Tronfølgeloven er en dansk lov med grundlovsrang der fastsætter arvefølgen til tronen. Heraf følger, at tronen nedarves indenfor Christian 10. og dronning Alexandrines efterslægt. Ved en konges eller en regerende dronnings død (eller abdikation, jf. den nuværende lovs §6) overgår tronen til den pågældendes søn eller datter, således at den ældre går forud for den yngre.
Tronfølgeloven (LOV nr 170 af 27/03/1953) er ændret ved Lov om Ændring af Tronfølgeloven (LOV nr 528 af 12/06/2009) og er nu tilgængelig i en sammenskrevet lovbekendtgørelse (LBK nr 847 af 04/09/2009).
På grund af sin grundlovsrang, kan loven ikke ændres efter den normale vedtagelsesprocedure, men skal i stedet følge reglerne for grundlovsændringer. Det betyder, at ændringen skal vedtages af Folketinget to gange (én gang før et folketingsvalg og én gang efter), hvorefter det skal vedtages ved en folkeafstemning, hvor et flertal af de vælgere der deltager i afstemningen stemmer for forslaget, og hvor dette flertal udgør mindst 40 pct. af alle stemmeberettigede. Fold ud