Skip to Content
Lørdag 26. maj 2012

  • For denne pen står Woody Allens sorte metakomedie Harry – stykke for stykke (1997) som værket, der afsluttede hans storhedstid. Det skyldes blandt andet, at filmen rummer det vel nok mest geniale Allen-replikskifte nogensinde...
  • Efter 10 års pause er Tommy Lee Jones og Will Smith tilbage som de tophemmelige og superstilfulde agenter K og J. Deres job er stadig at beskytte intetanende jordboer mod universets farer og samtidig holde opsyn med de venligsindede rumvæsener, der diskret lever iblandt os...
  • Børn er Meningen med livet. At fremstille dem er hårdt. Det lærer Kirk Jones’ graviditetskomedie, Du kan vente dig, os
  • Andrea Arnolds fascinerende filmatisering af ’Stormfulde højder’ er et råsmukt, nekrofilt naturdrama med en farvet Heathcliff som udgrænset mørkemand og med ungdomssanser stærkere end voksenfølelser
  • Navnet ruller af tungen, og talentet er ubestrideligt: Islandske Rúnar Rúnarssons på en gang tyste og rystende familiedrama ’Volcano’ er en sublim spillefilmdebut
  • Thomas Vinterberg sætter ikke mange fødder forkert i sin medrivende nye film, ’Jagten’, et betimeligt drama om forfølgelsen af en uskyldig mand, der deltager i hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Cannes og lørdag aften blev vist for pressen
  • Hverken østrigske Ulrich Seidl eller italienske Matteo Garrone lever op til deres bedste i hovedkonkurrencen i Cannes. Amerikanske Benh Zeitlin betager og overvælder med sin film, ’The Beasts of the Southern Wild’, der vises i sideserien Un Certain Regard
  • Emily Wardill har skabt en krops kritisk film om, hvordan verden er af lave, og hvordan vi risikerer at miste alt, hvis vi ikke holder lidt igen med at date på nettet
  • Det er dog ikke fortællingens forudsigelighed, der er det fældende element ved filmatiseringen af Crickett-parrets kærlighedshistorie. Problemet ligger i eksekveringen, og her hviler et fælles ansvar på manuskript, casting og instruktion
  • ’Små hvide løgne’ er et ganske underholdende ensemblekomediedrama, der dog har lidt svært ved at finde ud af, hvilken slags film den vil være
  • Med lavbæltet plathed og skarp samfundssatire er den kamæleonske karikaturkomiker Sacha Baron Cohens ’Diktatoren’ som en ustyrlig terrier, der lystigt humper Chaplin, bider sig selv i halen og strinter løs på Vestens hyklerisk profitable og fremmedangste diktatorklapjagt
  • Johnny Depp har hovedrollen i Bruce Robinsons filmatisering af Hunter S. Thompsons The Rum Diary, en roman, den amerikanske journalist, forfatter og hellraiser skrev som ganske ung...
  • Mikael Kristersson har placeret sine kameraer i og omkring en tårnfalkerede i en kirke et sted i Skåne, og registrerer hverdagen, som den former sig for redens beboere, først en han- og en hunfalk, siden en hel familie med ikke færre end fem unger
  • Emanuele Crialeses tredje film om Sicilien er en velfortalt film, hvor det menneskelige drama står lige så stærkt som de sollysende billeder af hav og bjerge
  • Her skulle have stået en anmeldelse af gyserfilmen ’The Cabin in the Woods’, men da det er en film, som i høj grad lever af sine mange overraskelser og originale påfund, har anmelderen valgt i stedet at portrættere en af mændene bag, manuskriptforfatteren og instruktøren Joss Whedon
  • Over kanten er et acceptabelt bud i en ellers lidt svær genre, den psykologiske uhyggethriller med mystificerende overtoner
  • Det skorter ikke på store spørgsmål i russiske Aleksandr Sokurovs Faust, inspireret af Goethes klassiker, hvor en læge og alkymist (Johannes Zeiler) bliver fristet til at tage en djævelsk genvej til viden og kærlighed. Filmen er sidste del i Sokurovs tetralogi om magt
  • Win Win er spækket med fine detaljer, især i form af vittige observationer om menneskelig hverdagsadfærd. Den slags, som mange andre filmmagere måske – fejlagtigt – ville finde for uvæsentlige til at tage med, men som hos Thomas McCarthy næsten umærkeligt bliver filmens største kvalitet
  • Jytte Rex’ portrætfilm om Danmarks største nulevende arkitekt Henning Larsen er en renskuret fremførelse af hans imponerende livsværker, der bliver gennemgået et for et, uden at man bliver klogere på dem eller ham
  • I Henning Carlsens tøffende Márquez-filmatisering, ’Erindring om mine bedrøvelige ludere’, fremstilles ’ægte kærlighed’ som en gammelpikket eksotisering af den passive pige
  • Med rigtige elitesoldater, skarpladte våben og sans for krigsæstetik har actionfilmen ’Act of Valor’ masser af visuel slagkraft – men illusionerne brister hurtigt i en film, der mest af alt lyder som et suk efter en verden, hvor mænds ypperste opgave var at forsvare hjemmet og fædrelandet
  • En sygeplejerske tilbyder forældrene til en afdød pige at overtage pigens plads for en stund – at spille hendes rolle for at lette sorgen. Giorgos Lanthimos’ ’Alperne’ er meningsfuldt absurdteater om fremmedgørelse, intimitet og frygt for livets mørkezoner
  • En torturfilm går direkte i publikum takket være Diamanda Galás angstskrig. Og fire langhårede japanere kopulerer sig til nye selvlysende farver og former i rockmytologien. På en almindelig torsdag
  • De belgiske Dardenne-brødre er igen stærkt på banen med et nutidsrealistisk drama om en svigtet drengs søgen efter sammenhæng
  • Superheltekomsammen. Joss Whedons ’The Avengers’ er en spændende, vittig, flot og småfilosofisk film om en flok meget forskellige, utilpassede superhelte og deres forsøg på at redde jorden fra en hævngerrig gud
  • Det var lidt af en overraskelse, at den franske genrejonglør Luc Besson skulle lave en film om det burmesiske demokratiikon Aung San Suu Kyi. Havde franskmanden finesse nok til at fortælle så vigtig og følsom en historie? Svaret er både ja og nej...
  • P1’s radiokrimi ’Radio Noir’ er meta-Macbeth og metaradio med mystificerende musiktapet, men også, ligesom meget af tidens polerede radiodrama, mere fortænkt på papiret end en udfordring for det vakte øre
  • Steven Soderberghs nye film er et frikvarter fra uvovede Hollywood – og en fjollet, syret bitch fight i skolegården for alle os andre
  • Hvor synger og spiller de bare skønt i Julian Napiers 3D-version af Moshe Leiser og Patrice Cauriers opsætning af Madame Butterfly fra Royal Opera House i London. Det er en gave at få lov at være tæt på de nuancerede præstationer, hvor sangerne formidabelt formidler de store følelser i Puccinis musik uden at have en anstrengt sangmimik eller storladen scenegestik
  • Madonna har fra instruktørstolen et modemagasinagtigt fokus på stil og æstetik, der er så konsekvent, at hun ikke kommer i dybden psykologisk