Skip to Content
Lørdag 26. maj 2012

Post Danmark

Wikipedia

Post Danmark A/S, tidligere Post & Telegrafvæsenet, er en postvirksomhed, der indgår i Post Norden, der er ejet af den svenske og den danske stat. Den nuværende virksomhedsmodel kom til verden i juni 2009 da den danske stat overdrog Post Danmark A/S til det svenske selskab Posten Norden AB, der tillige ejer det svenske postvæsen. Posten Norden AB er ejet af den svenske stat med 60% og af den danske stat med 40%, men stemmerne er fordelt med 50% til hver af de to stater. Samtidig med sammenlægningen afhændede Post Danmark en ejerandel i det belgisk postvæsen til kapitalfonden CVC Capital Partners, der i forbindelse med omstruktureringen overlod fondens aktier til den danske stat.

Historie

Postvæsenet i Danmark blev oprettet 24. december 1624. Christian 4. udsendte da en Forordning om postbude. Denne forordning kaldes postvæsnets fødselsattest. En postmester i København blev udnævnt og skulle sidde på Børsen i to timer hver dag og tage sig af de postrelaterede forretninger. I 1653 overtog en købmand ved navn Poul Klingenberg postvæsenets drift for en 30-årig periode med titel af generalpostmester. Han udvidede både antallet af posthuse og selve postruterne. Fold ud

Det første danske frimærke blev udgivet den 1. april 1851 efter udenlandsk forbillede. Postvæsenet stod derefter nærmest i stampe indtil 26. oktober 1859, da der kom en ny Forordning, der bestemte, at der skulle indføres husnumre i København. Det var et stort skridt, da man før klarede sig med beskrivelser som "det tredje hus fra hjørnet" eller lignende.

Først i 1967 skete der et nyt større fremskridt, da postnumrene blev indført, fordi postmængden og det geografiske område, der skulle dækkes, blev større. Desuden blev kravene til kvaliteten sat op. Med det nye postnummersystem, hvor hver by fik sit nummer efter geografisk område med basis i det gamle jernbanesystem, blev det meget nemmere at sortere posten, og man havde større sikkerhed for, at byer som Svenstrup J. og Svenstrup Sj. ikke fik hinandens breve. Det satte flere krav til afsenderne, da de nu skulle kunne finde ud af postnumrene og byerne.

I slutningen 1970'erne begyndte de teknologiske fremskridt at kunne mærkes i den gamle virksomhed. Nye overenskomster erstattede de gamle akkordsystemer. Bureauvogne, som siden 1856 var blevet brugt til at sortere post, imens togene kørte fra landsdel til landsdel, blev udfaset. Sidste tur kørtes i 1997.
Denne ændring skyldes, at effektiviteten ved at sortere posten i store postcentre, blandt andet ved indførelse af hjælpemidler som f.eks. tekstgenkendelse og massesortering, blev større. I dag transporteres al post med lastbil.

I 1995 blev "Lov om Post Danmark A/S" vedtaget, og postvæsenet blev til et statsligt aktieselskab med staten som eneejer.

I år 2000 blev der foretaget gennemgribende ændringer i Post Danmarks struktur med henblik på en overgang fra at være et statsligt organ til en privat virksomhed.

I 2004 blev alle de hidtige pakkesorteringscentre lukket, og sorteringen af pakker flyttet til to nybyggede pakkecentre i Brøndby, der betjener Østdanmark (postnumre under 5000) og Taulov, der betjener Vestdanmark (postnumre fra 5000 og opad).

Med henblik på et salg af aktierne blev fire af Post Danmarks otte brevpostcentre i 2005 nedlagt. Disse fire (Høje Taastrup, Odense, Herning og Aalborg) er i stedet omdannet til såkaldte "hubs" hvorfra den sorterede post videredistribueres. Dermed foretages sorteringen af alle breve på de store postcentre i København, Ringsted, Fredericia og Århus.

Post og pakker sorteres igen på det posthus, hvor den distribueres fra. Et postbuds dag starter oftest med at sortere de pakker, magasiner, breve etc., som buddet skal bringe ud den dag. Ligeledes er der også blevet indført nye ledelsesfilosofier efter Excellence-modellen, og automatiseringen af produktionen er blevet skærpet.

De moderne postcentre er indrettet som "postfabrikker", og man taler om det udførte arbejde som produktion. Der foretages konstant interne målinger af effektivitet og fejlsikkerhed, og de enkelte postcentre kappes således om at være bedst.

I 2005 blev 22% af aktierne i Post Danmark A/S solgt til investeringsfonden CVC Capital, der dog i 2009 solgte aktierne tilbage til den danske stat.

Den 24. juni 2009 blev Post Danmark og Posten AB lagt sammen under det fælles statsejede selskab Posten Norden AB.

Ledelse (generalpostmester, siden generaldirektører indtil 1995, derefter adm. direktører)

  • Poul Klingenberg
  • 1711-1714 Caspar Gottlob Moltke
  • 1720-1725 Andreas Weyse
  • 1725-1730 Christian Erlund
  • 1730-1735 Johan Sigismund Schulin
  • 1730-1740 Hans Seidelin
  • Vilhelm Ludvig von Rehder
  • Niels Müller
  • Johan Christian Schrødersee
  • 1752-1771 Frederik Christian Danneskiold-Samsøe
  • 1762-1768 Christian Frederik Holstein
  • 1767-1771 Theodor Holmskiold
  • 1769-1772 Helferich Peter Sturz
  • 1772-1793 Theodor Holmskiold (igen)
  • 1794-1796 Hans Hansen Koefoed (1794 2. direktør, 1796 1. direktør)
  • 1796-1801 Ernst Frederik von Walterstorff
  • 1801-1809 Carl Conrad Gustav Knuth (først 3., siden 2. direktør)
  • 1803-1809 Ernst Frederik von Waltersdorff (igen)
  • 1809-1810 Johan Carl Frederik Hellfried
  • 1809-1824 Peder Andreas Kolderup-Rosenvinge (direktør fra 1802)
  • 1811-1833 Frederik Hauch
  • 1834-1835 Christian Vilhelm Lange
  • 1835-1842 David Monrad (direktør fra 1807)
  • 1842-1874 Sophus Danneskiold-Samsøe (fra 1833 4. direktør, senere 1. og fra 1842 generaldirektør)
  • 1874-1874 Fritz Tobiesen
  • 1894-1904 Christen Svendsen
  • 1905-1922 V.O. Kiørboe
  • 1922-1941 C.I. Mondrup
  • 1941-1960 K.J. Jensen
  • 1960-1975 Gunnar Pedersen
  • 1975-1985 Poul Hansen
  • 1985-1988 Hans Würtzen
  • 1988-2009 Helge Israelsen
  • 2009-nu Knud Børge Pedersen

Eksterne kilder/henvisninger

  • Statens Arkiver om Postvæsenet
  • Post Danmark
  • Post & Tele Museum
  • Dansk Posthistorisk Selskab
  • Lov om postbefordring

Danmark, Post

Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.