Den Europæiske Union kan spores tilbage til 1950'erne, da seks stater oprettede tre europæiske fællesskaber med det formål, at samordne en række økonomiske formål således, at fremtidige militære konflikter kunne undgås. I 1958 skabte de seks stater således Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab; og det traktatmæssige grundlag er siden blevet ændret adskillige gange i takt med, at flere stater er indtrådt i unionen. I 1993 oprettede medlemsstaterne med indgåelsen af Maastrichttraktaten Den Europæiske Union og samlede de tre ovenfornævnte fællesskaber i ét nyt fællesskab kaldet Det Europæiske Fællesskab (EF). Ændringerne i samarbejdet førte til, at man fra dette tidspunkt sagde, at unionen havde en tre-søjlet struktur. Med den seneste ændring af traktatgrundlaget blev samarbejdet grundlæggende reformeret: EF blev nedlagt og aktiviteterne overført til EU, der blev indført en mere skarp sondring imellem unionens og medlemsstaternes kompetencer, unionens overnationale beføjelser blev styrket, og unionen fik personstatus.
Et af kerneelementerne i EU-samarbejdet er et indre marked, der med en fælles handels-,landbrugs-, fiskeri-, regionspolitik har til formål at sikre De Fire Friheder. Medlemsstaternes borgere har ret til at bosætte sig, arbejde, rejse og investere i de øvrige medlemsstater, ligesom paskontrollen og toldchecks ved de fleste interne grænser blev afskaffet med Schengen-aftalen. På det monetære område har en række stater indført en fælles møntenhed, ligesom unionen varetager den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik et samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.
Historie
1945-1958
Efter Anden Verdenskrig var der politisk interesse for et øget samarbejde imellem de vesteuropæiske stater for at genopbygge Europa og forebygge ny krig mellem Frankrig og Vesttyskland. Central- og Østeuropa var på det tidspunkt hovedsageligt under sovjetisk kontrol og dermed udelukket fra et sådant samarbejde.
I 1946 talte Winston Churchill for, at man oprettede et "Europas Forenede Stater"; dog uden britisk deltagelse. Den 9. maj 1950 præsenterede Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman et af Jean Monnet udarbejdet forslag til en fælles styring af Frankrig og Vesttysklands kul- og stålindustri. I forslaget var det bemærket, at aftalen blev set som et første skridt i retning mod en europæisk føderation. Fællesskabets grundlæggende medlemmer Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland, der underskrev Paristraktaten i 1951. I 1957 underskrev repræsentanter fra de seks stater Romtraktaten, der udvidede det eksisterende samarbejde indenfor Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), hvorved der skabtes en toldunion, og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM) for at samarbejde om udviklingen af atomenergi. Traktaten trådte i kraft i 1958.
1958-1972
De to nye fællesskaber blev skabt separat fra EKSF til trods for, at alle tre fællesskaber delte domstol og parlamentarisk forsamling. De udøvende myndigheder i de nye fællesskaber blev døbt Kommissionen: ØEF blev ledt af Walter Hallstein (Hallstein-kommissionen), mens EURATOM blev ledt af Louis Armand (Armand-kommissionen) og derefter Etienne Hirsch. Det var målet, at EURATOM skulle integrere atomenergisektorerne, mens EØF skulle udvikling en toldunion medlemsstaterne imellem.
I 1960'erne opstod der spændinger i samarbejdet og Frankrig forsøgte at få begrænset de overnationale elementer af samarbejdet. I 1965 nåede medlemsstaterne til enighed om at ændre Bruxellestraktaten og i 1967 kunne Fusionstraktaten underskreves i Bruxelles. Dén traktat trådte i kraft 1. juli 1967 og ændrede den institutionelle ramme i samarbejdet og samlede de forskellig kommissioner i én. Formelt var der stadig tale om tre sideordnede fællesskaber, men normalt omtalte man blot det udvidede samarbejde som Det Europæiske Fællesskab (EF). Jean Rey var formand for den første fusionerede kommission.
1973-1993
I 1973 blev fællesskabet udvidet da staterne Danmark (Grønland forlod samarbejdet igen i 1985), Irland og Det Forenede Kongerige. Norge havde også forhandlet med fællesskabet om at indtræde i det, men de norske vælgere valgte ved en folkeafstemning at afslå et medlemskab og Norge står fortsat udenfor. I 1979 blev det første direkte valg til Europa-Parlamentet afholdt.
Grækenland indtrådte i fællesskabet i 1981 og Spanien og Portugal fulgte i 1986. I 1985 blev Schengen-samarbejdet indledt med det formål, at skabe et område uden paskontrol imellem de fleste medlemsstater og nogle ikke-medlemsstater. I 1986 blev EF-pakken underskrevet og Europaflaget taget i brug.
I 1990, efter jerntæppets fald, blev det tidligere Østtyskland en del af fællesskabet, som en del af et nyt forenet Tyskland. Ønsket om at muliggøre flere central- og østeuropæiske indtræden i fællesskabet førte til, at de såkaldte Københavnskriterier blev aftalt, der opridsede de betingelser en kandidatstat skulle opfylde førend det kunne optages som medlem.
1993–nu
Den Europæiske Union blev formelt skabt, da Maastrichttraktaten trådte i kraft den 1. november 1993. I 1995 indtrådte Østrig, Sverige og Finland som medlemmer i det nydannede EU. I 2002 valgte 12 medlemsstater, at skifte nationale pengesedler og mønter ud med en fælles valuta. Unionens hidtil største udvidelse skete i 2004, hvor staterne Malta, Cypern, Slovenien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn opnåede medlemskab. Den 1. januar 2007 blev Rumænien og Bulgarien også medlemsstater. Island ansøgte i 2009 om medlemskab.
Den 1. december 2009 trådte Lissabontraktaten i kraft, hvilket medførte en række ændringer af den måde, hvorpå Unionen fungerer og arbejder. Særligt blev EU's retlige struktur ændret og EU's tre søjler blev nedlagt og samlet i én enkelt juridisk enhed med personstatus. Med traktaten blev der også indført en ny post som Formand for Det Europæiske Råd, ligesom EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik fik forøgede beføjelser.
Nøglepersoner
Fil:Barroso EPP Summit October 2010.jpg|José Manuel Barroso Formand for Europa-Kommissionen
Fil:Herman Van Rompuy - World Economic Forum on Europe 2010 2.jpg|Herman Van Rompuy Formand for Det Europæiske Råd
Fil:Jerzy Buzek, 2010.JPG|Jerzy Buzek Formand for Europa-Parlamentet
Fil:Baroness Ashton headshot.jpg|Catherine Ashton Højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
Fil:Jean-Claude Trichet1.jpg|Jean-Claude Trichet Præsident for Den Europæiske Centralbank
Traktater
Grundlæggende traktater
Den Europæiske Union er som en folkeretlig enhed etableret ved traktater indgået mellem stater. Traktaterne fastsætter unionens formål, værdier, procedurer, det institutionelle grundlag samt procedurer for indtræden i og udtrædelse af unionen. Traktatgrundlaget består i dag af to traktater:
Danske forbehold
Sommerhusprotokollen
Et af Den Europæiske Unions bærende principper er forbuddet mod diskrimination på grundlag af nationalitet. EUF-traktatens artikel 18, der mest præcist bør beskrives som en generalklausul, indeholder således følgende bestemmelse: "Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt."
Allerede ved sin indtræden i De Europæiske Fællesskaber i 1972 eksisterede der i Danmark en regel, der nationalitetsdiskriminerede og således begrænsede ikke-statsborgeres mulighed for at erhverve ferieboliger i Danmark. Eftersom en sådan regel var i strid med forbuddet mod diskrimination var det nødvendigt, at den danske stat sikrede sig en garanti for, at de danske regler ikke ville blive kendt ulovlige ved, hvad der dengang kaldtes EF-Domstolen. Medlemsstaterne nåede til enighed om, at Danmark kunne bibeholde sin bestemmelse og i 1992 blev denne beslutning indføjet i traktaten som Protokol om ejendomserhvervelse i Danmark.Kan tyskere og andre EU-borgere købe sommerhus i Danmark?
"De Fire Forbehold"
Ved en folkeafstemning om Maastrichttraktaten i 1992 blev traktaten forkastet og den danske stat indledte derpå forhandlinger med de øvrige medlemsstater om etableringen af fire forbehold, for så vidt angår rækkevidden af samarbejdet. I henhold til Protokol om Danmarks stilling omfatter den danske stats medlemskab af EU ikke:De danske forbehold
- Unionsborgerskab
- Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (Euroen)
- Afgørelser og aktioner på forsvarsområdet
- Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender
Forfatningstraktaten
Konventet om fremtidens Europa, der blev ledt af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing, havde til opgave at udarbejde et skitse for et fremtidigt traktatgrundlag for det europæiske samarbejde. Efter adskillige års intense og ophedede diskussioner præsenterede konventet den 18. juni 2004 sit forfatningsforslag for Det Europæiske Råd, som på et efterfølgende møde den 29. oktober 2004 i Rom underskrev den ny forfatningstraktat. Forfatningstraktatens indhold havde til formål, at gennemføre væsentlige og gennemgribende reformere af Den Europæiske Unions eksisterende traktatgrundlag bl.a. ved at sammenskrive de eksisterende traktater i én tekst. Traktaten skulle efter planen træde i kraft i november 2006.
For at forfatningstraktaten kunne træde i kraft var det imidlertid en forudsætning, at den blev godkendt i samtlige medlemsstater efter en procedure, som medlemsstaterne selv fastsætter. For visse landes vedkommende betød det, at de lokale parlamenter kunne godkende forfatningstrakten, mens det i andre førte til, at der skulle afholdes folkeafstemning om, hvorvidt forfatningstraktaten skulle godkendes eller forkastes.
Forslaget, der var blevet vedtaget af en række stater, herunder Spanien ved en folkeafstemning, blev imidlertid forkastet ved en folkeafstemning i Frankrig den 29. maj 2005, og senere i Nederlandene den 1. juni 2005. En dansk folkeafstemning om spørgsmålet blev efter resultaterne i Frankrig og Nederlandene aflyst og over hele EU blev ratificeringsprocessen sat i bero, mens EU's stats- og regeringschefer indledte sig på en såkaldt "tænkepause". Denne tænkepause blev afsluttet med vedtagelsen af Lissabontraktaten, der indeholdt mange af forfatningstraktatens ændringsforslag, men disse var formuleret på en sådan måde, at de ændrede indholdet af de eksisterende traktater.
Traktater over tid
Økonomi
Medlemskabet af EU koster netto Danmark 7 mia. kr. om året. Dette skyldes iflg. professor i statskundskab på Københavns Universitet, Peter Nedergaard, primært to forhold: Dels at Danmark er for dårlige til at forhandle bl.a. landbrugsstøtte, dels at andre lande som Storbritannien og Sverige får rabat på deres kontingent til EU
.
Medlemslandene
Unionen har udvidet sig kraftigt siden Rom-traktaten blev underskrevet af Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg i 1957. De seks grundlæggende lande bliver ofte refereret til som de seks eller kerne-Europa.
27 andre stater har sluttet sig til unionen i de følgende seks udvidelser (medlemsstater, der tillige indgår i Euro-samarbejdet er markeret med "€"):
- € (1957)
- € (1957)
- € (1957)
- € (1957)
- € (1957)
- € (1957)
- (1973)
- € (1973)
- (1973)
- € (1981)
- € (1986)
- € (1986)
- € (1995)
- € (1995)
- (1995)
- € (2004)
- (2004)
- € (2004)
- (2004)
- (2004)
- (2004)
- € (2004)
- (2004)
- € (2004)
- € (2004)
- (2007)
- (2007)
Bemærk at visse områder i medlemslandene ikke er en del af EU, så som Kanaløerne, Ålandsøerne, Grønland eller Færøerne.
Områder der ligger langt fra det kontinentale Europa kan dog være en del af EU. Eksempelvis Azorerne og Madeira, der repræsenteres af Portugal i EU. Også franske oversøiske områder anses som en del af Frankrig, og derfor bruges euroen så langt væk fra Europa som Martinique og Fransk Guyana (se DOM-TOM).
Kandidatlande
350px|thumb|
I henhold til EU-traktatens artikel 49 kan alle europæiske stater, der endnu ikke er medlem af EU og som respekterer EU's værdier (fremgår af EU-traktatens artikel 2) og ønsker at fremme disse, ansøge om at blive medlem af unionen. Ansøgningen sendes til Rådet, som underretter både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter om, at der er indkommet en ansøgning. Endelig beslutning om optagelse træffes først af Rådet efter Kommissionen har afgivet et høringssvar, som Europa-Parlamentets flertal kan stemme for, og i så fald træffes beslutningen efter reglen om enstemmighed.
For at modtage et positivt høringssvar skal en ansøgende stat leve op til følgende kriterier:
- Det skal være „en europæisk stat“
- Den skal respekterer principperne om frihed, demokrati, retsstat, respekten for menneskerettighederne og de særlige rettigheder for mindretal og statens samfund skal være præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.
For at opnå medlemskab skal staten:
- Leve op til Københavnskriterierne, som blev besluttet på Det Europæiske Råds møde i 1993.
For at medlemsstaterne kan opfylde disse betingelser yder EU både rådgivning og finansiel støtte, ligesom EU og ansøgerlandene indgå partnerskaber, der har til formål at tilpasse ansøgerstaten til EUs standarder. EU og ansøgerlandende indgår i den forbindelse en stabiliserings- og associationsaftale. Processen afsluttes med at staten tiltræder EU, hvilket sker ved at EU’s medlemsstater og den pågældende stat indgår en tiltrædelsestraktat.
I praksis operer man med to typer af ansøgerlande: "Kandidater" og "potentielle kandidater". Der er for tiden i alt frem kandidatlande: Kroatien, Tyrkiet og Makedonien (alle kandidater siden 2005); Island (kandidat siden 2009) samt Montenegro (kandidat i 2010). Der er ikke nogen grænse for, hvor lang tid der kan gå imellem en stat indgiver en ansøgning og staten kan kalde sig for kandidat eller potentiel kandidat; Montenegro indgav f.eks. sin ansøgning i 2008.
Albanien og Serbien ansøgte om optagelse sammen med Montenegro, men er stadig ikke kandidater. Til gengæld er de potentielle kandidater. Det samme er Bosnien-Herzegovina. Stabiliserings- og associeringsaftalen med Serbien og Bosnien-Herzegovina er endnu ikke ratificeret af samtlige medlemsstater, hvilke skyldes Kosovo, hvis status som uafhængig og selvstændig stat ikke anerkendes af samtlige EU-medlemsstater.
Institutioner
Den institutionelle struktur i EU har været nogenlunde konstant siden 1952 til trods for, at de enkelte institutioners beføjelser, såvel generelt som overfor hinanden, er blevet justeret adskillige gange. I unionens nuværende traktatgrundlag findes reglerne om EU's institutioner i EU-traktatens afsnit III og i EUF-traktatens del 6.
På mange udviser EU nogle af de typiske kendetegn for et føderalt system; med en Kommission som den udøvende magt og en to-delt lovgivningsmyndighed hos Europa-Parlamentet, der repræsenterer borgerne, og Rådet, der repræsenterer staterne. Den vigtige rolle Rådet spiller kan bedre sammenlignes med den udøvende føderalisme, der kerakteriserer Forbundsrepublikken Tyskland, end en magtadskillelse i klassisk forstand.
Euroskepticisme
Euroskepticisme er en generel betegnelse, som beskrive et sæt af holdninger, der er kritiske overfor Den Europæiske Union såvel som yderligere europæisk integration. Euroskepticisme eksisterer over hele det politiske spektrum og holdningerne kan være funderet i ideologiske synspunkter såvel som konkrete oplevelser, forestillinger m.v. En Eurobarometer undersøgelse blandt medlemsstaternes borgere i 2009 viste, at euroskepticismen var størst i Letland, Det Forenede Kongerige og Ungarn.
Se også
- Danmarks medlemskab af EU
- Folkeafstemningen om Danmarks optagelse i EF
Noter
Eksterne henvisninger med flere oplysninger
- Europæiske Union EU's officielle hjemmeside.
- Europa-Kommissionen i Danmark
- EU-oplysningen
- TV-programmer om EU på dansk
- eNyt om EU, EU-oplysningen
- EU-ABC på dansk
- Den nye EU-forfatningstraktat i læsevenlig udgave (pdf)
- (Inter-Active Terminology) for Europe
Organisationer for EU:
- Europabevægelsen
- Nyt Europa
- Europæisk Ungdom
Organisationer mod EU:
- Folkebevægelsen mod EU
- Ungdom mod EU
