»I virkeligheden er vi vidner til en kamp en skjult kamp mellem to skoler. Den ene forsvarer alt, der er progressivt og sundt i den sovjetiske musik, den forsvarer arven fra vores klassiske tradition, især den klassiske russiske skole, og den forsvarer et højt ideologisk niveau, ærligheden og realismen såvel som vedligeholdelsen og uddybningen af den organiske forbindelse mellem folket og den folkloristiske sang alt sammen kombineret med et højt fagligt niveau.«
Vi er i Moskva, året er 1948. Ordene kommer fra Andrej Zjdanov, ansvarlig for kulturpolitikken under Stalin fra 1946. Hans publikum er nøje udvalgt, for det er cremen af musikken i Sovjetunionen.
Zjdanov fortsætter:
»Den anden skole forsvarer formalismen, som er fremmed for den sovjetiske kunst og for den klassiske tradition. Formalismen er antifolkelig og stræber blot efter at formidle individuelle oplevelser til en klike af æsteter. I formalisme er de smukke, naturlige og humane melodier erstattet af falske, platte endog patologiske toner.«
Officielt er formålet at få formidlet, at den klassiske musik er blevet for elitær, for formalistisk ingen ved helt præcist, hvad netop det udtryk dækker over, men noget i retning af kunst for kunstens egen skyld, som folket ikke forstår.
Men reelt er det meningen at stille de store klassiske komponister som Sergej Prokofjev, Dmitrij Sjostakovitj, Aram Khatjaturian, Vissarion Shebalin og Nikolaj Mjaskovskij i et skidt lys. Hidtil har de ellers haft status af nationale ikoner:
»Man anså dem for at være en forlængelse af de bedste traditioner inden for russisk musik i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Ved Verdensudstillingen i Paris i 1937 var der i den sovjetiske pavillion en hel eksport af kultur, de var et produkt at national stolthed,« forklarer Nicolas Werth, ekspert i Sovjetunionens historie ved forskningscentret Centre national de la recherche scientifique i Paris.
»I 1948 ændrede tingene sig. Deres værker var blev spillet til overflod i udlandet, og under krigen var England og USSR allierede. Men herefter blev verden delt i to, og så blev det, der havde været en national stolthed, til en ekstremt suspekt ting.«
Symfonier på fabrikkerne
Det var Nicolas Werths far, den britiske korrespondent for blandt andre The Guardian og BBC Alexander Werth, der i sin tid skaffede sig adgang til det stenograferede referat fra Zjdanovs kulturkonference. Dokumentet var ellers blot tiltænkt intern brug i partiet.
I sin bog om konferencen
Musical Uproar in Moscow(Musikalsk tumult i Moskva,
red.), 1948, gengiver Werth dele af referatet og forklarer, hvordan Stalin via Zjdanov løbende inddrog de forskellige discipliner inden for kunsten i sin politiske propaganda for til sidst at kaste sig over musikken.
»Episoden viser, hvor langt ideen om, at alle kunstneriske former er ideologiske, går. Det er en form for total kontrol af ånden,« forklarer Nicolas Werth.
Vi sidder på øverste sal i hans velplacerede lejlighed i Paris femte arrondissement, tæt på den hyggelige Mouffetard-gade med fantastiske delikatesseforetnin- ger og frugtmarked for enden.
Sidste år oversatte Nicolas Werth sin fars bog, så franskmændene nu kan læse om hetzen imod komponisterne i
Scandale musical à Moscou(Musikalsk skandale i Moskva).
Argumentet om, at folket ikke forstod musikken, var fuldstændigt absurd, forklarer historikeren >:
»Folket gik i operaen, det var ikke kun intelligentsiaen. Og en del af værkerne elskede de. Måske ikke alle, men mange var reelt folkelige,« siger han
Derfor var det så meget desto mere overraskende, at netop Sovjetunionen satte ind imod elitær kunst:
»I modsætning til Vesten, hvor der var en skarp adskillelse mellem kunst og musik for eliten og kunst og musik for folket, blev der i 20erne og 30erne i Sovjetunionen sørget for, at jævne folk kunne og rent faktisk også gik til koncerter. Man spillede symfonierne på fabrikkerne. Folk var faktisk lidt efter lidt blevet vant til at lytte til de klassiske komponister.«
Absurd teater
Som en næsten logisk følge af det mere eller mindre meningsforladte oplæg til konferencen udvikler den sig også til noget af en opvisning i undertrykt vrede, voldsom selvkritik, pudsige dagsordener og mindre succesrige komponister, som pludselig griber chancen for at stige i hierarkiet.
For komponisterne i skudlinjen og deres sympatisører gælder det om af finde den rette grimasse og samtidig forsøge at komme til at forsvare sig.
For eksempel føler Vissarion Shebalin, komponist og direktør for Moskvas Konservatorium, sig uretfærdigt angrebet, både som komponist og som administrator, og går til modangreb. Selvfølgelig ikke imod Zjdanov. Ham tør ingen angribe åbent. Til gengæld indleder Shebalin sit indlæg med et forsvar for konservatoriet:
»Må jeg begynde mit indlæg med en lyrisk afvigelse, eller rettere en dramatisk appel om hjælp? Jeg er nødt til at nævne de finansielle problemer. Bygningen og de to koncertsale er i meget dårlig stand. Taget lækker konstant. De studerende er stuvet sammen som sardiner …«
En del komponister udvikler sig til de rene flagellanter. Blandt dem Vano Muradeli, hvis opera
Det store venskabhar fået en del tæv:
»Jeg har tænkt meget over kritikken. Og jeg må indrømme, at som individ, som borger og som kommunist er jeg enig.«
Dagens vinder bliver dog Vladimir Zakharov, forklarer Alexander Werth og beskriver komponisten således:
»En middelmådig komponist af pseudo-folkloristiske melodier, der forlanger, at de intellektuelle, som hidtil var blevet forkælet og prist af magten, skal degraderes til parasit-rang. Denne konference er hans revanche.«
Forrådt af venner
Hvad blev konsekvensen for musikken i Sovjetunionen?
»Det er en betydningsfuld episode, men alt slutter ikke her. Efter Stalins død (1953,
red.) begynder man at spille deres værker igen. Det historiske interessante ligger særligt i, hvor langt den totalitære kontrol rækker denne vilje til at ideologisere helt ind i sfærer, hvor man normalt ikke mener, der er ideologi, altså musikken,« vurderer Nicolas Werth.
Og selv om der forekom mange ubehagelige ting såsom udgivelsesforbud, at musikerne mistede visse privilegier etc., blev kun få personer anholdt. Det var en ideologisk kampagne snarere end en undertrykkelsesøvelse.
De enkelte komponister betalte til gengæld en personlig pris. Ikke mindst deres biografier viste efterfølgende, hvor chokerede de var. Især over deres kollegers opførsel:
»I virkeligheden er det det, som er det mest forfærdelige i det øjeblik: At de bliver forrådt af deres kolleger og venner.«
For Alexander Werth var tiden kommet til at forlade Sovjetunionen efter udgivelsen.
Ikke kun på grund af dette værk. Han havde også dækket andre følsommme emner, som f.eks. en lov indført i 1947, der forbød kontakt mellem udlændinge og sovjetborgere. Alligevel blev han i Vesten opfattet som for pro-sovjetisk, så det var en vanskelig situation, forklarer Nicolas Werth.
Derfor fik bogen heller ikke den store opmærksomhed i det ellers anti-sovjetiske i Storbritannien. Det samme gjaldt naturligt nok i Frankrig, hvor kommunisterne stod langt stærkere.
»I Frankrig så man intet af det, der i virkeligheden skete i Sovjetunionen. Der var en ekstraordinær tilbedelse for Moskva,« forklarer Nicolas Werth.
Den opfattelse har som bekendt ændret sig siden. Og ved sin franske udgivelse fik bogen massiv rosende omtale i de nationale medier. Desuden har der netop været en udstilling på museet Cité de la Musique ved navn
Lenine, Staline et la musiquei Paris, som omhandler musikkens rolle i den politiske propaganda i Sovjetunionen.
Alexander Werth
Scandale musical à Moscou, 1948.
Fransk udgivelse ved Nicolas Werth.
182 sider. 15 euro.
Tallandier
Kommentarer
Undskyld, men både Det Kgl. Teater og Privatteatret HAR spillet stykker, det hedder Mesterklasse og er virkelig mesterligt.
fra artiklen:
»I Frankrig så man intet af det, der i virkeligheden skete i Sovjetunionen. Der var en ekstraordinær tilbedelse for Moskva,« forklarer Nicolas Werth.
––—
omtalen af republikker og mennesker fra republikker såsom: franker og islændinge er ikke altid lige venlig, skyldes det at de for ofte udviste evner til selvstændig tænkning ?
Antikommunisme?
I dagens tillæg ‘Bøger’ har Tine Byrckel en artikel om den jødiske forfatter Céline, som på grund af antisemitisme og den stadigt virkende stærke zionistiske lobby atter er blevet sat i skammekrogen.
Over for en i mange henseende udtredt hetz mod kommunismen i Sovjet må man til gengæld bemærke, at mange i Vesteuropa var aldeles hurtige til at lade flere kunstnere fra nazismen genopstå, f.eks. von Karajan, og i dag toner Wagners svulmende musik ud af alle højtalere uden bemærkninger om fortiden.
Alligevel har vi også i Danmark kunstnere som forfatteren Céline i Frankrig, der fornægtes adgang til det offentlige rum. I de senere år har man hørt enkelte af Bergstedts sange, vist nok endnu ikke Rørdams manende ‘Danmark i tusind år”. Men ganske forvist er en af landets verdenstenorer på linie og samtidig med Melchior og Schiøtz, Helge Rosvænge.
Lige fra 1920’erne optrådte han med de kendte operapartier i Wien og Berlin o.a. operaer. Blev i 30’erne dansk kammersager på Det Kgl. og optrådte på operaen i London. Efter krigen fortsatte han i Østrig indtil slutningen af 50’erne, men kom aldrig frem her i landet som Fischer-Dieskau, der dog også havde sunget på den nazistiske scene.
Kunstnere fra Det tredje Rige giver mig personligt ubehagelige minder og farver udførelsen, men for en yngre og ikke historisk belastet generation må spørgsmålet lyde, hvorfor og hvornår slår fortidens misforthold mellem nazisme og kommunisme igennem, i dag overført til forholdet imellem liberalisme og socialisme?
At de sovjetiske komponister skulle falde i unåde p.g.a., af den kolde krigs opstående således, som Nicolas Werths mener, har jeg svært ved at fatte rigtigheden af. Også under den kolde krig var det vigtigt for Sovjetunionen, at holde liv i den kulturelle udveksling med vesten. Det gjaldt forresten også andet end kunst, men i særdeleshed også indenfor sport. På verdens arenaen konkurrerede den kapitalistiske verden, og den kommunistiske ditto, indenfor snart sagt alt: rumfart, musik, teater, sport. Måske skal man tage kontroversen omkring de sovjetiske komponister i 1947 & 48 for det den udgiver sig for: en debat og en dialog mellem komponisterne, systemet og folket. Det sovjetiske folk tog nemlig livlig del i debatten, gennem læserbreve og i radio reportager. I Sovjetunionen var det en del af den almindelige accepterede kultur! Sammenlignet med de problemer som kunstnere oplevede i den kapitalistiske verden, var det vel bare en sund debat. Tænk på hvad sorte kunstnere ikke oplevede i USA af tilsidesættelse, forhånelser, forfølgelse og nogle gange fængsling og dræb!
Døde musikken så efter disse debatter, nej ingen lunde. Musikken levede videre på godt og ondt, der blev skabt stor kunst også i disse år. Sjostakovitj gik i gang med film musikken, som ikke stå tilbage for noget af hans andre kompositioner. Og aller vigtigst (og muligvis som et resultat af kontroversen beskrevet i Information), tog Sjostakovitj et tema op fra jødisk folkelig poesi og bearbejdede musikalsk 11 jødiske digte ( Fra jødisk folkelig poesi, en vokal cyklus Op. 79). Det var ikke nogle pastorale digtning, eller lignende tværdigmod drejede det sig om storbys poesi.
Sang cyklussen bevæger sig fra mørke til lys, fra desperation til forhåbning og fortrøstning og kære venner det kan høres i musikken. De første 8. sange, illustrere jødernes skæbne før revolutionen: fattigdom, mangel på rettigheder, desperation! De 3. sidste sange er en hyldest til de nye muligheder og livet i Sovjetunionen. Sjostakovitj lever også i denne sang cyklus op til sig selv med en smule drillende satire i slutningen, således at idyllen ikke forbliver uforstyrret. På fynsk har man et begreb: skæmtalvor – som er meget dækkende for denne tonedigtning.
PS: Jeg ved ikke om Sjostakovitjs Op.79 nogensinde har været opført i Danmark, men man kan høre musikken på en forskellige indspilninger. Prøv at søge på engelsk: Shostakovich op. 79 – så dukker der en del CD´er op!
Der er ikke ligegyldigt om en komponist eller anden kunstner forhindres i at udøve eller udgive sine værker og evt. forfølges af enkelt personer eller private organisationer (som Ku Klux Klan f.eks.) som det skete i USA i en periode, eller om det er selve staten som har ansat centorer som forhindrer bestemte værker i at udkomme fordi de er ‘til skade for staten’ e.lign. sådan som det foregik i Sovjetunionen.
I USA kunne kunstneren påberåbe sig sin forfatningsmæssige ret til at ytre sig. I Sojetunionen
var den enkeltes rettigheder underordnet hensynet til statens sikkerhed - dvs- magthavernes sikkerhed
Falstoft: evt. forfølges af enkelt personer eller private organisationer (som Ku Klux Klan f.eks.) som det skete i USA i en periode, eller om det er selve staten
…som for eksempel den amerikanske kongres under ledelse af Joseph McCarthy …
Har Wagner nogensinde været nazist? Nej. Wagner forfattede et værk ‘om jøderne og deres skadelige indflydelse i musikken’ fordi han var pigefornærmet og sur på en anden musiker, som tilfældigvis var jøde.
Og Wagner døde længe før, der var noget der hed nazisme. Cosima Wagner derimod var det som forbandt nazisme og Wagner, da hun mente (med urette), at Siegfried (helten) var en ægte arisk helt.
Hitler, nazisterne og Cosima vidste ikke (eller også ville de aldrig vide det) at Götterdämmerung er et opgør med den gamle verden; alt synker i grus. Og intet er tilbage, heller ikke det barn, som Brünhilde bærer på. Netop fordi alt skal ødelægges og destrueres - og intet fra den gamle verden må genopstå igen. Da der således er en risiko for at synderne fra den gamle verden følger med….
Og derfor har Kaspar Bech Holten ikke ret i sin opsætning af operaen af Nibelungens Ring, hvor hun lader drengen leve - ud fra en eller anden misforstået femi-synsvinkel…
Bill Atkins: McCarthy’s heksejagt endte som bekendt i 1954 da Senatet fordømte hans virksomhed som i strid med de amerikanske idealer.
Grunden til at det lykkedes at sætte en stopper for
den hysteriske antikommunisme skyldes i høj grad en fri presse som McCarthy ikke kunne lukke munden på
I Sovjet måtte man vente med fordømmelsen af Stalin til efter hans død
Hvorfor mon?
McCarthyismen skyldes i høj grad en kollektiv
hysteriske frygt for kommunismen i befolkningen
Stalinismen var et resultatet af én mands paradoina
Der er vel forskel? Eller mener du at Stalins forbrydelser kan undskyldes med McCarthy’s?
Hvad sker der for de nyfundne anti kommunistiske ytringer?..
En fejl mennesker ikke kan afvige fra, vi “hænger” os i fortiden.
Ole Falstoft
Du glemte lige i din lille sidenote, at i USA var raceadskillelse en statslig foranstaltning,og ikke noget som enkeltorganisationer eller KKK stod for.
Raceadskillelse blev først gjort op med i 1968.
Jeg mener at Stalin kun kan undskyldes med krigstruslen fra et imperialistiske Europa…
… og i øvrigt at al demokratisk opbygning lider under, at det ofte er de magtsyge og dermed inkompetente der kommer til fadet.
Og så er jeg ikke sikker på at alle i USA mente at pressen var i stand til at eliminere antikommunismen i det amerikanske samfund. Hele borgerretsbevægelsen kæmpede jo helt frem til 1980’erne med en indædt racisme og et officielt had til radikale politiske synspunkter.
oven stående til Falstoft
@Karsten Aaen
Du har ikke helt ret, Richard Wagner var både i ord og handling en særdeles overbevist antisemit.
Musikken har altid spillet efter en eller andens taktstok. Stalin svang stokken ledt kraftigere, end man kan lide i vesten, og alligevel folks kom der stor musik ud, af også denne situation! De forargede, bør ihukomme at den voksne Mozart der kun skrev et nummer, som ikke var bestillings arbejde. Alle de andre vidunderlige musik nummer, var bestilt og bestemt, at den tids mange Staliner!
Claus Oreskov har før røbet sit inderkendskab til Østeuropa og giver dog en spændende gennemgang. Her et par eksempler som tilskud.
En af de kendte sovjetiske (ukrainske) musikere, som flere husker, fordi han hurtigt efter krigen turnerede uden for Sovjet, var David Oistrakh (og hans søn). Og samtidig optrådte de amerikanske kunstnere, bassangeren Robinsson og skuespilleren Chaplin, der begge af politiske grunde blev forvist fra USA. (Den baltiske violinist Kremer, som optræder for tiden i Danmark, er elev af Óistrakh, og i Letland udviklede sig i Sovjet-tiden fantastiske præstationer af kor på flere hundrede kordeltagere.)
Ja Per Diepgin og det var ikke alene klassiks musik, som stor trivedes i Sovjetunionen (& f.eks. Tjekkoslovakiet). Free jazz blev der også spillet ( det var ikke forbeholdt ”den frie verden”) f.eks med Anatoly Vapirov og mange andre. De fleste sovjetiske jazz musikere, var klassisk uddannede og beherskede derfor begge typer musik. De var nogle af de første, der omsatte klassisk til jazz f.eks tenor saxofonisten Alexey Kozlov (som stædig giver koncerter). Han var i sin tid med til at danne Sovjetunionens første jazz-funk-rock gruppe. De kan høres på You Tube, fra en koncert i Moskva 1985. Læg mærke til at de underkuede og fortrykte mennesker i ondskabens imperium faktisk morer sig! Se: http://www.youtube.com/watch?v=ExZeYt-ULJQ&feature…
@karsten aaen
Og intet er tilbage, heller ikke det barn, som Brünhilde bærer på. Netop fordi alt skal ødelægges
og destrueres - og intet fra den gamle verden må genopstå igen. Da der således er en risiko for at synderne fra den gamle verden følger med….
Og derfor har Kaspar Bech Holten ikke ret i sin opsætning af operaen af Nibelungens Ring, hvor hun lader drengen leve - ud fra en eller anden misforstået femi-synsvinkel…
–—
bortset fra at
synd, er nok ikke et så velvalgt begreb,
er det jo meget ønskeligt at “synderne” lever vidre.
Søren Lom:
Du kan altså ikke med rette beskylde Richard Wagner for nazisternes forbrydelser.
Wagner var godt nok antijødisk, men han ville jo bare have, at jøderne skulle assimileres i det tyske samfund. Han ville ikke udrydde dem.
Hitler var også imod rygning - så alle ikke-rygere bærer altså et ansvar for nazisternes forbrydelser?
sammenhængen, conteksten, betyder noget: nogle kunst/kulturudtryk, kan blive propaganda i nogle samfundskår, i andre ikke.
––––––––––––––-
dark metal - “hedninge” nogle af dem modsiger: kritiserer måske kristne, jøder, muslimer,
og man kan jo så ikke ligefrem mene at de dark metaller
der bedriver nogen tarvelig modsigelser: kritikker mod minoriteter.
nuvel: “hedenskab’s ” kultur ( og helst også kunster )
bør være mere / andet end kun professorvælde
til “dark metal eller / og klassisk musik , at tilføje, de af professorvælder så foragtede
rytmiske kunstudøvelser: såsom stammedanse, folkedanse, folkemusik, shamanisme, sejd:
jim morrison, jannis joplin, folkemusik af alverdens slagse, keltisk osv.
For øvrig ganske tankevækkende, at Alexander Werth tillader sig en både nedladende, og sønderlemmende kritik af Vladimir Zakharov; medens samme Werth ikke under Stalin at have et kritisk musik syn!
Ja men hvis vi alle kan blive enige om at censur diskrimination og forfølgelse af kunstnere ikke kan forsvares uanset hvor det foregår så er vi vel enige?
Tonesproget er fælles.
Hvis vi vil klynge os lidt til civilisation, må vi afskrive ytringsfrihedens tåbelige anarki og underkaste os en ellerr anden selvcensur, som løfter kunsten / musikken op på det se- og hørbare, en selverkendelse som ikke er diskrimination.
(Nazismen greb begærligt efter Wagner, hvis tyske musik udtrykte dens Weltanschauung. En senere generation skal ikke lide under, at nogen af andre straks ser billedet af Hitler med følge spankulere op til musikhuset i Beyreuth og i koncertsalen sidde på forreste række bag Herbert von Karajan. Hvad med Beethovens pragtfulde 9 .som EU-“nationalhymne”?)
Denne kommentar er anbefalet af:
Stor kunst er altid større end den som skaber den.
Wagner var antsemitit men den musik han skabte kan ikke reduceres til ‘antisemititisk’
det giver slet ingen mening at kalde den sådan
Dostojevskij var nationalist, ortodoks troende, reaktionær og antisemitist men hans romaner er noget andet og mere. De taler stadig til os idag fordi de er åbne og anfægtende på en lang større skala end manden selv kunne have forestillet sig
Tolstoj kæmpede for kønnenes ligestilling og
afskaffelse af livegenskabet i sine romaner men havde selv store problemer med at leve op til sine egne idealer i sit eget liv. Det komprimenterer ikke hans visioner
Så man må altid adskille skaberen fra det værk han har skabt
Som vi alle ved: ‘sjælen er redebond men kødet er skrøbeligt’
@Ole Falstoft
Det du egentlig siger, bare med andre ord er, at mennesker er sammensatte, og indeholder både skidt og kanel, ondt og godt, stort og småt. Hvis du nu kunne udvide dette udmærkede menneskesyn til også, at omfatte kommunister – så tror jeg vi kan undgå mange sammenstød, her på bloggen i fremtiden!
Kære Oreskov: Jamen det gør jeg skam allerede
Jeg læser jo Scherfig med stor glæde selvom manden jo var naiv når det gjaldt hvad der foregik i Sovjetunionen - det gælder også Hans Kirk o.a. hardcore Stalinister. Det får mig ikke til at se på deres vrøvl om kommunismen med større accept.
Pæcis som jeg ikke giver meget for Dostojevskji’s
tro på en særlig ‘russisk sjæl’ og hans begejstring for krigen - samtidig med jeg sluger hans romaner
Jeg adskiller blot manden fra værket
De statsansatte censorer som sidder og piller værkerne fra hinnanden i søgen efter ‘trussler mod staten’ eller ‘undergravende virksomhed’ fatter jo ikke/ eller interesseret sig ikke for kunstværket.
Ægte stor kunstværker er altid flertydige og kan ikke puttes på formel, og disse kommissærtyper vil altid kunne finde noget som de kan bevise deres værd med som loyale spytslikkere for statsmagten
Temaet angår mindre et spørgsmål om, hvad kunst er, end om forholdet mellem kunst og politik, der i artiklen synes at få en ensidig koldkrigsdrejning..
Måske kan kunstkenderen skelne, men kunsten og dens skaber og samtiden vil høre sammen, og kunstkritikere taler derfor om politisk kunst, romantisk kunst osv. Den personlige vurdering af kunst er et spørgsmål om, hvad vi hver for sig bryder os om (æstetisk) på baggrund af vore forudsætninger.
I en anden forbindelse med med parallelt emne (en kommentar til en anmeldelse af en film fra Nürnberg-processen) har jeg forsøgt et lille eksempel på, at vi ofte er bundet af vore forudsætninger.
I 2010 udgav Syddansk Universitet en samling artikler: “Amerika i dansk kulturliv 1945-75”. Den kendte litteraturmand Hans Hertel gengiver i et indledende overblik en hændelse fra Aalborg foråret 1945, da to sabotører fra en modstandsgruppe kaldet Dagdriverbanden (mig ubekendt) bliver dræbt. Hans Hertel forklarer, at “navnet var jo en hilsen til John Steinbecks muntre roman ‘Tortilla Flat’ fra 1935. Ikke udelukket, men spørgmålet er dog, om Hertel kender en anden og meget nærliggende forbindelse mellem litteraturen og historien.
Hertel har måske en forudfattet mening om modstanden og amerikansk litteratur, siden han ikke nævner en anden af Steinbeck bøger. Den illegale kommunist, der i 1941-43 stod for trykning og distribution af de illegale DKP-blade i Odense og Esbjerg, var nemlig også litterær og meget belæst, og ind i mellem de mange politiske oplysninger, udsendte han Steinbecks bog “Månen er skjult”, der handler om tyskernes besættelse af Norge og en modstandsbevægelses opbygning.
Her bliver kunstnerens, forfatterens, værk, knyttet sammen med de aktuelle politiske begivenheder under krigen, men sættes anakronistisk ind i koldkrigens opgør mellem stormagterne, hvor Hertel ubevidst kan udtrykke sin holdning. .
Steinbeck havde som bekendt stærke indslag om klasseforskelle og fattigdom på samfundets bund, dengang den “sociale dagdriver” ikke var særlig velset i USA, helt anderledes udtrykt i sovjetisk kunst.
Denne kommentar er anbefalet af:
Måske skulle vi også adskille kunst og Stat, når vi skal have skrevet religionen ud af Grundloven.
Tak til Per Diepgen for en anden, og tankevækkende vinkel på temaet!
En meget spændende artikel og efterfølgenede diskussion. Tak til alle. Saa er der noget ved at læse Information!
tjae man fatter jo næppe at kulturministeriet og undervisningsministeriet osv., gør noget som helst ud af at fremme astrologi og dens større og større udbredelse, i stedet for v.i. lenin’s lære’s samlede såvel teorier som praksisser.
Denne kommentar er anbefalet af:
skulle undevisningsministeriet komme i bekneb, så vrimler netop www.sindnet.dk med ekspertise udi stalinistiske teorier og praksisser, som jo er en forsoning af marxismen-leninismen.