SKAT er en statslig myndighed under Skatteministeriet, der står for ligning og opkrævning af skatter, afgifter mv. i Danmark. Desuden står myndigheden for ejendomsvurdering og inddrivelse af gæld til staten.
Myndigheden organiseres i forskellige centrale enheder og 30 lokale skattecentre. Skattecentrene dækker hver et område, men borgeren kan i princippet henvende sig til et hvilket som helst af skattecentrene. Der findes også 22 toldekspeditioner.
SKAT er opstået ved sammenlægning af det statslige ToldSkat og de kommunale skatteforvaltninger.