Hvem tæmmer tyren? Senest opdateret: 25. maj 2012

CDS (Credit default swaps) opfundet i 2001 i USA, udgør i dag en lang større spekulation en almindelig aktiehandel. Oppe over 100 trillioner dollar årligt!! Disse finansiel ”papir” har ingen samfundsmæssig gavn. De gavner kun langt under 0,001 procent af verdensbefolkning. Disse personer flytter rundt på nuller på gigantiske server og handler med hinanden langt uden for vores rækkehvid. Hvis vi nu koblede dem fra på et eller anden måde og lade dem cykel rundt i deres egen bubble, totalt afskåret fra vi almindelig dødelige, kun vi andre måske undgå deres destruktive virkelighed og opleve en uproblematiske finansiel daglig dag.

Spekulation i valuta, Swaps, CDS, aktiehandel osv. skaber ikke vækst. Kapitalisme er baseret på spekulation. Kapitalisme og spekulation går hånd i hånd. Spekulation har aldrig skabt vækst. Spekulation skaber ulighed. Kapitalisme er udemokratisk. Dem med fleste aktie bestemmer.

Hej,

Jeg kunne godt li’ at vide lidt om tre ting. For det foerste kunne man laese i debatten at mange er kritiske overfor at indfoere en finans-transaktionsskat, da den vill faa negative bivirkninger overfor folks pensionsplaner. Hvad kan man om muligt differentiere der for at regulaere pensions investeringer ikke bliver beskattet, eller maaske bliver beskattet mindre? Det er jo trods alt befolkningen der (idealt set) skal understoette saadanne tiltag for at de bliver implemeneteret.

For det andet, saa spoerger jeg mig selv om man kunne beskatte efter bestemte sociale eller miljoemaessige kriterier, saaledes at investeringer (ogsaa dem som pensionskasser udfoerer) blev beskattet alt efter om de gavner samfundet eller ej?

For det tredje, saa har verden den saakaldte Rio+20 Conference (UNCSD) i Rio de Janeiro (20-22 Juni 2012), hvor lande (ideelt set) har mulighed for at tage beslutninger med konsekvenser for baeredygtig udvikling (ja, man kan jo haabe).
Et af de store spoergsmaal her er selvfoelgelig ‘financing for development’. EU (og jo nu osse DK i kraft af vores formandsskab) er set som den mest ambitioese gruppe af lande, og hvis staerke udspil skal komme, saa maa de om noedvendigt nok komme fra vores side. Ville en Tobin-tax ikke vaere en go’ pakke at have med til Rio (baade for EU og isaer DK), som bevis for at kravet om ‘new and innovative sources of financing’ er taget alvorligt?

Paa forhaand tak, og venlig hilsen, Simon

Man kan i mine øjne se debatten om Tobin-skatten som et tegn på en gryende erkendelse af, at demokratisk styring af økonomien i en globaliseret verden forudsætter handlekraftige demokratiske overnationale institutioner. I en nøddeskal: Når økonomiens aktører opererer overnationalt, er det naivt at tro, at nationale statslige aktører alene formår at regulere deres virke.

Samtidig illustrerer debatten om Tobin-skatten de dilemmaer og besværligheder, som vi står i i en evt. overgang til overnational demokratisk styring: De Radikales argument imod Robin Hood-skatten er på sin vis logisk nok: Alt andet lige vil indførelsen af en beskatning i én region (fx EU), samtidig med at denne ikke indføres i andre regioner, være en ulempe for den beskattende region i en globaliseret verden, hvor økonomiske aktører alt andet lige vil søge hen, hvor der er minimum af beskatning.

Den logiske løsning på dette problem er en global styring af økonomien. Men hvordan kan denne opnås? Nogen må tage tage teten og begynde – gå forrest som et forbillede. At tage dette skridt kræver, at man sætter sine sine kortsigtede egeninteresser til side og indtager et langsigtet og bredere udsyn. Det er de Radikale og andre ikke villige til, selv om de ‘principielt’ ikke er imod ideen om demokratisk kontrol med økonomien.

Lignende problem-logik gør sig i øvrigt gældende i klimadebatten: Kun hvis alle er med, er det retfærdigt, men hvordan kommer vi derhen uden en global institution?

Uvilligheden til at tage et sådan skridt er måske én af de væsentligste ting,der basalt står i vejen for at få løst de store globale problemer i dag.

Problemet kalder på stærke demokratiske overnationale institutioner, ideelt set altså en global. Og her åbner der sig et andet problem, der eksemplificeres at EU-modstanderen Jacob Lindbloms dilemma, der beskriver regulering af finansmarkederne som et ‘tveægget sværd’: Vi kan på den ene side ikke lide Europas Forenede Stater (da en sådan institution angiveligt vil være udemokratisk), men på den anden side kan de overnationale problemer kun løses med stærke overnationale institutioner, såsom en EU-baseret fælles skattepolitik. Opgaven må være at finde en model for demokrati på et overnationalt niveau – noget hverken ledende europæiske ledere og EU-teknokrat er eller indenrigspolitiske nationalister synes at være villige til at arbejde for.

@Simon sp.mål #1: Debatten om pensionskundernes tab i forbindelse med en skat på finansielle transaktioner (FTT) mener jeg har været præget af overdrevne tabstal. Beregningerne fra PFA og Danica (som siger at pensionskunderne mister 170.000 kr.) er jo lavet ud fra præmissen om, at ingenting ændrer sig – at pensionsselskaberne fortsat vil lave det samme antal transaktioner som i dag, og at ingen fremtidige kriser vil mindske pensionskundernes provenu. Jeg mener, at man burde lytte til pensionsrådgiver, Jørgen Svendsen, fra Sejer og Svendsen, som i P1 har påpeget, at pensionsselskaberne overvurderer effekten af den finansielle transaktionsskat: ”Der er meget store omkostninger forbundet ved at handle for meget, og jeg mener, at det vil regulere adfærden, når det bliver dyrere.” Det er netop det, jeg mener er godt ved en transaktionsskat: den regulerer adfærden på finansmarkederne. Det vil jo også betyde, at investorerne får incitament til at tænke mere langsigtet. Ifølge en undersøgelse foretaget af forskere fra Århus Universitet og CBS, så tjener man faktisk penge på mere langsigtede investeringer. En anden indvending mod det simple regnestykke fra Danica og PFA er jo, at pensionskunderne her under krisen har mistet utrolig mange penge i både Danmark og Europa; ergo betyder en usikker økonomi med høj spekulation også at man som pensionskunde har større risiko for tab. Jeg tror ikke nødvendigvis man behøver arbejde med fradrag; for jeg tror på, at en FTT i sidste ende er bedst for pensionskunderne!

@Simon #3: Jo, bestemt! Den grønne gruppe i Europa-Parlamentet, som jeg og SF er en del af, har som erklæret politik, at vi bakker op om, at 50 pct. af en eventuel indtægt fra en FTT skal bruges til udviklingstiltag i de fattige lande. Men om det er realistisk, må jeg nok stille mig mere tvivlende overfor; tror vi er nogle af de eneste, der er klar til det på nuværende tidspunkt, midt i en hård, hård krisetid, EU Kommissionens forslag går på, at FTT’en skal indgå i EU’s budget som en såkaldt ”egen ressource” og at medlemslandene så skal betale tilsvarende mindre ind til EU’s kasse. Medlemslandene vil have pengene i egen kasse til at finansiere investeringer i realøkonomien, forståeligt nok. Så hele provenu-debatten er meget vanskelig… og jeg tror måske ikke, at vi kan nå at stable en flertals-koalition på benene inden Rio+20, der kan sikre at dele af en global/europæisk FTT mobiliseres til de fattigere lande. Det er min ærlige vurdering, om end jeg er vild med idéen om en “robin hood skat”.

@Søren (og dermed også @Jacob Lindblom): Meget enig med Søren i, at man er nødt til at have stærke internationale platforme til at regulere kapitalen; den er for længst gået global, og den flytter sig efter forgodtbefindende. Vi har mere end nogensinde før brug for at kaste nationalromantismen af os og se globaliseringen lige ind i øjnene: Vil vi en ureguleret, usikker global kapitalisme, der styrer mod nye kriser? Eller vil vi sikre en reguleret kapital – en tæmmet tyr – der kan sikre velstandsløft over hele verden (fair fordeling) gennem bæredygtig vækst? Jeg er på det sidste hold – og derfor er jeg EU tilhænger af hele mit hjerte. Ikke ukritisk, ikke ubetinget, ikke sådan at EU er perfekt (slet ikke nu hvor Europa er mere blåt end nogensinde før) – men på den måde, at jeg ved vi har brug for et stærkt EU til at få en bedre fremtid. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved institutionens nødvendighed, jeg kæmper om flertal til at bruge institutionen til progressive politikker, der kan række ud mod resten af verden gennem FN, G20 mv. Og rolig nu; vi får ALDRIG Europas forenede stater. Dertil er landene alt for forskellige, historien er for lang og særegen for hver nation, hver egn, hvert sprogområde. Europa er, med et udtryk lånt fra Holger K Nielsen, ”et kludetæppe” og vil fortsat være det. Jovist, nok et tættere vævet kludetæppe, men ikke et amerikansk et af slagsen. En sidste note @Søren: jeg mener ikke, at en europæisk FTT nødvendigvis vil være en konkurrencehæmmer. Der er pt. 40 lande i verden som opererer med former for FTT; og som mange steder høster stort provenu, også fra verden udefra. Tag fx UK; de får over halvdelen af deres indtægter ind fra andre land pga. et smart design: skatten opkræves universelt (i hele verden, på alle børser) hver gang der handles med en UK-aktie. Det er smart og dermed vanskeligt at omgå skatten – og det vil dermed ikke skabe nævneværdige konkurrenceproblemer for Europa. Det er klart at en global FTT ville være helt optimalt, men mener sagtens vi kan indrette en ”smart” FTT der både kan give provenu, regulere spekulation og sikre at den underbeskattede finanssektor beskattes!

@Emilie
Tak for svaret. Ja, jeg tror, det er nødvendigt at lave en godkendelsesordning for finansielle produkter for at bremse væksten i den spekulationsøkonomi, der ikke producerer andet end kriser, og som lokker både talent og kapital væk fra realøkonomien, som alle vi andre skal leve af. Du har helt ret i, at finansverdenens kreativitet er grænseløs, så hvis det langsomme og omstændelige demokrati skal genvinde magten over den økonomiske udvikling, skal det holde godt fat i tyrens næsering – eller måske hellere klemme godt til om en bestemt legemsdel i den anden ende af dyret. Det er dog svært at se, hvor den politiske vilje til det skal komme fra, når der trods krisen stadig synes at være et borgerligt-liberalt flertal i Europa.

Jeg vrøvler ovenfor. Emilies indlæg viser jo netop, at der er en politisk vilje i EU til at lægge en dæmper på finansverdenens destruktive adfærd. Det går bare så langsomt. Det er en god ide, at nye finansprodukter skal godkendes før de må tages i brug.

@ Jan S. Larsen: Skal vi lave en demokrati-told på varer fra udemokratiske lande, spørger du. Inden jeg svarer konkret på det, først mine grundlæggende tanker om handel: Jeg mener, at handel er et redskab til at binde verden sammen, til at skabe vækst (også win-win), til at undgå krig, og er derudover et af de mest effektive redskaber til at påvirke andre lande. Samlet set er EU med verdens største økonomi – og adgangen til vores fælles Indre Marked giver for alvor pondus i forhandlinger. Men det er et stort dilemma, det du lægger op til: Skal vi handle med udemokratiske lande? Hvis ja, under hvilke betingelser? Faktum er jo, at vi allerede handler med udemokratiske lande; vi handler med Rusland, Kina, Mellemøsten og flere afrikanske lande. Efter det arabiske forår gik det for alvor op for de fleste i EU, at vi ikke længere kan handle ”ubetinget” med udemokratiske lande; og i den nye naboskabspolitik lægger man da også op til ”the more reform, the more money”. Men man kan jo også se på det sådan, at forhandlinger om handelsaftaler er et meget effektivt redskab til at sikre reformer, rule of law og demokrati. Man kan også i selve aftalen kræve en række forhold overholdt; bl.a. også om arbejdstagerrettigheder og frihedsrettigheder. Ergo; kan (fri-)handel og handelsaftaler være et godt redskab i sig selv. Handel kommer ikke kun et regime til gode, men kommer også virksomheder og arbejdstagere til gode; og som det blev sagt i forbindelse med Nordafrika: ”man kan ikke leve af demokrati alene”. Demokratisk udvikling kræver økonomisk og social udvikling – og vice versa. Tror ikke på, at en demokrati-told vil være vejen frem, om end jeg godt kan følge din idé.

Endvidere spørger du om skattely og transfer-pricing – skal vi smække dørene i? Ja! Vi skal i høj grad være langt mere skrappe overfor skattelylande og virksomheder, som skatteunddrager gennem ”kreativ bogføring”. Der er milliarder at hente for Danmark og for EU samlet, hvis vi for alvor lavede et fælles skate-initiativ. Jeg har faktisk skrevet en blog om dette emne (se avisen.dk)

@Michael Kongstad: Du spørger, om vi i SF/den grønne gruppe i Europa-Parlamentet snakker med de ti ikke-eurolande om en fælles holdning til regulering af den finansielle sektor og finanspagten. Jeg tror først og fremmest at ”ti-klubben” eksisterer blandt medlemslandenes regeringer. Den danske regering har dog været noget tøvende, da man ikke er interesseret i en yderligere opsplitning mellem euro-lande og ikke-euro-lande. Logikken er, at man er bekymret for, at gruppen af euro-lande formaliseres mere og mere og tger flere og flere beslutninger, som vedrør alle 27. Jeg deler regeringens tilgang på dette spørgsmål. I den grønne gruppe mødes vi nogle gange i en kreds af medlemmer fra ikke-eurolande for at diskutere perspektiverne; Hvordan er debatten om (euro-)krisen i vores lande? Hvordan kan vi sikre, at EU hænger fornuftigt sammen på trods af denne opdeling i de 17 og de 10? Hvis du spørger mig, er der ikke umiddelbart det store politiske fællesskab mellem de ti ikke-euro-lande: Storbritannien går jo meget deres egne veje mht. regulering af den finansielle sektor. Polen og andre østlande er ikke ligefrem de grønneste lande – og heller ikke altid de mest liberale lande, når det kommer til værdipolitiske emner som homoseksuelles rettigheder etc. Ergo; jeg tror ikke på, at det er godt at ”overdyrke” forholdet mellem de 10 ikke-eurolande. Men det vi kan bruge er, at vi sammen kan insistrere på, at beslutninger, der vedrør alle, skal tages af alle 27 lande (og ikke af euro-klubben!).

Jeg tillader mig også lige at kommentere på
Turunens svar til Peter J Pedersen:
Enig i, at de principielt gode EU-tiltag hvad angår finansregulering er for små og for for få.

Men så det store spørgsmål: - hvorfor er Europa blevet mere blåt under finanskrisen? Mit bud er, at Tony Blair og andre såkaldte centrum-venstrefolk definere sig selv påny efter den kolde krigs ophør, og tog i virkeligheden afstand fra deres egne rødder, og flygtede ind i en halvkommerciel, populistisk drømmeverden, der ikke adskilte sig væsentligt fra den borgerlige eller neoliberale. Alle ville tilsyneladende det samme, og så kunne vælgerne efterhånden ligeså godt vælge den rene vare, det ægte, fremfor det skinhellige, så det endte med VKO, Sarkozy, Berlosconi, Merkel, Mariano Rajoy, Reinfeldt og - ja, Thorning Schmidt.

Hvis centrum-venstre skal gøre sig forhåbninger om at slå til som kriseknuser i lande som i Portugal, Spanien og Grækenland, skal de oppe sig noget så gevaldigt, og turde kendes ved deres rødder. Centrum-Venstre i EU skal turde gå forrest i en progressiv beskatning, der vender op og ned på konsensus om, at de velhavende ikke må beskattes. Og så skulle de se til Latinamerika og tage ved lære af, hvordan de kom ud af krisen omkring årtusindskiftet og derefter. De gamle socialistiske partier i Europa skal genfinde sig selv, eller gå i opløsning.

Både Emilie Turunen og Michael Kongstad Nielsen peger på, at Europas centrum-venstre ikke har formået at formulere en troværdig politik, der kan føre os ud af krisen. Det er jeg enig i, og jeg er også enig i MKH’s forslag til, i hvilken retning en ny politik skal søges. Man kunne også tage økonomerne Krugman, Stiglitz og Bill Mitchell med på råd. Sidstnævnte er vist ikke så kendt i Europa, men han bringer tit nogle meget skarpe analyser af Europas økonomi på sin blog.

http://bilbo.economicoutlook.net/blog/

@Rune Stilling

””bremse væksten i den spekulationsøkonomi, der ikke producerer andet end kriser.” Også en kommentar, der synes bedre egnet til at bekræfte folks fordomme end at oplyse om de egentlige sammenhænge.”

Ja, det er måske nok lidt flot sagt, men efter min forståelse af begrebet spekulationsøkonomi, så er den netop karakteriseret ved, at det er penge der producer flere penge og intet andet. Hvis jeg nu spekulerede i F. L. Schmidt aktier og købte dem billigt og solgte dem dyrt, så havde jeg tjent penge, men der var ikke blevet bygget flere cementfabrikker af den grund. Spekulation er uproduktiv i forhold realøkonomien, som er der, hvor de reelle værdier skabes.

Spekulation medfører stigende priser på de produkter, der spekuleres i, og så produceres der flere af dem - lige indtil markedet er mættet, hvorefter priserne falder til jorden med et brag, og endnu en spekulationsboble er bristet. De smarteste spekulanter har naturligvis forladt markedet lige inden. Spekulation skaber kriser.

Jeg synes, min påstand holder vand.

Mvh. Peder

@Rune

Det er i det hele taget en klodset argumentation, jeg fik skruet sammen. Først siger jeg, at der ikke produceres mere, fordi der høstes en spekulationsgevinst, og så siger jeg nedenunder, at der produceres mere fordi der spekuleres. Det er ganske vist en en uøkonomisk overproduktion i forhold til den naturlige efterspørgsel, men alligevel. Jeg må hellere holde min mund, indtil jeg har noget fornuftigt at sige.

Mvh. Peder

@alle: Tusind tak for god debat, spændende spørgsmål og interessante perspektiver. For mig var det en helt ny (positiv) oplevelse med net-debat. Må indrømme, at jeg blev positivt overrasket over, at her er så meget fokus på indholdet frem for fnidder og grovheder. Fedt! Jeg håber bestemt ikke, at debatten om, hvem der “tæmmer tyren” slutter her. Mener personligt, at det er et af de største politiske spørgsmål disse år: Hvordan vil vi have, at verden skal se ud efter crashet? Krisen forpligter os alle - særligt os politikere - til at analysere, forstå og kvalificere vores bud på en sundere finansiel sektor og en bæredygtig og stabil økonomi. Håber af hele mit hjerte, at vi lærer af krisen og ikke midt i det hele bliver bange for at lave de afgørende reformer!

Hej Emilie

Tak for dine svar. Du forholder dig ikke helt til min kritik, men ok.

Vedrørende opsplitning af banker, så bruger du Lehman som eksempel på, hvor der har sket en sammenblanding:

“dvs. at opspareres penge de facto bruges til at investere/spekulere i mere eller mindre risikable formål”

Nu var Lehman jo en inversteringsbank og ikke en klassisk indlåns/udlåns-bank, og derfor et dårligt eksempel at trække ind i en europæisk debat.

Kan du give eksempler på, at europæiske banker i større omfang har spekuleret (og spekulerer) for indlånerne penge i risikofyldte aktiviteter såsom subprime (og i øvrigt tabt noget videre på det)?

Du skriver så:

“Det betyder, at almindelige banker ikke bør sætte risikofyldte aktiver, såsom CDO’er og derivater, på deres balancer overhovedet.”

Her synes jeg så ikke længere argumentet for en opsplitning er rationelt men snarere ideologisk, hvilket selvfølgelig er ok, men så skal man kalde en spade for en spade.

Mvh. Rune

Tak til Emilie og andre laesere/debattoerer for at dele viden og insigt med os. Det er helt sikkert et komplekst omraade, men jeg kunne laere meget af debatten. Jeg kan godt forstaa at man i DK er skeptisk overfor EU’s alenegang med in FTT, da andre lande (ex. Sverige) proevede noget lignende for nogle aar siden - hvilket gav bagslag i deres eget job-marked (http://www.thelocal.se/38508/20120115/).

Men paa den anden side, saa synes jeg det er en retorisk blindgyde, naar MV medgiver at det kun vil give mening at indfoere FTT globalt (http://politiken.dk/politik/ECE1532996/regeringen-…). Det er jo et klassisk ‘collective action’ problem - hvorefter MV’s udsagn - som i foerste oejekast understoetter en FTT, i virkeligheden er et skud for boven - for en FTT bliver nok aldrig indfoert globalt, hvis ikke nogen leder skuden og tager de foerste skridt…