Gerningssteder
I de tidlige 1990'ere begyndte fotografen Eva Leitolf at interessere sig for rascistiske forbrydelser i Tyskland og den måde hatecrime blev diskuteret som samfundsproblem i offentligheden. Det førte til et fotoprojekt, hvor hun fotograferede gerningssteder, ofre, gerningsmænd og vidner rundt omkring i landet. I 2006 vendte fotografen tilbage til temaet – denne gang med fokus alene på gerningsstederne, men suppleret med tekster, der beskriver forbrydelserne og deres retlige og politiske efterspil. Det er disse billeder, taget i perioden mellem 2006-08, som vi viser et udsnit af nedenfor. Serien German Images – Looking for Evidence er udkommet på forlaget SNOECK og kan bestilles via denne side. Eva Leitolf (f. 1966) har studeret fotografi ved Universitetet i Essen og på California Institute of the Arts. Hun har en lang række internationale udstillinger bag sig. Galleriet her er lavet i samarbejde med fotografen. Billedeteksterne er oversat af Niels Ivar Larsen.

Schwerin-søen, nær Berlin. En gruppe franske og italienske teenagere – både sorte og hvide – i en campinglejr ved en sø nær Berlin blev den 1. august 2006 angrebet af en flaskekastende tysk ung mand. Angriberen sluttede af med Hitler-salut og gik derpå videre med to venner til Gross Köris, hvor han smadrede et vindue i en asiatisk take-away. Efter politiets efterforskning blev tre mistænkte anholdt og sigtet hærværk, fremvisning af forbudte symboler, forsøg på grov legemsbeskadigelse samt for et røveri begået senere. En af gerningsmændene blev idømt to års forvaring i ungdomsfængsel (betinget), en anden et år og seks måneders forvaring i ungdomsfængsel (betinget), mens en tredje slap med en advarsel.

Nedlagt cementværk, Rathenow. Efter et angreb på en asylansøger den 22. maj 2006 på en nedlagt cementfabriks ejendom organiserede Opferperspektive (en støttegruppe for voldsofre), den antifascistiske gruppe Antifa Westhavelland og asylansøgere sammen en VM-fest den 30. juni i anledning af transmissionen af dagens fodboldkampe på tv. Ifølge deres pressemeddelelse ønskede de at markere modstand mod forestillingen om no go-zoner for udlændinge.

Schöna, Det Saksiske Schweiz. Ved delstatsvalget i Sachsen i 2004 fik det fascistiske Nationale Demokratiske Parti 23,1 procent af stemmerne i Reinhardtsdorf-Schöna. Ifølge forlydender i pressen plejer partiet nære kontakter til den forbudte gruppe, SSS (Sächsische Schweiz Skinheads), der har sat sig som mål at befri området for udlændinge.

Bieblach-Ost, Gera. I Thüringen den 29. januar 2004 blev en 27 årig indvandrer fra Rusland dræbt af fire unge tyskere. Overfaldsmændene, der var i alderen fra 14 til 19, slog, sparkede og stak deres offer, og slog ham i hovedet med en hammer. Venstreorienterede grupper fordømte episoden som et racistisk angreb og indkaldte til demonstration. De fire gerningsmænd fik idømt fængselsstraffe på mellem tre et halvt og ti år, i første omgang til afsoning i ungdomsfængsel. Retten var ikke i stand til at finde noget fældende bevis på et racistisk motiv. I dommen blev der henvist til, at offeret havde gjort gerningsmændene vrede ved at tisse i en sofa, sparke gentagne gange til en kat og kaste en kæledyrsrotte mod en væg.

Gangbro, Viersen. En 22-årig mand oplyste til politiet i byen Viersen i Nordrhein-Westfalen, at han den 10. juli 2006 blev tilsvinet verbalt og fysisk overfaldet af fire unge mænd på grund af sin hudfarve. Han forklarede videre, at det var lykkedes ham at forsvare sig selv og slippe væk. Mönchengladbach-politiet statssikkerhedsafdeling overtog efterforskningen, men var ikke i stand til at identificere nogen af gerningsmændene.

Rundkørsel, Oschersleben. Den 5. august 2006 blev indehaveren af en vietnamesisk take-away tvunget til at stoppe sin varevogn af fire unge mænd, der truede med at slå ham ihjel og smadre hans forretning. Angriberne beskadigede køretøjet ved at sparke på det og slå løs på det med flasker. Da han ikke kunne slippe ud af rundkørslen, trådte han på hårdt speederen, hvorved den accellerende bil ramte en af overfaldsmændene, der blev lettere kvæstet. Den vietnamesiske mand gik direkte til politiet og anmeldte hændelsen. En efterforskning blev indledt mod mændene, som var berusede efter indtagelse af alkohol, og de blev efterfølgende anklaget for trusler, intimidering og hærværk. De to af dem, som var myndige, fik bøder på 600 og 400 Euro – den ene ankede dommen. En mindreårig fik en advarsel og skulle derudover betale 250 euro i skadeserstatning til offeret.

Amtsvejen i Weihenlinden. Den 16. maj 1999 skete der en alvorlig trafikulykke på hovedvej 2078, hvor alle fem tyrkiske passagerer i en bil, herunder chaufføren, blev dræbt. To dage efter fik en bilist øje på et plakatopslag på stedet, hvorpå der var afbildet et hagekors med ordene ’Og historiens morale er: Døde tyrkere generer os ikke’. Plakaten blev taget ned af politiet og undersøgt af kriminalteknikere, men undersøgelsen forblev resultatløs.

Althaldensleben (»Olln«). Den 12. december 2006 blev seks plakatopslag med teksten ’Alle ikke-hvide, hold jer væk!’ og ’Hold Olln ren!’ fundet opsat forskellige steder i bydelen Althaldensleben. En efterforskning blev indledt imod de ukendte gerningsmænd for at tilskynde til racehad. Resultaterne af denne blev overdraget til statsanklageren i Magdeburg i begyndelsen af 2007.




Tatort!
Billederne og temaet minder mig om "Det Hvide Bånd" - ikke at de som sådan kan sammenlignes 1:1, men Det Hvide Bånd var bedre.
Interessant sammenligning ... Det Hvide Bånd var en fremragende film