Sammensætning
Hvert land vælger et antal parlamentsmedlemmer, således at intet land har færre end 6 medlemmer og intet land har mere end 96 medlemmer. Hvert land vælger selv sine valgregler, idet der dog er nogle overordnede principper, som skal overholdes - der skal således benyttes en form for forholdstalsvalg.
Danske medlemmer
Danmark havde indtil 1999 16 medlemmer af Europa-Parlamentet. Derefter blev antallet reduceret på grund af EU's udvidelse. Fra 1999-2009 havde Danmark 14 medlemmer. Efter valget den 7. juni 2009 har Danmark 13 medlemmer af Parlamentet.
Ved Europa-Parlamentsvalget den 7. juni 2009 blev følgende danske medlemmer valgt:
Socialdemokraterne
- Dan Jørgensen
- Christel Schaldemose
- Britta Thomsen
- Ole Christensen
Venstre
- Anne E. Jensen
- Morten Løkkegaard
- Jens Rohde
Socialistisk Folkeparti
- Margrete Auken
- Emilie Turunen
Folkebevægelsen mod EU
Dansk Folkeparti
- Morten Messerschmidt
- Anna Rosbach Andersen
Konservative Folkeparti
Partigrupper
I Parlamentet sidder medlemmerne ikke efter nationalitet, men i politiske grupper. Partigrupperne har hidtil bestået af mindst 20 medlemmer fra mindst seks medlemslande.
Efter valget i 2009 ændres kravet til mindst 25 parlamentarikere, der repræsenterer mindst syv medlemslande.
Ændringen blev gennemført af de to store partigrupper EPP-ED (konservative) og PES (socialdemokrater). Den vil gøre det vanskeligt for de EU-kritiske grupper IND/DEM og UEN at fortsætte efter valget. Ændringen blev stemt igennem Parlamentet på trods af et flertal imod ændringen i udvalget. Forslaget fra den britiske socialist Richard Corbett gik oprindeligt ud på at hæve kravet til 30 medlemmer, men et ændringsforslag fra Hanne Dahl sænkede kravet til 25 medlemmer.
I 2009 var der syv partigrupper, som består af partier fra flere lande:
EPP-ED er den konservative og kristendemokratiske gruppe i EU-Parlamentet bestående af Europæisk Folkeparti (European People's Party, EPP) og Europæiske Demokrater (European Democrats, ED). I Danmark er Det Konservative Folkeparti medlem af det Europæiske Folkeparti og dermed også medlem i EPP-ED-gruppen i EU-Parlamentet. (265 sæder)
S&D er den socialdemokratiske og socialistiske gruppe i EU-Parlamentet. PSE står for De Europæiske Socialdemokrater (Party of European Socialists). I Danmark er Socialdemokraterne medlem af PSE og PSE-gruppen i EU-Parlamentet. Gruppeformand er Martin Schulz, mens Poul Nyrup Rasmussen er formand for partiet. (184 sæder)
ALDE (Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa) er den liberale gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier Europæisk Liberal Demokratisk og Reformparti (European Liberal Democrat and Reform Party, ELDR) og Europæisk Demokratisk Parti (European Democratic Party, EDP). I Danmark er partierne Radikale Venstre og Venstre medlemmer af ELDR og dermed også medlemmer i ALDE-gruppen i parlamentet. (98 sæder)
Grønne-EFA er den grønne gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier De Europæiske Grønne (European Greens) og Europæisk Fri Alliance (Europeans European Free Alliance, EFA). De Europæiske Grønne er en sammenslutning af grønne partier, mens EFA er en sammenslutning af europæiske mindretalspartier. Fra Danmark sidder Socialistisk Folkeparti i Den Grønne Gruppe. (55 sæder)
ECR (European Conservatives and Reformists) (ECR). Består primært af medlemmer fra det britiske konservative parti, dog med nogle fra den nu ikke-eksisterende UEN-gruppe. ECR er konservative og kritiske overfor EU og vil begrænse indflydelsen på staternes suverænitet. (54 sæder)
GUE-NGL (Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre) er venstregruppen i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier Europæisk Venstre (European Left) og Nordisk Grønne Venstre Alliance (Nordic Green Left Alliance). Folkebevægelsen mod EU er teknisk associeret til GUE-NGL-gruppen. (41 sæder)
EFD (Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati) er den EU-kritiske gruppe i EU-Parlamentet. I Danmark er Dansk Folkeparti medlem af gruppen. (32 sæder)
Uden for grupperne (27 sæder)
Lovgivning og beføjelser
Europa-Parlamentet vedtager og ændrer lovgivning der foreslåes af Europa-Kommissionen. Parlamentet har lige beføjelser med Rådet for Den Europæiske Union (også kaldt Rådet eller Ministerrådet) under behandlingen af de lovforslag som Europa-Kommissionen foreslår.
Ud over lovgivning giver Parlamentet sin holdning til kende gennem initiativbetænkninger og beslutninger.
Parlamentets beføjelser er afhængig af, hvilket politikområde der er tale om. Således har Parlamentet mere indflydelse på EU-budgettet end på landbrugspolitikken, selv om de to hænger uløseligt sammen.
Budget og regnskab
Parlamentet skal godkende det kommende års budget, ligesom det også skal give decharge (ansvarsfrihed) til tidligere års budgetter.
I 1999 tvang Parlamentet Kommissionen, ledet af Jacques Santer, til at gå af, fordi nogle kommissionsmedlemmer blev beskyldt for at fuske med pengene. Nogle af kommissærerne fortsatte dog indtil Romano Prodi udpegede en ny kommission året efter.
Den 22. april 2009 udsatte Parlamentet godkendelsen af Rådets regnskab for 2007 og forlangte nærmere oplysninger om en række mørklagte tal.
Landbrug
Efter Lissabon-traktaten er trådt i kraft har Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for landbrugspolitikken.
Miljø
Under den fælles beslutningsprocedure (ændres til den almindelige beslutningsprocedure ved Lissabontraktatens eventuelle ikrafttrædelse) deler Europa-Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for miljøpolitik.
I forbindelse med forhandlingerne af klimapakken i december 2008 førte Parlamentet således forhandlinger med Rådet indtil få dage før afstemningen i Strasbourg.
Organer
Formandskab
Formanden for Europa-Parlamentet vælges for en periode på 2½ år. Efter valget i 2009 overtog polakken Jerzy Buzek denne post efter Hans-Gert Pöttering. Generalsekretæren er den øverste embedsmand i Parlamentet. I 2008-2009 var det danskeren Harald Rømer, og siden tyskeren Klaus Welle.
Præsidiet er i henhold til forretningsordenen Europa-Parlamentets ledelsesorgan. Det opstiller det foreløbige forslag til Europa-Parlamentets budgetoverslag og træffer afgørelse om administrative, personalemæssige og organisatoriske spørgsmål.
Formandskonferencen tilrettelægger arbejdet i Europa-Parlamentet og de politiske organer og høres om alle spørgsmål, der vedrører planlægningen af lovgivningsarbejdet og forbindelserne til de andre EU-organer og -institutioner.
Kvæstorerne
Kvæstorerne varetager administrative og finansielle opgaver, som direkte vedrører medlemmerne og deres arbejdsbetingelser.
Udvalg
Parlamentets udvalg forbereder arbejdet til plenarforsamlingerne. De udarbejder betænkninger om forslag til lovgivning, som Parlamentet medvirker til at udforme, eller som det skal høres om, og desuden om initiativbetænkninger.
Udvalgsformandskonferencen varetager forbindelser og samarbejde mellem de forskellige parlamentariske udvalg.
Parlamentariske delegationer
Parlamentsmedlemmerne indgår i en række delegationer, der kommunikerer med og besøger parlamenter i resten af verden.
Delegationsformandskonferencen behandler spørgsmål vedrørende arbejdet i de interparlamentariske delegationer og delegationerne til de blandede parlamentariske udvalg.
Historie
Forløberen for Parlamentet, EKSF-forsamlingen, mødtes første gang i Strasbourg i 1952. I 1962 skiftede den navn til Europa-Parlamentet. Parlamentet var oprindelig en forsamling der blev valgt af medlemslandenes parlamenter. I 1979 fandt de første direkte valg sted, hvilket er sket hvert femte år siden da.
Begivenheder
Mødesteder
Europa-Parlamentet har to mødesteder. Hovedsædet er i Strasbourg, men der er en afdeling i Bruxelles med omtrent de samme faciliteter, herunder en plenarsal. Det meste af administrationen, bl.a. oversættelsesafdelingen, ligger i Luxembourg. Politikerne mødes kun i Strasbourg og Bruxelles. Det daglige arbejde med gruppemøder og udvalgsmøder foregår i Bruxelles. Tolv gange om året er der plenarsamling i Strasbourg, hvor der skal stemmes om de foreslåede lovtekster.
Derfor må folkevalgte, assistenter, journalister, medarbejdere m.fl. rejse fire dage til Strasbourg hver måned.
De to mødesteder har historiske årsager. Da EKSF-forsamlingen mødtes første gang, skete det i Europarådets mødesal i Strasbourg. Sekretariatet lå i Luxembourg, hvor Rådet og Kommissionen dengang havde hjemme. I 1958 flyttede Rådet og Kommissionen til Bruxelles, hvor Parlamentets udvalg også begyndte at holde møder. Plenarmøderne blev fortsat afholdt i Strasbourg.
Fra 1967 til 1979 holdt Parlamentet på eget initiativ flere plenarmøder i Luxembourg. Efter de direkte valg fra 1979 var kun mødesalen i Strasbourg stor nok.
I Luxembourg byggede man en mødesal, men da den stod færdig opstod der modstand, fordi man havde vænnet sig til de bedre forhold i Strasbourg, hvor man fortsat delte den store mødesal med Europarådet.
I tiden herefter ønskede Parlamentet at gennemføre en ændring til ét mødested, men Luxembourg og Frankrig skiftedes til at lægge sag an mod Parlamentet. Frankrig kunne ikke forhindre Parlamentet i at holde ekstra plenarsamlinger i Bruxelles, men det er bestemt ved dom, at der skal finde 12 plenarsamlinger sted i Strasbourg hvert år.
Europa-Parlamentet har således ikke selv beføjelse til at træffe afgørelse om at stoppe mødeaktiviteten i Strasbourg. Det er stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd, der skal træffe den beslutning.
Der er en del kritik af ordningen, der ofte kaldes "rejsecirkus" eller "flyttecirkus". Der argumenteres for, at ét hjemsted ville spare omkostninger, energi og CO2-udledning ved flytningerne. Den svenske Europa-Parlamentariker Cecilia Malmstrøm indledte i maj 2006 en kampagne for at gøre Bruxelles til det eneste mødested, og i midten af september 2006 havde flere end en million EU-borgere skrevet under på kravet.
PR- og informationsarbejde
Europa-Parlamentet har et informationskontor i København. Det ligger i Gothersgade i Europa-Huset.
Priser
Parlamentet uddeler Sakharov-prisen, den Europæiske Borgerpris og Karl den Store-Ungdomsprisen (Charlemagne Youth Prize).
Europa-Parlamentets Journalistpris er blevet uddelt siden 2008. Den første pris gik til TV2-programmet Kampen om kemikalierne, som handlede om lobbyisters påvirkning af EU-politikernes arbejde med kemikalielovgivningen REACH. I 2009 gik prisen til Berlingske Tidende for en artikelserie der kritiserede Udlændingeservices vejledning af borgerne efter Metock-dommen.
Valgkampagne
Parlamentet brugte 18 millioner euro på en kampagne forud for Europa-Parlamentsvalget 2009. Den udførtes af det tyske reklamebureau Scholz & Friends og omfattede blandt andet videokabiner (Choice Boxes) opstillet rundt omrking i europæiske byer, hvor borgerne kunne sende en besked til politikerne i Bruxelles, indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Kampagnen var indrettet med budskaber der var tilpasset politiske emner i de enkelte lande, således for eksempel grænse- og indvandringsemnet i Sydeuropa, men computere og sutteflasker på plakater i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureaets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt varemærke, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %.
Referencer
Eksterne henvisninger
- Europa-Parlamentet Informationskontoret i Danmark
- Europa-Parlamentet
