Anders Bircow (født 15. december 1951) er en dansk skuespiller. Han er gift med Marion Bircow, med hvem han har to døtre; fra sit tidligere ægteskab med Charlotte Bircow har han også to døtre.
Han blev født på Frederiksberg og gik på folkeskoler i Nærum, Ramløse og Helsinge. Han fik en uddannelse som bankassistent i Helsinge efter at have taget studentereksamen i Gentofte. Han arbejdede senere som lærer i Vorgod vest for Herning. Derefter uddannede han sig som skuespiller ved Århus Teater og har siden optrådt på de fleste teatre i København.
I 1979 dannede han sammen med Thomas Eje og Preben Kristensen entertainergruppen Linie 3. Anders har også lagt stemme til mange tegnefilm, bl.a. flere pixarfilm, ligesom han er Mickey Mouses danske stemme.
Bircow har været kritiseret for at deltage i og fremme det internationale network marketing firma Amway, der af medierne blev kaldt pyramidelignende. Hovedanklagen gik på, at komikeren deltog i forretningsmetoderne på en basis, hvor det var vigtigere at hverve nye sælgere til firmaet end at sælge deres produkter. Han afviste dog selv anklagerne på TV. Pressenævnet har udtalt kritik på mediernes dækning af sagen om Amway. Fold ud