Ariel Sharon (אריאל שרון) (født 27. februar 1928) er en israelsk general, politiker og tidligere premierminister.
Han blev født Ariel Scheinermann i Kfar Malal, som søn af en polsk-tysk far og en russisk mor.
Som forsvarsminister stod Ariel Sharon bag et af de mørkeste kapitler i Israels historie: Den israelske angrebskrig ind i Libanon i juni 1982. Begivenheder, der stadig som en sort skygge klæber til navnet Ariel Sharon.
Med invasionen i Libanon kastede Israel sig for første gang nogen sinde ud i en krig, der ikke var begrundet i staten Israels overlevelse. Krigen og dens forløb kom til for alvor at splitte israelerne.
Ifølge dagbladet Ha'aretz lovede Sharon, at invasionen ville standse 40 km nord for den israelsk-libanesiske grænse. Men - fortæller israelske politikere og eksperter - uden at orientere parlamentet, regeringen eller endog premierminister Menachim Begin om invasionens omfang og militære mål, lod Sharon den israelske hær rykke helt frem til Libanons hovedstad Beirut i løbet af blot tre dage. Det ville ifølge Sharons kalkule føre til en fredsaftale mellem Libanon og Israel. I Sharons plan desuden indgik forestillingen om, at PLO så ville vende tilbage til Jordan og vælte kong Hussein. Derefter ville Jordan blive en palæstinensisk stat - og det israelsk-palæstinensiske problem være løst én gang for alle. Sådan gik det imidlertid slet ikke.
De høje israelske tabstal - 657 soldater mistede livet - var i sig selv et problem for Sharon. Det var vildledningen af de israelske politikere, regering og regeringschefen også. Det største problem skaffede Sharon dog sig selv og Israel på halsen, da kristne militser med Sharons billigelse gik ind i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut. Her voldtog og massakrerede militserne i 40 timer palæstinensiske kvinder, børn og ældre - antallet af dræbte er aldrig fastslået, men menes til at ligge et sted mellem 800 og 3.500. De israelske styrker befandt sig hele tiden blot 200 meter fra lejrene og så passivt til.