Skip to Content
Lørdag 26. maj 2012

Rom-traktaten

Wikipedia

Rom-traktaten, traktaten om Det europæiske fællesskab, blev indgået 25. marts 1957 mellem Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Frankrig, Italien og Vesttyskland, med ikrafttrædelse 1. januar 1958.

De oprindeligt kontraherende stater havde alle i 1951 tilsluttet sig Traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), hvor staterne på kul- og stålområderne havde opgivet dele af deres suverænitet ved at tildele væsentlige beføjelser til en institution, der var uafhængig af medlemsstaterne, og som kunne træffe bindende beslutninger på grundlag af flertalsafgørelser. Erfaringerne fra dette samarbejde havde givet staterne ønske om at udvide samarbejdet på øvrige økonomiske områder og om en fredelig udnyttelse af atomkraften.

I overensstemmelse hermed underskrev Kul- og Stålunionens medlemsstater samme dag Rom-traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Traktaten om Det europæiske atomenergifællesskab (EURATOM). Fold ud

Formålet med traktaterne var at opnå en øget integration af medlemsstaternes økonomier (fællesmarkedet). Rom-traktaten fastlægger samarbejdets formelle rammer og samarbejdets institutioner samt de grundlæggende principper for samarbejdet, herunder princippet om de fire friheder.

Rom-traktaten er den grundlæggende traktat i EU-samarbejdet, og er således tiltrådt af alle lande som har sluttet sig til EF og Den europæiske union (EU).

Rom-traktaten er blevet ændret flere gange, herunder ved Den Europæiske Fælles Akt (1987), Maastricht-traktaten (der oprettede Unionstraktaten i 1992), Amsterdam-traktaten (1997), Nice-traktaten (2001), Tiltrædelsestraktaten med de 10 nye medlemsstater (2003) og Tiltrædelsestraktaten med Rumænien og Bulgarien (2005).

Tidslinje

Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.