Fotograf Martin Dam Kristensen var en tur forbi Lemvig Upcoming Festival sidste uge og tog en fin lille serie billeder fra arrangementet på Lemvig Gymnasium, som vi har fået lov til at bringe. Lemvig Upcoming Festival er en endagsfestival og i år kunne man præsentere Veto, Ulige Numre, Asbjørn og Thulebasen.

Du kan se hele Martins serie her

Zabbaleen-folket har i mange år i vid udstrækning stået for Kairos renovationssystem. Hver dag indsamler de tonsvis af affald, som de genbruger og videresælger.

I generationer har de levet af at indsamle, sortere og genanvende en stor del af de tusinder ton affald, der dagligt produceres i Kairos husholdninger. I det tætbyggede kvarter er de snævre gader og gyder fyldt med meterhøje bunker affald, der læsses af pickupper, lastbiler og æselkærrer. Luften er tung af fordærv og brændt plastic.

Affaldssækkene åbnes af kvinder, mænd og børn, der nøje sorterer indholdet i bunker med plastic, glas, alumuninium og pap. Plasticen sammenpresses og videresælges til kilopris til Kina eller Japan, hvis ikke den i røg og damp omsmeltes til eksempelvis bøjler på de primitive værksteder.

Læs Sven Johannesens reportage om de koptiske skraldemænd her – og se Sofie Amalie Klougarts billedeserie fra Moqattam Village nedenfor.

Hvordan fotograferer man de døde og de døende? Reportage- og nyhedsfotografer er ofte stillet overfor denne problematik, når de udsendes til verdens brændpunkter – sådan er præmissen. Men hvad hvis det handler om ens egen familie?

Engelske Jonathan Steads serie Fragile Mind viser os de sidste uger i sin bedstemors liv. Sarte portrætter af kroppens og sindets forfald i en gengivelse som underbygger skrøbeligheden: Stead har efter optagelsen kopieret billederne over på glasplader.

Jeg spurgte Jonathan om det var svært at fotografere et døende familiemedlem og hvordan man forbereder sig på en sådan opgave?

»Jeg fotograferer ikke mennesker særlig ofte og det er første gang jeg har fotograferet dokumentarisk på denne måde. Min bedstemor havde lukkede øjne det meste af tiden og det hjalp mig en del. Det føltes på mange måder som om det var still-billeder jeg lavede. Der var mange gange hvor jeg ikke var helt tryg ved at fotografere, men omvendt vidste jeg at det ville være værre, hvis jeg afbrød projektet. Des mere jeg så, desto mere skønhed så jeg, og jeg var tilfreds med at lade projektet folde sig ud foran mig.

Når jeg kiggede i søgeren så jeg en skrøbelig gammel kvinde, som havde givet op. Hun talte sjældent, og havde trukket sig ind i sig selv og virkede som en person, der var brudt ned. Når nogen stopper med at tale eller interagere med dig, går det op for en hvordan 90% af en persons identitet handler om netop det.«

Jeg kender til enkelte andre fotoprojekter af denne karakter. Phillip Toledano lavede en smuk serie om sin bedstefars sidste tid, og herhjemme lavede Krass Clement tilbage i 1990 en utrolig barsk og hudløs bog om et familiemedlems død. Rinko Kawauchi havde også nogle meget fine billeder fra sin bedstefars sidste hospitalsophold for et par år siden. Måske har denne typer projekter et terapeutisk formål, udover det rent kunstneriske, men det kræver under alle omstændigheder et vist mod at arbejde med sine nærmeste i skildringen af døden.

Disse her er meget smukke.

Velkommen til Sverige, til orden i sagerne, til traditioner og til tryghed.

Man kan ikke sige at den svenske kunstner og fotograf Joakim Eneroth tager os bag facaden, men det er heller ikke hensigten. Hans serie Swedish Red - der er udkommet som bog på Steidl - består af en række billeder af gavle på traditionelle (men ofte nybyggede) svenske træhuse, alle i den på de kanter allestedsnærværende røde farve. Billederne er tænkt som en besk kommentar til svensk kultur, folklore og samfund som helhed. Hvor orden er neurotisk, traditionen er kitch, og trygheden lukker omverdenen ude. Lyder det som noget vi kender?

Joakim Eneroth (f. 1969) har en lang række udstillinger og udgivelser bag sig. Han bor og arbejder i Stockholm. Galleriet her er lavet i samabejde med kunstneren.

Informations fotoredaktion får en ny praktikant i dag. Hun hedder Tine Sletting, kommer til os fra Journalisthøjskolen i Århus, og skal være på redaktionen i halvandet år.

På hendes hjemmeside kan man gå ind og se nogle af de billedserier hun har lavet. En af dem er denne fine lille serie om unge med autisme. Tine skriver:

Komplicerede regnestykker, bilmærker eller verdens geografi er noget folk med autisme næsten kan i søvne, men når det kommer til situationer, som at tænke før man taler og binde sine sko, kan det være vanskeligt. Center for unge med autisme ligger i Værløse. Der er 30 unge med autisme og aspergers syndrom i alderen 16-25 år tilknyttet stedet. Det er uddannelsens mission at sluse de unge ud i samfundet blandt normalt fungerende mennesker. På uddannelsen lærer de, hvordan de skal begå sig i den virkelige verden som selvstændige mennesker.

Vi glæder os til at tage imod Tine og ser frem til at se hendes arbejde i avisen og her på bloggen.

Den tyske dokumentarfotograf Meike Fischer har i sit fotoessay 8qm Tisch-Bett-Stuhl fotograferet et nyligt lukket kvindefængsel i Frankfurt. Som titlen angiver er cellerne 8 kvadratmeter og udrustet med seng bord og stol.

Det er triste og golde omgivelser, de indsatte har befundet sig i. Nærmest en straf oven i selve frihedsberøvelsen.

Fishers billeder er udkommet i en bog. Den kan købes her.

Meike Fischer er uddannet ved Hochschule für Gestaltung i Offenbach am Main. Hun har arbejdet som billedredaktør og fotojournalist og arbejder i dag som lektor i fotografi ved Fachhochschule i Frankfurt. Galleriet her er lavet i samarbejde med fotografen.

Den irske kunstner John Gerrards billeder ligner fotografi, men er det ikke. Hans visuelle installationer er opbygget ved hjælp af computergrafik.

Gerrads billedverden består ofte af mennesketomme landskaber med forskellige installationer eller bygninger – en nedlagt folkeskole, et olieboringsanlæg, en svineproduktionsenhed – som ved hjælp af computersimulationsteknik vises som et tidsbillede. Simulationerne er lavet på baggrund af omfattende fotografisk research, som efterfølgende anvendes til en kompleks 3D modellering med brug af satellit- og topografisk data. Slutresultatet, korte film som præsenteres som store projektioner, viser motivet over en længere tidsperiode med skift i lys- og vejrforhold.

Gerrard kalder selv sine hyperrealistiske værker for »virtuelle landskaber«. Det ville være forrygende hvis en kurator eller gallerist herhjemme fik ideen at få Gerrard til Danmark.

John Gerrard er uddannet på Oxford University, The School of the Art Institute of Chicago og Trinity College i Dublin. Han har været udstillet over det meste af verden herunder en række soloudstillinger i Europa og USA. Gerrard bor i Irland og Wien.

Domestic Drift is concerned with everyday life - the ordinary activities, states of mind and conditions of existence that fill time outside the moments of drama and spectacle. It examines the sense of ordinariness inherent in the repetitive, habitual work of home while trying to appreciate the experience as simultaneously mundane and precious.

Clare Gallagher viser os hverdagens objekter og øjeblikke med en poesi som ikke er ekspressiv, men undersøgende og nysgerrig. Det er en verden man nemt genkender – legetøjet på gulvet, appelsinskræller på bordet, post-it noter på køleskabet – men i flere af billederne er det som om vi ser det med barnets øjne. Vi kigger op på verden, ikke ned på den.

Clare Gallagher har studeret kunst og fotografi i London, Canterbury og Belfast. Hun har bl.a. udstillet i England, Irland, USA og Indien og underviser i fotografi. Galleriet her er lavet i samarbejde med kunstneren.

1980’ernes New York var et ganske andet sted end det er i dag. Kriminaliteten var høj, våbenkontrollen lav (byen havde mellem 1500-2000 mord om året i disse år), offentlige institutioner kørte på må og få og byens generelle tilstand var plaget af forfald. Det var – midt i al elendigheden – også en by hvor huslejen var billig og kunstnere som Jean-Michel Basquiat slog sine folder.

Steven Siegel har fotograferet i byen siden 1980 og det er lidt af en tidsrejse at bladre gennem hans mange billeder fra før New York blev en cupcake-by.

Årets første must-see udstilling blev åbnet på Louisiana sidste fredag. Det drejer sig om den tyske kunstner Andreas Gursky, som med sine kæmpeformat-fotografier skaber et næsten ekstremt billedrum der både rummer en enorm og kaotisk detaljerigdom og – når man træder nogle skridt tilbage og betragter helheden – en form for logisk enkelhed.

Gurskys billeder er på mange måder visuelle analyser af menneskeskabte systemer og indretninger. Han er blevet en slags senkapitalismens portrættør. Det interessante er, at værkerne på trods deres saglighed og kompleksitet, er så umiddelbart tilgængelige. De kræver ikke en særlig forhåndsviden eller kunstfaglig ballast af beskueren, og det er måske det der er forklaringen på hvordan Gursky har opnået sin rækkevidde og popularitet.

Uagtet at der på sin vis er tale om kunstfotografiets svar på en stadionkoncert, er værket hverken overfladisk eller hurtigt overstået. En tur til Louisiana, med andre ord, og hellere i dag end i morgen.

Nu til noget helt andet. Fotografen Henrik Hviid er taget på rejse ind i subkulturens verden, blandt nutidens rockabillys og 50’er godtfolk. Man dyrker moden, musikken, bilerne og samværet og at dømme efter Hviids fotografier, gør man det med liv og sjæl.

Der er noget interessant over tidsrejsen-som-livsstil. Jeg så et videoklip for nyligt med en engelsk fyr, som havde indrettet sig i 1930’er stil (Jeg kan ikke finde linket, men hvis jeg finder det skal jeg nok lægge det op). Det var helt gennemført. Han klædte sig, talte og spiste som en englænder i mellemkrigstiden. Havde intet køleskab, men forrådskammer, og brugte ingen moderne hjælpemidler i husholdningen osv. Det må egentlig være sindssygt krævende at leve sådan i længere tid ad gangen.

Hvor konsekvent vores rockabilly-folk her går til livsstilen forbliver usagt, men Hviids kamera fanger dem fra de gode vinkler.

Da endnu en vinterstorm ramte Danmark i sidste uge, rustede beboerne i Nørlev og Nørre Lyngby sig til kampen mod naturens kræfter for at sikre deres sommerhuse. Nedstyrtningsfaren er stor og en beliggenhed ved første række kan betyde at man mister sit hus. Informations fotograf Jakob Dall tog på reportage til en by, der langsomt forsvinder.

Vi starter 2012 med en lille reportage fra Fleggaard:

I denne uge kan de få en pakke smør for 8,88 kr. og en halv liter piskefløde for 2,95. Det er billigt, og det er der mange, der har bemærket. På parkeringspladsen er der flere trailere og varevogne, som er fyldt til randen med alt fra øl og vin til kunstige sødemidler og rejer. For her i Sønder Løgum er det dét, man gør.

Sønder Løgum — eller Süderlügum som byen hedder på tysk — ligger direkte syd for den dansk-tyske grænse i Sydslesvig. Her ligger forretningen Fleggaard omringet af flade, lysegrønne marker. Fleggaardkoncernen er den største aktør inden for dansk-tysk grænsehandel og omsætter årligt for fire milliarder kroner.

I fredags kom det frem i et svar til Folketinget, at omfanget af grænsehandlen i 2011 var på ca. 12 milliarder kroner. Denne handel udgør knap to pct. af den samlede danske detailomsætning. Tallet kommer bag på Venstres tidligere skatteminister Kristian Jensen, men nuværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) mener, at der ikke er behov for at nedbringe grænsehandlen. For ham er 12 milliarder en dråbe i havet i forhold til den samlede omsætning i detailhandlen. Regeringens egne beregninger viser, at den forhøjede sukkerafgift vil øge grænsehandlen og koste den danske detailhandel omkring en milliard kroner ekstra og flere hundrede job.

Informations Sofie Amalie Klougart har stået for tekst og billeder.