Vreden kommer fra dem, der oplever velstanden

Det var den smukkeste og roligste revolution. Den forløb lige efter vores alle sammens demokratiske skabelon for den rigtige udvikling i verden: Folket i Ukraine demonstrerede mod en korrupt leder, det lykkedes dem at få ham væltet, og de valgte deres egne nye ledere. Det var i 2004, og det blev kaldt Den Orange Revolution. Den var et forbillede for undertrykte folk i andre lande, som vil have lov til selv at bestemme, hvem og hvordan der skal bestemmes over dem. Den blev et tegn på, at man stadig kan håbe på, at historien ender lykkeligt med demokrati til alle. Man kunne sige, at udviklingen i Ukraine bekræftede den amerikanske forsker Francis Fukuyamas berømte tese om historiens afslutning og det liberale demokratis sejr. Men seks år efter er det hele rullet tilbage. Ved valget i 2010 blev revolutionens helte valgt fra, og ham, der dengang blev anklaget for at stjæle valget, blev igen valgt til Ukraines leder.

På et hotel i København forklarer Fukuyama venligt og tålmodigt kampen om demokratiet i det 21. Århundrede:

»Jeg har god tid i dag,« siger han med et smil. I går holdt han et seminar om den nye verdensorden for embedsfolk i Udenrigsministeriet, og i morgen skal han til en konference på Aarhus Universitet om menneskehedens fremtid. Den lille mand stiller generøst op til alle de store spørgsmål. Og han forsvarer gerne sin tro på mulighederne for det bedste i en verden, hvor mange hele tiden ser risici for det værste:

»Historien om Den Orange Revolutions sørgelige skæbne viser noget, som jeg ikke var opmærksom på, da jeg skrev Historiens afslutning. En af de største trusler mod demokratiet i dag er, at de demokratiske ledere ikke leverer det, som befolkningen kan forvente som et minimum. Alle beundrede Den Orange Revolution i 2004, men de nye ledere kunne ikke stille noget op med korruptionen i staten, og de kunne ikke engang blive enige i egne rækker om at gennemføre væsentlige reformer. Det efterlader en masse mennesker, som teoretisk er tilhængere af demokrati, men dybt skuffede over det, de selv oplever som den demokratiske hverdag.«

Moral og vækst

Den tydelige trussel mod demokratiet kommer ikke længere fra andre ideologier eller religiøse modstandere. Kampen finder ikke sted på værdier eller idéer, men på velstand, sikkerhed og tryghed:

»Demokratier skal levere det, som enhver borger med rimelighed kan forvente af sin stat. Det er sikkerhed, stabilitet, lov og orden. Der skal være ansvarlige og effektive institutioner, som borgerne kan regne med.«

Hvordan forklarer du i dag demokratiets ideologiske overlegenhed. Skyldes det velstand eller frihed?

»Demokratiet er skabt af to forskellige kræfter: Den ene handler om velstandsudvikling. Folk bliver rigere, de bliver bedre uddannet, og de får flere muligheder. Derfor får de en personlig og en økonomisk interesse i en regering, der kan beskytte deres ejendom, og som de kan drage til ansvar. Men der er også en moralsk kraft: Den ser du især i staten, hvor den er fraværende. I autoritære stater behandler man i bedste fald borgerne som børn og i værste fald, som om de ikke eksisterede. Men borgerne vil have politikere, som anerkender dem som voksne mennesker og respekterer deres rettigheder.«

Artiklen fortsætter nedenfor interviewet

Fukuyama læner sig tilbage et øjeblik. Han holder en kort pause, inden han læner sig frem og tilføjer:

»Det var altså mit ræsonnement i 1992, men i dag har jeg så tilføjet den tredje dimension, så i dag ser jeg tre opgaver for ethvert demokrati: Borgerne skal have økonomisk sikkerhed, så de ikke skal bekymre sig om deres næste måltid. De skal have moralsk sikkerhed, så de ikke skal være bange for at komme i fængsel, og de skal have institutionel sikkerhed, så de ved, at retsstaten fungerer.«

Mange fremhæver den manglende effektivitet som svagheden ved et demokrati. Når alle parter skal blive enige, er det svært at træffe beslutninger, og vores ledere synes at beundre den kinesiske effektivitet?

»Jeg vil anbefale, at man sætter det kinesiske eksempel lidt i perspektiv. Der er ganske få ikke-demokratiske stater i verden, som fungerer så effektivt som Kina. Men du har altså også afrikanske stater, hvor præsidenter sidder på livstid, og du kan ikke slippe af med dem. De kan undergrave hele statsapparatet og føre befolkningen bag lyset, uden det får konsekvenser. Det er undtagelsen snarere end reglen, at du får økonomisk vækst og politisk effektivitet i autoritære regimer.«

Det er svært at sætte det kinesiske eksempel i parentes, når både erhvervsledere og poltiske ledere konstant bruger det som en blanding af forbillede og skræmmebillede?

»Det er rigtigt. Men jeg ville ønske, at man så nuanceret på den såkaldte kinesiske effektivitet. De kinesiske beslutninger er kun effektive i forhold til kortsigtet økonomisk vækst. De er ikke folkeligt funderet overhovedet. Det er klart en fordel, hvis du vil bygge en vej hurtigt, at du kan rive folks huse ned uden at respektere deres rettigheder og kompensere dem. Det er også klart, at man træffer beslutninger langsommere, hvis de hele tiden skal kontrolleres og kritiseres, som det sker i et demokrati. Min pointe er bare, at beslutninger i sidste ende også bliver mere effektive, hvis de er demokratisk forankrede, fordi de så netop er bakket op af befolkningen.«

Og de kinesiske ledere træffer ifølge Fukuyama ofte beslutninger, som går i mod hensynet til deres egne borgere. Statens økonomiske interesse stemmer nemlig ikke altid overens med borgernes interesser:

»Det skaber en frustration eller afmagt, du ikke finder i demokratiske stater. Man siger ind imellem, at Kina vil være bedre til at bekæmpe klimaforandringerne, fordi de ikke er et demokrati. Jeg mener det modsatte: Man kan blive imponeret over deres investeringer i grøn energi, men det er kun, fordi det er profitabelt, at de investerer i det. Det er bundlinjen og ikke hensyn til klimaet, som styrer. Hvis klimaforandringer skal imødegåes, skal du have befolkninger, som overvåger beslutningerne og stiller krav til virksomheder. Det kræver demokratisk feed back.«

Eliternes demokrati

Fukuyama understreger, at der er en konflikt mellem effektivitet og legitimitet. Det er altid svært at overbevise borgerne om, hvad der er politisk rigtigt, og det er tilsvarende let at bremse reformprocesser:

»Se bare på mit eget land. Vi har så mange stærke interesser, som står i vejen for noget så basalt som en sundhedssikring, at det er ekstremt svært at vedtage dette minimum af forsikring. Det er noget helt grundlæggende, som det har krævet en enorm kamp at få gennemført.«

Kan demokratiet blive sin egen modstander?

»Det sker hele tiden, at demokratier udvikler procedurer, som kommer til at virke imod demokratiet selv. Vi er alle stolte af retsstaten, og vi sætter loven meget højt. Men vi kan også konstatere, at der er opstået en hel industri af dyre advokater, som lever af at fortolke og bestemme loven, de forsvarer særinteresser og blokerer beslutninger. Min pointe er bare, at du kan korrigere fejl og reformere systemer i et demokrati. Du kan fjerne ledere, hvis du er utilfreds. Det kan man f.eks. ikke i de afrikanske stater, vi talte om før, hvor borgerne ikke kan drage regeringen til ansvar.«

En anden kritik af vores samtidige demokrati går på, at samfundet er blevet så komplekst, at den brede befolkning ikke forstår styringen af det og ikke kan deltage med andet end populistiske protestbevægelser?

»Folk vil ikke regeres af eliter, og det har de god grund til ikke at ville. Alt for ofte varetager de politiske eliter ikke fællesskabets interesser, men plejer kun sig selv. Populismen er en refleksion af det faktum, at eliters handlinger ikke altid er styret af hensynet til det fælles gode. Men populismen er også et tegn på, at eliternes magt er faldende.«

Kan man sige, at opgøret med eliten ikke skyldes, at folk er blevet afmægtige over for eliterne, men netop, at de ikke vil finde sig i afmagten. At de er blevet stærkere?

»Det er der helt sikkert noget om. Hvis folk er fattige og udstødte af samfundet, er det sjældent, at de har overskud til politisk vrede. Og det er ofte sådan, at dem, der ligger mellem eliterne og de udstødte, er de vredeste. De har nemlig mest at være vrede over, fordi de forventer mere. De har måske oplevet en stigning i velstand, som har gjort dem bevidst om, hvor meget mere de andre har. Denne gruppe er tit de mest politiske engagerede og dem, der får forandringer til at finde sted.«

Det skulle også betyde, at økonomisk velstand fører til krav om politisk frihed?

»Jo rigere folk er, desto mere krævende bliver de. Og jo bedre uddannede de bliver, desto bedre bliver de til at stille krav. De skal ikke bekymre sig om fornødenheder, men får overskud til at se op på samfundets indretning. Her må vi vente og se, om rigdommen i Kina vil føre krav om politisk medbestemmelse.«

Sammenbrudet

En tredje kritik af Fukuyamas tese om historiens afslutning peger på, at det sejrende demokrati er forankret i nationalstaten, mens de herskende problemer overskrider nationalstaten.

Kan man ikke se COP15 i København som eksempel på, hvor svært det er at træffe bindende globale beslutninger, som involverer de væsentligste politiske aktører?

»Der var efter min mening ingen grund til at forvente en juridisk bindende aftale i København. Du kunne have forudset det længe inden topmødet. Interesserne imod sådan en aftale var simpelthen for store og vægtige. Men man kan måske se topmødet som et fremskridt i den forstand, at vi blev af med visse illusioner om, hvordan vi skal løse de her problemer.«

Hvad vil det sige?

»Jeg tror virkelig ikke, der kommer én centralt formuleret aftale, som bagefter skal udbredes til hele verden. Jeg tror ikke på en globalt forpligtende kontrakt, som alle vil blive enige om og bagefter alle lande i verden vil respektere. Det er ikke politisk realistisk. Den slags beslutninger kan ikke træffes oppefra og ned. Det er efter min mening mere realistisk at lave en lang række mindre forpligtende aftaler mellem de enkelte aktører.«

Er det en falliterklæring for FN?

»Det handler ikke om tillid til FN eller ej. Du kan se det i spilteoretisk termer: Se på de store aktører, og tænk over, hvad deres interesse i at underskrive en globalt forpligtende aftale er. Det er politisk umuligt at overbevise skatteyderne i de rige lande om, at de skal kompensere de fattige lande for århundreders udledning, som de ikke selv har stået for. Det vil ikke ske. Vi må tilbage til tegnebrættet og finde på nye former for aftaler og fælles handling, Vi må finde en anden tilgang.«

Fukuyama lyder, som om han tror, det sker. Han har ikke opgivet troen på fremskridtet, men han erkender, at ingen kan være sikker på noget som helst.

»Vi hænger på det her problem. Vi kunne ønske os tilbage til før industrialiseringen, men så ville vi ikke have de samme personlige rettigheder, friheder og muligheder. Vores børn ville dø meget tidligt, fordi vi ikke havde et udviklet sundhedssystem. Vi kunne ønske os tilbage, men sandsynligvis ikke særlig længe. Det står ikke klart, hvordan vi skal løse de problemer, som er skabt af vækst, men siden den industrielle revolution har vi skabt nye problemer for os selv og lært os selv at løse dem bagefter. Det er muligt, vi støder på et problem, som vi ikke kan løse, men der er lang vej dertil. Vi er der ikke endnu.«