Skip to Content
Lørdag 26. maj 2012

Antonin Artaud

  • ff-20090610-143328-pic-416901211.jpg
    Mange sublime kunstnere er erklæret sindssyge og har skabt deres største værker på galeanstalten eller i kachotten. Alligevel er forestillingen om det gale geni en utidig romantisering, mener digteren Peter Laugesen. De gales verdener hidrører nemlig ikke fra det hinsides, men er lige så virkelige som vores
  • sult.jpg
    Hamsuns kunst er af en sådan art, at han på det strengeste forhindrer os i at have medfølelse med sin hovedperson. Essay af Paul Auster om Knut Hamsuns roman 'Sult'.
  • Gennem hele Claus Beck-Nielsens værk brænder en eneste lidenskab: sulten efter virkelighed. Næppe nogen anden forfatter har investeret sig selv så fuldt og helt som antistof - og dermed blevet en af de allermest virksomme kure mod den dobbeltsidede virkelighedsbetændelse, der for længst har angrebet os alle, men som ikke skræmmer nær så meget som en fugleinfluenza
  • Kasper Nørgaard Thomsen søger som forfatter at komme 'væk fra det litterære'. Det lykkes ham unægtelig også Nævn mig dine forbilleder, og jeg skal fortælle dig, hvem du er, eller rettere: gerne vil være...
  • Forsøget med at ordne verden er gået galt, siger den tyske forlagschef Michael Krüger: Troen på at verden vil blive til at forstå er blevet afløst af behovet for stadig nye forklaringer. Derfor har litteraturen en fremtid
  • En eventyrlig de Saint Phalle-udstilling i Odense med komisk og dyb alvor - som hos Beckett, som hos Carroll
  • Om forholdet mellem en digters liv og hans værk skrev Antonin Artaud (foto) to år før sin død, at »værkerne bliver ældre, og hvad forfatteren angår lyver de alle, fordi de begrunder sig selv med en bizar sandhed, som livet, selv hvis det var autentisk, aldrig havde kunnet billige...

Wikipedia

Antoine Marie Joseph Artaud (4. september 1896 - 4. marts 1948) var en fransk dramatiker, poet, skuespiller og instruktør.

Historie

Antoine Artaud blev i 1896 født i Marseille.

Som 4-årig blev Antonin angrebet af meningitis. Eftervirkningerne af sygdommen gav ham et nervøst, irritabelt temperament gennem puberteten. Han led også af neuralgi (nervesmerter), havde alvorlige depressionsanfald, og han stammede.

Hans forældre fik arrangeret en lang række ophold på sanatorier for deres søn, hvilket var dyrt. Opholdene varede i fem år med en pause på to måneder (juni og juli, 1916), da Antonin blev indkaldt til hæren. Han blev fritaget pga. søvngængeri. Mens Antonin lå på sanatoriet, læste han Rimbaud, Baudelaire og Poe. I maj 1919 fik Artaud ordineret opium af sanatoriets leder, dr. Dardel, hvilket fremskyndede en livslang afhængighed af dette stof og andre lignende. Fold ud

Paris

 

I marts 1920 flyttede Artaud til Paris. Han sendte i en alder af 27 år nogle af sine digte til bladet "La Nouvelle Revue Française". De blev afvist, men redaktøren skrev tilbage i forsøget på at forstå ham, hvilket affødte et venskabsforhold i brevveksling. Dette værk, "Correspondence avec Jacques Rivière," var hans første store udgivelse. I november 1926 blev Artaud ekskluderet fra surrealistbevægelsen, i hvilken han havde deltaget kort, for at nægte at sige, at teatret var en borgerlig kommerciel kunstform, men også for at nægte at slutte sig til det franske kommunistparti sammen med de andre surrealister.

Han viste også stor interesse for film og skrev drejebogen til den første surrealistiske film, The Seashell and the Clergyman, instrueret af Germaine Dulac. Han spillede også med i Abel Gances, Napoleon som Jean-Paul Marat, og i Carl Theodor Dreyers film, Jeanne d´Arc, spillede han munken, Jean Massieu.

Grusomhedens teater

I sin bog Det Dobbelte Teater (The Theatre and Its Double) udtrykte Artaud sin beundring for Østens teaterform, specielt den balinesiske. Han beundrede Østens teater pga. dets kodificerede og i den grad ritualiserede håndgribelighed bestående af balinesisk danseoptræden, hvilket lagde grunden til, hvad han kaldte et grusomhedens teater. Med ”grusomhed” mener han ikke sadisme eller at det at påføre smerte, men mere en voldelig, fysisk determination for at knuse den falske virkelighed, som han sagde ligger som et dække over vores opfattelsesevne. Han troede på, at tekst havde tyranniseret meningen, og han advokerede i stedet for et teater gjort af et enestående sprog, midtvejs mellem tanke og gestus. Han troede også på, at seksuelle aktiviteter, inklusive masturbation, var skadelige for den kreative proces og burde undgås, hvis man håbede på renhed i sin kunst. Antonin Artaud beskrev det åndelige med fysiske udtryk. Han troede at alle udtryk er fysisk fremstilling i rummet. Han var fortaler for et system bestående af ”fællesterapi” gennem teater.

"Grusomhedens teater er blevet skabt for at kunne genoprette teatret med lidenskab og et krampagtigt livskoncept bestående af voldelig hårdhed og ekstrem sammentrængning af sceniske elementer, således at grusomheden, på hvilken den er baseret, må blive forstået herudfra. Denne grusomhed, som vil blive blodig, når det nødvendigt, men ikke egentlig systematisk, kan således blive identificeret med en slags heftig moralsk renhed, som ikke holder sig tilbage fra at betale med livet, som den pris, der må betales."

– Antonin Artaud, Grusomhedens Teater

En oversigt af Artauds Grusomhedens Teater:

1) Artaud havde et pessimistisk syn på verden, men han troede, at teatret kunne bevirke en ændring.

2) Fjern publikum fra hverdagen, og brug symbolske objekter til at arbejde med publikums sjæl og følelser.

3) Angrib publikums sanser gennem en række af tekniske metoder og skuespil, så publikum vil blive bragt ud af sin ufølsomhed, og det dermed vil være nødsaget til at konfrontere sig med sig selv.

4) Brug det groteske, det grimme og smerten for at konfrontere et publikum.

Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.