Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (ofte blot Videnskabsministeriet) er et ministerium, der blev oprettet i november 2001, hvor IT- og Forskningsministeriet blev udvidet med universiteterne (forskning og uddannelse), erhvervsforskerne samt teknologi- og innovationspolitikken. Ministeriets formål er at sikre samspillet mellem erhvervslivet, forsknings- og uddannelsesmiljøerne samt at styrke koordinationen i forhold til erhvervs- og innovationspolitikken.
Ministeriet består af et departement samt fire styrelser; IT- og Telestyrelsen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Universitets- og Bygningsstyrelsen samt CIRIUS. En række institutioner og råd hører desuden under Videnskabsministeriet. Disse omfatter blandt andre universiteterne.
Ministeriet yder sekretariatsbistand til blandt andre Danmarks Forskningspolitiske Råd, Rådet for Teknologi og Innovation, Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd, Koordinationsudvalget for Forskning og Teleklagenævnet. Fold ud