Vedtægternes § 2: Selskabets formål er at udgive dagbladet Information, således som dette hidtil har været udgivet af den selvejende institution af samme navn, og altså uafhængigt af alle politiske partier og økonomiske særinteresser. Information må derfor aldrig af politisk eller økonomisk tryk bringes til at skrive mod dets egen overbevisning eller fortie forhold, som det selv mener bør offentliggøres, og skal således forblive tro mod sin oprindelse som modstandsbevægelsens organ under besættelsen. Information skal være et forum for det frie ord. Information skal redeligt informere om modstridende synspunkter i det offentlige liv og skal påtale uoverensstemmelser mellem tale og gerning. Information skal ved netop at informere om begivenheder i Danmark og i udlandet og om disses baggrund og sammenhæng arbejde for demokrati og frihed og for forståelse og samfølelse mellem mennesker og samfund, herunder også for demokrati og samarbejde på Informations egen arbejdsplads. Foruden ovennævnte formål kan Selskabet udøve anden i forbindelse hermed stående virksomhed, herunder medie-, grafisk- og forlagsvirksomhed.
| År | 2004 | 2005 | 2006 | 2007 | 2008 | 2009 |
| Oplagstal | 20.465 | 21.073 | 21.366 | 21.812 | 21.768 | 22.313 |
Avisen læses typisk af folk, der studerer eller har gennemført en videregående uddannelse. De mener typisk, at gratisaviserne, internettet, tv-nyhederne osv. ikke kommer nok ned i problemerne. De vil have en grundigere dækning. Informations læsere er fælleskabsorienterede, progressive, kritiske og kvalitetsbevidste. De er meget interesserede i den politiske, den samfundsøkonomiske og den kulturelle debat. Informations læsere er også meget interesserede i EU-forhold og i forurenings- og miljøspørgsmål. Ifølge Gallup (1. halvår 2009) har Information 116.000 læsere dagligt, hvilket svarer til over fem læsere pr. solgt avis. Det svarer til at vi dækker ca. 2,9 procent af de voksne danskere.
| Aldersmæssig fordeling | Informations læsere | Landsgennemsnit |
| 12-19 år | 10% | 12% |
| 20-29 år | 15% | 13% |
| 30-39 år | 12% | 16% |
| 40-49 år | 14% | 17% |
| 50-59 år | 21% | 15% |
| 60-69 år | 17% | 14% |
| 70+ år | 10% | 13% |
| Uddannelsesmæssig fordeling | Informations læsere | Landsgennemsnit |
| Højtuddannet | 64% | 33% |
| Erhvervsmæssig fordeling | Informations læsere | Landsgennemsnit |
| Funktionærer | 51% | 38% |
| Under uddannelse | 22% | 18% |
| Ude af erhverv | 18% | 25% |
| Kønssmæssig fordeling | Informations læsere | Landsgennemsnit |
| Mænd | 49% | 49% |
| Kvinder | 51% | 51% |
| Bopæl | Informations læsere | Landsgennemsnit |
| Hovedstaden | 50% | 30% |
| Øvrige Sjælland | 11% | 15% |
| Lolland, Falster og Bornholm | 1% | 3% |
| Fyn | 5% | 9% |
| Sydjylland | 2% | 4% |
| Vestjylland | 5% | 11% |
| Østjylland | 20% | 20% |
| Nordjylland | 7% | 11% |
Informations læsere er store kulturforbrugere, uanset om det gælder teater, kunstudstillinger, koncerter eller film i biografen, og de køber masser af bøger. Informations læsere er superbrugere af internettet. De bruger computer til arbejde, studier og fritid, hyppigere end andre avisers læsere og hyppigere end resten af befolkningen som helhed. Læserne har desuden god købekraft: 47 procent af læserne har en husstandsindkomst på kr. 500.000 eller derover (landsgennemsnit: 36 procent).
| Læsernes interesser (andel, som har svaret meget/ret interesseret) | |
| Politisk debat | 88% |
| Samfundsøkonomi | 77% |
| Forurening og miljøspørgsmål | 82% |
| Forbrugerspørgsmål | 62% |
| Arbejdsmarkedsspørgsmål | 64% |
Information er Danmarks intellektuelle dagblad, der tør prioritere og skrælle alt det uvæsentlige fra. En avis, som tager læserne alvorligt, udfordrer dem og hver dag bestræber sig på at trænge bag om nyhederne for at analysere og perspektivere. Gratisaviserne, Internettet, fjernsynet, radioen og tekst-tv står som regel for de hurtige opdateringer, mens Informations kritiske, analytiske og dybdegående journalistik i højere grad dækker baggrundshistorier og perspektivering. Det gør at Information kan være husstandens eneste landsdækkende betalingsavis, idet at en af vores styrker netop er det, der ikke dækkes af de gratis trykte og de elektroniske medier. Kombinationen af Information og flere andre nyhedsmedier er derfor oplagt.
I lighed med den trykte avis, satser Information.dk på at sætte perspektiv på nyhedsstrømmen. Vi inviterer vores brugere til at udfordre og kvalificere vores journalistik, vi linker til de væsentligste nyheder på internettet og vi blogger om aktuelle emner. Information.dk har også Danmarks største åbne og gratis artikelarkiv. Derudover kan avisens abonnenter holde styr på deres abonnement, foretage reklamationer og ferieflytninger med mere.
Information er uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser. Det har avisen altid været, og vi mener, at det er en nødvendighed for overhovedet at kunne levere faktisk, kritisk journalistik. Avisens ledere er signerede som et udtryk for, at det også er skribenternes egne holdninger, og at de står ved dem. Hvis vi bliver spurgt, om vi er højre- eller venstreorienterede, kunne man lidt kækt svare, at vi er velorienterede.
| Vil stemme ved næste valg | Informations læsere | landsgennemsnit |
| A: Socialdemokraterne | 10,7% | 16,5% |
| B: Radikale | 9,4% | 4,2% |
| C: Konservative | 2,6% | 7,0% |
| F: Socialistisk Folkeparti | 35,8% | 15,3% |
| 0: Dansk Folkeparti | 2,1% | 7,6% |
| V: Venstre | 5,3% | 20,8% |
| Ø: Enhedslisten | 18,7% | 1,7% |
Vi gør meget ud af at sælge aviser til nye studerende. Her ligger en stor del af avisens salgsindsats til nye grupper. Vi laver bl.a. hver september en særlig studiestartsavis, der er en særudgave af Information til nye studerende. Derudover er vi den eneste avis i landet, som har en redaktion, der udelukkende beskæftiger sig med forskning og uddannelse. FAKULTET hedder den og har faste opslag hver mandag og onsdag.
Som ved alle tidligere gennembrud for nye medier skal de trykte aviser også denne gang finde deres nye rolle i forhold til ændringerne i medielandskabet. Stort set alle danske betalingsaviser oplever oplagsnedgang. Det skyldes hovedsageligt det enorme udbud af medier, der er opstået i løbet af de seneste år. Takket være gratisaviserne er der dog flere der læser avis end nogensinde før. Vi tror, at den lille kompakte og seriøse avis baseret på originale og væsentlige til- og fravalg tilsat seriøs brug af nettet, er en kombination af medier som vil kunne dække behovet for nyheder.
Information bestræber sig på at lave en selvstændig og original avis. Det sker bl.a. ved: • at prioritere væsentlighed højt • at prioritere principsager højt • at prioritere grundighed, seriøsitet og troværdighed • at anlægge en kritisk vinkel over for accepterede dogmer • at være kritiske over for magthavere • at sætte historierne ind i en større sammenhæng • at se de større perspektiver samt fastholde en international reference-ramme.
Vi prioriterer et levende og alsidigt sprog, som er lettilgængeligt, præcist og billedskabende. Vi bruger sproget aktivt, til at understrege forskellene mellem de journalistiske genrer og forskellene mellem journalisters personlige stil og udtryk. Information er en avis med en middel til svær læsbarhed, dvs. med et lix-tal på omkring de 40.