Urban var en dansk gratisavis, der blev udgivet af Berlingske Media.
Avisen udkom første gang 24. september 2001, og blev delt ud på specifikke steder som f.eks., togstationer, befærdede vejkryds, busser og biblioteker. Ansvarshavende chefredaktør var Henrik Bay. Urban havde hovedredaktion i København.
Urban konkurrerede i mange år kun med gratisavisen MetroXpress, men i efteråret 2006 fik de to aviser konkurrence fra yderligere tre titler: 24timer fra JP/Politikens Hus, den islandskejede og husstandsomdelte Nyhedsavisen, der efter planen skulle omdeles landsdækkende af et distributionsselskab, der var ejet af både ejerne af Nyhedsavisen og Post Danmark, samt Dato, som også blev udgivet af Berlingske Media. 24timer blev i en overgang også distribueret til bopælen i brevsprække og postkasse, men kun på særligt udvalgte adresser i de største byer, primært København. Dato fusionerede med Urban 19. april 2007. Nyhedsavisen gik ind i 2008, ligesom 24timer droslede ned for sin husstandsomdeling. Fold ud