Andreas Gursky på Louisiana
Årets første must-see udstilling blev åbnet på Louisiana sidste fredag. Det drejer sig om den tyske kunstner Andreas Gursky, som med sine kæmpeformat-fotografier skaber et næsten ekstremt billedrum der både rummer en enorm og kaotisk detaljerigdom og – når man træder nogle skridt tilbage og betragter helheden – en form for logisk enkelhed.
Gurskys billeder er på mange måder visuelle analyser af menneskeskabte systemer og indretninger. Han er blevet en slags senkapitalismens portrættør. Det interessante er, at værkerne på trods deres saglighed og kompleksitet, er så umiddelbart tilgængelige. De kræver ikke en særlig forhåndsviden eller kunstfaglig ballast af beskueren, og det er måske det der er forklaringen på hvordan Gursky har opnået sin rækkevidde og popularitet.
Uagtet at der på sin vis er tale om kunstfotografiets svar på en stadionkoncert, er værket hverken overfladisk eller hurtigt overstået. En tur til Louisiana, med andre ord, og hellere i dag end i morgen.
F1 Boxenstopp I (detalje) © Andreas Gursky. Foto: Louisiana
F1 Boxenstopp I (detalje) © Andreas Gursky. Foto: Louisiana
Bangkok V © Andreas Gursky. Foto: Louisiana
Madonna © Andreas Gursky. Foto: Louisiana
Ocean II © Andreas Gursky. Foto: Louisiana
Nha Trang © Andreas Gursky. Foto: Louisiana
Seneste billedserier:
Kommentarer
Noget morsommere end Rhin-billedet. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
Men det er da ikke kunst at trykke på knappen på et fotoapparat.
Fotoet er vor tids plage. Det trænger sig voldsomt på overalt. Det tiltrækker opmærksomheden og stjæler vores sind, det tager patent på virkeligheden, men fordrejer og forenkler den, giver kun en lille del af sandheden, giver overflade og stilstand, hvor livet er alt det andet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er svært at blive mere end overfladisk imponeret over Gursky, som ved hjælp af manipulation forskyder indsatsen fra det fotografiet er bedst til, nemlig at afdække virkeligheden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Michael hvad er det for en omgang vrøvl. Fotografiet har da været en fast del af kunstens verden de sidste næsten 200 år. For mig at se, er det lige gyldig hvilken teknik kunstneren har brugt, om han har trykket på knap eller malet med sin pik, er komplet lige gyldigt set i mine øjne.
Jeg synes at Gursky er utrolig dygtig til at komponerer et fotografi. Det er hans force. Og jeg synes det godt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Når jeg klikker ind på dette sted, er det første, der
fanger mig, billedet af to lunder. Jeg finder hurtigt ud af, at de ikke har noget med sagen at gøre, men det er lige meget, for det er dem, der er interessante, i modsætning til formel 1 - pitstop, Madonna-koncert og satelitfotos af Atlanten, herregud.
Lunderne kunne hr. Gursky næppe finde på at fotografere, og hvis han kunne,ville der sikkert blive spekuleret i det til langt ud i hampen. I stedet læser jeg i et værk om Færøernes natur følgende: Lundens ynglekolonier findes på de græsklædte skråninger på de øverste dele af kystfjeldene, og ofte udbredt langt inde i land. Den yngler i jordhuller, som den selv udgraver, og som bruges år efter år.
Allerede ved at læse den tekst har jeg fået så meget mere at arbejde med, end billedet, fotoet kan give. Fotoet er - efter min mening - et overfladefænomen, et øjebliksbillede, en dokumentation. Sådan så der ud her for et stykke tid siden, færdig. At man så kan dyrke det, tænke på lys og vinkler, motiv og format, vel, men det er og bliver statisk og uden kunstnerens mere plastiske, omfattende aftryk.
Fotoerne har taget overhånd i disse år. Man ser det navnlig i aviserne. Engang var der bladtegnere, de er stort set forsvundet. Men fotos råber og skriger alle vegne. Ofte tæt på, provokerende tæt på. Og ansigter. Hele tiden ansigter tæt, tæt. Politikere og kendte fotograferes med en halv meters afstand eller mindre. Det er langt tættere end man ville komme i den fysiske virkelighed. Nu skal vi altså se deres ansigtshud med hudorme og hår i næsen, eller make up, så tæt på, at det er en provokation og fornærmelse.
Fotoet har fået overtaget, og det er magtfuldt, for det kører med vores hjerner, og det ved fotofolket. Det er derfor jeg har denne aversion. Og så skal den store, dyre kunst alstå også være fotos, på Luisianna. Jeg ved godt, kunsten i hvert fald siden 1840-erne har diskuteret, om fotografiet kunne blande sig med kunsten. Ikke alle har været med på, at det med at knibse med fingeren på apparatet var kunst. Det er jeg stadig ikke.