich". Første del af Hitlers udvidelsesplaner var lykkedes uden de mindste problemer.
Ved München-konferencen i september 1938 vandt Adolf Hitler sin hidtil største udenrigspolitiske sejr. Stortyskland havde i lang tid arbejdet på at få tilbagegivet de områder af Tjekkoslovakiet, hvor der var tysk befolkningsflertal. De europæiske ledere besluttede med en blanding af frygt og forståelse for det tyske ønske at tvinge Tjekkoslovakiet til at afgive Sudetenland. De sudetertyske områder i Tjekkoslovakiet blev nu overgivet til det tyske rige.
Et halvt år senere skulle det vise sig ikke at være nok. Trods sine løfter truede Hitler den tjekkiske regering til at gå af, og tyske tropper kunne i marts 1939 uhindret besætte Tjekkoslovakiet. Tyskland havde besat et fremmed og uafhængigt land, og var sluppet fra det uden at løsne et eneste skud.
England og Frankrig besluttede nu at afvige fra den hidtige Appeasement-politik, der ikke havde kunnet bremse Hitlers fremmarch, og de udstedte en garanti til Polen, det næste land i rækken for de tyske Lebensraum-planer. Det stod klart for de fleste i Europa, at Hitler og hans parti ikke skyede nogen midler for at få en krig.
2. verdenskrig 1939-1942
Uddybende artikel 2. verdenskrig
Med det engelsk-franske ultimatum stod det nu klart, at endnu en tysk indmarch i et uafhængigt land ville udløse en europæisk storkrig. Det var ikke noget Tyskland frygtede; det var snarere en del af planen at gå i krig mod England og Frankrig: Den tyske industri og det tyske samfund var under Hitler forberedt på en krig. De nye motorveje var ikke bare lavet til civilbefolkningen; de skulle også lette transporten af hærenheder og især tyskernes nye våben, den moderne kampvogn. Den tyske værnemagt var en toptunet professionel kampstyrke.
For at kunne overbevise det tyske folk om det uundgåelige i endnu en verdenskrig, skabte Hitler den myte, at krigen var uundgåelig og ligeferm var en forsvarskrig, som det fredelige Tyskland måtte udkæmpe for at overleve.
Hitlers tale den 1. september 1939 er et studie i folkeforførelse: Han påstod, at polske soldater havde angrebet den tyske grænse, og at angrebet var en del af en større engelsk-fransk plan der skulle udslette Tyskland.
Hitlers angreb på Polen startede den 2. verdenskrig. I første omgang lykkedes det Tyskland
at besætte de polske områder på to uger. De vestlige polske områder blev som en del af østudvidelsesplanen hurtigt indlemmet i riget. De tre områder i midten blev et Generalgouvernement med den berygtede Hans Frank som generalguvernør. Et par uger efter erobrede Sovjetunionen de polske landvindinger i 1. verdenskrig og besatte den østlige del af Polen. Tyskland og Sovjetunionen havde før indtoget i Polen indgået en ikke-angrebspagt, den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt.
Med den hurtige sejr over England og Frankrig i vest - også kaldet Blitzkrieg - var størstedelen af Vesteuropa med undtagelse af de britiske øer i nazisternes hænder.
Den 22. juni 1941 førte Hitler sin beslutning om at angribe Sovjetunionen ud i livet. Det var som om krigstilstanden var normaltilstanden for Tyskland, og at landet ikke kunne klare længere perioder med relativ fred. I løbet af det næste år løb offensiven imidlertid fast på de vidtstrakte russiske stepper, og Sovjet var i løbet af 1942 klar til at slå igen.
Tyskernes største nederlag skete ved Stalingrad, som både Hitler og Stalin ville besidde, uanset prisen.
Byen havde strategisk og industriel, men især prestigemæssig og psykologisk betydning, da den bar Stalins navn.
Efter nogle af krigens hårdeste kampe, hvor tyskerne på et tidspunkt havde kontrol over størsteparten af byen, indledte russerne et modangreb nord og vest om byen, hvorved hele den tyske armé med en styrke på oprindelig 300.000 mand blev omringet. Begge parter havde lidt enorme tab i byen; den sidste tid havde tyskerne lidt voldsomt under russernes snigskytter, der ramte den ene officer, signalmand osv. efter den anden. Tyskerne havde ikke de store muligheder for at bruge tunge våben i byen, så en stor del af kampene foregik mand mod mand; sommetider var der tyske enheder på én etage i en bygning og russiske på en anden etage.
Hitler var gentagne gange blevet advaret om risikoen ved at lade sine flanker være så dårligt beskyttet - nogle steder var området så tyndt bemandet med rumænske enheder, at en enkelt delings ansvarsområde strakte sig over flere km.
For den store russiske angrebsstyrke (omkring 1 mio. mand) var det nu en formsag at løbe flankerne over ende og indlede den knibtangsbevægelse, der lukkede hele den tyske armé inde i og omkring byen.
Den næste store fejltagelse fra Hitlers side var at afvise en tysk tilbagetrækning fra byen, mens tid var. Krigslykken var endelig for alvor vendt til de allieredes fordel.
2. verdenskrig og Nazi-Tysklands undergang 1943-1945
I 1943 begyndte det for alvor at stå klart for den tyske befolkning at nederlaget var sandsynligt. Nederlaget i Stalingrad var ikke det eneste militærstrategise vendepunktet i 2. verdenskrig, det stod allerede tidligere klart at Tyskland ikke ville kunne vinde. Men slaget fik for første gang den tyske befolkning til at indse, at krigen meget vel kunne tabes.
Stalingrad var et kæmpe nederlag, næsten hver eneste familie kendte nogen der var gået til ved slaget, og den tyske propagandaminister, Joseph Goebbels, kunne ikke trylle en sejr ud af det, som han ellers havde gjort det så mange gange før. I stedet valgte han at holde "Wollt Ihr den totalen Krieg"-tale (Ønsker I den totale krig?), der skulle motivere tyskerne til at kæmpe for overlevelse. Denne berømte tale viser om noget det nazistiske styres vanvid.
Med de tiltagende allierede bombardementer og informationer om den russiske fremmarch i øst begyndte krigen for alvor at gøre ondt på hjemmefronten. I juli 1943 blev et helt kvarter i Hamburg lagt øde af en af krigens hidtil værste civilbombardementer. Tusinder hovedsageligt kvinder og børn døde i flammerne.
For at standse den håbløse krig forsøgte en række tyske officerer i hærledelsen i juli 1944 at slå Hitler ihjel ved 20. juli-attentatet. Hitler overlevede mirakuløst, da han i eksplosionsøjeblikket netop var kommet i læ af en søjle. Flere i værelset døde.
Hitler besluttede sammen med andre ledende nazister i september 1944 et sidste desperat angreb, der skulle presse de vestfra kommende allierede soldater tilbage i Atlanterhavet. Dette angreb fik navnet Volkssturm, og det indbefattede alle våbenføre mænd mellem 16 og 60. På trods af overraskelsesmoment og nogen succes løb angrebet hurtigt fast i Ardennerne.
De allieredes fremmarch i øst og vest tog for alvor fart i de første måneder af 1945. I januar 1945 brød den østlige front næsten sammen efter et enormt sovjetisk angreb.
Den 30. april begik Hitler selvmord i sin bunker med sovjetiske soldater få hundrede meter derfra. Den 8. maj underskrev Admiral Karl Dönitz den tyske kapitulation. Det nazistiske regime var slut.
Jødeforfølgelsen
Stigende chikane 1933-1939
Allerede den 1. april 1933, en uge efter den nazistiske magtovertagelse den 24. marts, begyndte de tyske jøder at mærke de nye tider. Joseph Goebbels opfordrede tyskerne til at boykotte jødiske forretningsdrivende, og den nazistiske kamporganisation Sturm-Abteilung SA ødelagde flere steder jødiske forretninger og mishandlede deres indehavere.
I flere af de af nazisterne styrede regionale lande blev der vedtaget skrappere og skrappere regler for jøder; regler der lignede apartheid: jøder havde ikke ret til at benytte de samme bænke, toiletter, gader, busser mv. som de ariske tyskere.
Med vedtagelsen af Nürnbergerlovene september 1935 blev det klart, hvordan man definerede en jøde, og ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder blev forbudt ved lov. Som en konsekvens udvandrede 170.000 tyske jøder, 1/3 af det oprindelige antal i slutningen af 1938.
Især den berygtede krystalnat den 9. november 1938 var for mange jøder et afgørende tegn på ulykkens komme. Her blev samtlige synagoger i hele landet ødelagt og brændt, og mange jøder blev myrdet. 30.000 jøder blev anholdt, og jøder fik forbud mod at drive forretning.
Holocaust - udryddelsen af jøder og andre befolkningsgrupper
Holocaust (af græsk holokáutoma - fuldstændigt - og kausis - brand, forbrænding) er betegnelsen for det systematiske folkedrab som nazisterne iværksatte mod jøder og andre befolkningsgrupper. Ca. seks millioner blev dræbt i løbet af denne udryddelseskampagne.
I løbet af krigens første måneder blev jøder tvunget til at leve i ghettoer, de største i Lublin og Warszawa. Hitler og hans ledelse havde overvejet at skibe de i Tyskland boende jøder til Madagaskar, men da dette ikke kunne lade sig gøre, åbnedes i løbet af 1940 enorme arbejdslejre hovedsageligt i det besatte Polen, hvor de fleste jøder boede. Nogle jøder i det Vesttyskland blev en overgang sendt til det besatte Frankrig.
Under den tyske fremmarch i Sovjetunionen i 1941 begyndte SS systematisk at udrydde sovjetiske jøder, og "løsningen af jødeproblemet" tog en dramatisk drejning. Ved Wannseekonferencen i 1942 blev "Endlösung" vedtaget. Denne endelige løsning betød den organiserede udryddelse i de dertil indrettede udryddelseskoncentrationslejre Auschwitz-Birkenau, Majdanek, Treblinka, Sobibor og Chelmno. I disse lejre blev størstedelen af de seks millioner myrdet under forfærdelige forhold.
Historikerstrid - polykrati?
Blandt historikerkredse er der udbredt uenighed om, hvordan Nazi-Tyskland overhovedet blev styret. Især den berømte tyske historiker Hans Mommsen har med sin polykrati-ide præget debatten. Hans tese er, at Nazi-Tyskland faktisk nærmest ikke blev styret af en ledelse, men af mange. Deraf det græske ord polykrati, der betyder mange-styre eller fler-styre. Det hul der opstod mellem parti og stat blev til en slagplads mellem forskellige nyoprettede ministerier, institutioner og stærke, handlekraftige embedsmænd. Beslutninger taget oppefra blev ofte udført endnu mere radikalt nede i systemet, hvor forskellige instanser lå i direkte konkurrence med hinanden.
Denne tese er blevet godtaget af de fleste, men der hersker også uenighed mht polykratimodellen. Var det en bevidst strategi af Hitler at spille sine underordnede ud mod hinanden for at opnå de bedste resultater, eller havde han simpelt hen ikke overblik til at styre tingene. Hans Mommsen er så afgjort tilhænger af den sidste opfattelse. Mommsen er kendt for nærmest at latterliggøre Hitlers evner på regeringsområdet.
Danmark og Nazi-Tyskland
Besættelsen af Danmark i april 1940 var starten på en af de mere specielle tyske besættelser i 2. verdenskrig: Den danske regering blev siddende, og de fleste områder af det danske samfund fik lov til at køre som hidtil uden tysk indblanding. Som en del af den tyske efterkrigsplan, en plan som naturligvis gik ud fra en tysk sejr, skulle Danmark inkorporeres i et fælleseuropæisk Gross-Wirtschafts-Raum. Den danske udenrigsminister Scavenius var i 1940 tæt på at tage forskud på denne udvikling, da han signalerede dansk interesse i projektet. Det medførte, at den tyske ambassadør Ritter juli 1940 stod klar i København med en plan om et tæt samarbejde mellem Danmark og Stortyskland. En plan der reelt ville betyde at Danmark ophørte at være en nation, men blev et tysk protektorat. Bestyrtelsen var enorm i Danmark, og planen blev afvist.
Ud over denne plan bidrog dansk næringsliv i høj grad til den tyske krigsindsats. Selv om der ikke blev produceret våben og ammunition af betydning i Danmark, så havde den store danske fødevareindustri enorm betydning for den tyske krigsindsats. Danmark brødfødte op imod 10 millioner tyskere i krigens slutfase.
Militært set deltog Danmark med Frikorps Danmark med ca. 6.000 soldater på tysk side. Disse frivillige danske soldater kæmpede med den danske regerings tilsyneladende velvilje ved østfronten mod Sovjetunionen.
Som tiden gik, forværredes samarbejdet mellem den danske regering og tyskerne, og i 1943 kollapsede samarbejdet helt med det resultat, at tyskerne overtog regeringsstyret. Endvidere udførte modstandsbevægelsen talrige sabotageangreb mod tyskerne under hele besættelsen; primært logistik såsom jernbanelinjer mv. blev hårdt ramt. Ved krigens slutning gik modstandsbevægelsen omgående i gang med at arrestere og i en lang række tilfælde likvidere borgere der havde hjulpet nazisterne under besættelsen.
Oversigt over personer og organisationer
- Personer
- Adolf Hitler - den tyske führer
- Martin Bormann - chef for partikansliet
- Karl Dönitz - storadmiral og kortvarigt Hitlers efterfølger
- Adolf Eichmann - departementschef for national sikkerhed
- Roland Freisler - præsident for folkedomstolen (højesteret i Nazi-Tyskland)
- Joseph Goebbels - propagandaminister
- Hermann Göring - ansvarlig for fireårsplanen og Luftwaffe
- Rudolf Hess - Hitlers stedfortræder
- Reinhard Heydrich - chef for RSHA, ansvarlig for Einsatzgruppen
- Heinrich Himmler - SS-chef
- Josef Mengele - Læge i Auschwitz
- Joachim von Ribbentrop - rigsudenrigsminister
- Baldur von Schirach - chef for Hitlerjugend
- Albert Speer - rustningsminister (1942-1945) og rigsarkitekt
- Hjalmar Schacht - nationalbankdirektør og ansvarlig for Nazi-Tysklands økonomiske fremgang
- Franz Hippler, chef for propagandaministeriets filmafdeling under Goebbels
- Leni Riefenstahl- filminstruktør
- Organisationer:
- NSDAP - partiet i den tyske et-parti-stat
- Gau partidistrikt og parallel landsdelsadministration
- SA - paramilitære stormtrupper indtil 1934
- SS - eliteorganisation i partiet
- Gestapo - en gren af SS og sikkerhedspolitiet
- Waffen-SS, den militære gren af SS
- Hitlerjugend - partiets ungdomsorganisation
Kilder
Nazi-Tyskland
