Man kan normalt ikke forklare politiske begivenheder med matematisk præcision. En dårlig overskrift, en tilfældighed, en negativ statistik og en uforudset hændelse kan pludselig ændre billedet og få ellers nagelfaste forudsigelser til at virke som naive postulater uden bund i virkeligheden. I ugerne før jul virkede det, som om den britiske premierminister, Gordon Brown, efter måneder i tovene i den metaforiske boksering endelig var trådt i karakter. "Den mest succesfulde finansminister i Storbritanniens historie", som hans rival Tony Blair i sin regeringstid modvilligt har kaldt ham, var manden, der ragede op i det økonomiske uvejr; den politiker, der havde en plan, og som bevarede roen, mens andre regeringsledere løb rundt som hovedløse høns
