"Udkantsdanmark" er en fælles betegnelse for Danmarks 30 såkaldte "udkantskommuner".
Udtrykket "udkantsdanmark" er politisk ladet og således konstrueret, at visse træk udtrykkeligt opfyldes, andre udtrykkeligt ikke. Begrebet har ingen sammenhæng med de således udgrænsede områders indre udviklingsevne. Skiftende tider har vist, at områder, der før var udgrænset som "udkant", har været blandt de mest arbejdspladsskabende i Danmark, mens såkaldte centerområder omvendt mistede arbejdspladser. Dette var eksempelvis tilfældet fra 1870-erne frem til mellemkrigstiden, da stationsbyer og vejbyer blomstrede, og igen i 1970-erne.
En "udkantskommune" er en kommune, hvis største by har mindre end 30.000 indbyggere og som ligger mere end 40 km fra nærmeste såkaldte "geografiske center" (hvorved forstås byer med over 40.000 arbejdspladser, og som har flere indpendlere end udpendlere - det vil sige Hovedstadsregionen, Århus Kommune, Odense Kommune og Aalborg Kommune) og mere end 30 km fra det nærmeste geografiske center i øvrigt. De geografiske centre i øvrigt defineres som kommuner med mindst 10.000 arbejdspladser med flere indpendlere end udpendlere - og omfatter således Guldborgsund Kommune, Næstved Kommune, Aabenraa Kommune, Fredericia Kommune, Kolding Kommune, Horsens Kommune, Vejle Kommune, Herning Kommune, Holstebro Kommune, Randers Kommune, Silkeborg Kommune, Skive Kommune, Viborg Kommune og Frederikshavn Kommune. Fold ud