Emile Hyperion Dubuissons billedserie ‘Far’ startede med en rejse til Sibirien for mere end 10 år siden. Dubuisson havde ikke medbragt et kamera, men købte et derovre og begyndte at fotografere det barske landskab og dets beboere. Forholdene var alt andet end ideelle til fotografi: det var mørkt det meste af døgnet og frysende koldt.

Trods en ihærdig indsats med at dokumentere rejsen endte billederne alligevel i skuffen. Sjusk med fremkaldelsen beskadigede de eksponerede film, og projektet blev skinlagt. Dubuisson optog en karriere som filmfotograf i Paris.

I 2006 fandt han negativerne frem igen og begyndte at arbejde med dem. I stedet for at forsøge at rense billederne op, besluttede Dubuisson at lade ridser, fedtfingre og de øvrige rester efter den mislykkede kemiske proces gå i ét med de undereksponerede optagelser. Resultatet, som vi kan se et udsnit af her på bloggen, er bemærkelsesværdigt og, synes jeg, meget smukt.

Emile Hyperion Dubuisson har studeret cinematografi og senere fotografi ved International Center of Photography i Paris. Han arbejder som filmfotograf. Galleriet her er lavet i samarbejde med fotografen.

Den svenske fotograf Maja Daniels portræt af Monette & Mady har en Diane Arbus-agtig kvalitet over sig. Man fascineres over de enæggede tvillinger, som klæder sig helt ens, har samme kropssprog, og – kan man læse sig til – også spiser den samme mad i lige store portioner. Der er noget uvirkeligt over dette søsterpar og det er eksemplarisk realiseret af Daniels.

Maja Daniels har studeret fotografi, journalistik og sociologi. Hendes billeder har været bragt i internationale magasiner som FT Magazine, Monocle, Der Spiegel og Guardian Weekend og hun har modtaget en række priser for sit arbejde. Hun bor i London. Galleriet her er lavet i samarbejde med fotografen.

Keld Helmer-Petersen er stadig en ukendt kæmpe i dansk fotografi. Som ung mand i København tog han rundt og fotograferede industrielle miljøer med sit Leica-kamera. Allerede i 1940’erne skiftede han til farvefilm – en beslutning som skal ses i lyset af, at al seriøs fotografi på dete tidspunkt blev lavet i sort/hvid.

Han fik ikke desto mindre et lille internationalt gennembrud da hans stramt komponerede farvefotos blev vist over 7 sider i LIFE magazine i 1949. Anledningen var, at han året før havde han udgivet bogen 122 Farvefotografier, et pionerarbejde, der står som et af de tidligste forsøg på at realisere kunstfotografi i farver – 25 år før William Eggleston’s Guide.

Bogen er sådan set ikke svær at finde, tak internet, men priserne ligger mellem 5-15.000 kroner antikvarisk, alt efter stand. Derfor er det godt nyt at Errata Editions nu udgiver den igen. 122 Colour Photographs kommer i deres Books on Books serie, som ikke er deciderede genudgivelser, men såkaldt illustrerede gengivelser af fotografiske bøger til studiebrug (en mere detaljeret forklaring om denne forlagsmæssige spidsfindighed her). Bogen ledsages af et essay af Weekendavisens Mette Sandbye.

Jeg kan simpelthen ikke finde én eneste grund til ikke at kaste mig over den, når den udkommer her til sommer.

… og det var så dagens breaking news fra Fotobloggen :-)

Sacha Marics fotoserie Good Mother and Father beskrives af fotografen som en »meditation over hvad det vil sige at være i live«. Billeder er taget omkring de første af Marics datters liv og skildrer »stemninger af glæde og sårbarhed, dagdrømme og mareridt«.

Det er en ganske anden tilgang til at skildre hverdagslivet end hvad man kunne læse om i weekendens artikel om Ida Lærkes Instagram-fotografier. Begge har en ambition om at finde ind til en poesi og fortælleform, som beskriver oplevelser fra hverdagen. Her ophører ligheden imidlertid også: Marics billeder er ikke på samme måde aftryk af en konsum-verden, og billederne søger ikke at gøre verden pæn og harmonisk, men snarere det modsatte. Det er en mere dyster og symbolladet verden som iscenesættes foran kameraet.

Good Mother and Father er udgivet i bogform på eget forlag.

Sasha Maric (f. 1978) har studeret ved Central St. Martins i London, men har været bosat i København siden 2004. Ved siden af sine kunstneriske projekter, arbejder Maric som fotograf med opgaver for bl.a. Dazed & Confused, ArtReview, Wallpaper, foruden reklamefotografi for en lang række danske og internationale kunder.

Kim Thue kom første gang til Sierra Leone for at dokumentere arbejdet på et danskstøttet hospital i det borgerkrigshærgede land. Men rejsen blev også starten på et andet og mere personligt projekt, som vi viser et udsnit af her på siden.

Dead Traffic hedder billedserien, og den er optaget i og omkring hovedstaden Freetowns slumkvarter Big Wharf over en periode på 10 måneder. Big Wharf er, som så mange andre slumkvarterer i den tredie verden, et område præget af kriminalitet, stoffer og en undertiden desperat social situation, men på trods heraf lykkedes det Thue at få fodfæste og komme tæt på menneskerne i kvarteret. Big Wharf er et område som tiltrækker mange unge på flugt fra et hårdt liv på landet og som ser chancen for at skabe sig en tilværelse i storbyen. Bandekriminalitet og prostitution er naturlige følgesvende, og man fornemmer da også tydeligt i Thues krasse portrætter, at vi har med mennesker at gøre som har været ude for lidt af hvert.

Projektet er netop udkommet i bogform på det tyske forlag Dienacht. Den kan bestilles her.

Kim Thue (f. 1980) er født og opvokset i Danmark, men flyttede som ung til England, hvor han studerede fotografi i Brighton. Han har lavet projekter i Kina, Grønland og Sierra Leone, og er senest blevet udvalgt til at udstille sine billeder på Lumix festivallen i Hannover i juni. Han bor i London.

De er teenagere, og de klæder sig i læder. De hører hård rock, og de giver ikke en skid for systemet. Til weekendens andensektion har Informations fotograf Tine Sletting lavet en serie portrætter af unge fra punk/emo-miljøet. Rasmus Elmelund har interviewet de fire, men det kan du læse mere om i avisen i morgen.

Indtil da, mød Stine, Theis, Martin og Melaika.

Opdatering
De fire mini-interviews kan læses her: http://www.information.dk/299501

Den 11. marts 2011 blev Japan ramt af en tsunami og en serie jordskælv, som bragte enorme ødelæggelser med sig – heriblandt ulykken på Fukushima Daiichi atomkraftværket. Beboerne som boede tæt på værket blev evakueret kort tid efter.

Toshiya Watanabes hjemby Namie ligger 8 km fra det ulykkesramte kraftværk. Adgangen til byen har siden evakueringen været stærkt begrænset pga. strålingsfaren. Tre måneder efter ulykken, den 12. juni, fik Watanabe imidlertid mulighed for at besøge sin gamle bopæl for at bjerge familiens fotoalbum. Billederne her på siden dokumenterer rejsen.

Samtlige billeder fra turen til Namie kan ses her. Watanabe besøgte byen 4 måneder senere, sammen med sin mor og bror. Billederne fra denne tur kan du se her. Adgangen til byen er stadig begrænset.

Toshiya Watanabe (f. 1966) er art director i reklameindustrien og fotograf. Galleriet her er lavet i samarbejde med fotografen.

Lasse Dearman (f. 1989) studerer fotojournalistik på Journalisthøjsolen. I ti dage opholdt han sig i bydelen Calton i Glasgow, og det er der kommet denne fine reportage ud af. Han skriver:

»Skotlands største by Glasgow er en af de hårdest socialt belastede byer i det vestlige Europa. Høj arbejdsløshed og mangel på uddannelsesmuligheder har resulteret i, at byen er indehaver af nogle kedelige rekorder. Glasgow har den højeste selvmordsrate i Storbritannien, mest kriminalitet i Skotland, og rummer flere mænd og kvinder, som er tilbøjelige til at dø af alkoholrelaterede årsager, end nogen anden by i UK.«

»

”Nothing is lost. I’ve got it…” står skrevt med graffiti på en mur i hjertet af Calton. Bydelen ligger blot få minutters gang fra det centrale Glasgow og er starten på Glasgow East End, der betragtes som et af de mest udsatte områder i glasgow.«

Kunstneren Peter Linds seneste fotografiske projekt er en tematisering af arkivet og vores kulturelle hukommelse. Hvordan vi gemmer billeder til eftertiden og hvilken rolle fotografen har som historiefortæller og vidne, hvordan vi præsenterer og tilgængeliggør sådanne arkiver.

Billederne i hans net-baserede projekt Reverse Collection: Documentation Stream er mestendels optaget i København, med afstikkere til Berlin, Valencia og flere andre steder. Det er i høj grad en subjektiv fortælling, mere end en registrering af ‘store’ eller ‘vigtige’ begivenheder. På den måde er det, i hvert fald for mig, egentlig også mere interessant. Jeg bliver altid overrasket over at se billeder fra den gang København tilhørte udkantseuropa – før de store byfornyelsesprojekter blev sat i gang i starten af 1990’erne.

På Linds hjemmeside er billederne lagt ud i en lang strøm, som en billedblog, og præsentationen afviger på denne måde ikke så forfærdelig meget fra den måde man arkiverer billeder på digitale tjenester som Flickr, Tumblr og lignende. Kigger du forbi på siden, så husk at klikke på fotografierne, for at se det fulde udsnit.

Nu er alverdens fine arkivskabe – fysiske som digitale – ikke meget bevendt, hvis der ikke er noget interessant inden i, og det synes jeg der er her. Linds billeder er på mange måder en rejse gennem sen-70’erne og 80’ernes modkultur: BZ-bevægelse, punk, kold krig, Michael Strunge (tjek lige den lille perle med Strunge foran røntgen-apparatet nedenfor) og hvad har vi. Senere dukker der billeder op af det nye København, etableringen af Ørestad osv. – i det hele taget gemmer der mange store og små historier i disse billeder. Se et udsnit nedenfor, men kig ind på projektets hjemmeside og se mere.

Peter Lind (f. 1961) er uddannet cinematograf, og har en lang række udstillingsaktiviter bag sig i Danmark og Europa. Han bor og arbejder i København. Billederne i galleriet her er alle © Peter Lind.

While in the lavatory on a domestic flight in March 2010, I spontaneously put a tissue paper toilet cover seat cover over my head and took a picture in the mirror. The image evoked 15th-century Flemish portraiture. I decided to add more images made in this mode and planned to take advantage of a long-haul flight from San Francisco to Auckland, guessing that there were likely to be long periods of time when no one was using the lavatory on the 14-hour flight. I made several forays to the bathroom from my aisle seat, and by the time we landed I had a large group of new photographs.

Er der noget mere røvsygt en flyveture? Nej vel. Den californiske kunstner Nina Katchadourian har fundet en god måde at slå tiden ihjel på. Hendes seneste projekt Lavatory Self-Portraits in the Flemish Style er en række selvprotrætter i den flamsk/hollandske renæssancestil, genskabt med mobiltelefon-kamera og forhåndenværende materialer fra flyet: papirhåndklæder, oppustelige hovedpuder, tæpper m.v.

Resultatet er både morsomt og originalt. Læs mere om projektet + billeder her

Rinko Kawauchi brød igennem i Japan i starten af 00’erne med en serie personlige bogudgivelser, der fik en entusiastisk modtagelse i hjemlandet. Det tog lidt tid før hun blev opdaget i Vesten, men de senere år er hun blevet nævnt flere og flere steder, og hendes billeder har været udstillet i Europa i flere omgange, senest ved Brighton Biennial i 2010 (Fotografisk Center, dengang under Lars Schwanders ledelse, havde Kawauchi helt tilbage i 2006).

Sidste år udkom bogen Illuminance på det amerikanske forlag Aperture. En meget smukt produceret bog – japansk indbinding og top notch papirkvalitet – med billeder optaget gennem de sidste 10 år.

Rinko Kawauchi skildrer næsten altid små ting og øjeblikke i hverdagen, men hun gør det med en overvældende lyrisk kraft og autencitet. Det er af flere blevet fremhævet at hun ser verden med samme nysgerrighed og detaljefokus som barnets øje – en pointe som måske underbygges af, at hun med sit gamle Rolleiflex kamera ofte fotograferer med et lavere kamerapunkt end de fleste. Men i virkeligheden er Kawauchis billedverden langt mindre ‘naiv’ end som så. Hendes temaer involverer ofte livets skrøbelighed og flygtige natur – hvad end der er tale om billeder af familiemedlemmers fødsel og død (i bogen Cui Cui) eller hendes optagethed af smådyr, insekter og andre skrøbelige livsformer.

Særligt interesserede bør skaffe sig bogen Utatane fra 2001, men Illuminance er også meget anbefalelsesværdig. Flere af bogens billeder er som sagt af ældre dato, men med en overvægt af ikke tidligere publiceret materiale. Endnu vigtigere er det, at redigeringen af materialet er skarp og det færdige resultat fremstår helstøbt.

(Billede 1 er fra ‘The Eyes, the Ears’, billede 8 fra ‘Utatane’, resten fra ‘Illuminance’)

Alene på slægtsgården bor han som 11. generation. Han bliver den sidste. Han har aldrig rigtig haft en kæreste, han har aldrig rigtig været arbejdsløs. Men han har sin frihed, for han har ikke haft forventninger til livet, han ikke har kunnet indfri. Det er frihed for Paul Arne Andersen fra Torup Holme. Det er det gode liv.

Nord for Limfjorden mellem Fjerritslev og Frøstrup ligger Torup Holme. Her er Paul Arne Andersen født og opvokset, og her har han boet hele sit liv. På Nørholmgård, en hvidkalket, firelænget gård for enden af den grusvej, der stikker ud fra Thorupholmevej, som fører gennem et yderligt beliggende landområde. Herude ligger den nærmeste købmand tre kilometer væk og lukker kl. 18.

Det er middag, men vintersolen står lavt på den skyfri himmel, så området virker blot endnu mere øde. I overalls og ternet skjorte byder han velkommen med en mild stemme og lokal dialekt.

I weekenden havde vi en fin skildring af landmandsliv nord for Limfjorden. Informations fotograf Tine Sletting var med journalisten i det nordjyske, I kan se hendes billeder her.

Der kommer stadig ikke mange billeder ud af Syrien. Det er et farligt sted at opholde sig og arbejde som fotojournalist, og det syriske styre har ingen interesse i at lade uafhængige medier operere i landet. Trods den vanskellige situation kommer der fra tid til anden billedserier ind fra fotografer som har opholdt sig i kortere eller længere tid i Syrien.

Der er netop kommet billeder ind fra vores billedbureau fra Reuters-fotograf Zohra Bensemra. De er taget i og omkring Sermeen, en mindre by tæt ved Idlib ca. 70 km sydvest fra Aleppo. Billederne viser spor af den borgerkrig, som i de seneste uger er taget til i styrke med kampe mellem regeringssoldater og medlemmer af oprørshæren.

Ifølge FN-kilder dør op mod 100 civile om dagen i Syrien og indtil videre ser det ikke ud til at situationen forbedres.

Billederne her er taget tidligere på ugen, og bør ledsages af en advarsel.